Ottestrup Forskole (1910 – 1956)

Forskolen i Ottestrup blev opført som en aflastning af den eksisterende skole, som sognet havde opført ved hovedvejen (Vedbysønder Skole).

Lærerstaben
I folketællingen for Ottestrup Sogn fra 1880 var noteret en lærerinde ved navn Augusta Hansine Margrethe Schlør, boende hos mølleforpagter Gregersen. Hun var født i Præstø i 1849. Der har formentlig været tale om en pogeskole, der normalt blev afholdt i en enkelt stue for de mindste børn fra sognet. Møllen lå i øvrigt tæt ved Vedbysønder Skole.

I 1886 kom en ny lærerinde til sognet. Det var Pouline Christine Sørensen Bergo. Hun kom fra Skannerup Sogn ved Århus, hvor hun var født i 1852. Pogeskolen var nu flyttet til boelsmand Johannes Lystrup på matrikel 7a og 8a. Hun fortsatte som pogeskolelærerinde og senere forskolelærerinde, da Ottestrup Forskole blev bygget i 1906 på matrikel 4. Frøken Bergo gik af i 1922.

Hendes afløser hed Astrid Karen Sørensen. Hun var født i København i 1895, dimitteret fra Københavns Forskoleseminarium i 1916. Hun virkede som lærerinde på Ottestrup Forskole fra ansættelsen ved Forskolen i 1922 og indtil sommeren 1945. Hun blev gift med tømrermester Henrik Arnold Martinus Jensen fra Sankt Peders Landsogn i februar 1945. Ved vielsen var forloveren konstruktør Asbjørn Andreasen, Næsbyskov. Han var gift med forskolelærerinden i Næsbyskov.

Den sidste forskolelærerinde blev Laura Kirstine Aagaard, født Christensen. Hun var født 1901. Hun underviste på forskolen fra 1.juli 1945, indtil den blev nedlagt i januar 1956. Hendes mand var mejerikonsulent.Laura Aagaard blev ansat på den nyopførte Sorterup-Ottestrup Centralskole, hvor hun virkede som småbørnslærerinde i en del år.

Knud Bruun Rasmussen, 01-06-2018

Kongegården i Korsør

I Algade i Korsør ligger byens fornemste borgerhus, lidt indeklemt i bykernen. Kun en lokal park mod syd giver bygningen den plads, som den oprindelig havde, da den driftige købmand, skibsbygger og skibsreder Rasmus Langeland (1712-1780) opførte dette statelige gæstgiveri i 1761. Det er sandsynligvis arkitekt og murermester Johan Philip Hartmann (1710-1779), der er ansvarlig for den repræsentative hovedfacade mod Algade, karakteristisk for borgerlig rokokostil.

Der var dengang behov for et gæstgiveri for finere rejsende, der afventede gunstigt vejr for at komme over Storebælt, og det vides da også, at mange adelige og kongelige personer har benyttet gæstgiveriet som spise- og overnatningssted. Men Kongegaarden var også en købmandsgård med adskillige huse bag hovedbygningen. Disse tjente som værksteder, salgsboder og beboelse.

Kongegaardens fødselsattest findes i bygningens fornemme vestibule. Denne er beklædt med mørke træpaneler, på hvis øverste kant der er malet en frise med navnene på de forskellige ejere af bygningen samt de håndværksmestre, som har medvirket ved den første restaurering i 1901. Denne blev forestået af Peder Thorvald Pedersen (1854-1933), en driftig landmand, handelsmand, brygger, mejeridirektør og margarinefabrikant. Restaureringen af Kongegaarden blev udført under tilsyn af arkitekt Aage Henrik Langeland-Mathiesen (1868-1933), der var Rasmus Langelands tiptipoldebarn. Bygningen, udvendig og indvendig, blev udsmykket af den anerkendte billedkunstner Marius Hammann (1879-1936).

I 1970’erne og 1980’erne blev bygningen udsat for spekulation og forfald, men med hjælp fra Byggefredningsfonden og Kreditforeningen Danmark blev den sat i stand for anden gang; denne gang dog kun på tag og fag. Korsør Kommune overtog ejendommen i 1985 og efter en totalrenovering i to etaper, 1992 og 1997, blev ”Kongegaarden i Korsør, – regionalt center for billedkunst og musik” indviet. Ved afslutningen af første etape i 1992 fik Kongegaardsfonden ejendommen tilskødet.

Den gamle bygning summer af liv. Isenstein-Samlingen rummer over 7000 værker af billedhuggeren Harald Isenstein og afholder flere forskellige udstillinger om året. Korsør Kunstforening udstiller i de lyse og rummelige stuer. Korsør Koncerterne sikrer klassiske toner og jazz i husets musiksal. Og i de to friboliger bor der ældre og yngre kunstnere inden for både musik og billedkunst.

Ole Seyffart Sørensen, 01-01-2014


Link:
Kongegårdens hjemmeside
https://www.kongegaarden.dk/

Registerposter i Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn
https://arkiv.dk/soeg?searchstring=Kongeg%C3%A5rden&valgtearkiverids=47

Jordskælvet 21. – 22. december 1759

Natten mellem dem 21. og 22. december 1759 blev Norden ramt af et jordskælv, som var kraftigst i Göteborg, men som også kunne mærkes i Bergen, Oslo, Stockholm og Gottorp.

Biskoppen over Sjællands stift, Ludvig Johansen Harboe (1709-1783, biskop siden 1757) udsendte en tjenesteskrivelse til stiftets provster med opfordring om – via præsterne – indberette ”ald muelig og paalidelig Oplysning om dette Jordselv” nemlig:

1. Om det var almindeligt over hele herredet
2. Hvornår og på hvilket klokkeslæt det skete
3. Om det skete mere end én gang og i givet fald med hvilken hyppighed
4. Hvor længe det kunne mærkes
5. I hvilken retning det bevægede sig
6. Om jordskælvets styrke og evt. skader
7. Om der samtidig eller efterfølgende blev observeret fx ”Lynild, usædvanlig Brusen i Havet etc. etc.”

Fra Slagelse og Vester Flakkebjerg herreder indkom der 22 mere eller mindre udførlige beretninger fra sognepræsterne.

Præsten Braëm fra Korsør skrev bl.a. at jordskælvet skete ”omtrent Kl 12 ½ im Natten” og ikke kunne mærkes mere end en gang. Det blev ikke meldt om skader, ”men Sengene rystede og Klæderne deri, kakkelovne ligeledes, Skorstene knekkede, Fugle i Burene flagrede, Døreenne knarkede […] Jeg tillige med min Kone og Syster vare vaagne, og hørte en Rum[mel] som af en Langsom kiørende Vogn, der vare overmaade stærkt læ[sset]. Jeg meente i Begyndelsen, at det var slig en Vogn, som kom fra [den] nye Broe, men den stærke Bevægelse bragte Mig paa de ri[gtige] Tanker. En anden vaagnede, og hørte Hunde pibe og tude. J en Stald G[…] i Byen har hestene været meget urolige. En syg Mand i Steen=Gaards Huset syntes, at mangfoldige C[anon] Skud løsnedes under Jorden, saaat meget forskrekkedes, og om Mogenen mærkedes, at Vandet var gaaet op paa Stolpe[rne] af Huset.”

Lignende iagttagelser blev berettet af C. Plum, Tårnborg, H.D. Beckman, Boeslunde og Peder Holm, Lundforlund.

F. Holm i Slots Bjergby indgav en beretning, hvori flere sognemedlemmer havde fortalt om samtidige lysninger på himlen.

F. I. Stampe og G. From fra Slagelse anslog varigheden til at have været ca. 2 minutter og en bevægelse fra øst mod vest.

Ifølge I. K. Thillerup, Magleby, varede jordskælvet i ca. 8 minutter, hvor folk mærkede til det.

Chr. Ørsted, Slagelse, berettede bl.a.: ”En fornemme Famliie, som beboer et grund=Muuret Hus her, paa Brede=Gade, haver mærket baade Sengenes og Vindvernes Rystelse saaledes, at det frygtedes for Grundvollens Løβning, der dog ikke saa befandtes om Morgenen derefter.”

I.G. Vieth fra Sønderup var helt afhængig af de lokale øjenvidneberetninger da han ”var falden, tillige med Mine, en en saa tryg Søvn, at ieg deraf, Gud være lovet, ey blev opvækket og følgelig ikke i mindste Maader forskrækket.”

Indberetningen fra Søren Tuxen, Vemmelev, var – ligesom mange andre – præget af glæden over, at der ikke var sket skader på folk og fæ og fast gods.

Hvorvidt man i Vemmelov og Hemmeshøj sogne og de øvrige dele af herredet var bekendt med jordskælvet i Lissabon i 1755 fremgår ikke af indberetningerne. Jordskælvet ramte den portugisiske hovedstad den 1. november 1755. Det var et af historiens mest katastrofale jordskælv og bestod af tre kraftige og distinkte rystelser med epicenter i Atlanterhavet ca. 200 km sydvest for Kap Sankt Vincent. Et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom som følge af jordskælvet og dets eftervirkninger: bl.a store brande og en tsunami med bølgehøjde på op mod 20 meter.

Præsten I. Promm, Hårslev, beskrev en ”en strax Foregaaende Stor opg Forskræckelig Suusen og Bruusen” som fulgte med jordskælvet.

Svaret fra P. Friis fra Skælskør til biskoppen var kortfattet med hensyn til jordskælvet. En kulturhistorisk kuriositet er beretningen om, at byens vægters ”Morgenstierne dantzede og sprang i hans haand”.

Præsterne F. Horrebow, Eggerslevmagle, I. Saur, Høye, M. Bech, Sørbymagle, P. Aggerup, Hyllested, H. F. Heggelund, Tjæreby, og I. P. Hviid, Gimlinge, havde intet eller ikke meget at berette.

Den første videnskabelige behandling af indberetningerne fra Sjællands stiftog datidens sagkundskab skete i form af artiklen ”Christian Horrebows Beretning om Jordskiælvet, som skeede d. 22. Dec. Ao. 1759” i Videnskabernes Selskabs Skrifter IX, 1765. C. Horrebow var professor i astronomi og leder af observatroiet på Rundtårn i København.

Den moderne geologiske forklaring for fraværet af iaktagelser i Løve herred, Øster og Vester Flakkebjerg herreders nordlige del kunne ifølge E. Bondesen og I. Wohlert være ”tilstedeværelsen af tykke, bløde og derfor absorberede lag. Det kan således være tilfældet for den ordvestlige del af det omtalte bælte, hvor der er melle, 150 og 350 m tykke overvejedne lerede lag oven på den faste kalkgrund.”

Christoph Klinger, 19-11-2018

Litteratur:
Erling Bondesen og Inge Wohlert: Høy Ædle Hr. Biskop. Præsteindberetninger om jordskælvet den 21.-22. december 1759. Roskilde: Institut for Miljø, Teknologi og Samfund – Roskilde Universitetscenter og Roskilde Museums Forlag 1999

Løffler, Martin (1919-2016), gymnasielærer

Martin Mohr Løffler blev født i Berlins Scheunenvirtel som søn af en jødisk pelshandler. Han kom til Danmark kort før Krystalnatten i 1938 som medlem af en landbrugsgruppe fra det zionistiske Chalutz og besluttede af indlysende grunde at blive i vort land. Han arbejdede i gartneri og ved landbrug, indtil han måtte flygte til Sverige i oktober 1943.

Da han kom tilbage til Danmark tog han først studentereksamen på Statens og Hovedstadskommunernes Kursus (1947) og begyndte derefter at studere historie og tysk på Københavns Universitet. Han blev cand.mag. i disse fag i 1954 og havde ansættelser ved Nationalmuseets Filmarkiv og Statens Kursus. I årene 1961-66 underviste han i historie, erhvervsorientering, tysk og oldtidskundskab på Slagelse Gymnasium. Herefter var han ansat på Roskilde Katedralskole.

Han var sammen med Henrik Lange forfatter til bogen Der Nationalsozialismus und seine Opfer fra 1961. Han har desuden oversat moderne dansk lyrik og prosa til tysk. Fra 1965-74 var han medlem af redaktionen af tidsskriftet Gymnasieskolen.

Børge Riis Larsen, 01-08-2019

Litteratur:
Slagelse Gymnasiums lærere 1927-2002, s. 35
Henning Vangsgaard: Mindeord i Politiken 26-01-2017

Zeise, William Christopher (1789-1847), professor, kemiker

Opvækst og uddannelse

William Christopher Zeise var af apotekerfamilie. Han blev født i Slagelse som søn af Friedrich Zeise, der ejede Svaneapoteket. Moderen Johanne Helene Hammond var datter af kommerceråd Vilhelm Hammond på Aagaard i Vestsjælland. William Christopher Zeise blev som 11-årig sendt til N. D. Riegels’ læseinstitut i Sorø; men da Riegels døde, fortsatte Zeise sin skolegang i latinskolen i Slagelse. Her gik han i årene 1802-05. Det var på et tidspunkt, hvor skolebygningen var den endnu bevarede gamle kirkelade for foden af Skt. Mikkels Kirke. Her var han skolekammerat med den senere digter B. S. Ingemann, som har skildret sin skolegang særdeles grundigt i sin Levnetsbog; så her er der mulighed for at læse, hvad også Zeise har måttet døje med. Han blev da også træt af at gå i latinskolen, som han forlod for at blive lærling hos Gottfried Becker på Hofapoteket i København. Her blev han imidlertid kun få måneder. Han følte sig ikke tilfreds, klagede over dårligt helbred og vendte tilbage til Slagelse. Her studerede han nu selv kemisk og farmaceutisk litteratur og kunne som 17-årig omordne faderens apotek efter den nye farmakopé fra 1805. I 1806 rejste han igen til København og blev optaget i huset hos H. C. Ørsted, blev student i 1809 og tog i 1815 eksamen som farmaceut. Så gik turen atter til Slagelse, hvor han indrettede sig et lille laboratorium i faderens apotek. Her gennemførte han en række undersøgelser over basers indvirkning på kulhydrater. Disse undersøgelser skrev han en afhandling på latin om, og den gav ham i 1817 såvel magister- som doktorgraden.

Studietur og øvelseslaboratorium
Herefter var han på en længere studietur til udlandet sammen med sin gamle skolekammerat B. S. Ingemann. I Göttingen studerede han analytisk kemi i et halvt år, og senere tilbragte han ca. halvandet år i Paris, hvor han mødte nogle af tidens største naturvidenskabsmænd (bl.a. Gay-Lussac og Berzelius) og også den landsforviste P. A. Heiberg. I 1819 vendte han hjem uden større udsigt til fast ansættelse. Men i slutningen af året fik han fondsmidler for “at bevare denne udmærket duelige Mand for sin Videnskab”, som det hed i indstillingen. Nu blev der indrettet et såkaldt “kongeligt øvelseslaboratorium” til fysik og kemi i Nørregade i København. Her blev Zeise i 1820 ansat til at forestå de kemiske øvelser for de universitetsstuderende. Det kemiske laboratorium holdt til i “snedkermester Pingels køkken”, og han delte dette med Ørsted. Det lyder særdeles primitivt, men det skal nævnes, at de begge her – foruden at undervise de studerende – også gjorde vigtige naturvidenskabelige opdagelser. Faktisk var det her Ørsted i 1820 opdagede elektromagnetismen.

Professor
I begyndelsen af 1820’erne blev Zeise med Ørsteds hjælp udnævnt til professor i kemi ved Københavns Universitet. Herved fik kemien endelig sin egen lærestol ved universitetet. Samme år isolerede han de første xantogenforbindelser, en helt ny type organisk-kemiske forbindelser, der den dag i dag har teknisk vigtige anvendelser. Senere isolerede han “Zeises salt”, en organisk forbindelse som indeholder det ædle metal platin, og hvis struktur man diskuterede i mere end 100 år, før den endelig blev opklaret efter 2. verdenskrig. Zeises salt er det første eksempel på en såkaldt organometallisk forbindelse, der blev fremstillet. Da Den polytekniske Læreanstalt blev oprettet i 1829, blev han også lærer her. Seks år senere blev han fritaget for de fleste undervisningsforpligtelser på grund af dårligt helbred. I starten af 1830’erne opdagede og navngav han den svovlholdige stofgruppe mercaptanerne, der er udbredt i naturen, eksempelvis i kaffe. Nu er mange mercaptaner særdeles ildelugtende. Stinkdyrs duftstoffer er faktisk af denne type. Og en historie, som måske blot er en anekdote, fortæller, at han en aften blev bortvist fra Det kongelige Teater, da lugten af nogle af de forbindelser, han arbejdede med, hang så vedholdende i hans tøj, at hans nærværelse blev utålelig for dem, han sad i nærheden af. En anden historie fortæller, at der engang blev drevet klapjagt på katte i nærheden af hans laboratorium, idet der lugtede så fælt af katteurin. Først da kattene var slået ihjel, opdagede man, hvor lugten kom fra. I 1829 færdiggjorde han en 870 sider stor lærebog “Udførlig Fremstilling af Chemiens Hovedlærdomme” og i hans dødsår 1847 – han døde af tuberkulose – udkom en næsten lige så stor “Haandbog i de organiske Stoffers almindelige Chemie”. Året før lykkedes det ham at isolere gulerøddernes farvestof, caroten. Fra en tønde gulerødder isolerede han 5 gram caroten. Han analyserede de smukke kobberfarvede krystaller, men hans analyse var ikke helt korrekt. Faktisk gik der 84 år, før man kunne opskrive den korrekte strukturformel for forbindelsen.

Ægteskab og familie
William Christopher Zeise efterlod sig ingen biologiske børn. Men han giftede sig i 1842 med den 17 år yngre Maren Martine Bjerring, som var enke med to børn. Disse kom begge til at bære navnet Zeise: Johan Martin Zeise blev organist og kantor ved Skt. Pauls Kirke i København og havde timer i sang ved Metropolitanskolen i årene 1872-97. Her blev han kollega til de fra Hans Scherfigs roman “Det forsømte forår” kendte modeller til lektor Blomme og matematiklæreren Aben. Lillesøsteren Johanne Frederike Katharine Zeise blev gift med en jurist, som var assistent ved Københavns Politikontor.

Zeises forskningsformidling
Hverken Zeises forelæsninger ved universitetet eller hans skriftlige formulering har været noget særligt. I Dansk biografisk Leksikon citeres en samtidig kilde for følgende vedrørende hans lærebøger og artikler: “Man læser dem med samme Følelse som man kører i Slæde paa Sand”.

Gravstedet og gravstenen
Zeise blev begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Gravstedet (A574) eksisterer endnu og blev i forbindelse med 200-årsdagen restaureret. Det viste sig, at gravstenen var forsynet med et forkert fødselsår.

Sammenfatning
Slægten Zeise talte mange apotekere, der gennem faglige og familiemæssige kontakter har haft stor føling med naturvidenskabernes udvikling. William Christopher Zeise var en af Europas store kemikere i første del af 1800-tallet, og han er uden tvivl den mest kendte danske organiske kemiker overhovedet. Han var også grundlægger af den analytiske kemi i Danmark og ydede på flere andre områder en stor pionerindsats, der også senere blev udnyttet såvel videnskabeligt som industrielt.

Børge Riis Larsen, 01-01-2014

Litteratur: T. Morsing (red.) 1990: William Christopher Zeise – en dansk kemiker.