Rude Andelsmejeri

Rude Andelsmejeri også kaldet ”missionsmejeriet” blev oprettet i 1901 og kørte frem til 1957.
I juli måned år 1900 samledes en del mænd fra Holsteinborg og Venslev sogne, også interesserede fra Bøgelunde og Nyrup var mødt op. Der blev forhandlet om oprettelsen af et andelsmejeri. Mejeriet blev oprettet med det formål, ikke at opnå en større penge indtægt, men derimod, at der ikke måtte behandles mejerivarer om søndagen, for på den måde at adlyde Guds bud om, at holde hviledagen hellig. Mejeriet skulle bygges i Rude. Mødet afholdtes hos missionær Ulrik Henriksen Rude. Der blev nedsat et forretningsudvalg med Andreas Nielsen Venslev som formand.
11. oktober 1900 afholdtes et møde hos Ulrik Henriksen Rude, hvor der blev indtegnet 20 andelshavere med tilsammen 174 malkekøer.
29. november 1900 afholdtes møde på ”Mindeslyst”. Der skulle vedtages love og vælges en bestyrelse. Mødet begyndte med en bøn.
Til formand valgtes Anders Hansen Bøgelunde. Der blev også indtegnet flere leverandører, så der nu var 31 andelshavere med tilsammen 200 malkekøer.
Nu kunne der så startes et mejeri. Holsteinborg Grevskab stillede et jordareal til rådighed for mejeriet. Jorden blev taget fra en af grevskabets fæstegårde, som fæster Rasmus Pedersen havde. Grevskabet leverede også en del byggemateriale til mejeriet. Selve byggeriet blev overladt til tømrer- og snedkermester Rasmussen Karrebækstorp.
C. A. Brostrøm Kalundborg leverede maskiner til mejeriet til en pris af 9.526,00 kr. Mejerist N.P. Sørensen blev tilbudt pladsen som mejeribestyrer. Første års løn var 1.200,00 kr. samt mælk og fløde til eget forbrug.
I 1908 startede mejeriet en osteproduktion. Det var et privat foretagende mellem mejeribestyreren og interesserede andelshavere, som leverede deres mælk til denne produktion. Samtidig blev mejeriet udvidet. Ved et bestyrelsesmøde den 4. juli 1910 blev der bevilliget 15,00 kr. årligt i to år til den dannede forening for osteeksport.
På et bestyrelsesmøde i 1910, enedes man om at sige nej til en henvendelse om at hjælpe de ved Albertikatastrofen skadelidte mejerier. På samme møde besluttede man at levere fløde til Tyskland gennem Hr. Baum, når man kunne fritages for at levere fløde om søndagen.
I 1914 blev der indlagt el fra det nye værk i Bøgelunde.
Mejeribestyreren bliver opsagt på grund af uoverensstemmelser om dele af mejeridriften. Der blev forhandlet om at forpagte mejeriet ud til en, som ville drive det for egen regning. Det blev dog ikke til noget. Man fik derefter ansat en ny mejeribestyrer. Til stillingen blev antaget Mads Bruun Nielsen Skodborg. For Bruun blev det til en livsstilling, idet han fungerede som mejeribestyrer på Rude mejeri, indtil sin død 24-12-1951, 66 år gammel.
Efter Bruun blev Aksel Svare ansat som mejeribestyrer. Svare kom fra en stilling hos Lego. Svare blev så den sidste bestyr på Rude mejeri, som blev nedlagt i 1957.
Også på Rude Mejeri blev der uddannet flere mejerister. På billedet er det mejerielev Juul Andersen. Måske har det været en god lærerplads. Det fortælles, at der på Rude Mejeri blev produceret en meget god og smagfuld ost.
Efter mejeriet blev nedlagt, blev det solgt til Helge Michelsen, der startede en mindre møbelfabrik. Fabrikken er siden solgt til den nuværende ejer Jørgen P. Breusch, der fortsatte møbelproduktionen.
 

Formænd: 
Andreas Nielsen Venslev opstart
Anders Hansen Bøgelunde 1901-1912
Villum Madsen Venslev 1912-1934
P. Sejersbøl 1934-1938
Emil Jørgensen 1938- 1942
Herman Andersen 1942-1957

Mejeribestyrere:
N.P. Sørensen 1901-1908
R. Sønderskov 1908-1914
Mads Bruun Nielsen 1914-1951
Aksel Svare 1952- 1957
 

AAGE PILEGAARD JUSTESEN. 2014

Rude Andelsmejeri ca. 1915
Mejeribestyrer Bruun og frue samt mejerielev Juul Andersen ca. 1915

Rovborg

I Tystofte beliggende ca. 3 km. øst for Skælskør har der været en ridderborg som blev kaldt Rovborg. Borgen lå ca. 300-400 meter nord for byen. Der var en lille sø eller mose med 2 holme. Disse holme kaldtes “Rovborg”, og alt tyder på, at der på dem har ligget en ridderborg.

Man ved at familien Saltensø eller Saltense har beboet borgen i Tystofte i ca. 200 år. Fra 1282-1328 skrev brødrene Peder og Jens Olufsen Saltens sig til Tystofte.
Nationalmuseet samt museumsinspektør Henning Nielsen har ved udgravninger gjort fund, så der hersker ikke tvivl om at borgen har eksisteret.

På Skælskør Bymuseum er der udstillet et luftfoto, der tydeligt viser en ændring i vegetationen, hvor borgens tykke mure har stået.

Christoph Klinger. 1.1. 2020

Rosenkildevej

Vejen, som tidligere hed Snogestræde, blev omdøbt ved en byrådsbeslutning 2. november 1905. Den er opkaldt efter skuespilleren Christen Niemann Rosenkilde, som var elev i Slagelse Lærde Skole 1795-1804. Vejen fører fra Smedegade til byens markjorder og institutionen Andersvænge.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Rosengården

I forbindelse med nedrivning af baghuse i karreen mellem Stenstuegade, Rosengade, Bredegade og Korsgade og indretning af arealet til parkeringsplads blev området navngivet Rosengården 28.2.1977. Det gamle navn var Rosens Gård efter gæstgiveriet Rosen i Rosengade.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Rosen

I 1740 fik Rosengade sit nuværende forløb efter en af de mange store brande, som har hærget byen. På samme tid opførtes Rosengade 5, som rummede Gæstgivergården Rosen.  Bygningen blev i 1928 afløst af den nuværende, som bl.a. huser Rosen Bodega.
Arealet bag gæstgivergården kaldtes “Rosens Gård” senere ændret til Rosengården i forbindelse med anlæg af parkeringspladsen.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Gæstgivergården Rosen,
Rosengade 5 ca.1900-1920

Ridehuset

Ridehuset, som lå ved Slotsgade på den nuværendeRidehusplads opført 1864-1865 af et selskab, A/S Ridehuset, med kaptajn Dahl i spidsen. Huset opførtes af tømrermester eThomsen og blev indviet 6. maj 1866.
Det afløste den gamle rytterstald på hjørnet af Rytterstaldstræde og Slotsgade, som blev revet ned i 1867.
Selskabet havde lejet grunden af kommunen for en periode på 99 år. Til gengæld skulle man stille huset til rådighed bl.a. ved valghandlinger. Den sidste valghandling fandt sted i 1915.
Ridehuset var primært beregnet til rideøvelser, men derudover blev det brugt til meget andet: udstillinger, cirkus, sommerteater, vokskabinet og 5-øres dans på markedsdagene.

Med tiden blev Ridehuset fabriks- og lagerbygning. Hans Lystrup havde en fabrikation af biler på stedet og i den sidste tid blev det mest brugt som lager.
Mortensaften 1923 udbrød der brand i Ridehuset. I løbet af kort tid var det hele brændt ned til grunden.  Det tog flere dage at slukke branden fordi Sorø Amtstidende opbevarede 263 ruller rotationspapir i bygningen.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Litteratur: Chr. Madsen (1982): Gamle Slagelse-billeder. Bd.1. S.34-35.

I en årrække havde Hans Lystrup samlefabrik for tyske Wanderer-biler i Ridehuset

Sct. Gertruds Kirke, Korsør

Sct. Gertruds Kirke var indviet til de rejsendes helgen Skt. Gertrud. Den er en af byens ældste bygninger – af samme alder som slottet. Fra starten var den uden tårn; men et sådant blev tilbygget midt i 1400-tallet. Ved en ombygning af kirken i 1699 blev tårnet indesluttet af kirken. I 1809 blev der opsat en optisk telegraf i vestenden, og der indrettedes værelse til telegrafisten i tårnet.

Sct. Gertruds Kirke, Korsør

Telegrafen belastede kirken så meget, at den slog revner, hvorefter man begyndte nedrivningen i 1862. Året efter lukkede den gamle kirke, og de kirkelige handlinger blev flyttet til Beckers gård i Brogade indtil den nye kirke, Skt. Povls blev indviet i 1871.

OVE JENSEN, 01-01-2014

Sandholm

Sandholm, i daglig tale Sankholm, ligger i fladvandet mellem Glænø og Basnæs skov. Øen er på 2 tdr. land, med en klint mod vest. I 1830-1850 boede fiskeren og husmanden Rasmus Holger, hans kone Kirsten og deres fem børn der. Holger havde gravet ind i klinten, som dannede de tre vægge. Der var så kun en formur med indgangsdør af tømmer til rejsning, og brædder til loftet fik han fra Basnæs Skov, hvor han var gode venner med skovfogeden i Purrehuset. Det lyder meget primitivt, men Kirsten holdt hjemmet fint med hvidkalkede vægge, og ”mere hyggeligt hjem havde hun ikke været i,” fortalte en gæst efter et ålegilde. Holger fiskede med ålejern, flynderbrodt og rejehætte fra sit hjemmelavede fartøj, der lignede et dejtrug, og efter en god fangst solgte han fisk ovre på Sjælland. Eller måske rettere byttede sig til rugbrød, sigtebrød, flæsk, pølse osv. Han var også specialist i at bygge løvhytter til den traditionelle fest i skoven 2. pinsedag. Kirsten var en dygtig husmor, der passede børn og ko og gris og fremstillede det tøj, familien skulle bruge. Børnene måtte vade til Sjælland, når de skulle i skole i Ørslev eller besørge andre ærinder. De var vistnok kommet ud at tjene, da Holger – som var epileptiker – druknede i sin båd. Som enke kom Kirsten til at dele et lille rum i en rønne i Stubberup med en anden enlig kvinde, men sin sidste tid tilbragte hun hos en datter og svigersøn i Kildehuset i Snedinge. Sandholm har ikke været beboet siden.

SIDSEL JACOBSEN 01-01-2014

Litteratur
Artikel af rentier Christen Jensen, Stubberup, i: Skelskør og Omegn, 4. februar 1938

Ottestrup

Landsbyen Ottestrup ligger ca. 4 kilometer nordøst for Slagelse.
Landsbyen er specielt kendt for sin kirke, der i sit ydre er en traditionel, dansk landsbykirke, og som i sit indre rummer fantastiske kalkmalerier.
Landsbyens navn består af forstavelsen Otte, der på olddansk er det samme som Ottar. –rup betyder rydning eller udflytning.
Ottestrup betyder således Ottars udflytning/udflytterlandsby. Ottestrup nævnes i 1186 som Othinstorp.
Landsbyens jorder er omgrænset af Vedbynørre, Skovsø og Vedbysønder landsbyjorder.
Landsbyen har et forsamlingshus ved den gamle hovedvej. Her lå også forskolen fra 1910 til 1954.
Ottestrup centralskole blev bygget nord for landsbyen og indviet 1955. Den blev lukket 1990, og bygningerne overgik til at huse en produktionsskole.
Ottestrup blev udskiftet så tidligt som 1772.
Tilbage i den oprindelige landsby med blot fem gårde ligger i dag kirken omgivet af enkelte gårde og huse.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Olieraffinaderiet på Stigsnæs

Med det stigende olieforbrug i Danmark var der i slutningen af 1950´erne blevet behov for at raffinere mere olie i Danmark i stedet for at indkøbe færdige produkter. Der var bygget et raffinaderi i Kalundborg, og der var planer om et i Fredericia.

På denne baggrund gik Gulf Oil A/S i gang med at finde et egnet sted i Danmark, hvor der var faciliteter til stede, som kunne opfylde kravene til opførelse af et olieraffinaderi. En havn med tilstrækkelig vanddybde var et hovedkrav, da råolie skulle sejles til stedet. De færdige produkter skulle også i et vist omfang sejles derfra. Et udbygget vejnet til tankvognstransport ville der samtidig blive behov for, eftersom flere oliefyr i boliger i fremtiden ville komme til, samt et stigende olieforbrug i industrien var i gang. En tilstrækkelig ferskvandsmængde skulle der være til stede, da der bruges meget vand til dampproduktion og skylleprocesser i anlæggene under drift. Stop i denne leverance kunne være fatale. El leverancen til drift af pumper og udstyr skulle også være på plads, så der kunne arbejdes uden driftsstop.

Ledelsen i Gulf Oil A/S gik gang med at lede efter et område, der kunne opfylde disse betingelser,  og der blev fundet Arod i Sverige og Stigsnæs i Danmark som mulige steder. Processen med at indhente sammenlignende betingelser i begge lande gik nu i gang, og der var mange ting, der skulle vurderes. Byggepriser, love og regler, arbejdsmarked, politiske holdninger, men samtidig skulle det sikres, at områderne, der var egnede, ikke gik af hænde.

Forhandlingerne med placering af olieraffinaderiet var ved at være på plads, og den 22. august 1960 sendte Gulf Oil A/S en forespørgsel ud til jordejerne på Stigsnæs for at skaffe sig forkøbsret til de fornødne arealer. Det var et ret stort areal, der skulle bruges. Mange huse og gårde på Holten og Faarentofte blev berørte af projektet. Pressen beskrev indgående om størrelsen på jordarealer og priser, og de berørte beboere kom under pres for at finde nye steder at bosætte sig. Der var mange gisninger om udfaldet, men endelig den 8. december 1960 offentliggjorde Gulf Oil A/S, at beslutningen er taget. Raffinaderiet skal opføres på Stigsnæs.

Det daværende sogneråd i Magleby kommune hilste projektet velkomment. Indbyggertallet var dalende i kommunen, især på Stigsnæs. Da der var udsigt til mange nye arbejdspladser, var det grobund for at de forhandlinger, der nu forestod, skulle slutte positivt.

Da stedet nu var placeret, begyndte en ny fase med beslutningen om, hvem der skulle opføre anlægget. Dette skulle fremtidssikres, så det stigende olieforbrug kunne dækkes. På en pressekonference den 30. juni 1961 offentliggjorde Gulf Oil A/S entreprenøren, som blev Kellogg International Corporation, som igen hyrede Hoffmann & Sønner som underentreprenør til bl.a. de omfattende jordarbejder, som nu forestod. Den 26. august 1961 holdtes der byggepladsåbning, hvor naboer og lokale myndigheds-repræsentanter blev beværtet med godt lokalt øl, sandwiches, wienerbrød og kaffe af formanden for bestyrelsen for Gulf Oil Corporation, Mr. Whiteford.

Der var nu en hektisk aktivitet på området. Byggeriet af havnen tilfaldt som underentreprenør Christiani & Nielsen, som nu gik i gang med støbning af sænkekasser i Skælskør Yderfjord. Derfra blev de bugseret til havnen og sat på plads. Isvinteren 1962-63 var hård, og vældige isskruninger lavede stor ødelæggelse på de igangværende konstruktioner, som måtte forstærkes, så havnen også i en isvinter kunne anløbes, hvilket er lykkedes gennem alle årene.

Den første råolie ankom med M/T “Gulf Dane” den 19. juni 1963 og blev pumpet op i de nybyggede tanke; et nyt produkt som stillede større krav til sikkerhed og brandslukningsudstyr.

Ved indvielsen den 3. oktober 1963 var der honoratiores fra nær og fjern, og en lejet Storebæltsfærge ankom til Gulfhavn og lagde til på kaj 2, hvorfra der var flagallé gennem det nybyggede raffinaderi til administrationsbygningen, hvor bl.a. Statsminister Jens Otto Krag holdt indvielsestalen.

Efter en grundig gennemgang af anlægget, oplæring af operatører, fremskaffelse af hjælpematerialer var anlægget klar til start. Under denne fase var der mange udfordringer til procesudstyr og personale, som blev klaret uden nogle store uheld.

Med et stadig stigende olieforbrug i Danmark bl.a. til kraftværker, besluttede Gulf Oil at udvide raffinaderiets kapacitet med endnu et anlæg – proces 2 -, som skulle bygges af Fluor Engineering. Dette anlæg var driftsklart på Gulfhavns 5 års fødselsdag den 3. oktober 1968. Ved denne anledning blev Fluor Engineerings administrationsbygning, som nu stod tom, overrakt til Gulfs sportsklub og placeret ved det nye sportsanlæg i Skælskør, hvor det endnu bliver brugt, dog med nye ejere.

Dansk Undergrunds Consortium (DUC) blev skabt i 1962 som et arbejdsfællesskab mellem A. P. Møller og Gulf. Prøver fra boringerne, der startede i 1966, blev sendt til analyse på Gulfhavns laboratorium. Kvaliteten af råolien var dog først i orden i 1971, så en produktion kunne starte. Den første last råolie blev produceret direkte fra DAN-feltet op i M/T “Marie Mærsk”s tanke, og den blev taget i land på Gulfhavn raffinaderiet den 1. august 1972, overvåget af bl.a. HKH Prins Henrik og skibsreder Mærsk McKinney Møller.

Forskellige konflikter i Mellemøsten bragte prisen på råolie op, og 1. januar 1974 satte OPEC op til det firedobbelte uden forhandlinger med olieselskaberne. Dette stillede store krav til staben på Gulfhavn raffinaderiet med tilrettelægning af produkterne, så de kunne give en bedre indtjening. Et anlæg til produktion af bitumen, som er et tjæreprodukt til asfaltfremstilling, blev indviet i april 1978 for bedre at udnytte det sorte bundprodukt fra råoliedestillationen. Der var en noget svingende efterspørgsel af dette produkt, som især var beregnet til vejarbejde. Dette foregik mest om sommeren, og efter en brand i dette anlæg den 6. januar 1982 blev produktionen ikke sat i gang igen. Det lykkedes ved energioptimering, besparelser og udbygning af krakningsanlæg til den sorte olie at holde gang i raffinaderiet.

Efter branden i 1982 lå anlæggene stille, og der taltes om at lukke raffinaderiet. Men ved teknisk snilde lykkedes det at køre de uskadte anlæg videre, da et kørende anlæg var lettere at sælge end et der ligger stille. En personalereduktion umiddelbart før påsken i 1982 blev gjort for at tilpasse organisationen til raffinaderiets reducerede størrelse. Gulf Oil A/S meddelte offentligheden i august 1982, at man ville lukke raffinaderiet medmindre man kunne sælge det til DONG, men DONG svarede i september 1982, at der ikke var interesse for at føre raffinaderiet videre. Et tiltrængt hovedeftersyn blev sat i gang den 18. november 1982 med henblik på et salg, som lykkedes. Den 1. april 1983 blev raffinaderiet overtaget af Kuwait Petroleum Corporation.

Efter salget, som alle ansatte vel var lettede over, var overstået, steg indtaget af råolie fra Kuwait fra i 1983 at være ca. 50 % til i 1990 at være 100 %, og det var der stor tilfredshed med fra ejerne. I efteråret 1986 indførte Kuwait petroleum sit nye logo, som også bidrog til at øge den positive stemning. Kuwait Petroleum overraskede olieverdenen ved juletid i 1984. Det var i hemmelighed lykkedes at producere blyfri benzin, og sende den på markedet til stor overraskelse for konkurrenter og miljøpolitikere.

Efter Kuwait den 2. august 1990 blev invaderet af Irak, kunne der ikke modtages råolie derfra, og situationen var igen kritisk, men der blev fremskaffet råolie fra Nordsøen og Rusland. Denne råolie har et lavere svovlindhold, hvilket medførte at nye produkter kunne fremstilles. I marts 1993 kunne Kuwait Petroleum sende MK1-dieselolie (MK1 står for Miljø Klasse 1) til Sverige. Atter en overraskelse for konkurrenterne. Nye benzinprodukter med lavt indhold af benzen blev fremstillet, inden der blev fremsat lovkrav om dette i 1997.


Trods store investeringer i vedligeholdelse og renoveringer af anlæg på grund af miljøkrav, besluttede Kuwait Petroleum at lukke raffinaderiet. Beslutningen blev offentliggjort den 1. august 1996. Lukningstidspunktet blev fastsat til den 1. april 1997. I denne periode blev et stort apparat sat i værk, hvor det blev planlagt med den enkelte medarbejder, hvilket kursus og efteruddannelse, der var nødvendige for at finde nyt arbejde. Der blev oprettet et servicekontor, hvor tre servicemedarbejdere meget aktivt opsøgte firmaer på Sjælland og formidlede kontakter med nyt job for øje. Dette virkede særdeles effektivt. Ved sommerens udgang i 1997 havde de fleste jobsøgende fået nyt arbejde.

Nedlukningen af anlæggene skete programmæssigt således, at det synlige tegn på raffinaderiets drift, flaren, kunne slukkes lørdag den 12. april 1997 for sidste gang.

Nedbrydningen af anlæggene gik nu i gang, og skorstenene væltet. De brugbare dele af tankanlægget ejes i dag af DONG.  
    
Kilde: Niels Rostgaard Nielsen (1997): Gulfhavn Raffinaderiet. Olieraffinaderi på Stigsnæs 1963-1997.

KURT IBSEN. 2014