Boeslunde Andelsmejeri

Den 8.oktober 1887 samledes de indtegnede andelshaverne i det nystiftede Boeslunde Andelsmejeri og valgte følgende bestyrelse: gårdejer godsforvalter Ettrup Boeslunde, gårdejer Peder Sørensen Neble, gårdejer Anders Christensen Erdrup, gårdejer Peder Knudsen Atterup, gårdejer Jens Rasmussen Sønderup, gårdejer Niels Pedersen Egerup og gårdejer Johan Andersen Boeslunde. Til formand valgtes Johan Andersen, og det overdrages til bestyrelsen, om muligt at købe Boeslunde Fællesmejeri.

Pastor Richter, Boeslunde havde i 1876-77 i samarbejde med grosserer Schou, Slagelse installeret mejeri i præstegården. Da præstegårdstilsynet fandt dette uheldigt, blev aftalen med grossereren opsagt. Schou lejede nu et stykke jord af dyrlæge Jens Jeppesen, ved dennes nybyggede hus, og byggede et primitivt mejeri bestående af et bræddeskur. Forretningen gik dårligt, så han stoppede driften efter et års tid. Herefter var der flere mejerister, der forsøgte at køre mejeriet videre. I 1886 købte fællesmejerist Hans Møller Jensen dyrlæge Jens Jeppesens hus.
   
Boeslunde Andelsmejeri købte dette private fællesmejeri af mejerist Hans Møller Jensen med bolig og inventar for 8000 kr. Den 24. februar 1888 leverede ca. 70 andelshavere med godt 500 køer første gang mælk til andelsmejeriet.

Da stillingen som mejeribestyrer efter Hans Larsen i 1892 blev opslået, var der 110 ansøgere. Ansat blev den kun 23-årige Hans Dinesen fra Høve, efter 40 år overtog hans søn Harald Dinesen stillingen. Der blev bygget nyt mejeri i 1920, som i 1924 blev ombygget og udvidet. I 1931 blev der bygget ny bestyrerbolig.

I 1929-30 blev der indvejet 3.68 mill. kg. sødmælk og produceret 155.000 kg. smør. Boeslunde Andelsmejeri havde i 1931 152 leverandører med ca. 1100 køer, heraf 5 med over 20 køer og 72 med 4 køer eller der under.
               
Frem til 1951 var der 10 mælketure med hestevogne til mejeriet. I 1935 var prisen for transporten i gennemsnit ca. 22 øre pr. 50 kg mælk, og fra mejeriet kørte tre hestetruk-ne detailsalgsvogne i området med mejeriprodukter. Disse ruter blev fra 1951 sammenlagt til 3 og udliciteret til 3 vognmænd med biler. Detailsalget foregik nu fra en varebil. 
                       
I 1964 blev mejeriet nedlagt, og andelshaverne ligeligt delt mellem Vemmelev Andelsmejeri og Andelsmejeriet Godthåb i Skælskør. Bygningerne ligger stadig her i 2011 på adressen Boeslunde Byvej 64, men kun boligen benyttes.


Formænd:
Johan Andersen  1888-1909
Rasmus Johansen 1909-1936
Niels Petersen 1936-1946
Jens Olsen 1946-1951
Poul Jensen 1951-1960
Frode Stendal 1960-1964

Mejeribestyrere:
Hans Larsen 1888-1892
Hans Dinesen 1892-1932
Harald Dinesen 1932-1964

JENS NYVANG ANDERSEN. 2014

 Litteratur: Jul i Skælskør 1999, side 40-45. Finn Pedersen: ”Hollænderi” i Boeslunde sogn

Boeslunde Mejeri i 1960’erne

Espe Herregårdsmejeri

Første gang man støder på egentlig mejeridrift i Boeslunde sogn er ved Espes salg i 1757. Der var på dette tidspunkt 60 køer med opdræt, og der blev drevet hollænderi (mejeridrift) på gården. Køerne blev senere sat ud og erstattet med stude til opfodring. I år 1800 kom der igen gang i mejeridriften i sognet. Bornemand havde købt Espe i 1798 med en besætning af stude. Men han lagde produktionen om til mælkeproduktion og byggede et nyt mejeri på gården. Besætningen var nu på 100 malkekøer med opdræt.

Natten til den 3. november 1825 lagde en brand hele ladegården i ruiner og dermed også mejeriet. Allerede et halvt år efter stod et nyt moderne mejeri på cirka 360 m2 klar, indrettet med mælkekælder, smørkammer og ostekammer. Da mejeriet havde specialiseret sig i ostefremstilling, kaldtes det for Herregaards Osteriet “Espe”. Fremstilling af oste krævede mange ansatte. Sidst i 1800-tallet var der ansat 1 mejerske, 2 mejerilærlinge og 6 mejeripiger. Det var camembert oste, mejeriet havde specialiseret sig i. Disse oste var så gode, at de ved landsudstillingerne i 1938 og 39 fik den højeste bedømmelse, og som de eneste en sølvmedalje. Osteriet lukkede under anden verdenskrig.

Espe gods var andelshaver i Boeslunde Andelsmejeri fra dets start i 1887, men fortsatte osteproduktionen på Espe. I 1923 lejede  greve Adam Moltke på Espe en del af det gamle brændevinsbrænderi i Skælskør. Her blev indrettet mejeri, bolig for mejeribestyreren og mejeriudsalg, som solgte mejeriprodukter til byens husmødre. Mejeriet kaldtes Skælskør Mælkeforsyning. Mejeriet havde 2 mælkevogne til detailsalg, som hver morgen kørte rundt i byen med frisk mælk. Mejeribestyrer fra 1925 var Ejnar Laurids Hansen, gift med Astrid født Larsen. Ejnar Hansen havde lært på Ullerslev Andelsmejeri og arbejdet på forskellige herregårds- og andelsmejerier.

Da det gamle brænderi blev solgt til Skælskør Bank i 1952, lukkede mejeriet, og detailsalget blev solgt til Andelsmejeriet “Godthaab”. Espe gods leverede herefter mælken til dette mejeri, indtil de solgte køerne i begyndelsen af 1960-erne . Andelsmejeriet “Godthaab”, der havde adresse på Næstved Landevej 7, 4230 Skælskør, fortsatte detailsalget i Skælskør med mejeriudsalg på Svanetorvet 2, i Skælskør.

JENS NYVANG ANDERSEN. 2014

Litteratur: Jul i Skælskør 1999, side 40-45. Finn Pedersen: “Hollænderi” i Boeslunde sogn
Finn Pedersen: Espe fra landsby til herregård (2010)
        

Inspektør Vestergaard til hest foran Espe Herregårdsmejeri – bygget 1825
Foto: Vestergaard
Udsalg for Skælskør Mælkeforsyning (nuværende Max Bank) i Algade

Egede Andelsmejeri

Da Niels Bøgvad i 1800 oprettede hovedgården Lille Egede, indrettede han samtidig et gårdmejeri til behandling af mælken fra gårdens 12 køer. Dette mejeri eksisterede stadig i 1848, da Christian Rasmussen købte gården. Med hustruen Gitte  som mejerske fremstillede de smør og ost på gårdmejeriet . Smørret, som var kendt for sin gode kvalitet, blev solgt i dritler til en grosserer  i København.

Dette mejeri blev efterhånden utidssvarende. Samtidig  havde en del mælkeproducenter i Vester Bøgebjerg, Gryderup og Hulby ytret ønske om at starte deres eget andelsmejeri, da der var langt til mejerierne i Boeslunde og Frølunde. Rasmus Egede, der overtog Lille Egede i 1895, efter sin far Christian Rasmussen Egede, fik forpagteren på Bonderup med på ideen. Forpagteren havde 130 af de 500 køer, som Rasmus Egede havde beregnet, der skulle til for at starte et mejeri.

Rasmus Egede tog nu initiativ til at oprette et andelsmejeri.  Den 17. marts 1895 blev der afholdt stiftende generalforsamling. Der blev indtegnet 95 andelshavere med i alt 527 køer, heraf 1 med over 100 køer, 11 med 10 køer og derover, 8 med fra 4 til 10 køer og 75 med 3 køer eller derunder. Andelshaverne kom fra Hulby, Gryderup, Lille Egede, Vester Bøgebjerg, Eskildstrup, Klarskov og  Bonderup, senere kom også Tårnholm med. Da gårdmejeriet på Lille Egede havde solgt sine produkter under navnet ” Egede” smør valgte man navnet Egede Andelsmejeri. Forbrugerne kunne så genkende den gode kvalitet på navnet. Rasmus Egede blev Egede Andelsmejeris  første formand.

Allerede den 20 december samme år blev det nybyggede mejeri taget i brug. Det havde med grund, bygninger og inventar kostet 20.000 kr. Mejeriet havde fra starten moderne teknik blandt andet kølemaskine. Den officielle indvielse fandt sted 1. januar 1896. Der blev oprettet 4 mælkeruter til afhentning af mælk, samt 1 smørtur til Korsør. Første mejeribestyrer blev Henrik Jensen, der kom fra Vamdrup i Jylland.

Mejeribestyrer Niels Christian Poulsen Agersø Andelsmejeri fik i 1907 stillingen som mejeribestyrer ved Egede Andelsmejeri. Poulsen som var en dygtig mejeribestyrer stoppede først som 71-årig i 1946, året før han kunne have holdt 40 års jubilæum. Der blev holdt afskedsfest for ham i forsamlingshuset Ydun.

I 1929-30 blev der indvejet 1.77 mill. kg. sødmælk og produceret 74.317 kg. smør. Egede Andelsmejeri  havde i 1931 98 leverandører med 650 køer, heraf 4 med over 20 køer og 12 med 4 køer eller derunder. Samlet personale: Mejeribestyrer Niels Christian Poulsen, 1 mejerist, 1 elev, 1 kontrollant og 4 mælkekuske.

Andelshaverne solgte mejeriet i 1947. Med navnet Lille Egede Mejeri blev det nu privatmejeri. Der blev indkøbt en lastbil og ansat en chauffør til afhentning af mælken.  Landmændene oprettede en leverandørforening til at varetage deres interesser. Den første ejer var Holger Rabier. Han var der kun et års tid, derefter kom Knud Pedersen, som drev mejeriet i 5-6 år. Så fulgte Højmark, som i 1957 solgte til Aage Kristensen (der blev daglig leder) og Charles Nielsen (der tillige var indehaver af Privatmejeriet Pasteur i Korsør). Den første oktober 1965 standsede mejeridriften i Lille Egede. Her i 2011 ligger mejeribygninger-ne, som nu huser Korsør Køkkencenter, stadig på adressen Korsør Landevej 655. 4220 Korsør

Formænd:
Gårdejer Rasmus Egede, Lille Egede 1895-1898
Forpagter K. Hvalsø, Bonderup 1898-1903
Husmand Karl Pedersen, Lille Egede 1903-1909
Gårdmand Anders Peder Kristoffersen, Gryderup 1909-1917
Boelsmand Gunner Nielsen, Hulby 1917-1920
Boelsmand P. Chr. Skov, Lille Egede 1920-1926
Gårdejer Peder Stubage, Hulby 1926-1931
Gunner Nielsen, Hulby 1931-1939
P. Chr. Skov 1939-1947

Mejeribestyrere:
Henrik Jensen 1895-1904
 KristenAndersen Fransen1904-1907
 Niels Christian Poulsen 1907-1946
 N.J. Rohden Olesen 1946-1947
 Gunner Jensen 1947 

JENS NYVANG ANDERSEN. 2014

Litteratur: Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1996, bind 83, side 7-35. Finn Pedersen: Lille Egede – Et gods i Boeslunde Sogn.
Jul i Skælskør 1999, side 40-45.  Finn Pedersen: Hollænderi i Boeslunde Sogn.

Bemærk de hestetrukne mejerivogne med mælkejunger

Egedal Andelsmejeri (Eggeslevmagle)

Egedal Andelsmejeri beliggende Sorø Landevej 235 i Eggeslevmagle by blev oprettet i 1894, og ombygget i 1912. Fra starten var der cirka 95 andelshavere med tilsammen omkring 800 køer. Andelsbeviserne var på 10 kroner. Det var forskelligt, hvor mange andele de enkelte leverandører havde, men princippet en mand en stemme var gældende. Egedal Andelsmejeris første formand var gårdejer Christen Larsen, Byagergård. Han blev ved sin død i 1906 afløst af sin bror Niels Christian Larsen. Første mejeribestyrer var Carl Larsen, der var født i Vig 1870. Han var bestyrer fra 1894 til 1934, hvor han på grund af sygdom blev afløst af Niels Olav Petersen.
       
Mejeriet havde særskilt beboelse. Skorstenen var firkantet og 20 meter høj. Ishuset kunne rumme 170 m3 is. Brønden var 9 meter dyb. Der var kulfyring og elektrisk lys. Mejeriet blev ombygget i 1912.

I 1929-30 blev der indvejet 2.47 mill. kg. mælk og produceret 104.312 kg. smør. Egedal Andelsmejeri havde i 1931 90 leverandører med 800 køer, heraf 11 med over 20 køer og 31 med 4 køer og derunder. Mejeriet beskæftigede mejeribestyrer Carl Larsen og en mejerist. Der blev hvert år indhentet tilbud på kørsel af mælk til mejeriet. Der var typisk en mælkerute fra hver landsby i sognet. Mælken blev transporteret på hestetrukne vogne. En detailvogn kørte hver dag mælketur ind til Skælskørs yderområde. Det var ikke tilladt at sælge mælk fra Eggeslevmagle inde i Skælskør by. Med på vognen var mælk og fløde på flasker, smør og ost samt junger med sødmælk, kernemælk og skummetmælk til løssalg efter mål. 

I midten af 1940-erne blev mejeriet moderniseret. Et plade-pasteuriseringsapparat og to moderne centrifuger blev installeret. Efter krigens afslutning i 1945 tog udviklingen fart. For at kunne møde konkurrencen på verdensmarkedet var en effektivisering af smør-, oste- og mælkepulverproduktion nødvendig. Dette medførte, at man begyndte at lægge andelsmejerierne sammen. Egedal blev det første af Skælskøregnens 10 andelsmejerier, der standsede driften. Allerede i 1949 blev det og to andre af egnens mejerier sammenlagt med Dalmose Andelsmejeri, som herefter modtog mælken.

Bygningerne blev solgt og maskinerne skrottet. Den gamle Marshal dampmaskine fra 1916 måtte lide samme skæbne. Smørkernen af ægte teaktræ, blev solgt til en mand, der ville bruge en del af træet til et spisebord.

Det nedlagte mejeri blev først benyttet til rugeri. Derefter blev indrettet smede- og maskinværksted i bygningerne. Fra 1959 til 1976 havde H. C. Andersens Maskinsnedkeri til huse i mejeribygningerne, der blev fremstillet inventar til F.D.B.s brugsforeninger. Så kom Firmaet VOPI (værktøj og plastik industri,)og her i 2011 er det firmaet S. G. Trading (glasprodukter og porcelæn) der har til huse i mejeribygningerne på adressen Sorø Landevej 235, 4230 Skælskør.

Formænd:
Gårdejer Christen Larsen Byagergård Eggeslevmagle 1894-1906
Gårdejer Niels Chr. Larsen Dybkærgård Eggeslevmagle fra 1906
Gårdejer Peter Mortensen Hønagergård Eggeslevmagle var i 1931
Gårdejer Peter Drost Flademosegård Eggeslevmagle til 1949  

Mejeribestyrere:
Carl Larsen 1894-1934
Niels Olav Petersen 1934-1949

JENS NYVANG ANDERSEN. 2014

Litteratur: Eggeslevmagle by og sogn i 1900-tallet, 2005, side 38-42. Niels Pedersen: Andelsmejeriet Egedal – mit barndomshjem

Til højre ses Egedal Andelsmejeri før ombygningen i 1912
Egedal Andelsmejeri 1993
Foto: Erik Nielsen

Dansk Cykelindustri A/S

Denne virksomhed blev grundlagt som aktieselskab i 1933 og baseredes fra starten i Masnedsund og Holbæk. Produktionen af cykeldele var både til en gros-salg.

Søndag 30. juni 1895 blev det første cykelløb for kvinder afviklet af Slagelse Cycle Club, hvilket dog ikke havde nogen forbindelse til at man i 1934 flyttede fabrikken til Slagelse.

Her indrettede man sig in egne lokaler, indrettet med moderne fabrikations- og produktionsudstyr. Der var ca. 50 ansatte beskæftiget. Hovedartiklerne var cykel- og autopumper samt bagagebærere og skærme.

Fabrikkens produkter blev solgt til både forhandlere i Danmark og resten af de skandinaviske lande.

Ved opkomsten af flere konkurrerende cykelfabrikker i 1950erne kunne Dansk Cykelindustri ikke følge med. I 1958 blev fabrikken i Løvegade nedlagt.

Bygningerne blev siden overtaget af Skiltefabrikken Sericol.

Poul Hansen, januar 2018

Antvorskov Skotøjsfabrik

Ejner Johannes Petersen, f. 1897, fik borgerskab i 1921 og grundlagde sin fabrik i Smedegade i Slagelse. Allerede i 1924 flyttede han virksomheden til Antvorskov i nye og bedre lokaler.

Fabrikken fremstillede alle former for sko og pga. deres høje kvalitet havde fabrikken en stor omsætning af fodtøj af enhver art.

Antallet af medarbejdere voksede og var i lange perioder på ca. 15-20.

Under Besættelsen, hvor det var svært at skaffe egnede materialer, satsede man på produktion af træsko. Successen var stor, og langsomt koncentrerede man sig om dette produkt.

I ca. 1970 blev skofabrikationen med undtagelse af træskoene helt indstillet.

Især Norge var et stort eksportmarked, men senere har Sverige pga. deres billigere træproduktion helt overtaget leverancen af træsko til Norge.

Fra 1955-1960 ejede Ejner Petersen en skotøjsfabrik i Ejby på Fyn, som hans søn Helge Petersen bestyrede.

POUL HANSEN. August 2016

Agersø Andelsmejeri

Agersø Andelsmejeri blev oprettet 1890.
Niels Christian Poulsen, født 1874 i Tystofte, blev ansat som mejeribestyrer 1902. Han var uddannet mejerist og havde været på Ladelund Mælkeriskole i 1900-1902. Efter 5 år søgte han tilbage og fik stillingen som mejeribestyrer på Egede Andelsmejeri i Boeslunde sogn. I 1926 var der 14 ansøgere til stillingen som mejeribestyrer, ansat blev Hans Olaf Poulsen, født i 1896. Han havde afsluttet sin uddannelse på Dalum Mælkeriskole 1918-1919.

I 1929-1930 blev der indvejet 1,30 mill. kg. Mælk og produceret 55.195 kg. smør. Agersø Andelsmejeri havde i 1931 52 leverandører med ca. 420 køer, heraf 1 med over 20 køer og 20 med 4 køer eller derunder.
Samlet personale: Mejeribestyreren og 1 mejerist.
På Agersø kørte hver landmand selv sin mælk til mejeriet, de fleste med hestevogn, dem nærmest mejeriet trak dog selv en lille vogn, en enkelt kom med to junger på sin cykel. Der var detailsalg af mælk, smør og ost fra mejeriet, og af smør og ost hos købmanden.

Mejeriet fejrede 50 års jubilæum i 1940. Bestyrelsen havde lavet æresport, der var vin og cigar til alle mælkekuskene samt alle, der kom på mejeriet den dag. Ved mejeriets 75 års jubilæum, den 28. juli 1965, blev der holdt fest med spisning for øens beboere på Agersøgård. Der deltog 120 i den vellykkede fest, der sluttede med dans.
Agersø Andelsmejeri standsede driften den 15. januar 1970. Herefter blev mælken leveret til Andelsmejeriet Højbro i Sorø. Fra 2000 hentede Arla mælken i tankvogn på øen. Antallet af leverandører fortsatte dog med at falde. I 2002 var der kun 3 leverandører tilbage, og den sidste stoppede i 2005.

Bygningerne blev solgt til operatør Johannes Christiansen Agersø, som her i 2011 stadig bor i bestyrerboligen.

Formænd:
Henrik Nielsen 1901-1907
Hans Peter Petersen 1907-1913
Niels Møller 1913-1915
Jens Chr. Nielsen 1915-1919
Rasmus Vinther Andersen 1919-1935
Herman Holst 1935-1937
Frederik Carlsen 1937-1956
Christian Carlsen 1956-1960
Jens Rasmussen Hansen 1960-1962
Albert Hansen 1962-1964
Carl Olav Carlsen 1964-1966
Niels Peter Berntsen 1966-1968
Verner Christensen 1968-1970

Mejeribestyrere:
Rasmus Marius Hansen 1899-1902
Niels Christian Poulsen 1902-1907
Jens Jespersen Raunsbech 1907-1913
Viggo Klausen 1913-1920
Valdemar Andersen 1920-1926
Hans Olaf Poulsen 1926-1933
Hans Pedersen 1933-1934
P. Mortensen 1934-1959
Niels Paul Ejler Melchiorsen 1959-1970

JENS NYVANG ANDERSEN. 2014

Agersø Andelsmejeri i begyndelsen af 1900-tallet
Agersø Andelsmejeri ca. 1920
Foto: Jens Christian Kløcker

Kählers teglværk på Halsskov

Teglfremstillingens processer fra lergravning over lerbehandling, formning, tørring og brænding til oplagring af de færdige produkter er pladskrævende. Mens mange af processerne i moderne teglproduktion er samlet i store fabriksbygninger, foregik meget af arbejdet tidligere i fri luft med bygninger spredt over et stort areal, dog med en koncentration i nærheden af teglovn og maskinhus.

Det teglværk, som Gustav Kähler købte i 1855, var opført af skibsreder Jørgen Kruuse i 1852. Foruden en kalkovn bestod værket af en teglovn og to tørreskure. Teglovnen var en kammerovn, en firevægget bygning med et skur omkring. Skuret var formentlig et pyramideformet tag. Der fyredes nedefra gennem indfyringshuller. I 1857 udvidede Kähler med bl.a. endnu en kammerovn, der havde murede fyrkanaler med faste fyrriste af jern. Ovnen var ret stor, godt 13×8 m, og den kunne rumme 110.000 sten.

Efter midten af 1800-tallet blev der udviklet særlige lerbehandlingsmaskiner og maskiner til fremstilling af mursten og drænrør, disse maskiner blev placeret i skure. Maskinerne blev efterhånden drevet ved dampkraft. I 1866 anskaffede Gustav Kähler et lokomobil, en flytbar dampmaskine, der blev anbragt i et maskinhus af bindingsværk. Da lokomobilet i 1874 blev erstattet med en stationær dampmaskine, blev der opført et nyt maskinhus i grundmur. Teglværket var dog stadig afhængig af heste bl.a. til transport, og blandt teglværkets bygninger var også stalde.

Ud over dampkraften var den store nyskabelse på teglværket ringovnen, der stod færdig 1867. Den var Danmarks første. Den nyeste af kammerovnene blev bevaret, mens den ældste blev revet ned. Ringovnene betød en vældig forbedring i produktionsprocessen, fordi brændingen i modsætning til i kammerovnen først skulle afbrydes, når sæsonen sluttede, idet ilden stadig vandrede gennem ovnen, så den kunne fyldes og tømmes i en fast rytme. Fyringen skete gennem huller i ovnens loft.

Centrum i Kählers anlæg var en 36 m høj cirkelrund skorsten med en omkreds på ca. 14 m. Omkring skorstenen lå det ca. 1 m brede røgkammer. Uden om lå den cirkelrunde ovn, hvis omkreds uden for ydermuren var ca. 87 m. Ovnkanalen var godt 3 m bred, og i dens yderste ring var der 12 porte til ovnens 12 hvælvede kamre, der hver kunne rumme ca. 20.000 sten. Ovnen var grundmuret, og oven på den var bygget et rundt skur af grundmur forneden og bindingsværk foroven. Her blev sten sat til tørring.

Der blev flere og flere tørrelader på teglværket, dels fordi man gik bort fra den oprindelige tørring af sten udendørs direkte på jorden, dels fordi produktionen steg. Laderne udviklede sig fra stråtækte skure til lader med tegltag eller teglpaptag og med hylder og persienner. De 2 lader i 1855 var blevet til 16 i 1881 og 48 i 1918.

I 1880’erne byggedes et halvtagshus af brædder beklædt med tagpap. Det var begyndelsen til kunstig tørring på Kählers Teglværk. Systemet stammede fra tyskeren J.H. Cohr. Luft blev trukket ind udefra ved hjælp af en skorsten og opvarmet ved varmen fra ovnen. Via forbindelsesbygningen til ovnoverbygningen blev den varme luft ledt ind i halvtagshuset, hvor stenene lå på hylder.

1890 blev der på teglværkets grund opført en fabriksbygning til den nyetablerede Korsør Margarinefabrik, som teglværksejer Valdemar Kähler var medejer af til 1911. Fabrikken flyttede til større forhold længere ude på Halsskovvej i 1906, og Groesmeyers Emballagefabrik overtog fabriksbygningen.

1911 fandt man tiden moden til at erstatte ringovnen fra 1867 med en langovn. En langovn fungerede efter samme princip som en ringovn, men var på grund af formen lettere at fylde og lettede at udvide. Kählers nye ovn, der stod færdig i 1912, havde 16 kamre, der hver kunne rumme ca. 10.000 sten. Den var 46 m lang og 12 m dyb ved jorden. Skorstenen stod på ovnens ene langside. Ovnen var ligesom ringovnen forsynet med en træoverbygning. Den hvilede på stolper uden på ovnen.

1914 blev ovnen reddet fra at brænde ved en stor menneskelig indsats. Dette år brændte emballagefabrikken, og flere af teglværkets bygninger nedbrændte eller blev beskadiget. Emballagefabrikken flyttede derefter mod vest et stykke hen ad Groesmeyersvej i en ny fabriksbygning. Denne bygning blev en del af teglværket 1958, hvor man startede en produktion af skorstenselementer.

Ovnen var altid teglværkets mest markante bygning; men det væld af andre mindre bygninger – mange mest af skurlignende karakter – der hørte til teglværkskomplekset, havde alle en funktion, uden at de skal nævnes her. Det billede, de fleste lidt ældre korsoranere har af Kählers Teglværk, er den store tagpapbeklædte bygning med den store skorsten og de karakteristiske takker i toppen. Bygningen var opført uden om langovnen i 1922-1923. Det var en videreudvikling af det cohrske tørresystem. Oven på ovnen var bygningen i to etager med hylder til tørring og tagsten. Bygningen var udstyret med luftkamre og udluftningsskorstene, der havde til formål at trække den varme luft fra ovnen forbi stenene. Derefter trak luften ud gennem skorstenene. Skorstenene var takkerne på bygningen.

Det er også denne bygning, mange korsoranere husker, da den var omspændt af flammer natten mellem den første og anden juledag 1973. Værket var allerede lukket i 1970 og produktionen helt flyttet til Svenstrup Teglværk, som Kählers teglværk havde ejet siden 1938.  Nedrivningsarbejdet var i gang, da værket brændte, og kun selve ovnen og skorstenen stod tilbage efter branden.

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen. 2014.

 Som kilder er anvendt:
Jette Kjerulff Hellesen og Ole Tuxen (2005): 150 år i dansk byggeri.
B
randtaksationer 1847-1933 (Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune)

Krogh, Jarl Christian – købmand “Den Blå Butik”

Jarl Christian Krogh blev født i København i 1900 og blev som ganske ung sendt i manufakturlære i Maribo.

I 1919 rejste han til USA og fik arbejde i Chicago, hvor han lærte de nye forretningsmetoder at kende.

Jarl Chritian Kroghs far havde i 1915 oprettet Den Blå Butik og i 1924 udvidede han forretningen og bad sin søn om at komme hjem og deltage i familiens foretagende.

I 1929 døde faderen og Jarl Christian Krogh overtog virksomheden. Nu kom der for alvor gang i forretningen, idet han udvidede sortimentet med alt hvad borgerne havde brug for af beklædning, skotøj og sy-artikler.

Utallige af byens og egnens husmødre besøgte Den Blå Butik, hvor man kunne købe alt med undtagelse af fødevarer. Navnlig ved juletid var butikken et stort trækplaster for både store og små med flotte udstillinger.

I 1980 lukkede butikken da Jarl Christian Krogh døde. Tilbage var kun en mindre skotøjsafdeling som lukkede i 1993.

Poul Hansen. 2014.

Korsør som stabelstad

I 1661 fik Korsør privilegier som stabelstad på Sjælland.

Der var mange havnebyer i Danmark på den tid, så hvad var baggrunden for at give stabelstadsprivilegier – og hvad var en stabelstad egentlig?

Stabelstæder var de eneste, der måtte handle med udenlandske købmandsvarer. Det betød at andre købstæder sendte alle varer over den nærmeste stabelstad. Der var enkelte undtagelser, som bl.a. heste og okser, der slap for denne omvej.

Privilegier som stabelstad blev hovedsageligt givet af militære og toldmæssige grunde. Efter de udmagrende svenskekrige var det magtpåliggende for staten at sikre, at landets hovedfæstninger havde et solidt forråd i tilfælde af krig.

Det var ikke kun byens beliggenhed og status som fæstningsby, der gav privilegierne som stabelstad. Byens handel var nemlig ikke helt god, og ved at give særlige rettigheder håbede man at kunne få handelen til at blomstre. Det betød også, at en række borgere oprettede et handelskompagni, der skulle stå for både den inden- og udenlandske handel.

Der var dog et stort men. Selv om man håbede at kunne få glæde af privilegiet som stabelstad, var stabelstæderne over en bred kam hårdt spændt for. Svenskekrigene havde kostet dyrt, og for garnisonsbyerne (som Korsør) var der også mange udgifter til soldaterne, som byens indbyggere havde pligt til at indkvartere.

Stabelstæderne blev ikke den store succes, som man fra statens side havde håbet. Derfor blev stabelstadsprivilegiet udvandet efterhånden som handel med udlandet blev givet til flere byer, og i 1869 blev det reelt ophævet, da handelen blev givet fri.

Stella Borne Mikkelsen. 2014

Kilde: Hellesen og Tuxen: Korsør gennem 15000 år.

Kommandant- og havnemesterboligerne, der ligger på fæstningsområdet i Korsør, huser i dag Korsør Lokalarkiv.