Den sidste Vandrefugl

Sommeren 1946 var 34 piger fra hele landet på Antvorskov Højskole. Efter endt ophold besluttede de at holde kontakten vedlige ved at skrive sammen i en bog, som kom til at hedde "Vandrefuglen". Bogen skulle gå på omgang mellem dem, og de skulle så skrive lidt om, hvad der skete i deres liv. Hvis man beholdt bogen længere end den fastsatte tid, skulle man lægge en bøde i form af frimærker i en konvolut bag i bogen. De udskrevne bøger blev fordelt mellem de deltagende piger, så de er altså havnet rundt omkring i landet. For nogle år siden modtog Slagelse Lokalarkiv en af bøgerne, og flere er siden fulgt efter. Nu har de sidste 4 tilbageværende piger besluttet at aflevere den allersidste "Vandrefugl" til lokalarkivet. Vi har nu 7 bøger, der dækker årene 1962-2013 med enkelte huller i årrækken. Det kunne være spændende også at se de bøger, der dækker de første 16 år efter højskoleopholdet. Vi kan håbe på, at de en dag dukker op.