Stadsarkivet kan kontaktes på stadsarkiv@slagelse.dk eller telefon 58573942
Slagelse Stadsarkiv har ansvaret for de kommunale arkivalier – dvs. de sager, som kommunens administration og decentrale institutioner arbejder med. I forhold til kommunens forvaltning spiller arkivet en væsentlig rolle, og vi har mange opgaver.
Stadsarkivets opgaveportefølje fremgår af Slagelse Kommunes styrelsesvedtægt, § 14.
Slagelse Stadsarkiv blev oprettet af Slagelse Kommune i 2009 med det formål:
1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,
2) at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier,
3) at stille analoge og digitalskabte arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål, samt
4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier.
Slagelse Stadsarkiv arkivjuridiske opgaver fremgår af bl.a. det lov- og bekendtgørelses-kompleks, som er tilgængelig via arkivets registerpost: arkiv.dk | Arkivlovgivning.
Slagelse Kommunes arkivvedtægter er tilgængelig via Slagelse Arkivernes hjemmeside:
For forvaltningen – Slagelse Arkiverne.
Slagelse Stads- og Lokalarkiv er medlem af Netværket Elektronisk Arkivering (NEA), Organisationen Danske Arkiver (ODA) og Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA).
Via ODA er arkivet repræsenteret i Rigsarkivets K-udvalg. Udvalget vedrørende bevaring, aflevering og tilgængeliggørelse (K-udvalget) består af repræsentanter for Rigsarkivet, KL, § 7-arkivernes organisationer, Organisationen af Danske Arkiver (ODA) og Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA) på ledelses- eller tilsvarende niveau. I dette forum behandles spørgsmål af politisk eller økonomisk karakter samt alle overordnede arkivfaglige problemstillinger.
Slagelse Stadsarkiv er medlem af Slagelse Kommunes Lokale Kulturmiljøråd. Arkivet bidrog til rådets 2023-udgivelse Bevar mig vel, som er tilgængelig via registerposten
arkiv.dk | Bevar mig vel – om bevaringsværdige huse i Slagelse Kommune!
Slagelse Stadsarkiv samarbejder med NEA, kommunens systemejere og systemleverandører omkring produktion, test, godkendelse, opbevaring, tilgængeliggørelse og ekspedition af bevaringsværdige data fra kommunens ESDH- og fagsystemer i form af systemuafhængige arkiveringsversioner.