Et af de ældste fund i Nationalmuseets udstilling om Danmarks oldtid er Skaftelevharpunen fra Vestermose.
Den blev fundet i 1941 ca. 500 meter syd for Vestermosegård i Skaftelev nord for Slagelse. Det var gårdbestyrer H.W.Thornsen, der fandt harpunen i en bunke opgravet jord i forbindelse med udgravning af en grøft ved Vestermose.
Harpunen er fremstillet af rensdyrtak og er udformet med ni kraftige takker/modhager på de to sider.

Den er dateret til rensdyrjægertiden/palæolitikum/ældre stenalder for omkring 12.000 år siden.
Det danske område var dengang et sammenhængende landområde med en flod gennem det nuværende Øresund. Denne flod forbandt Den baltiske Issø i det nuværende Østersøen med Atlanterhavet. Nordøst for dette landområde lå iskappen stadig over Skandinavien.
I dette barske landskab begyndte rensdyrene at trække nordpå i jagten efter føde. I hælene på disse dyreflokke kom spredte grupper af jægere, der levede af jagten på disse dyr og samtidig udnyttede rentakkerne til at fremstille redskaber, der kunne anvendes til jagt på andre dyr.
Skaftelevharpunen har været beregnet til fiskeri. Den må være mistet under fiskeri i den langstrakte sø, der senere blev til Vestermose.
Harpunen måler ca. 25 cm og ligger som genstand nummer 10 i Nationalmuseets kronologiske samling i rum 0.
Skaftelevharpunen er en såkaldt toradet harpun. Typen kendes fra rensdyrjægerbopladser på Havel-egnen og Holsten i Tyskland, i Polen og er rigt forekommende i Mellem- og Sydeuropa.

KNUD BRUUN RASMUSSEN, 01-01-2014