Skribent arkiver: Christoph Klinger

Smedene i Hallelev

Udgivet den af

På et af Antvorskov rytterdistriktskortene fra 1768 er der ved landsbyen Hallelev tegnet et lille hus og et lille vandhul i landsbyens nordvestlige hjørne. Ved siden af er et jordstykke betegnet Smede Støcker.

Det er smedens hus, der var placeret, så der var mindst mulig risiko ved at have smedens åbne esse tæt på de stråtækte bygninger, der udgjorde landsbyens øvrige bebyggelse.

Smedens fornemmeste opgave var at sko de mange heste, der tilhørte de lokale gårde. Ydermere skulle han vedligeholde plove og harver, der blev voldsomt slidt ved markarbejdet.

I den første folketælling fra 1787 findes den unge smed Jens Hansen på 28 år og hans hustru Lisbeth på 23 år. Han blev noteret som smed og husmand, hvilket vil sige, at han boede i et hus i landsbyen.

Ved den følgende folketælling fra 1801 er det Niels Hansen på 61 år, der er opført som smed. Konen hed Anne Cathrine, 58 år, og datteren Maren på 17 år boede hos sine forældre i smedehuset. Niels og Anne havde også en søn Jens, der var født i 1782. Det er formentlig ham, der optræder i sogneprotokollen fra 1831 som smed i Hallelev. Den gamle smed Niels Hansen døde sidst i februar 1828 i en alder af 87 år.

Jens Nielsen har formentlig hjulpet sin far i smedjen i en del år. I hvert fald noteres i kirkebogen for Sønderup sogn den 19. marts 1823, at pigen Ane Katrine Jensdatter var datter af smed Jens Nielsen i Hallelev. Jens Nielsen døde den 27. januar 1831.

Hans Jensen blev konfirmeret i Sønderup i 1827. Han kom i lære hos sin far Jens Nielsen, smeden i Hallelev.

I folketællingen fra 1834 blev det på matriklen for smedehuset noteret, at Maren Knusdatter på 49 år boede der sammen med sønnen smedesvend Hans Jensen. Hans Jensen blev gift med Kirsten Christensdatter den 16. januar 1836. I de følgende år fik de tre døtre: Mette i 1836; Karen i 1837 og Ane Margrethe i 1839.

Smedelodden blev efter datidens måleenheder opgjort til 3 skæpper, 2 fjerdingskar og 1 3/4 album. Omregnet til dagens mål med kvadratmeter svarer smedeloddens areal til omkring 5000 kvadratmeter.

I de følgende mange år var det Hans Jensen og hans familie, der boede i smedehuset i Hallelev. Hans Jensen døde 29. januar 1883 som aftægtsmand i Hallelev. Konen Kirsten Christensdatter var død to år tidligere.

Sønnen Jens Peter Hansen var opført som smedesvend i folketællingen fra 1880, hvor han givetvis har været medhjælper hos faderen Hans Jensen.

Den næste smed i Hallelev var Martin Larsen, der sammen med sin kone Kirsten Kristensen var kommet fra Sludstrup. De havde to børn, Hans Christian og Marie. Marie blev konfirmeret i Sønderup 1890. Martin Larsen blev ikke længe i Hallelev.

Ved folketællingen 1906 var det Andreas Møller og hustruen Karoline, kaldet Line, der nu boede i smedehuset. Andreas var født 27. marts 1861 og Karoline var født 28. februar 1860. I folketællingen fra 1916 blev Andreas Møllers indtægt opgjort til 900 kroner. Formuen var på 2500 kroner. Skat til staten blev opgjort til 5,82 kroner, og skatten til kommunen blev sat til 5,22 kroner.

Foto af Andreas Møller: arkiv.dk | Smed Andreas Møller, Hallelev

Foto af Andreas og Karoline Møller: arkiv.dk | Smed Andreas Møller og Line Møller

Foto af Line Møller: arkiv.dk | Line Møller

Ved folketællingen 1940 blev det noteret, at Andreas Møller var født i Sorterup og Karoline var født i Bjernede. Karoline Møller døde 18. juli 1942 og blev begravet i Sønderup.

Det må antages, at Andreas på dette tidspunkt har standset sit arbejde som smed i Hallelev. I hvert fald flyttede han til Næsbyskov, hvor han døde 7. maj 1948. Han blev begravet ved siden af Karoline på Sønderup kirkegård.

Således sluttede en lang smedehistorie i landsbyen Hallelev.

På Hallelevbakken var der omkring 1876 blevet opført et smedehus på matrikel 22 b.

Tegning af smedehuset i Hallelev: arkiv.dk | Den gamle smedie i Hallelev

Luftfoto fra Hallelev med smedehuset til venstre: Danmark set fra Luften: Hallelev Mejeri – 1936-1938 – 35 – Det Kgl. Bibliotek (kb.dk)

Den første smed på stedet var Poul Petersen. Fra 1894 var det Hans Skaarup, der arbejdede som smed på matriklen. Det gjorde han frem til 1911, hvor han flyttede til Havrebjerg.

Foto af Hans Christian Skaarup: arkiv.dk | Hans Kristian Skaarup #4181 Sofie Caroline Marie Larsen #4174 og et af deres 8 børn

Derefter kom Jakob August Møller til smedjen. Han var ikke i familie med August Møller i landsbyen Hallelev. Jakob August Møller døde 1916.

Vilhelm Nielsen overtog derefter smedjen, men efter få år var det endegyldigt slut smedjen på Hallelevbakken. Siden har der været enkelte håndværkere og husmænd på stedet.

Først i 1924 kom der en smedje i Sønderup, så måske har bønderne i Sønderup savnet en smed tæt på den lille landsby ved sognekirken.

Knud Bruun Rasmussen, 01-06-2023

Arbejdererindringer i Slagelse

Udgivet den af

Historieskrivning havde gennem tiden frem til 1950erne og 1960erne været domineret af den historiske disciplin ”politisk historie” – store fortællinger om politiske begivenheder som krig, politiske bevægelser, ideer, partier – med eliten og store historiske personligheder i centrum. I slutningen af 1960erne og specielt i 1970erne skete der en revolution i historiefaget, hvor man blev introduceret til disciplinen: ”social historie”, hvor man begyndte at fokusere mere på køns- og klasseaspekter og deres historie. De forskere der har arbejdet med projektet: ”Arbejdererindringer, kultur og levevilkår 1900-1950” har tydeligt gjort brug af socialhistorie/ mikrohistorie med fokus på den almindelige arbejders liv og dagligdag i 1900-1950, men også fordi man har haft fokus på et begrænset lokalområde (Slagelse).

I 1976-1977 udarbejdede Carl Erik Andersen, Jørgen Burchardt og Flemming Mikkelsen: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse som var en opfodring, og en vejledning til, hvordan man kunne lave indsamlinger af arbejdererindringer, men også hvordan man kunne benytte dem til forskellige projekter, samt hvordan man kan registrere og bevare de indsamlede kilder. Vejledningen blev udgivet i 1979.

Parallelt med ovennævnte dannede Andersen, Burchardt og Birte Broch – sidstnævnte fra januar 1978 – en projektgruppe, med henblik på at starte et fuldt finansieret projekt om en prøveindsamling af arbejdererindringer i Slagelse. Projektarbejdet og indsamlingen blev gennemført i 1978-1979. Der indkom materiale fra 107 mandlige og kvindelige arbejdere i form af 139 læg med transskriberede interviews o.a.

Projektarbejdet blev dokumenteret i både en midtvejs- og en slutrapport ved projektgruppen.

Ledelsen af projektet blev nedsat af en styringsgruppe med repræsentanter fra Fagbevægelsens Forskningsråd, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund, Nationalmuseet, Industri-, håndværker-og arbejdermuseet, Dansk Formidlingssamling og Københavns Universitet.

Arbejderne blev kontaktet ved hjælp af breve og telefon. Derudover fik man hjælp af Slagelses socialdemokratiske borgmester (1970-1985) Aage Nørgaard. Men det var især kontakt med Slagelses fagbevægelse der var afgørende for, at man fik fat på tidligere medlemmer og opfordrede dem til at skrive deres erindringer ned eller møde op til et interview. Nogle af de forbund, der spillede en rolle i projektet, var SID, Metal, HK, KAD, Snedkertømrerforbundet, Fællesorganisationen i Slagelse samt LO i Vestsjælland Amt. Derudover fik man også kontakt med folk gennem Slagelse kommunens hjemmehjælpere. Man fik også kontakt til folk gennem den lokale presse, som spillede en vigtig rolle for at projektet kunne blive til virkelighed. Ifølge Carl Erik Andersen og Birte Broch var presseomtalen af projektet om indsamling af arbejdererindringer vigtig for at give kendskab og lyst til at medvirke i projektet. Den første kontakt til pressen fandt sted den 7/9-1978, da man indkaldte til pressekonference i anledning af starten på Arbejdererindringsprojektet. Som et resultat fik projektet opmærksomhed i Sjællands Tidende, Slagelse Posten, LO-bladet og Uge Nyt samt via et indslag i lokalradioen 7. september 1978.  

De faglige organisationer havde dannet en initiativgruppe sammen med ledelsen af projektet, hvor de holdt møder, drøftede arbejdets/projektets gang og planlagde det videre forløb. Projektet fik bl.a. finansiel støtte af Vestsjællands amtsråds økonomiudvalg, der donerede 120.000 kroner til projektet, hvilket svarer til cirka 454.000 kroner i 2023.

Arbejdererindringerne blev bearbejdet med både kvantitativ analyse, men også ved hjælp af etnologisk forskning. Man fik lavet strukturerede interviews, der omhandler arbejderklassens opkomst, arbejdsmiljø, politiske og faglige aktiviteter, familieliv/børneopdragelse, skolegang, håndværkergrupper, kvindearbejde og fabriksarbejde.

Da man lavede interviewene, indgik man en aftale med de interviewede arbejdere om at de kunne være med til at bestemme, hvordan materialet skulle kunne anvendes.

  1. Enten skulle erindringerne først gøres tilgængelige for offentligheden 1. juli 2004. dog måtte erindringerne benyttes til videnskabelig sammenhæng efter tilladelse fra lederen af Slagelse Arkiv.
  2. Erindringerne måtte frit benyttes.
  3. Erindringerne må frit benyttes, men nogle afsnit af erindringerne må ikke være tilgængelige før efter 25 år.

Birte Broch brugte arbejdererindringerne til forskningsprojekter Arbejderkvinder i hovedstad og provins: dagligdag, fællesskab og organisation 1900-1940. Formålet med projektet var at finde ud af arbejderkvindernes husarbejde og lønforhold, men også at undersøge hvilke fællesskaber og organisationer som kvinderne deltog i. To andre interessante forskningsprojekter, hvor man brugte arbejdererindringer, var tidskriftartiklen: ”Arbejderne har også en historie” af Andresen, Broch og Buchardt og bogen Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes tobaksfabrik Slagelse 1873-1966 af Jørgen Burchardt.

Andresen, Broch og Buchardt kommer i artiklen:  ”Arbejderne har også en historie” ind på forskellige aspekter af arbejdernes vilkår, herunder børnearbejde, læretid, fabriksarbejde og kvindearbejde.

I bogen Arbejderliv og ny teknologi kommer Burchardt ind på arbejdslivet indenfor håndværk og industri, men også hvordan det har udviklet sig gennem tiden og hvorfor. Buchardt nævner at han brugte arbejderindringer til at finde ud af arbejdsforholdene og arbejdsmiljø på fabriker. Han bruger også erindringerne for at forstå en kulturel proces/udvikling. Han nævner at man nødt til at være klar over de subjektive erfaringer, som ligger bag folks handlinger for at forstå en kulturel proces.

Maskinstuen på Langes Tobasfabrik i 1944. B1167 fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv

Erindringerne/ Interviewene blev ikke kun blive brugt til at finde ud af hvordan arbejdernes forhold var i 1900-1950, men også hvorfor de levede deres liv på en bestemt måde. Birte Broch nævner, at formålet ikke blot var at skaffe kildemateriale til forskernes projekter, men i lige så høj grad at sprede de individuelle erfaringer, gøre dem offentlige, således at arbejdernes daglige liv kom frem i lyset. Broch, Andersen og Burchardt kommer ind på at arbejderklassen altid havde stået i skyggen af andre samfundsgruppers historie. Før 1970erne havde historien mest været domineret af en konsensusforestilling om samfundets harmoniske udvikling. Desuden kommer Broch ind på, at beretningerne som man har indsamlet, ikke kun er individuelle, men også en del af det mønster, arbejderklassens liv former. Broch kommer ind på, at det er vigtigt at andre klasser og lag i samfundet, får kendskab til arbejdernes egen erfaring med livet, for at undgå diverse myter om arbejderklassen.  

Materialet der blev indsamlet til arbejdererindringer, blev indgået i en udstilling i Slagelse, som blev arrangeret i anledning af afslutningen på arbejde-erindringer projektet. I en artikel fra Sjællands Tidende 22/6-1979 blev det nævnt, at projektet vil blive afsluttet den 2. juli 1979, hvor materialet vil blive overdraget til Slagelse arkiv og at samme dag vil være muligt at se en udstilling, af en del af de indsamlede billeder på Slagelse Bibliotek.    

I forbindelse med indkomsten blev der udarbejdet metadata vedr. de enkelte interviewede arbejder. I januar-februar 2023 blev indkomsterne fra projektet retrodigitaliseret og offentliggjort via arkiv.dk se link til registerposten under Kilder).

Grunden til, at man havde valgt Slagelse, var fordi, at industrialiseringen havde spillet en vigtig rolle for byens økonomiske udvikling, og var meget central for udviklingen/industrialiseringen af Danmark. Noget der var vigtigt for, at projektet kunne blive til virkelighed, var fordi at den lokale fagbevægelse i Slagelse selv, var interesseret.

Der er ingen oplysninger i Arbejder erindringer indsamling 1900-1950, hvor lydbåndene til interviewene befinder sig. Men Birte Broch nævner i sin artikel, at de muligvis kunne bruges til både undervisningsbrug og – i bearbejdet form – til en radioudsendelse.

Kilder

Slagelse Stads- og Lokalarkiv: Emnesamlingen M1979 https://arkiv.dk/vis/120445

Litteratur

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Projekt for indsamling af arbejder-erindringer Slagelse. Midtvejsrapport. Bind 1-2. Slagelse 1978

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Rapport om prøveindsamling i Slagelse. Slagelse 1979

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: ”Arbejderne har også en historie” i: Forskning og samfund, nr. 1/1980, s. 17-20

Andresen, Carl Erik, Burchardt, Jørgen og Mikkelsen, Flemming: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse. Århus: Erhvervsarkivet & Universitetsforlaget i Århus, 1979

Broch, Birte: ”Metodeproblemer ved udforskningen af arbejderkvinders dagligdag” i: Mette Mønstedsted (red.): Metodeproblemer i samfundsvidenskabelig kvindeforskning. Center for Samfundsvidenskabelig Kvindeforskning. Arbejdsnotat nr. 1/1981, s. 46-51

Broch, Birte: ”Erindringer som kilde til Kvindearbejderhistorie” i: Kritiske Historikere nr. 3/1979, s. 44-54

Burchardt, Jørgen: Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes Tobaksfabrik Slagelse 1873-1966. Sorø Amts Museum, Kulturbøger, 1995

Sjællands Tidende: Projekt Arbejdererindringer afsluttes: Over 100 mennesker har bidraget til belysning af perioden 1900-1950. Sjællands Tidende 22-06-1979. side 11

Thomas Andreas Frey 17-02-2023

Vestermose

Udgivet den af

Vestermose er en lokalitet i den nordlige del af Slagelse Kommune.

Navnet Wæster-Mose kendes allerede fra rytterdistriktskortet fra 1768. Lige ned til Vestermose ligger Vestermosegård i Skaftelev.

Det var kronen, der ejede rytterdistriktet Antvorskov, og de kongelige embedsmænd og opmålere har været rundt i alle landsbyerne rundt om Slagelse (Antvorskov rytteridstrikt) for at opmåle, tegne og benævne de enkelte lokaliteter. Disse embedsmænd har selvfølgelig ikke vidst noget som helst om marknavne, mosenavne og så videre. Det er derfor de lokale indbyggere i Skaftelev og Næsby, der har hjulpet opmålerne med navnene.

Mosen ligger syd for landsbyen Skaftelev. Det kan derfor tænkes, at det er beboerne i landsbyen overfor Skaftelev, nemlig Næsby, der oprindelig har givet mosen navnet Vestermose (på kortet stavet Wæster-Mose). På senere kort (målebordsblade) fra omkring 1900 er lokaliteten betegnet mere korrekt dansk – nemlig Vester Mose. Der er altså tale om et område, som i flere århundreder har været kendt af de lokale indbyggere.

På Sorterup – Ottestrup siden, altså syd for mosen, blev der gravet tørv ifølge det gamle rytterdistriktskort. Under 2. verdenskrig blev der gravet tørv på begge sider af mosen. Under dette arbejde blev der fundet en rensdyrharpun, der kan dateres tilbage til rensdyrjægertiden for omkring 10000 år siden. Her har en jæger siddet med sin fine harpun og sigtet på en fisk i den daværende sø. Han har kastet, men ramt ved siden af. Hvad den stakkels jæger har sagt på datidens sprog kan man kun gætte om, men i dag ligger harpunen på Nationalmuseet i montre nummer 10 under navnet Skaftelevharpunen.

I begyndelsen af 1960-erne begyndte en lang række af drøftelser om sammenlægning af de små sognekommuner, som de efterhånden blev kaldt. Det var lokalt forhandlinger om, hvem skulle være borgmester. Tidligere hed den folkevalgte leder sognerådsformand, men altså nu borgmester. Da der var tale om venstrefolk i de største af de gamle sognekommuner, blev det de to sognerådsformænd fra henholdsvis Sorterup-Ottestrup og Sønderup-Nordrup, der skulle finde ud af, hvem der skulle stå i spidsen for den nye storkommune. Uden særlig dramatik blev de to sognerådsformænd enige med hinanden om, at Valdemar Christensen fra Sønderup skulle stå i spidsen for den nye kommune.

Tilbage stod så navnet. Ingen af de gamle landsbynavne kunne selvfølgelig bruges. Blandt de forslag, der havde været fremme, dukkede Vestermose frem. Det var neutralt og kunne uden videre accepteres af de gamle sogneråd. Således blev Wæster-Mose/Vestermose navnet på den nye kommune, der fik lov til at eksistere i 4 år frem til 1970. Endnu engang blev der lagt kommuner sammen, og fra 1970 indgik Vestermose i den nye storkommune Slagelse.

Fra 1970 gled navnet i baggrunden igen, indtil der opstod drøftelse om skolestrukturen i Slagelse kommune omkring 1990. Børnetallet var vigende og dermed også elevtallet. Efter mange drøftelser og møder besluttede byrådet at nedlægge Ottestrup- og Hallelev-skolerne. Til gengæld blev der oprettet en ny skole i Hallelevskolens lokaler, nu med navnet Vestermose Skole. Så kom navnet frem igen. I 2012- 2013 blev der igen ændret i skolestrukturen i Slagelse kommune. Vestermose Skole blev nedlagt som kommunal skole. Inventaret blev flyttet til Søndermarkskolen i løbet af sommeren 2012. Også de to rytterskoletavler forsvandt omkring dette tidspunkt.

En gruppe mennesker i lokalområdet protesterede mod beslutningen om skolelukningen. Blandt disse personer opstod tanken om at skabe en friskole, som i dag (2022) med stor succes holder fanen højt med navnet Vestermose Natur- og idrætsfriskole. I området har der tidligere været tradition for friskoler helt frem til 1955.

Lokalrådet har også taget navnet Vestermose til sig. Det samme gælder for den lokale dyreklinik, hyggeklubben og idrætsforeningen.

Knud Bruun Rasmussen 01-03-2022

Se også

A337 Vestermose Venstrevælgerforening – https://arkiv.dk/vis/21947

A492 Vestermose Kommune – https://arkiv.dk/vis/4595321

A493 Vestermose Skole – https://arkiv.dk/vis/4595324

B5551 Vestermose Kommunalbestyrelse – https://arkiv.dk/vis/3474648

O168 Vestermose Lokalblad – https://arkiv.dk/vis/5948836

Næsbyskov Andelsmejeri

Udgivet den af

Næsbyskov Andelsmejeri blev oprettet i 1888 på en grund i den vestlige ende af landsbyen Næsbyskov.

Mejeriets første formand var gårdforpagter Lars Hansen frem til 1895, hvor han blev afløst af gårdmand F.Jensen fra Lille Ebberup.

Det nybyggede mejeri var indrettet med en dampkedel fra firmaet H.C.Lunge i Sorø. Den drev en 6-hestes liggende dampmaskine. Dampmaskinen trak to B&W centrifuger, et pasteuriseringsapparat, to egekærner og en smøræltemaskine. Ud over den 22 alen høje skorsten var der også ved mejeriet opført et kulhus og et ishus.

Den første mejeribestyrer var Søren Andersen Nørregård. Han stammede fra Samsø og havde været elev på Testrup Højskole i 1884-85. Derefter et år på Ladelund mejeri. Inden ansættelsen i Næsbyskov havde han været ansat på mejeriet Godthåb i Skælskør og det nystartede mejeri i Bøgelunde. I 1889 blev han gift med Kristine Pedersen, der var ansat på mejeriet som mejerske. Hun var kommet til Næsbyskov fra Tjæreby.

Mejeriet blev ombygget og udvidet 1905. Det var firmaet H.P.Philipsen fra Slagelse, der stod for dette arbejde. I 1930 havde mejeriet 138 leverandører med omkring 1000 køer. Smørproduktionen det år var på 115 tons. Personalet i 1930 var en mejeribestyrer, tre mejerister og en indvejer.

Mejeribestyrer Nørregård blev en velanskrevet mand i det lille samfund. Han havde været formand for skolekommissionen i 10 år. Han var medlem af menighedsrådet. Dertil kom det vigtige hverv som formand og kasserer for den lokale brugsforening.

I 1936 flyttede han med sin kone til Slagelse, hvor han fik opført en ville på Rolighedsvej 22. Her boede de, indtil Nørregård døde i 1943, og hans kone døde i 1952. Stillingen som mejeribestyrer i Næsbyskov blev overtaget af sønnen Knud, der havde en alsidig uddannelse bag sig, herunder ansættelser på Kirke Helsinge, Tersløse og Herlufmagle andelsmejerier. Dertil kom to år på Ladelund mejeriskole og et kort ophold i Holland.

I 1938 fejrede mejeriet 50 år central virksomhed i det lille landsbysamfund.

På det tidspunkt kunne ingen vide, at det veldrevne mejeri kun ville få nogle få år mere, inden bølgen af centraliseringer skyllede ind over det danske landboland. Efter besættelsen begyndte nedlæggelsen af de små landsbymejerier.

Næsbyskov andelsmejeri måtte lukke i 1967. Mejeribestyrer Knud Nørregård blev boende på mejeriet. Han var blevet medlem af sognerådet, og da mejeriet lukkede, blev han ansat i den nyoprettede Vestermose kommunes folkeregister. Da denne kommune blev sammenlagt med Slagelse kommune i 1970, fulgte Knud Nørregård med til storkommunens registerafdeling, hvor han var indtil pensionen. Nørregård døde i 1988.

Knud Bruun Rasmussen, november 2020

Frederikslund Jernbanestation

Udgivet den af

Frederikslund Jernbanestation blev etableret i 1887 for at optimere krydsningsmulighederne for togene mellem Korsør og København på den enkeltsporede jernbane.

Indtil da havde der været ansat adskillige banevogtere langs jernbanesporet i Ottestrup sogn, hvortil lokaliteten Frederikslund hørte. Således var der ifølge folketællingen fra 1880 hele fem banevogtere, to i Skovsø og tre omkring den senere jernbanestation. Banevogteren skulle sikre, at der ikke skete uheld, hvor jernbanen krydsede de lokale veje.

Oprindelig var stationen uden mulighed for at medtage passagerer, men blev hurtigt udbygget til en egentlig station med ventesal, toiletter, varehus, overdækket svinefold, signalhytte, fast enderampe og kolonnehus. Med disse bygninger var Frederikslund station i stand at foretage godsekspedition, dyretransporter og ekspedition af passagerer. Stationen blev ledet af en stationsmester. Jernbanen blev dobbeltsporet i 1899. Stationen blev også postekspedition, så adresser i området var eksempelvis Ottestrup pr Frederikslund.

Peter Beck blev den første baneformand, en titel, der blev benyttet til den person, der havde ansvaret for tilsyn og vedligeholdelse af skinner og skiftespor. I 1906 bestod personalet på stationen af stationsmester Ole Frederik Nielsen, en baneformand, tre banearbejdere, en ledvogter og ledvogtere i Skovsø og Dævidsrød. Folketællingen fra 1911 afslører, at Ole Frederik Nielsen fortsat er stationsmester, og at der nu er kommet fem banearbejdere og en depotarbejder. Dertil også to postbude og en portør. Jens Peter Jørgensen, der stammede fra Øster Stillinge, efterfulgte Ole Frederik Nielsen som stationsmester. Poul Madsen Traberg blev stationsmester i 1934, da Jens Peter Jørgensen nåede pensionsalderen. Jørgensen blev boende i et hus i Frederikslund, hvor han døde i en alder af 89 år få måneder efter, at stationen blev nedlagt i 1962.

De to store godser, Store Frederikslund og Lille Frederikslund, tæt på Frederikslund station sendte deres daglige mælkeproduktion til mejeriet Enigheden i København. Der var tale om betydelige, daglige mængder mælk fra de omkring 330 malkekøer. Savværket i Frederikslund har givetvis også benyttet jernbanen til transport af opskåret træ. Frederikslund station fik indlagt telefon fra Vedbysønder central med nummeret Vedbysønder 1 omkring 1905.

Køreplanen for passagertog fra oktober 1918 viste fire afgange mod Korsør og fem afgange mod København. Togenes hastighed var på det tidspunkt øget fra omkring 40 km i timen til 60 km i timen. Afgangene mod Korsør var 9.56, 14.02, 17.50 og 20.16. Mod København 7.27, 8.40, 12.03, 16.10 og 20.57. I mellem disse togafgange blev der ekspederet godstog i begge retninger.

Luftbillede fra Frederikslund, 1954

Folketællingen for 1916 for Ottestrup sogn omtaler følgende med ansættelse ved banen/DSB: en ledvogter, en formand, tre banearbejdere, to portører, en banevogter, en depotarbejder samt en stationsmester. Der var således i alt 13 ansatte til at betjene stationen. Da stationen samtidig fungerede som postkontor, var de helt naturligt to landpostbude, der arbejdede med stationen som udgangspunkt. I folketællingen fra 1930 viser følgende om personalet ved stationen: en stationsmester, en baneformand, to overportører, to banearbejdere. Dertil kom den tidligere stationsmester, som stadig var bosat i Frederikslund. Der var kun en landpost tilbage. Det tilsyneladende mindre personale kan skyldes, at øvrige ansatte var bosat uden for optællingssognet. I 1940 var der følgende banerelaterede personer i Frederikslund: en baneformand, en pensioneret stationsmester, to ekspedienter, en banearbejder, en stationsmester og en ledvogter. Hertil kom to landpostbude.

Baneformand Hans Peter Julius Rasmussen var ansat ved stationens nedlæggelse i 1962.

Frederikslund jernbanestation fungerede frem til 27.maj 1962, hvor sommerkøreplanen trådte i kraft. Jernbanestationen havde indtil da været omdrejningspunkt i det lille samfund, der voksede op ved skovbrynet ved godset Lille Frederikslund. I de følgende år sygnede den lille bebyggelse hen. Alle ansættelserne ved DSB og Postvæsenet forsvandt fra den ene dag til den anden. Eksistensgrundlaget for det lille samfund var væk.

Knud Bruun Rasmussen, november 2020

Lettiske soldater, Kobæk Strand 1945

Udgivet den af

Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945 var der en lejr med lettiske soldater i tysk tjeneste på Kobæk Strand ved Skælskør. Planteavlskonsulent Holger Wraae-Jensen tog billeder af en række begivenheder i dagene efter 5. maj 1945 – blandt andet også af disse lettiske soldater. Jeg vil i det følgende fortælle deres historie.

De tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) var kortvarigt selvstændige efter 1. verdenskrig, men de blev besat af Sovjetunionen i 1940 som led i den aftale indgået med Tyskland, som også delte Polen. Med den sovjetiske besættelse fulgte forfølgelser og deportationer til Sibirien, så derfor følte mange baltere det umiddelbart som en befrielse, da tyske tropper indtog landene under krigen med Sovjetunionen.

Tyskerne begyndte kort efter den tyske besættelse af de tre lande at hverve frivillige til forskellige enheder, f.eks. de såkaldte Schutzmannschaften, som var en slags hjælpepoliti, der deltog i partisanbekæmpelse (som en nazistisk eufemisme blev det kaldet ”banditbekæmpelse”). De oprettede også enheden ”Sonderkommando Arajs” under den lettiske politimand Viktors Arajs, som myrdede omkring 30.000 civile (for det meste jøder). I Estland blev der oprettet en Waffen-SS division og i Letland to Waffen-SS divisioner – sidstnævnte blev kaldt Den lettiske Legion. En stor del af soldaterne til disse divisioner blev tvangsudskrevet, men senere i krigen blev soldater fra Sonderkommando Arajs og andre enheder også en del af Den lettiske Legion.

Omkring 2000 soldater fra Den lettiske Legion havnede som sårede i Danmark i slutningen af krigen ifølge den lettiske legationsråd (han havde fået lov til at fortsætte sit virke i Danmark under og lige efter krigen, selvom Letland som sådan ikke eksisterede længere) – herunder bl.a. førnævnte Viktors Arajs, som dog drog til Tyskland lige inden Befrielsen. De lettiske soldater var fordelt på tre lokationer i nærheden af Skælskør og Korsør – udover Kobæk Strand var det Lundforlund og Tårnholm.

Det var ikke kun lettiske soldater, som var strandet i Danmark ved krigens afslutning: mest kendt er de godt en kvart million tyske flygtninge, men der var også ca. 31.000 ikke-tyske flygtninge fra lande så forskellige som Sovjetunionen, Polen, Schweiz, Venezuela, Frankrig, Nederlandene, Belgien og mange flere. Omkring 1000 var fra Estland, 2000 fra Letland og 2600 fra Litauen. De danske myndigheder vurderede senere, at mindst 400 af letterne var fra Den lettiske Legion. Man må formode, at de øvrige lettiske soldater er fulgt med de tyske styrker ud af Danmark, og at kun en mindre del af soldaterne er forblevet i Danmark.

Det var den britiske militærmission i Danmark, som udstak retningslinjerne for behandlingen af de ikke-tyske og tyske flygtninge. Den bestemte, at de tilbageblevne baltiske soldater skulle iklædes civilt tøj og betragtes som civile flygtninge. De blev dermed placeret i lejre sammen med andre baltere. Ved Jalta-aftalen i februar 1945 mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det aftalt, at sovjetiske statsborgere skulle hjemsendes – uanset om de selv ønskede det eller ej. Det betød, at de sovjetiske statsborgere i Danmark (krigsfanger taget af tyskerne, tvangsarbejdere, soldater i tysk tjeneste osv.) alle skulle sendes hjem – og det blev de også rimeligt hurtigt. Da Sovjetunionen havde annekteret de tre baltiske lande i 1940, så blev de herværende baltiske flygtninge regnet som sovjetborgere af Sovjetunionen. Men Storbritannien og USA anså balterne for at være statsløse, og dermed skulle de ikke tvinges hjem til Sovjetunionen, og da briterne fastlagde retningslinjerne for flygtninge i Danmark, så ville man fra dansk side ikke tvangsudsende balterne, som man i øvrigt også betragtede som et britisk ansvar. Sovjetunionen pressede Danmark flere gange for at få udleveret 1000 sovjetiske statsborgere, som de mente befandt sig i Danmark og nævnte også de baltiske flygtninge flere gange, dog uden at fremsætte et egentligt krav om at få dem udleveret.

Alle tyske soldater blev forholdsvist hurtigt sendt ud af Danmark, men briterne ville ikke modtage de baltiske soldater før i 1947, hvor man udsendte de soldater, som meldte sig frivilligt. De blev sendt til lejre i den britiske zone i Tyskland, hvor de blev demobiliseret. Mange flyttede senere til oversøiske lande, f.eks. Australien og Canada. Mange af de baltiske soldater ønskede ikke at indrømme, at de havde været soldater i tysk tjeneste, da de var bange for at blive udvist som krigsforbrydere til Sovjetunionen, og den britiske militærmission måtte udstede en garanti til de tidligere tyske soldater om, at de ville blive komme til den britiske zone for at få dem til at melde sig. De var også skræmt af, at Sverige havde udleveret 146 baltiske soldater til Sovjetunionen. De var flygtet til Sverige i dagene omkring den endelige tyske kapitulation 8. maj 1945, og Sovjetunionen mente, at de retteligen skulle have overgivet sig til Den røde Hær som led i den totale kapitulation. Sverige tog dog også mod omkring 30.000 baltiske flygtninge, som ikke blev udvist til Sovjetunionen, men i stedet integreret i det svenske samfund.

Få år efter krigen var der kun baltiske og polske flygtninge tilbage i Danmark, og de var ikke interesseret i at vende tilbage til deres hjemlande. Danmark ønskede ikke at beholde dem, men det lykkedes efterhånden at få dem udsendt med hjælp fra FN-flygtningeorganisationer – bl.a. som migranter til oversøiske lande. Storbritannien havde også nogle programmer, hvor de hvervede især baltiske kvinder til hospitalsarbejde i Storbritannien. I 1952 lukkede man de sidste flygtningelejre og omkring 400 baltere fik opholdstilladelse i Danmark. Lige til det sidste besøgte repræsentanter fra den sovjetiske ambassade i København de baltiske flygtninge for at overtale dem til at vende hjem – uden succes.

Når man med sikkerhed ved, at nogle af balterne i tysk tjeneste deltog i de ufattelige krigsforbrydelser, som foregik under krigen på østfronten, så kan man spørge, om de danske myndigheder interesserede sig for dette spørgsmål? Der kan man klart svare, at det gjorde de ikke – man var for de baltiske soldaters vedkommende kun interesseret i at få at vide, om de havde været i tysk tjeneste for derved at kunne udsende dem som medlemmer af de tyske styrker til den britiske zone i Tyskland. Man interesserede sig i øvrigt heller ikke synderligt for, hvad de danske Waffen-SS frivillige havde begået på østfronten – ikke en eneste af dem blev dømt for krigsforbrydelser begået på østfronten. Heller ikke Storbritannien var i længden interesseret i at forfølge krigsforbrydere. I 1948 blev det bestemt, at man ikke skulle starte nye krigsforbrydersager. Målet var ikke fra britisk side at forfølge alle skyldige, men at sende et signal til senere generationer om, at man ville blive straffet, hvis man begik sådanne forbrydelser.

Førnævnte Viktors Arajs blev efter krigen britisk krigsfange. På trods af at han flere gange blev angivet af medfanger til briterne, så lykkedes det ham at flygte fra briterne. Senere blev han dog ved en vesttysk domstol idømt livsvarigt fængsel, hvor han sad til sin død. Et andet medlem af Sonderkommando Arajs – Konrads Kalejs – var i Danmark til 1947, hvor han sandsynligvis blev sendt til den britiske zone i Tyskland som tidligere tysk soldat. Han emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Han flyttede senere til USA, men blev udvist, da man efter mange år fandt ud af, at han havde været medlem af Sonderkommando Arajs. Han blev aldrig dømt for at have begået krigsforbrydelser.

Henrik Clausen, 2020-06-15

Litteratur
Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-1945.
København: Aschehoug, 1998.

Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Waffen-SS. Europas nazistiske soldater. København:
Gyldendal, 2015.

Flygtninge i Danmark 1945-1949. København: Fremad, 1950.

Kochavi, Arieh J. ”British Policy on Non-Repatriable Displaced
Persons in Germany and Austria, 1947-7.” European History
Quarterly, Vol. 21 (1991): 365-382.

Plavnieks, Richards. Nazi Collaborators on Trial during The Cold War: The
Cases against Viktors Arajs and the Latvian Auxiliary Security Police.
Doctor of philosophy thesis, Chapel Hill: University of North
Carolina, 2013.

Thomsen, Bente, ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949.”
Historie/Jyske Samlinger, Bind ny række, 12 (1977-1978), 136-158.

Utrykte kilder fra Rigsarkivet
Politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, 1946-1952
Journalsager, 1946 7500-7800, 37.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 6 U 403.a/56 –
U 410, 3563.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 87 F 32 – F52,
12205.

Link
Frihedsmuseet: Holger Wraae-Jensens dias – https://samlinger.natmus.dk/search?q=Holger Wraae-Jensens dias&collection=FHM

”Coming to Britain – University of Nottingham” – https://www.nottingham.ac.uk/postwarrefugees/ documents/briefing-paper-6-coming-to-britain.pdf

”Lettisk leder af dødspatrulje opholdt sig i Danmark” – https://jyllands-posten.dk/international/ECE3278778/Lettisk-leder-af-d%C3%B8dspatrulje-opholdt-sig-i-Danmark/







Flådestation Korsør

Udgivet den af

Besluttet: April 1953 Første spadestik: 1957
Taget i drift: Den 2. maj 1960
Geografisk område: Flådestationen i Korsør, Flådedepot Noret, Brændstofdepot ved Søskær Mose.

Flådestation Korsør er beliggende ved Storebælt, der er et af de væsentligste trafikknudepunkter i Danmark. Beslutningen om at der skulle placeres en Flådestation blev i forbindelse med genoprustningen af Danmark efter afslutningen af Anden Verdenskrig og Danmarks indtræden i NATO den 4. april 1949.

I forbindelse med genopbygningen af det danske forsvar arbejdede man under mantraet ”Aldrig mere 9. april” hvilket betød at landet ikke, igen, skulle kunne lægges ned med ét slag fra en fjendtlig magt. Fra politisk side besluttede man derfor at Danmark skulle deles op i en række forsvarsregioner og marinedistrikter. Det blev besluttet at kommandocenteret for Storebælts Marinedistrikt skulle placeres i forbindelse med den kommende flådestation i Korsør.

Den endelige beslutning om at om at bygge en flådestation ved Korsør blev taget i august 1953. Den kommende flådestation var planlagt til at være en forsyningsstation hvor flådens fartøjer kunne blive udrustet med ammunition og andre forsyninger inden de sejlede ud på opgaver i de danske bælter. Flådestationen blev også udpeget som omdrejningspunktet for minerydningsindsatsen i de danske bælter hvor krigsførende lande gennem to verdenskrige havde efterladt tusindvis af miner i blandt andet Storebælt.

Korsør blev valgt som stedet for den nye flådestation, blandt andet på grund af placeringen og den historiske rolle som overfartssted over Storebælt. Den tyske besættelsesmagt havde deslige anvendt Korsør som tankplads for blandt andet motortorpedobåde og minelæggere hvorfor der var blevet efterladt en række anlæg som uden problemer ville kunne integreres i en kommende flådestation.

Byggeriet af Flådestationen blev i igangsat i 1957 efter endelig finansiering hvor den danske stat betalte 50% af omkostningerne og NATOs infrastrukturprogram betalte de resterende 50%.

Ved etableringen af flådestationen blev dele af Korsør Fæstning inddraget som en del af det militære område, da Christian IV’ store magasinbygning, opført i starten af 1600-tallet, skulle anvendes som henholdsvis beklædnings- og forplejningsmagasin.

Den 2. maj 1960 blev flådestationen officielt indviet. I 1962 blev flådestationen placeret som en vigtig brik i Forsvaret af Danmark, da NATO samme år oprettede NATO Allied Forces Baltic Approaches, på dansk: Enhedskommandoen. Dette nye samarbejde betød at forsvaret af Danmark og Europa var rykket frem til Østersøen og de danske stræder.

Efter Den Kolde Krigs afslutning i 1991 lukkede fik Korsør Flådestation en fast belægning af fartøjer i forbindelse med udflytningen fra Holmen.

Enheder placeret på Flådestation Korsør i 2020
3 fregatter af Iver Huitfeldt-klassen: F361 Iver Huitfeldt, F362 Peter Willemoes og F363 Niels Juel.
6 patruljefartøjer af Diana-klassen: P520 Diana, P521 Freja, P522 Havfruen, P523 Najaden, P524 Nymfen og P525 Rota.
1 miljøskib af Supply-klassen: A561 Gunnar Seidenfaden.
1 miljøskib af Seatruck-klassen: A563 Marie-Miljø.
1 miljøskib af Miljø-klassen: Y341 Miljø 103.
1 Marinehjemmeværnsfartøj af MHV 800-klassen: MHV 813 Baunen.

Arkivalier
Rigsarkivet, Den Skandinaviske Forsvarskommites Betænkning, Marinestaben (1948-1949) 0008+B06
Flådestation Korsør, Sylowsvej Korsør, A7033 https://arkiv.dk/vis/306600

Litteratur

Bogason, Peter, Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, Snorres Forlag 2016
Dannerfjord, P.M, Den danske flåde og krigsteoretikerne, i: Tidsskrift for søvæsen 1999
DIIS: Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, København: Dansk Institut for Internationale Studier 2005, bind 1.
Forsvarsministeriet, Plan for udflytningen fra Holmen, Forsvarsministeriet, 1989
Hansen, Peer Henrik, Langelandsfortet og overvågningen af Storebælt, i Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, red: Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen, Martin Jespersen, Kulturstyrelsen 2014
Hansen, Flemming, Luckow, Ulirk, Korsør og Flåden, Korsør Kommune 2005
Hansen, Per Henrik, Knytnæven mod Øst – Langelandsfortet, 2013
Hedegaard Hyttel, Nikolaj: Kampen om Storebælt – kold krig på Sjællands vestlige kyst, i: Chakten 2019/nr. 4 og 2020/nr. 1

Billeder

Billeder fra Flådestationen i Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=flådestation*&valgteregistreringstypegrupperids=2&valgtearkiverids=47&page=1

NIKOLAJ HEDEGAARD HYTTEL, 25-05-2020


Sørensen, S. P. L. (1869-1939) professor, kemiker

Udgivet den af

Indførte pH-begrebet i 1909. Han blev født på Kildegårdsvej mellem Havrebjerg og Øster Stillinge. Familien har i århundreder boet på egnen, og efterkommere af hans familie bor her stadig.

Sine første skolekundskaber fik Sørensen i Havrebjerg Landsbyskole. Han startede i skolens yngste klasse den 9. januar 1875. Ved en eksamen den 2. november samme år, var der 36 elever i klassen. Sørensen klarede sig rigtig pænt, og allerede den 1. november året efter blev han rykket op i ældsteklasse. I vinterhalvåret gik man i skole hver anden dag, i sommerhalvåret blot én dag om ugen. Fagrækken var beskeden: læsning, skrivning, regning samt religion.

Omkring 1878 flyttede familien til en gård ved Løve. Da landsbyskolens lærer ikke synes at kunne lære Sørensen mere, blev han sendt i Slagelse Realskole. Her begyndte han i 1879. I starten blev han mobbet af bydrengene for sit sjællandske bondesprog og for sin landlige påklædning; men da han med tiden blev nr. 1 i klassen og tilmed fik demonstreret, at han var stærkere end de værste af plageånderne, anerkendtes hans suverænitet af de andre drenge.

I 1882 kom Sørensen på Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt, hvor han tog studentereksamen i 1886. Ved studentereksamen var han den af klassens 6 matematikere, der fik den bedste eksamen. I naturlære opnåede han således de højeste karakterer: 2  ug’er.  I de matematiske discipliner klarede han sig også flot. Hans laveste karakter var i fransk, hvor han fik et mg÷  – nærmest svarende til et syvtal efter vore dages karakterskala. Han forlod da Sorø med et solidt fundament for at studere – først medicin og senere kemi ved Københavns Universitet.

Sørensen fik to gange Universitetets guldmedalje, blev mag.scient. og dr.phil. I 1901 blev han ansat på Carlsberg, og i 1909 skrev han en afhandling, i hvilken han indførte pH-begrebet. Hele otte gange blev han nomineret til en nobelpris.

Det har åbenbart ikke været almindelig kendt, hvad Sørensens forbogstaver stod for. I en nekrolog i Soraner-Bladet fra marts 1939 kan man læse, at han aldrig blev benævnt andet end S. P. L. Det nyttede ikke at kikke i Kraks Blå Bog, for her optrådte også kun forbogstaverne. Men på Carlsberg Laboratoriet må man have vidst det; thi engang gav medarbejderne her 3 forsøgshunde navnene Søren, Peter og Lauritz. I de bevarede protokoller fra Havrebjerg Landsbyskole og Slagelse Realskole bogstaveres hans fornavne dog lidt anderledes: Søren Peder Laurits.

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur:

– Børge Riis Larsen (red.,2000): pH – en dansk idé.

– Børge Riis Larsen: “S.P.L. Sørensen og pH-værdien” i: B. Riis Larsen m.fl. (red.): Aspekter af dansk kemi i det 20. og 21. århundrede. KemiForlaget (2011), s. 126-136

N.P. Dorphs maleri af S.P.L. Sørensen og medarbejdere malet i 1923.
 
Maleriet var en større del af udsmykningen til den gamle nationalbanks hovedsæde, der er fra 1922, og det symboliserer Videnskaben
. Ved nedrivningen af bygningen blev det i 1982 skænket til De forenede Bryggerier og hænger i dag på Carlsberg Forskningscenter i Valby. Sørensen bar aldrig kittel, hvilket ellers var blevet almindeligt for kemikere i starten af 1900-tallet for at beskytte tøjet.
På billedet ses fra højre cand.polyt. Margrethe Sørensen (1884-1954), S.P.L. Sørensens hustru og assistent, professor S.P.L. Sørensen med en opløsning af serumalbumin. Med ryggen til dr.phil. K. Linderstrøm-Lang (1896-1959), der senere afløste S.P.L. Sørensen som professor for den kemiske afdeling, og ved siden af ham kemiingeniør Gotfred Hougaard. I den modsatte side assistent Hans Jessen Hansen (1860-1934) og dr.phil. Carsten Olsen (1891-1974). Yderst til venstre ses en student fra Agricultural College, Kyoto University K. Kondo, som senere blev professor.
Signeret foto af S.P.L. Sørensen i færd med at udkrystallisere ægge-albumin, som han i 1917 var den første til at fremstille i ren form, og som dannede afsæt for hans mange studier over proteinets struktur. (Fra forfatterens billedsamling).

Søndermarkskolen (1973-)

Udgivet den af

Byskov Alle 41

Omkring 1970 begyndte en voldsom udbygning af den østlige del af Slagelse by. Den ene boligblok efter den anden skød i vejret. Presset på de eksisterende skoler blev stort. Derfor besluttede byrådet at opføre en ny skole i området. Den blev navngivet Søndermarkskolen, og efter megen diskussion blev det vedtaget, at den skulle bygget med teglsten. Det blev en skole i et plan med flere skolegårde, samt en nyanlagt sportsplads. De første elever begyndte på skolen i 1973.

I dag rummer skolen 550 elever fra 0. til 9. klasse. Søndermarkshallen ligger tæt op til skolen og sikrer et rigt sportsliv for eleverne.

Knud B.  Rasmussen, november 2017

Sønderup ny brugsforening

Udgivet den af

I landsbyerne Årslev, Sønderup og Gudum må der omkring 1905 have bredt sig en vis utilfredshed med den allerede eksisterende forbrugsforening Sønderup-Nordrup, som havde udsalgssteder i Nordrup og tæt ved Sønderup.

I maj 1905 blev gårdejer Lars Frandsen, Gudum, valgt til formand for den nystiftede forening Sønderup ny Brugsforening.

Midt i juni 1905 købte foreningen jord af boelsmand og tidligere friskolelærer Kristen Rasmussen, og påbegyndte et byggeri på matriklen 1c af Sønderup, lige ved vejkrydset Nykøbing Landevej og Sønderup-Årslevvejen.

Byggeriet blev overdraget tømrer Hans Nielsen fra Blæsinge. Fire måneder senere kunne bestyrelsen overtage den nye bygning og påbegynde foreningens egentlige formål, salg af varer til konkurrencedygtige priser. Helt fra starten fik butikken indlagt telefon, og man sikrede sig tilladelse til at sælge brændevin.

I de første år synes foreningen at være velfungerende under Lars Frandsens formandsvirke. Således udbetales der i de første år helt op til 13 % i dividende. Årsomsætningen passerede 100.000 kroner i 1927.

I jubilæumsåret 1930 blev der afholdt en stor medlemsfest på Casino i Slagelse. De medlemmer, der ikke kunne deltage, fik godskrevet 12 kroner på kontoen.

1937 anskaffede foreningen et komplet spisestel til 80 personer til udlejning blandt medlemmerne. Samme år gik Lars Frandsen af efter 32 år i formandsstolen. Han blev afløst af Hermod Hansen, Hammeldrupgården.

Thorvald Jensen havde indtil 1938 været uddeler, eller som det hed fra begyndelsen: udsælger, og ud af et ansøgerfelt på 73 blev Sven Raun Pedersen valgt til ny uddeler. Han var på posten resten af foreningens levetid.

Efter vareknapheden under besættelsen begyndte foreningen i 1949 at få vind i sejlene. Der blev investeret i en brugt lastbil til 6550 kroner. Den holdt dog kun fire år, indtil færdselspolitiet standsede den og konstaterede, at den ikke burde befinde sig på vejene. I efteråret 1953 besluttede man så at købe en ny Bedford lastbil og lade den gamle lastbil indgå i handelen.

Jubilæet i 1955 blev afholdt meget festligt med underholdning af kongelig skuespiller Elith Foss og dans til Richard Nielsens fire-mands orkester.

Foreningens formand Hermod Hansen døde i slutningen af 1955 og blev afløst af Sigurd Frandsen, Gudum.

I 1957 underholdt regimentsmusikken fra Vordingborg (5. regiments musikkorps) efter generalforsamlingen, hvor medlemmerne fik sig en svingom.

Åbningstiderne var i denne periode fastsat til 8.00-17.30 på hverdage, 8.00-13.00 om lørdagen.

I starten af 1960’erne påbegyndte bestyrelsen en stor vision om at gøre foreningen til en førende, lokal handelslokalitet. Først udvidedes med et større pakhus. Derefter drøftede man opførelsen af en kornsilo med tilhørende tørreri, og endelig investerede man i en ny lastbil og en varevogn. Omkring årsskiftet 1963-1964 var kornsilo og tørreri klar til drift, og i løbet af 1964 blev forretningsområdet ændret til tidens nye trend – selvbetjening. Samtidig indførtes kontant betaling. Der havde været en del dårlige betalere blandt medlemmerne tidligere. Desværre for foreningen fortsatte de dårlige betalere lige indtil brugsens lukning.

Der gik ganske få år, før det viste sig, at det store siloanlæg ikke var rentabelt. Bestyrelsen og skiftende generalforsamlinger kæmpede i de følgende år med at få solgt siloanlægget. Først i 1973 lykkedes det at få en handel i stand med firmaet Povl Bentsen, Ruds Vedby, der købte anlægget for en samlet pris på 1.187.500 kroner.

I disse år synes det klart for bestyrelsen, at de gode tider var afløst af meget vanskelige muligheder for at få en rentabel butik til at fungere. Benzinsalget voldte problemer, vareturene var for dyre, svindet var stigende (butikstyveri), lønningerne blev for høje i forhold til omsætningen, og konkurrencen fra Slagelses supermarkeder blev for hård.

Fra FDB i Vordingborg drøftedes åbent i disse år ”Brugstilpasning”. FDB foreslog, at de to brugsforeninger, Nordrup og Sønderup, skulle slå sig sammen. Ingen af bestyrelserne havde dog lyst til den løsning.

På generalforsamlingen i 1981 måtte den i 1977 valgte formand. Gunnar Villumsen, Gudum, konstatere, at der ikke var nogen hjælp at hente udefra. Efter lange diskussioner blandt medlemmerne stemte 64 medlemmer for lukning, bekræftet på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.13. juni 1981 lukkede Sønderup ny Brugsforening.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sønderup ny Brugsforening ved Nykøbing Landevej. Luftfoto fra 1938.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften