Lettiske soldater, Kobæk Strand 1945

Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945 var der en lejr med lettiske soldater i tysk tjeneste på Kobæk Strand ved Skælskør. Planteavlskonsulent Holger Wraae-Jensen tog billeder af en række begivenheder i dagene efter 5. maj 1945 – blandt andet også af disse lettiske soldater. Jeg vil i det følgende fortælle deres historie.

De tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) var kortvarigt selvstændige efter 1. verdenskrig, men de blev besat af Sovjetunionen i 1940 som led i den aftale indgået med Tyskland, som også delte Polen. Med den sovjetiske besættelse fulgte forfølgelser og deportationer til Sibirien, så derfor følte mange baltere det umiddelbart som en befrielse, da tyske tropper indtog landene under krigen med Sovjetunionen.

Tyskerne begyndte kort efter den tyske besættelse af de tre lande at hverve frivillige til forskellige enheder, f.eks. de såkaldte Schutzmannschaften, som var en slags hjælpepoliti, der deltog i partisanbekæmpelse (som en nazistisk eufemisme blev det kaldet ”banditbekæmpelse”). De oprettede også enheden ”Sonderkommando Arajs” under den lettiske politimand Viktors Arajs, som myrdede omkring 30.000 civile (for det meste jøder). I Estland blev der oprettet en Waffen-SS division og i Letland to Waffen-SS divisioner – sidstnævnte blev kaldt Den lettiske Legion. En stor del af soldaterne til disse divisioner blev tvangsudskrevet, men senere i krigen blev soldater fra Sonderkommando Arajs og andre enheder også en del af Den lettiske Legion.

Omkring 2000 soldater fra Den lettiske Legion havnede som sårede i Danmark i slutningen af krigen ifølge den lettiske legationsråd (han havde fået lov til at fortsætte sit virke i Danmark under og lige efter krigen, selvom Letland som sådan ikke eksisterede længere) – herunder bl.a. førnævnte Viktors Arajs, som dog drog til Tyskland lige inden Befrielsen. De lettiske soldater var fordelt på tre lokationer i nærheden af Skælskør og Korsør – udover Kobæk Strand var det Lundforlund og Tårnholm.

Det var ikke kun lettiske soldater, som var strandet i Danmark ved krigens afslutning: mest kendt er de godt en kvart million tyske flygtninge, men der var også ca. 31.000 ikke-tyske flygtninge fra lande så forskellige som Sovjetunionen, Polen, Schweiz, Venezuela, Frankrig, Nederlandene, Belgien og mange flere. Omkring 1000 var fra Estland, 2000 fra Letland og 2600 fra Litauen. De danske myndigheder vurderede senere, at mindst 400 af letterne var fra Den lettiske Legion. Man må formode, at de øvrige lettiske soldater er fulgt med de tyske styrker ud af Danmark, og at kun en mindre del af soldaterne er forblevet i Danmark.

Det var den britiske militærmission i Danmark, som udstak retningslinjerne for behandlingen af de ikke-tyske og tyske flygtninge. Den bestemte, at de tilbageblevne baltiske soldater skulle iklædes civilt tøj og betragtes som civile flygtninge. De blev dermed placeret i lejre sammen med andre baltere. Ved Jalta-aftalen i februar 1945 mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det aftalt, at sovjetiske statsborgere skulle hjemsendes – uanset om de selv ønskede det eller ej. Det betød, at de sovjetiske statsborgere i Danmark (krigsfanger taget af tyskerne, tvangsarbejdere, soldater i tysk tjeneste osv.) alle skulle sendes hjem – og det blev de også rimeligt hurtigt. Da Sovjetunionen havde annekteret de tre baltiske lande i 1940, så blev de herværende baltiske flygtninge regnet som sovjetborgere af Sovjetunionen. Men Storbritannien og USA anså balterne for at være statsløse, og dermed skulle de ikke tvinges hjem til Sovjetunionen, og da briterne fastlagde retningslinjerne for flygtninge i Danmark, så ville man fra dansk side ikke tvangsudsende balterne, som man i øvrigt også betragtede som et britisk ansvar. Sovjetunionen pressede Danmark flere gange for at få udleveret 1000 sovjetiske statsborgere, som de mente befandt sig i Danmark og nævnte også de baltiske flygtninge flere gange, dog uden at fremsætte et egentligt krav om at få dem udleveret.

Alle tyske soldater blev forholdsvist hurtigt sendt ud af Danmark, men briterne ville ikke modtage de baltiske soldater før i 1947, hvor man udsendte de soldater, som meldte sig frivilligt. De blev sendt til lejre i den britiske zone i Tyskland, hvor de blev demobiliseret. Mange flyttede senere til oversøiske lande, f.eks. Australien og Canada. Mange af de baltiske soldater ønskede ikke at indrømme, at de havde været soldater i tysk tjeneste, da de var bange for at blive udvist som krigsforbrydere til Sovjetunionen, og den britiske militærmission måtte udstede en garanti til de tidligere tyske soldater om, at de ville blive komme til den britiske zone for at få dem til at melde sig. De var også skræmt af, at Sverige havde udleveret 146 baltiske soldater til Sovjetunionen. De var flygtet til Sverige i dagene omkring den endelige tyske kapitulation 8. maj 1945, og Sovjetunionen mente, at de retteligen skulle have overgivet sig til Den røde Hær som led i den totale kapitulation. Sverige tog dog også mod omkring 30.000 baltiske flygtninge, som ikke blev udvist til Sovjetunionen, men i stedet integreret i det svenske samfund.

Få år efter krigen var der kun baltiske og polske flygtninge tilbage i Danmark, og de var ikke interesseret i at vende tilbage til deres hjemlande. Danmark ønskede ikke at beholde dem, men det lykkedes efterhånden at få dem udsendt med hjælp fra FN-flygtningeorganisationer – bl.a. som migranter til oversøiske lande. Storbritannien havde også nogle programmer, hvor de hvervede især baltiske kvinder til hospitalsarbejde i Storbritannien. I 1952 lukkede man de sidste flygtningelejre og omkring 400 baltere fik opholdstilladelse i Danmark. Lige til det sidste besøgte repræsentanter fra den sovjetiske ambassade i København de baltiske flygtninge for at overtale dem til at vende hjem – uden succes.

Når man med sikkerhed ved, at nogle af balterne i tysk tjeneste deltog i de ufattelige krigsforbrydelser, som foregik under krigen på østfronten, så kan man spørge, om de danske myndigheder interesserede sig for dette spørgsmål? Der kan man klart svare, at det gjorde de ikke – man var for de baltiske soldaters vedkommende kun interesseret i at få at vide, om de havde været i tysk tjeneste for derved at kunne udsende dem som medlemmer af de tyske styrker til den britiske zone i Tyskland. Man interesserede sig i øvrigt heller ikke synderligt for, hvad de danske Waffen-SS frivillige havde begået på østfronten – ikke en eneste af dem blev dømt for krigsforbrydelser begået på østfronten. Heller ikke Storbritannien var i længden interesseret i at forfølge krigsforbrydere. I 1948 blev det bestemt, at man ikke skulle starte nye krigsforbrydersager. Målet var ikke fra britisk side at forfølge alle skyldige, men at sende et signal til senere generationer om, at man ville blive straffet, hvis man begik sådanne forbrydelser.

Førnævnte Viktors Arajs blev efter krigen britisk krigsfange. På trods af at han flere gange blev angivet af medfanger til briterne, så lykkedes det ham at flygte fra briterne. Senere blev han dog ved en vesttysk domstol idømt livsvarigt fængsel, hvor han sad til sin død. Et andet medlem af Sonderkommando Arajs – Konrads Kalejs – var i Danmark til 1947, hvor han sandsynligvis blev sendt til den britiske zone i Tyskland som tidligere tysk soldat. Han emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Han flyttede senere til USA, men blev udvist, da man efter mange år fandt ud af, at han havde været medlem af Sonderkommando Arajs. Han blev aldrig dømt for at have begået krigsforbrydelser.

Henrik Clausen, 2020-06-15

Litteratur
Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-1945.
København: Aschehoug, 1998.

Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Waffen-SS. Europas nazistiske soldater. København:
Gyldendal, 2015.

Flygtninge i Danmark 1945-1949. København: Fremad, 1950.

Kochavi, Arieh J. ”British Policy on Non-Repatriable Displaced
Persons in Germany and Austria, 1947-7.” European History
Quarterly, Vol. 21 (1991): 365-382.

Plavnieks, Richards. Nazi Collaborators on Trial during The Cold War: The
Cases against Viktors Arajs and the Latvian Auxiliary Security Police.
Doctor of philosophy thesis, Chapel Hill: University of North
Carolina, 2013.

Thomsen, Bente, ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949.”
Historie/Jyske Samlinger, Bind ny række, 12 (1977-1978), 136-158.

Utrykte kilder fra Rigsarkivet
Politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, 1946-1952
Journalsager, 1946 7500-7800, 37.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 6 U 403.a/56 –
U 410, 3563.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 87 F 32 – F52,
12205.

Link
Frihedsmuseet: Holger Wraae-Jensens dias – https://samlinger.natmus.dk/search?q=Holger Wraae-Jensens dias&collection=FHM

”Coming to Britain – University of Nottingham” – https://www.nottingham.ac.uk/postwarrefugees/ documents/briefing-paper-6-coming-to-britain.pdf

”Lettisk leder af dødspatrulje opholdt sig i Danmark” – https://jyllands-posten.dk/international/ECE3278778/Lettisk-leder-af-d%C3%B8dspatrulje-opholdt-sig-i-Danmark/







Flådestation Korsør

Besluttet: April 1953 Første spadestik: 1957
Taget i drift: Den 2. maj 1960
Geografisk område: Flådestationen i Korsør, Flådedepot Noret, Brændstofdepot ved Søskær Mose.

Flådestation Korsør er beliggende ved Storebælt, der er et af de væsentligste trafikknudepunkter i Danmark. Beslutningen om at der skulle placeres en Flådestation blev i forbindelse med genoprustningen af Danmark efter afslutningen af Anden Verdenskrig og Danmarks indtræden i NATO den 4. april 1949.

I forbindelse med genopbygningen af det danske forsvar arbejdede man under mantraet ”Aldrig mere 9. april” hvilket betød at landet ikke, igen, skulle kunne lægges ned med ét slag fra en fjendtlig magt. Fra politisk side besluttede man derfor at Danmark skulle deles op i en række forsvarsregioner og marinedistrikter. Det blev besluttet at kommandocenteret for Storebælts Marinedistrikt skulle placeres i forbindelse med den kommende flådestation i Korsør.

Den endelige beslutning om at om at bygge en flådestation ved Korsør blev taget i august 1953. Den kommende flådestation var planlagt til at være en forsyningsstation hvor flådens fartøjer kunne blive udrustet med ammunition og andre forsyninger inden de sejlede ud på opgaver i de danske bælter. Flådestationen blev også udpeget som omdrejningspunktet for minerydningsindsatsen i de danske bælter hvor krigsførende lande gennem to verdenskrige havde efterladt tusindvis af miner i blandt andet Storebælt.

Korsør blev valgt som stedet for den nye flådestation, blandt andet på grund af placeringen og den historiske rolle som overfartssted over Storebælt. Den tyske besættelsesmagt havde deslige anvendt Korsør som tankplads for blandt andet motortorpedobåde og minelæggere hvorfor der var blevet efterladt en række anlæg som uden problemer ville kunne integreres i en kommende flådestation.

Byggeriet af Flådestationen blev i igangsat i 1957 efter endelig finansiering hvor den danske stat betalte 50% af omkostningerne og NATOs infrastrukturprogram betalte de resterende 50%.

Ved etableringen af flådestationen blev dele af Korsør Fæstning inddraget som en del af det militære område, da Christian IV’ store magasinbygning, opført i starten af 1600-tallet, skulle anvendes som henholdsvis beklædnings- og forplejningsmagasin.

Den 2. maj 1960 blev flådestationen officielt indviet. I 1962 blev flådestationen placeret som en vigtig brik i Forsvaret af Danmark, da NATO samme år oprettede NATO Allied Forces Baltic Approaches, på dansk: Enhedskommandoen. Dette nye samarbejde betød at forsvaret af Danmark og Europa var rykket frem til Østersøen og de danske stræder.

Efter Den Kolde Krigs afslutning i 1991 lukkede fik Korsør Flådestation en fast belægning af fartøjer i forbindelse med udflytningen fra Holmen.

Enheder placeret på Flådestation Korsør i 2020
3 fregatter af Iver Huitfeldt-klassen: F361 Iver Huitfeldt, F362 Peter Willemoes og F363 Niels Juel.
6 patruljefartøjer af Diana-klassen: P520 Diana, P521 Freja, P522 Havfruen, P523 Najaden, P524 Nymfen og P525 Rota.
1 miljøskib af Supply-klassen: A561 Gunnar Seidenfaden.
1 miljøskib af Seatruck-klassen: A563 Marie-Miljø.
1 miljøskib af Miljø-klassen: Y341 Miljø 103.
1 Marinehjemmeværnsfartøj af MHV 800-klassen: MHV 813 Baunen.

Arkivalier
Rigsarkivet, Den Skandinaviske Forsvarskommites Betænkning, Marinestaben (1948-1949) 0008+B06
Flådestation Korsør, Sylowsvej Korsør, A7033 https://arkiv.dk/vis/306600

Litteratur

Bogason, Peter, Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, Snorres Forlag 2016
Dannerfjord, P.M, Den danske flåde og krigsteoretikerne, i: Tidsskrift for søvæsen 1999
DIIS: Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, København: Dansk Institut for Internationale Studier 2005, bind 1.
Forsvarsministeriet, Plan for udflytningen fra Holmen, Forsvarsministeriet, 1989
Hansen, Peer Henrik, Langelandsfortet og overvågningen af Storebælt, i Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, red: Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen, Martin Jespersen, Kulturstyrelsen 2014
Hansen, Flemming, Luckow, Ulirk, Korsør og Flåden, Korsør Kommune 2005
Hansen, Per Henrik, Knytnæven mod Øst – Langelandsfortet, 2013
Hedegaard Hyttel, Nikolaj: Kampen om Storebælt – kold krig på Sjællands vestlige kyst, i: Chakten 2019/nr. 4 og 2020/nr. 1

Billeder

Billeder fra Flådestationen i Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=flådestation*&valgteregistreringstypegrupperids=2&valgtearkiverids=47&page=1

NIKOLAJ HEDEGAARD HYTTEL, 25-05-2020


Sørensen, S. P. L. (1869-1939) professor, kemiker

Indførte pH-begrebet i 1909. Han blev født på Kildegårdsvej mellem Havrebjerg og Øster Stillinge. Familien har i århundreder boet på egnen, og efterkommere af hans familie bor her stadig.

Sine første skolekundskaber fik Sørensen i Havrebjerg LandsbyskoleHan startede i skolens yngste klasse den 9. januar 1875. Ved en eksamen den 2. november samme år, var der 36 elever i klassen. Sørensen klarede sig rigtig pænt, og allerede den 1. november året efter blev han rykket op i ældsteklasse. I vinterhalvåret gik man i skole hver anden dag, i sommerhalvåret blot én dag om ugen. Fagrækken var beskeden: læsning, skrivning, regning samt religion.

Omkring 1878 flyttede familien til en gård ved Løve. Da landsbyskolens lærer ikke synes at kunne lære Sørensen mere, blev han sendt i Slagelse Realskole. Her begyndte han i 1879. I starten blev han mobbet af bydrengene for sit sjællandske bondesprog og for sin landlige påklædning; men da han med tiden blev nr. 1 i klassen og tilmed fik demonstreret, at han var stærkere end de værste af plageånderne, anerkendtes hans suverænitet af de andre drenge.

I 1882 kom Sørensen på Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt, hvor han tog studentereksamen i 1886. Ved studentereksamen var han den af klassens 6 matematikere, der fik den bedste eksamen. I naturlære opnåede han således de højeste karakterer: 2  ug’er.  I de matematiske discipliner klarede han sig også flot. Hans laveste karakter var i fransk, hvor han fik et mg÷  – nærmest svarende til et syvtal efter vore dages karakterskala. Han forlod da Sorø med et solidt fundament for at studere – først medicin og senere kemi ved Københavns Universitet.

Sørensen fik to gange Universitetets guldmedalje, blev mag.scient. og dr.phil. I 1901 blev han ansat på Carlsberg, og i 1909 skrev han en afhandling, i hvilken han indførte pH-begrebet. Hele otte gange blev han nomineret til en nobelpris.

Det har åbenbart ikke været almindelig kendt, hvad Sørensens forbogstaver stod for. I en nekrolog i Soraner-Bladet fra marts 1939 kan man læse, at han aldrig blev benævnt andet end S. P. L. Det nyttede ikke at kikke i Kraks Blå Bog, for her optrådte også kun forbogstaverne. Men på Carlsberg Laboratoriet må man have vidst det; thi engang gav medarbejderne her 3 forsøgshunde navnene Søren, Peter og Lauritz. I de bevarede protokoller fra Havrebjerg Landsbyskole og Slagelse Realskole bogstaveres hans fornavne dog lidt anderledes: Søren Peder Laurits.

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur:

– Børge Riis Larsen (red.,2000): pH – en dansk idé.

– Børge Riis Larsen: “S.P.L. Sørensen og pH-værdien” i: B. Riis Larsen m.fl. (red.): Aspekter af dansk kemi i det 20. og 21. århundrede. KemiForlaget (2011), s. 126-136

N.P. Dorphs maleri af S.P.L. Sørensen og medarbejdere malet i 1923.
 
Maleriet var en større del af udsmykningen til den gamle nationalbanks hovedsæde, der er fra 1922, og det symboliserer Videnskaben
. Ved nedrivningen af bygningen blev det i 1982 skænket til De forenede Bryggerier og hænger i dag på Carlsberg Forskningscenter i Valby. Sørensen bar aldrig kittel, hvilket ellers var blevet almindeligt for kemikere i starten af 1900-tallet for at beskytte tøjet.
På billedet ses fra højre cand.polyt. Margrethe Sørensen (1884-1954), S.P.L. Sørensens hustru og assistent, professor S.P.L. Sørensen med en opløsning af serumalbumin. Med ryggen til dr.phil. K. Linderstrøm-Lang (1896-1959), der senere afløste S.P.L. Sørensen som professor for den kemiske afdeling, og ved siden af ham kemiingeniør Gotfred Hougaard. I den modsatte side assistent Hans Jessen Hansen (1860-1934) og dr.phil. Carsten Olsen (1891-1974). Yderst til venstre ses en student fra Agricultural College, Kyoto University K. Kondo, som senere blev professor.
Signeret foto af S.P.L. Sørensen i færd med at udkrystallisere ægge-albumin, som han i 1917 var den første til at fremstille i ren form, og som dannede afsæt for hans mange studier over proteinets struktur. (Fra forfatterens billedsamling).

Søndermarkskolen (1973-)

Byskov Alle 41

Omkring 1970 begyndte en voldsom udbygning af den østlige del af Slagelse by. Den ene boligblok efter den anden skød i vejret. Presset på de eksisterende skoler blev stort. Derfor besluttede byrådet at opføre en ny skole i området. Den blev navngivet Søndermarkskolen, og efter megen diskussion blev det vedtaget, at den skulle bygget med teglsten. Det blev en skole i et plan med flere skolegårde, samt en nyanlagt sportsplads. De første elever begyndte på skolen i 1973.

I dag rummer skolen 550 elever fra 0. til 9. klasse. Søndermarkshallen ligger tæt op til skolen og sikrer et rigt sportsliv for eleverne.

Knud B.  Rasmussen, november 2017

Sønderup ny brugsforening

I landsbyerne Årslev, Sønderup og Gudum må der omkring 1905 have bredt sig en vis utilfredshed med den allerede eksisterende forbrugsforening Sønderup-Nordrup, som havde udsalgssteder i Nordrup og tæt ved Sønderup.

I maj 1905 blev gårdejer Lars Frandsen, Gudum, valgt til formand for den nystiftede forening Sønderup ny Brugsforening.

Midt i juni 1905 købte foreningen jord af boelsmand og tidligere friskolelærer Kristen Rasmussen, og påbegyndte et byggeri på matriklen 1c af Sønderup, lige ved vejkrydset Nykøbing Landevej og Sønderup-Årslevvejen.

Byggeriet blev overdraget tømrer Hans Nielsen fra Blæsinge. Fire måneder senere kunne bestyrelsen overtage den nye bygning og påbegynde foreningens egentlige formål, salg af varer til konkurrencedygtige priser. Helt fra starten fik butikken indlagt telefon, og man sikrede sig tilladelse til at sælge brændevin.

I de første år synes foreningen at være velfungerende under Lars Frandsens formandsvirke. Således udbetales der i de første år helt op til 13 % i dividende. Årsomsætningen passerede 100.000 kroner i 1927.

I jubilæumsåret 1930 blev der afholdt en stor medlemsfest på Casino i Slagelse. De medlemmer, der ikke kunne deltage, fik godskrevet 12 kroner på kontoen.

1937 anskaffede foreningen et komplet spisestel til 80 personer til udlejning blandt medlemmerne. Samme år gik Lars Frandsen af efter 32 år i formandsstolen. Han blev afløst af Hermod Hansen, Hammeldrupgården.

Thorvald Jensen havde indtil 1938 været uddeler, eller som det hed fra begyndelsen: udsælger, og ud af et ansøgerfelt på 73 blev Sven Raun Pedersen valgt til ny uddeler. Han var på posten resten af foreningens levetid.

Efter vareknapheden under besættelsen begyndte foreningen i 1949 at få vind i sejlene. Der blev investeret i en brugt lastbil til 6550 kroner. Den holdt dog kun fire år, indtil færdselspolitiet standsede den og konstaterede, at den ikke burde befinde sig på vejene. I efteråret 1953 besluttede man så at købe en ny Bedford lastbil og lade den gamle lastbil indgå i handelen.

Jubilæet i 1955 blev afholdt meget festligt med underholdning af kongelig skuespiller Elith Foss og dans til Richard Nielsens fire-mands orkester.

Foreningens formand Hermod Hansen døde i slutningen af 1955 og blev afløst af Sigurd Frandsen, Gudum.

I 1957 underholdt regimentsmusikken fra Vordingborg (5. regiments musikkorps) efter generalforsamlingen, hvor medlemmerne fik sig en svingom.

Åbningstiderne var i denne periode fastsat til 8.00-17.30 på hverdage, 8.00-13.00 om lørdagen.

I starten af 1960’erne påbegyndte bestyrelsen en stor vision om at gøre foreningen til en førende, lokal handelslokalitet. Først udvidedes med et større pakhus. Derefter drøftede man opførelsen af en kornsilo med tilhørende tørreri, og endelig investerede man i en ny lastbil og en varevogn. Omkring årsskiftet 1963-1964 var kornsilo og tørreri klar til drift, og i løbet af 1964 blev forretningsområdet ændret til tidens nye trend – selvbetjening. Samtidig indførtes kontant betaling. Der havde været en del dårlige betalere blandt medlemmerne tidligere. Desværre for foreningen fortsatte de dårlige betalere lige indtil brugsens lukning.

Der gik ganske få år, før det viste sig, at det store siloanlæg ikke var rentabelt. Bestyrelsen og skiftende generalforsamlinger kæmpede i de følgende år med at få solgt siloanlægget. Først i 1973 lykkedes det at få en handel i stand med firmaet Povl Bentsen, Ruds Vedby, der købte anlægget for en samlet pris på 1.187.500 kroner.

I disse år synes det klart for bestyrelsen, at de gode tider var afløst af meget vanskelige muligheder for at få en rentabel butik til at fungere. Benzinsalget voldte problemer, vareturene var for dyre, svindet var stigende (butikstyveri), lønningerne blev for høje i forhold til omsætningen, og konkurrencen fra Slagelses supermarkeder blev for hård.

Fra FDB i Vordingborg drøftedes åbent i disse år ”Brugstilpasning”. FDB foreslog, at de to brugsforeninger, Nordrup og Sønderup, skulle slå sig sammen. Ingen af bestyrelserne havde dog lyst til den løsning.

På generalforsamlingen i 1981 måtte den i 1977 valgte formand. Gunnar Villumsen, Gudum, konstatere, at der ikke var nogen hjælp at hente udefra. Efter lange diskussioner blandt medlemmerne stemte 64 medlemmer for lukning, bekræftet på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.13. juni 1981 lukkede Sønderup ny Brugsforening.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sønderup ny Brugsforening ved Nykøbing Landevej. Luftfoto fra 1938.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

Sønderup Friskole (1875 – 1946)

Årslevvej 19

Sønderup Friskole startede oprindeligt hos Hans Frandsen på Enggården i Gudum. Her fik Hans Frandsen hjemmeundervist sine børn tre dage om ugen af Niels Sørensen, der også havde undervisning i Tyvelse lige på den anden side af Gudum å.

Hans Frandsen var kommet til Gudum fra Årslev på Fn. Herfra kendte han til de grundvigsk-koldske skoletanker, som han foretrak fremfor den undervisning, der på det tidspunkt foregik i den lokale Gudum Skole.

I 1875 besluttede Hans Frandsen at opføre en skolebygning i Sønderup på den adresse, der i dag er kendt som Årslevvej 19. Pastor Rønne, der var præst i Sønderup, støttede den nye skole ved at leje sig ind for at holde foredrag.

Niels Sørensen blev ansat som lærer i de første år i den nye skole. I 1878 kom Kristen Rasmussen til som lærer. Han var krigsveteran fra 1864. Han blev på skolen frem til 1892. Han blev afløst af Marie Nielsen. Derefter fulgte Jensine Jensen, Karen Mortensen, Karen Nielsen, Astrid Mortensen, Maria Augusta Greve, Ragnhild Kjær, Johannes Westh og Kristine Madsen.

Kristine Madsen i klasselokalet, 1945

Elevtallet nåede aldrig over 20, men tanken om en friskole har levet videre på samme måde, som det har gjort sig gældende i nabosognet Nordrup, hvor Skaftelev Friskole lå i samme periode.

Sønderup Friskole måtte lukke i 1946. Elevtallet blev så lavt, at det ikke kunne lade sig gøre økonomisk at drive den videre.

Bygningen ligger der stadig, ligesom Årslevvej 17, som Kristen Rasmussen opførte som et lille boelsted, da han stoppede som lærer. Han døde i 1928.

Sønderup Friskole til venstre. Husmandsstedet til højre blev opført af Kristian Rasmussen. Foto fra 1938.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

Knud Bruun Rasmussen, november 2017, red. 11. marts 2020

Links
Andre billeder fra Sønderup Friskole, Slagelse Stads- og Lokalarkiv: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=S%C3%B8nderup+friskole&valgtearkiverids=9

Sønderup-Nordrup Forbrugsforening

Sønderup-Nordrup Forbrugsforening løste næringsbrev den 15. juli 1874.

Lokaliteten var matrikel 15b af Nordrup.

Året før havde en kreds af beboere i de to sogne stiftet en husholdningsforening med vedtagelsen af ”Lov for husholdnings-foreningen i Sønderup-Nordrup sogne”.

Denne husholdningsforening dannede baggrunden for den forbrugsforening, der begyndte sit virke med to udsalgssteder, det ene i landsbyen Nordrup på den ovennævnte matrikel, det andet udsalg blev placeret i landsbyen Hallelevs yderste, vestlige grænse mod Sønderup på matrikel 20.

Da Forbrugsforeningen således havde sin start i 1873-74 må det siges at være en af Danmarks ældste forbrugsforeninger, idet pastor Sonne stiftede den første forbrugsforening i Thisted i 1866.

I 1892 ændres foreningens navn til Sønderup-Nordrup Brugsforening.

De halvårlige generalforsamlinger blev afholdt på skift på Nordrup og Sønderup skoler. Senere blev Hallelev forsamlings-hus anvendt til møderne.

Varerne i de to udsalgssteder kom fortrinsvis fra købmænd og fabrikker i Slagelse. Eksempelvis Langes tobaksfabrik, rebslager Lerche, øl og brændevin fra Kierulff, samt boghandler Skaarup.

Transporten af varer blev varetaget af lokale folk, der efter tilbud overtog et års kørsel. Kørslen foregik til Slagelse, og senere også til Munke Bjergby station på den nu for længst nedlagte Sorø-Vedde bane.

Friskolelærer Søren Jensen, Skaftelev blev valgt til formand i 1893. Den post beholdt han i mange år helt frem til sin død i februar 1919.

Efterfølgeren på formandsstolen blev førstelærer Harald Larsen, Nordrup.

Han var formand helt frem til 1964, hvor han på grund af svigtende helbred måtte trække sig fra formandsstolen.

De skiftende bestyrelser arbejdede ivrigt med at optimere udsalgene. Udsalget i Hallelev blev dog opgivet omkring 1910, formentlig på grund af den nyoprettede Sønderup ny Brugsforening, der blev etableret ved Nykøbing Landevej i 1905.

Der ses dog ingen sure miner i protokollen over den nye brugsforening i Sønderup, selv om den ganske givet var en alvorlig konkurrent.

I 1919 ændredes navnet igen. Nu blev foreningen kaldt Nordrup Brugsforening.

Med Harald Larsen som drivkraft arrangerede bestyrelsen udflugter for medlemmerne, ligesom general-forsamlingerne blev krydret med festlige indslag. Jubilæumsfesterne blev virkelige fester, afholdt både for medlemmer og for ungdommen i området.

I 1941 sagde den hidtidige uddeler Lars Christensen sin stilling op. Ud af 80 ansøgere ansatte bestyrelsen derefter Hans Petterson, der kom fra Roskilde.

Tilfældigvis holdt bestyrelsen møde om aftenen den 4. maj 1945. Under mødet kom frihedsbudskabet, hvilket fik referenten Harald Larsen til at notere i protokollen: ”Glæden over befrielsen er stor. Også for brugsforeningen håber vi, der vil oprinde en god tid”.

1960 skete der skelsættende ting. Et helt nyindrettet butikslokale blev indviet i august, og på generalforsamlingen blev den første kvinde indvalgt i bestyrelsen. Det blev fru Karen Margrethe Larsen, Hallelevgården.

I slutningen af 1960’erne begyndte de første alarmklokker at ringe. Konkurrencen fra Slagelse og den stigende velstand gjorde, at trofaste kunder efterhånden foretrak at handle i de mange, nye butikker i byen.

Bestyrelsen og uddeleren gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at holde på kunderne, men forgæves.

100-års jubilæet i maj 1973 blev en velfortjent, storslået fest, afholdt i Hallelev forsamlingshus, men herefter gik det hastigt ned ad bakke med indtjeningen.

Hans Petterson stoppede som uddeler i 1977 af helbredsmæssige grunde.

En ny, ung uddeler, Vagn Eriksen, blev ansat, men heller ikke han var i stand til at dæmme op for den udvikling, der endte med at foreningen måtte lukke i efteråret 1980 ligesom mange andre, små brugsforeninger på landet i disse år.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sønderup-Nordrup fattigvæsen 1845

Efter forordningen fra 1841 blev hvert sogn styret af et sogneforstanderskab.

Præsten var født medlem, og de øvrige medlemmer fra det enkelte sogn blev valgt af og blandt sognets mænd, der var over 25 år, ustraffede og i besiddelse af en passende formue (gård med mere end en tønde hartkorn).

Valget foregik åbent, idet hver valgberettigede mundtligt tilkendegav, hvilken person man stemte på. I tilfælde af stemmelighed blev der trukket lod.

I Sønderup–Nordrup hed præsten på det tidspunkt Adam Anton Frederik Schrøder (71 år).

Formanden for sogneforstanderskabet var gårdmand H. Nielsen fra Sønderup. De øvrige fire medlemmer var gårdmand Ole Hansen, Årslev, gårdmand Ole Madsen, Skaftelev, gårdmand Niels Rasmussen, Skaftelev og gårdmand Peder Pedersen, Nordrup.

Sogneforstanderskabet havde fattigvæsenet som ansvarsområde.

Der blev udarbejdet et budget (forslag) til, hvor meget hver enkelt husstand skulle betale til fattigvæsenet.

Sognenes fattige blev delt op i tre klasser:

Første klasse var alle de gamle og syge, eller på helbred, førlighed, sanser og forstand således svækkede, at de aldeles intet, eller kun såre lidt kunne tjene til livets første fornødenheder (som beskrevet i forordningen om fattigvæsenet fra 1803). Der var i alt fem fattiglemmer i denne klasse.

Anden klasse var beregnet for ”udsatte børn”. I alt tre børn.

Tredje klasse rummede familier og enkeltpersoner, der er forskellige årsager ikke var i stand til at tjene til den mest nødtørftige underholdning (indtægt). I alt otte personer.

Der fandtes intet fattighus i de to sogne. Fattiglemmerne var indkvarteret hos de lokale beboere, først og fremmest hos husmændene. Kun en enkelt gårdmand havde et fattiglem boende.

Hvert fattiglem (eller værten) modtog byg, brød, flæsk, tørv og et ringe beløb (5–10 rigsdaler) fra de gårdmænd og husmænd, der var noteret i oversigten for ydelser til fattigvæsenet.

Sorø Amt modtog det endelige regnskab til revision. Regnskabet blev returneret i sommeren 1848 med enkelte kommentarer.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Kilder: Folketællingen 1845 og Fattigregnskabet for Sønderup- Nordrup 1845.

Sønderup Friskole

Sønderup Friskole havde sin oprindelse hos Hans Frandsen på Enggården i Gudum, hvor han lod sine børn hjemmeundervise af Niels Sørensen, der kom fra Tyvelse, hvor han også havde undervisning.
Hans Frandsen var kommet til Gudum fra Årslev på Fyn. Her var det de grundtvigske skoletanker, der overbevisende blev udført af Christen Kold. Det var disse skoleideer, som Frandsen tog med sig fra Fyn.
I 1875 blev der oprettet en egentlig skole i Årslev tæt ved landevejen til Slagelse. Det var først og fremmest Hans Frandsen og pastor Rønne i Sønderup, der stod bag friskolen. Niels Sørensen var lærer i de første år. I 1878 kom Kristian Rasmussen til som lærer, hvorefter der blev opført en egentlig skolebygning, som stadig findes på Årslevvej 17.
Kristian Rasmussen fortsatte som lærer frem til 1892, hvor han blev afløst af Marie Nielsen. Derefter kom der en lang stribe af lærerinder frem til skolens lukning i 1946.
På Sønderup Kirkegård findes stadig friskolelærer Kristian Rasmussens gravsted.
Elevtallet nåede op på omkring 20 i alle årene. Eleverne kom fra de nærmeste landsbyer.
Tilgangen til skolen ebbede ud under 2. Verdenskrig. Økonomien kunne ikke længere bære en fortsat drift, så bestyrelsen måtte ved årsskiftet 1945-46 tage den tunge beslutning at lukke skolen.
De tilbageværende elever søgte derefter de lokale kommuneskoler, først og fremmest Sønderup Skole.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Litt.henv.: Knud Bruun Rasmussen (1981): Skoleliv mellem to åer.

Sønderup

Landsbyen Sønderup ligger i den nordligste del af Slagelse Kommune tæt ved Tudeå.
Sønderup omtales første gang i begyndelsen af 1100-tallet som Synderthorp. Navnet kan tydes som den søndre rydning. Sammenholdt med landsbyen Hallelev må det betyde, at Sønderup blev oprettet mod syd i forhold til Hallelev, ligesom Nordrup blev oprettet næsten samtidig nord for Hallelev. Der har været tale om en voldsom forøgelse af befolkningen på dette tidspunkt ved afslutningen af vikingetiden.
Landsbyen var ret lille med bare seks gårde og ganske få huse. Det traditionelle gadekær findes stadig som en markering af den gamle landsbys beliggenhed. Sønderup blev udstykket i 1792. Præstens lod, matrikel nummer 1, blev senere udstykket til mindre husmandsbrug. To gårde blev flyttet ud på marken til vejen, der i dag hedder Gudumvej.
I 1722 blev der opført en af Frederik V´s kongeskoler mellem selve landsbyen og præstegården. Skolebygningen var i funktion som skole helt frem til 1955, hvor den blev nedlagt og solgt.
I kanten af præstegårdshaven blev landsbyens brandsprøjtehus opført. Det blev overflødigt med de moderne brandsprøjter og derfor nedrevet efter at have fungeret som depot for vejvæsenet.
Ved krydset Nykøbingvej-Sønderupvej opstod omkring 1900 en lille bebyggelse, hvor blandt andet brugsforeningen og den lokale telefoncentral ”Sønderup” befandt sig. Et af husene bar navnet Rønnesholm. Den langt senere udbygning i området med omkring 40 parcelhuse nord for Sønderupvej fik derfra vejbetegnelsen Rønnesholm.
Sønderup hed indtil 1993 Sønderupnørre for at adskille den fra Sønderupsønder ved Skælskør.
De to kirkelandsbyer, Ørslev og Sønderup, lå i 1800-tallet ofte i bitter kirkestrid. Sønderup var grundtvigiansk og Ørslev var indremissionsk.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sønderuppræstegård med kirken i baggrunden. Luftfoto fra 1949.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften