Den 18. oktober 1852 fik Skælskør sin første boglade. Det var Rejer Gjellebøl, der startede forretningen.
Gjellebøls slægt stammede fra Norge. Rejer Gjellebøls oldefar hed Birger Reyersen og var odelsbonde. Han ejede gården ”Gjellebøl” i Holand Præstegæld, Akershus Stift, 6 mil fra Kristiania. Han var som odelsbonde noget, vi vil kalde adelig. Et signet med slægtens våben opbevares endnu i slægten. Det skønnes, at slægten har taget navn efter gården, som stadig bærer navnet: ”Gjellebøl”.
Birger Reyersens søn, Reyer, som blev præst i Stavanger og senere domprovst samme sted, er den første i slægten, der har taget navnet Gjellebøl. Han døde i begyndelsen af det 19. århundrede.
Han efterlod sig en søn, der hed David Gjellebøl. Han blev født i Stavanger 1786 og blev teologisk kandidat 1809. 1835 blev han præst i Stenløse og døde den 4. september 1870.
David Gjellebøl havde 4 sønner og en datter.
Den ældste af sønnerne hed Jacobus Elisius Gjellebøl og var præst i Præstø, hvor han var meget afholdt af sin menighed og bl.a. kendt for sin bog: ” Spildte Guds ord på Balle-Lars.”
Den anden af brødrene var Rejer Gjellebøl, som blev født den 19. august 1821 og døde den 28. januar 1885. Han var gift med Julie Nyboe.Han blev student 1840, tog året efter Filosofikum, og begyndte derpå at læse teologi, for som præst at fortsætte slægtens traditioner. Dette måtte han opgive på grund af en øjensvaghed. Han levede en del år som huslærer, indtil han 1852 nedsatte sig i Skælskør
Her oprettede han en privat skole, hvor bl.a. tidligere indenrigsminister Enevold Sørensen en tid gik i skole. Den havde til huse Algade 47
Dette var imidlertid ikke nok for den energiske unge mand, og da Skælskør ingen boglade havde, ansøgte han om og fik bevilling til at drive boghandel. Den åbnede den 18.oktober 1852 i T.A. Medings ejendom, Algade 47. I 1860erne flyttede den til Conrad Frandsens ejendom.Det var i forretningen til højre i Hotel Skælskør.Senere blev der uldhandlerforretning. I 1870erne flyttede den til vognmand Mads Hansens ejendom.En tid var der boghandel i Algade 35 (Carlsens gård) og Algade 19.I 1882 opslog den sin bolig, hvor købmand Svendsen senere holdt til, for endelig i 1890 at flytte til ejendommen Algade 27, der blev bygget af købmand Elgstrøm og derefter ejes af bogladens indehaver, Rejer Gjellebøls eneste søn, boghandler Jacob Vilhelm Gjellebøl.
Jacob Vilhelm Gjellebøl overtog forretningen den 15.april 1886, og forretningens navn blev ændret til J. Gjellebøl.Han var gift med købmand Elgstrøms datter, Andrea (9.8.1864-6.12.1944), og der er en mindeplade for ægteparret i kirkemuren.
Han udvidede forretningen, så den foruden boghandel omfattede musik- kunst- og galanterihandel samt en stor èngros papirhandel. Endvidere var der til forretningen knyttet et meget omfangsrigt og godt lejebibliotek.
Den 1.januar 1908 solgte Jacob Gjellebøl forretningen til boghandler Hemming Ibsen.Jacob Gjellebøl fortsatte som medindehaver af konvolutfabrikken ”Danmark” i København.
I 1926 oprettede J. Gjellebøl og hans hustru, Andrea et legat. Legatet kan søges af unge mænd indenfor håndværk og handel til videreuddannelse, men kun såfremt deres far er eller ved deres død var borger i Skælskør.
Boghandler Hemming Ibsen drev forretningen i 26 år, for derefter at afhænde den i 1934 til boghandler Marius Corfitzen, som havde den til 1. september 1947, hvor boghandler Henning Gudme-Knudsen overtog forretningen.
Henning Gudme-Knudsen var boghandlersøn fra Marstal, med læretid i Fåborg. Derefter Odense, Kalundborg og Maribo. Han drev forretningen sammen med sin kone, Grete, og mange elever kan se tilbage på en god læretid i forretningen. Omsætningen den første dag i september 1947 var kr. 143,00. Ikke så dårligt dengang!
Henning Gudme-Knudsen var i mange år også byens turistchef med turistbureau i forretningen. Utallige er de tillidshverv, den velanskrevne boghandler gennem årene har påtaget sig. Bl. a. har han i flere perioder været medlem af Skælskør Byråd, ligesom Hjemmeværnet, Handelsstandsforeningen, Børnefugleskydningen, Konservativ Vælgerforening og Sct. Georgs Gildet (hvis første mester han var). Alle har nydt godt af boghandlerens indsats.
Midt i 1970erne, kort før forretningens 125-års jubilæum, blev forretningen moderniseret og fik den grønne flisefacade, som den har i dag. (se foto til højre) Man har fulgt med tiden! – men allerkønnest var forretningen omkring år 1900, da man endnu kunne se de flotte fire buer omkring vinduer, port og dør (se foto øverst på siden).
Henning Gudme-Knudsen drev boghandel i Algade nr. 27 i 48 år, og han ville gerne have holdt 50 års jubilæum, men helbredet var ikke helt, hvad det havde været.
Derfor blev det til 143 år med Gjellebøls Boghandel i Skælskør.
Forretningen blev solgt til boghandler Th. Helweg, som fortsatte i større lokaler på den anden side af vejen i nr. 20, under navner Helweg Boghandel .
Denne forretning er blevet handlet et par gange, men der handles stadig med bøger, papir, gaver og legetøj.
Det gamle hus, Algade nr. 27 er med rammefabrik i baghuset, galleri og smykker m.m. i butikken og ejes af Kim Nielsen. Kim er søn af byens ortopædiske skomager Jens Nielsen.
Henning og Grete Gudme-Knudsen flyttede til en andelsbolig i Skytteengen, hvor de nød deres otium. Grete var ikke helt rask, men de fik da lov at holde guldbryllup og boghandlerens 90 års fødselsdag. Grete Gudme-Knudsen døde i efteråret 2002. medens Henning Gudme-Knudsen døde mæt af dage den 16.december 2002. Begge ligger på de ukendtes gravplads på Skælskør kirkegård!
Ejere:
18.oktober 1852 Rejer Gjellebøl
15. april 1886 Jacob Vilhelm Gjellebøl
1. januar 1908 Hemming Ibsen
1934 Marius Corfitzen
1.september 1947 Henning Gudme-Knudsen
19.august 1995 (sælger til Th. Helweg, som flytter boghandlen til nr. 20)
1852-1995 hed forretningen: Gjellebøls Boghandel
HANNE BECHMANN PETERSEN. 1.1. 2014