Navnet betyder den glitrende eller lysende ø. Øen har været beboet siden oldtiden, hvilket kan ses af enkelte gravhøje og flintværksteder/køkkenmøddinger som er fundet ved gravning af drængrøfter og lignende.
Øen nævnes første gang i Valdemar Sejrs Jordebog, hvor det står nævnt, at han ejer et stenhus på Glænø, og formodentlig også ejer øen. Stenhuset har ligget sammen med den daværende landsby på Gadebanken. Fra det sted er der fri udsigt over Smålandshavet, som på den tid blev besejlet af Venderne. Området var en vigtig strategisk brik i i kampen mod de Vendiske horder, som hærgede ret voldsomt i kystegnene.
I fjorden bag Østerfed ved Hvirvilshavn (Bisserup) samledes ledingsflåden, så den var klar, når angrebene kom. Lidt nord for Bisserup ved Pølsekrogen lå forgængeren til det nuværende Holsteinborg, Bråde, hvor kongens høvedsmand boede.
Der kunne også hurtigt ”telegraferes” fra Glænø, idet der på den nærliggende Bavnebanke ved kongens stenhus kunne tændes bål, som kunne ses på Slotsbjergby Banke, og derfra kunne Bavnen sendes videre, så der på få timer kunne gå besked over det meste af Sjælland.
Øen vedblev at være Krongods i nogle hundrede år. Da Københavns Universitet blev oprettet i 1479, blev en del af øen udlagt til en gård, som skulle tilhøre universitetet og betale afgift dertil, som skulle være med til at dække driftsomkostningerne. Der lå en masse gårde rundt omkring på Sjælland af den slags. Universitetsgården er Toftegården, som i sin nuværende skikkelse ligger lidt syd for den oprindelige.
På det tidspunkt (1479) lå landsbyen i den vestlige ende af øen i området ved Fedvej. Huset, som ligger hvor Fedvej starter, har bygningsdele, der hidrører fra et stuehus, der blev tilbage ved udskiftningen. Man kan forestille sig at det har været lidt mærkeligt at være den eneste beboelse på den østligste ende af øen. Men det var en stor gård, så der har jo været mange folk. Resten af øen ejedes på det tidspunkt af Basnæs. Senere overgik ejerskabet til Holsteinborg. I løbet af det 20. århundrede blev folk selvejere.
Øen ligger så smukt mellem fjord og hav med skov og levende hegn. Indtil 1881 var fjorden også en væsentlig del af ølivet, da man skulle køre, ride eller sejle for at komme til fastlandet. Det kan jo se meget romantisk ud på en sommerdag, men det var ikke lige så sjovt i efterår og vinter i al slags vejr at skulle over vandet, ofte kunne det slet ikke lade sig gøre. Det blev noget lettere at være øbo, efter at dæmningen blev bygget.
I 2008 er øen beboet af ca. 60 fastboende, hvoraf kun enkelte lever af landbrug, de fleste arbejder uden for øen. Knap halvdelen af de oprindelige beboelser er blevet til sommerhuse.
Der er kun bygget 1 sommerhus på hele øen.
INGRID JØRGENSEN 1.1. 2014