Fra høst til jul skulle der brygges og bages, slagtes får, gæs og svin. Og med svineslagtningen fulgte der mangt et godt pølsegilde, hvor der rigtig blev taget for sig af den gode slagtemad.

Når de indbudte kom, fik de blodpølse, og den skulle være god, for som de gamle sagde: ”Rosiner og fedt for hvert et snit, ellers er pølsen skidt.” Derefter kom der hvidpølse ind, den var lavet af risengrød, hvori der var kommet fedt, rosiner, sukker og krydderier. Den blev altid stoppet i grisens endetarm og kogt sammen med sortepølsen.

Siden vankede der thevandsknægte til madfolkene, og fruentimmerne fik sød snaps. Og førend de fremmede gik, fik de kvældsnadver, det var ribbenssteg og medister med sovs og kartofler. SÅ kunne de gå mætte hjem, mens husmoderen segnefærdig af træthed gik endnu en runde gennem køkken, bryggers og kælder for at se efter, at ingenting var blevet glemt, og for at se, om fedtet var blevet ordentlig hvidt og fast, så hendes husmoderære ikke blev gået for nær.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014

Kilde: Dagny Nielsen, Glænø, 1971.