Helledegrøften i Skælskør

I 1982 udførte Landcentralen gravearbejdet i forbindelse anlæggelse af ny kloak på Lovsøvej.

Her stødte man på arkæologiske fund, hvad senere viste sig at være Helledegrøften. En grøft, der strakte sig fra fjorden til noret i en længde på ca. 500 meter. De arkæologiske undersøgelser viste, at der højst sandsynligt er tale om et porttårn fra midten af 1200-tallet.

Omkring år 1250 pantsatte Kong Abel Skælskør til den tyske ridder Henrik af Æmeltorp.

Ridderen Henrik af Æmeltorp følte sig truet af angreb fra vest og anlagde derfor Helledegrøften som forsvarsværk i 1250. Helledegrøften strakte sig fra fjorden til noret i en længde på ca. 500 meter.

Kong Abel dør i 1252, og bliver efterfulgt af hans bror Kong Christoffer den 1. Kong Christoffer forsøger at jage den tyske ridder Henrik ud af Skælskør. Angrebet mislykkedes, og den danske konge blev drevet på flugt. I 1253 angriber Kong Christoffer Skælskør igen, og denne gang lykkedes det kongen at slå den tyske ridder. Ridderen blev drevet på flugt og nåede at flygte fra Skælskør ad vandvejen.

I 2020 kan de sidste rester af Helledegrøften ses i haven ved Kobækvej 5, Skælskør.

08-09-2020 Jens Nielsen

Litteratur:

Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1977: Helledegrøften
Udklip/Småtryk Skælskør Lokalarkiv: Helledegrøften
Jul i Skælskør 2016: Landcentralen

Dobbeltmordet i Sdr. Bjerge

Sdr. Bjerge er en gammel stationsby på banestrækningen Dalmose Skælskør. Banen blev oprettet i 1892. Der kørte tog med både passagerer og gods frem til ca. 1950. Da passagertrafikken blev nedlagt, fortsatte godsbanen frem til omkring 1975. Der var også posthus på stationen i Sdr. Bjerge. Byen blev med jernbanen udbygget også med hotel, som lå tæt ved stationen. Der var på den tid en del liv i byen med flere forretninger. Købmand, brugsforening, fælles vandværk og bank var der også. Flere små næringsdrivende prægede også byen, der var smed, skomager, barber som var en ret stor forretning. Kirke er der naturligvis også i Sdr. Bjerge, og det fortælles, at der skulle have ligget et nonnekloster i byen.

Nogle år før var der en væver, som fik en grufuld skæbne. Rasmus Pedersen giftede sig med den 25 år ældre væverenke, Ane Pedersdatter. De ernærede sig som vævere, og Rasmus fik stilling som klokker ved kirken. De havde ingen børn og var anset for at være ret velhavende.
Det fik gårdmand Peder Jørgensen til at overveje at spørge, om han kunne låne lidt penge af dem. Han var nemlig i en slem økonomisk situation. Da Peder Jørgensen en morgen gik hen mod væverens hus, kunne han se, at der ikke var røg fra skorstenen. Det undrede ham, men han gik alligevel derhen, folkene var nok stået op på det tidspunkt.
Peder Jørgensen bankede på døren, men der var ikke nogen, som svarede. Peder Jørgensen åbnede døren, og der mødte ham et rædsomt syn: der på gulvet lå Rasmus Væver, med hovedet smadret med en økse. Peder Jørgensen fik hurtigt fat i naboen og sognefogden og gik hen til væveren. Inde i huset fandt de også Ane, som havde lidt samme skæbne.
Rygtet løb hurtigt, hvem kunne det være, der havde myrdet væverparret.
Ret hurtigt blev øjnene rettet mod Peder Jørgensen, alle vidste jo han var i pengenød. Så en dag blev Peder hentet til forhør hos Birkedommeren i Rude. Peder Jørgensen var ellers kendt som en stille og retskaffen mand, men hans økonomiske sorger, og den omstændighed, at man havde fundet blodstænk på hans træsko, gjorde, at han blev sat i fængsel.
Efter fem måneder var der en fange i Slagelse arrest, husmand og kludekræmmer Niels Enevoldsen, som pludselig tilstod, at det var ham der havde begået mordene i Sdr. Bjerge. Peder Jørgensen kunne så tage hjem til Sdr. Bjerge som en fri mand, og Enevoldsen blev dømt til halshugning. Halshugningen foregik på Bjergby Banke den 16. maj 1838.
Desværre gik det ikke så godt for Peder Jørgensen, han havde haft en hård tid i fængslet, hvor han var blevet behandlet meget strengt. Peder Jørgensen døde få måneder efter sin løsladelse.

Ellers må man sige, Sdr. Bjerge er en stille og rolig landsby, hvor det er gået som så mange andre steder, forretningslivet og håndværket er stort set væk, kun kirken ligger der midt i byen og knejser, omgivet af huse og gårde.

AAGE JUSTESEN, 01-01-2014

Lilleø-Møllen

I forbindelse med inddæmningen af arealet mellem Halsskov og de tre øer, Egø, Magleø og Lilleø, blev der bygget en lille hollandsk mølle ved diget mellem Lilleø og Egø. Dens opgave var at pumpe vandet fra området ud i Noret.  

Møllen var i 1926 ejet af godsejer Madelung fra Tårnborg – og passet af tømrer Evald Oscar Jacobsen.

Ved 12-tiden d. 26. april standsede han møllen og gik hjem til middag. Da han kom tilbage ved halv to tiden, kunne han ikke få møllen i gang og gik derfor op i hatten, som han fandt omspændt af flammer – sandsynligvis havde en ophedet aksel antændt træværket. Møllen stod snart i lys lue og i den kraftige østenvind antændtes to af de tre nabohuse, der blev ildens bytte trods brandvæsenets indsats.

OVE JENSEN. 2014

Kilde: Korsør Avis 26. april 1926

Dyrskuer i Slagelse

Indtil 1970 blev der hvert år i juni afholdt dyrskue på boldbanerne overfor Anlægget.

Dyrskuerne var en stor begivenhed som samlede både voksne og børn fra byen og oplandet.

Interessen for at opleve de mange dyr var stor, især for de voksne fra landet, som med kenderminde vurdere de udstillede pragteksemplarer fra gårdene i Østsjælland. Børnen flokkedes om de mindre dyr, som man kunne klappe: Kaniner, grise, ponyer og heste.

I takt med landbrugenes mekanisering blev der også udstillet traktorer og andre store landbrugsmaskiner.

Til dyrskuerne hørte også kåringen af de bedste dyr og et omrejsende tivoli begejstrede især børnene.

Fokus skiftede imidlertid til de store landsdelsdyrskuer i fx Roskilde og Herning og de små dyrskuer i provinsen hører til fortiden.

Poul Hansen, 24-10-2018

Allieret flyvergrav på Magleby Kirkegård

På Skælskør Egnshistoriske Arkiv er en bog, som er afleveret af Johs. Lyshjelm (jour. nr. 1974/12). Bogen omtaler episoden, hvor en allieret flyver bliver fundet død i vandet ved Mindeshoved på Stigsnæs, og der rejses et minde for ham på Magleby Kirkegård.

I bogen står:
Flyvergravens historie.
Den 11. september 1944 opdager et par mænd fra Stigsnæs, at der lå noget og flød i vandet i Agersøsund ud for Mindeshoved. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en fremmed soldat, og der blev sendt bud til politiet, som foretog en nærmere undersøgelse. Bl.a. blev soldatens nummer og kendingstegn klippet af, men under den almindelige forvirring ved politiets afvæbning den 19. september blev disse tegn væk, så at man ikke senere kunne konstatere, hvem den døde soldat var. Dog ved man, at det var en australier, der havde været engelsk flyver (Royal Airforce).

Efter forhandling med tyskerne blev den fundne soldat begravet i stilhed på Magleby Kirkegård, kun indsvøbt i sække, men kort efter begravelsen var graven dækket af blomster, og i tiden indtil befrielsen var der altid nogen, der huskede den forulykkede flyver med friske blomster.

Så kom den 5. maj 1945, og kort efter iværksatte pastor Damm, Magleby, en indsamling for at få rejst en sten på Royalairforcemandens grav. Tanken slog godt an, og indsamlingen indbragte kr. 1180. Indsamlingskomiteen bestod af følgende: pastor Erik Damm, fru Hørup-Jørgensen, sognerådsformand Johs. Meidahl, P. A. Petersen, og lærer M. A. Ebbesen.

Komiteen gik derefter i gang med at finde en passende sten. En sådan blev fundet på stranden neden for Klintegården i Gedehaven, ikke så langt fra det sted, hvor liget af flyversoldaten blev fundet.

Tilhugningen og tilslibningen af stenen blev overdraget stenhugger Brinkløv, Slagelse, som også arrangerede opstilling og anbringelse af kæde om graven.

Afsløringen af stenen fandt sted søndag den 1. juli 1945 efter den ordinære eftermiddagsgudstjeneste. Til gudstjenesten var kirken fyldt, og da stenen skulle afsløres, var endnu flere kommet til.

Forinden ankom byleder inspektør P. Kragh, der under krigen sad i koncentrationslejr, sammen med 3 engelske soldater.

Pastor Damm talte først på engelsk til de tre soldater og gjorde rede for, at man havde fundet den forulykkede flyver under krigen og nu ville rejse ham en sten for hans indsats for Danmarks befrielse. Derefter talte pastor Damm på dansk og mindede om, at den forulykkedes pårørende ikke kunne være til stede, da man ikke kendte dem; men også dem ville man tænke på, og i fremtiden ville der nok være mennesker, der ville værne om denne grav. Vi ved ikke engang, om han kendte vort land; men han gav sit liv for det også. Derefter blev det flag, der dækkede stenen fjernet, og på den smukt polerede flade læste man følgende indskrift:

Allieret Flyversoldat
R. A. F.
ilanddrevet ved Stigsnæs, 11 Septbr. 1944

Ukendt blev du fundet
ved vor lave strand;
men dit blod er rundet
for vort fædreland.

Rejst af Magleby Sogns Beboere.

Indskriften er forfattet af pastor Damm, der til slut bad Fadervor på engelsk og dansk. Sognerådsformand Johs. Meidahl nedlagde en krans på kommunens vegne, og adskillige andre mødte med royalairforcefarvede kranse og buketter. Efter højtideligheden samledes komiteen i præstegården med de engelske soldater og byleder Kragh.

Graven er senere undersøgt af de engelske myndigheder, og ved den lejlighed blev liget lagt i kiste. Foruden mindestenen har englænderne senere opsat et stenkors.

For at give omgivelserne ved stenen et smukkere præg lod Magleby sogneråd hjørnet ved det gamle fattighus beplante med stedsegrønne træer.

De allierede Flyvergrave.

I mørke nætter og lyse dage,
i vinterkulde og solens brand,
vi hørte hære i luften drage
på flyvetogter mod fjendens land.

Som mørke prikker på himmelbuen
gled stålets fugle på krigerfærd.
Vort øje fulgte i stum beskuen
og frihedstimen kom mere nær.

Når luftværnsskytset man mod dem vendte,
mens søgelys gennem natten gled,
vi ønsked blot, det ej kunne hente
de stolte fugle til jorden ned.

En så vi styrte med stækket vinge.
På jorden lå kun forvredne hjul.
Men luftpiloten? Vi så ham springe,
og danske drenge ham gav et skjul.

Dog skylled ind fra de danske have
så mange flyver, der døden fandt,
og Danmarks kvinder til deres grave
i smug blå-rød-hvide kranse bandt.

Om deres minde vi end vil værne.
De faldt som helte, og vi blev fri.
De voldsmandsåget var med at fjerne
med al dets skændsel og tyranni.

De skal ej ligge forladte, ene,
fordi de faldt under våbengny;
men mæles skal det af bautastene;
”De frihedsfaklen har tændt på ny.”

M. A. Ebbesen.

I maj måned 1972 bliver der taget initiativ til at vedligeholdelsen af graven på Magleby Kirkegård, overgår fra komiteen til menigsrådet for Magleby kirke, da der kun var to personer i live som var med i komiteen der oprettede mindestenen i 1945.

Johs. Lyshjelm skriver i bogen, hvori der er regnskab for alle årene frem til 1973:
Fra englændergraven blev anlagt og til 1970 (25 år) var det en fast tradition, at eleverne i Magleby skole og læreren ved samme den 5. maj samledes ved mindesten for befrielsen (opsat ved skolen) og senere i slutningen af skoledagen var samlet på kirkegården. Mange elever havde blomster med hjemmefra, og der blev ligeledes lagt en krans i rød/blå/hvide farver. Normalt var sognepræsten også til stede og fortalte kort om begivenheden omkring begravelsen. Også digtet af førstelærer Ebbesen (se tidligere) blev læst i tiden fra 1962 og frem. Nævnes skal det også, at alle, der gennem årene har været ansat som ringer og graver ved kirken, altid har omfattet graven med megen forståelse. Således kan det nævnes, at man altid efter bryllup, hvor kirken var pyntet, har lagt blomster på graven.
J. Lyshjelm (Sign.)

Sammenfattet af Aage Justesen og Kurt Ibsen. 2014

Gravminde for allieret flyversoldat på Magleby Kirkegård.
Mindesten opsat af de engelske myndigheder.
Mindesten ved Magleby Skole

Kvægpesten i 1700-tallet

I 1745 til 1752 og igen fra 1764 til 1767 hærgede kvægpesten i Danmark. Vi ved i dag, at kvægpest skyldes en såkaldt morbili-virus, der er uhyre smitsom, men dengang havde man ingen anelse om effektive bekæmpelsesmidler. Virkningerne af de to kvægpestangreb var voldsomme. Salmonsens leksikon anfører således, at der i den første runde døde 2.000.000 stykker kvæg ud over hele landet. Kvægpesten menes indført til landet gennem krigshæres medfølgende kvæg.

Lokalt blev der i foråret 1746 lavet en oversigt over ”bortdøde” kreaturer i vinterhalvåret 1745-1746 i Antvorskov rytterdistrikts nordre del. I Hallelev var der ni gårde med i alt 77 heste, 11 kvier, 28 køer, 24 ungkvæg og 43 får. I oversigten opgøres tabet til 8 heste, 1 kvie, 4 køer, 5 ungkvæg og 26 får. I Bildsø var der på dette tidspunkt 15 gårde med i alt 131 heste, 23 kvier, 59 køer, 46 ungkvæg, 25 kalve og 180 får. Vinterens tab blev opgjort til 21 heste, 2 kvier, 8 køer, 9 ungkvæg, 3 kalve og 28 får. Disse opgørelser mere end antyder det voldsomme tab, som disse landsbyer var udsat for, idet kvægpesten fortsatte de følgende år.

Da kvægpesten dukkede op igen i 1765 i Øster Stillinge efter en del års pause, anmodede amtmand Løvenørn om militær assistance fra den lokale kommandant oberst baron von Weitersheim. Ved hjælp af udstationerede soldater skulle landsbyen isoleres totalt fra omverdenen i et forsøg på at hindre smittespredning. Isolationen skulle gælde både mennesker og dyr. 

I forbindelse med kvægpestens rasen udvirkede den reformivrige Struensee, at der blev sendt studerende til veterinærskolen i Lyon i Frankrig. Tre år senere vendte disse studerende tilbage med ny viden om bekæmpelse af kvægpest. En af de studerende, P.C. Abildgård, blev 1773 forstander på den nyoprettede Veterinærskole på Christianshavn.  

Abildgård fik gennemført, at smittet kvæg blev slået ned og begravet på stedet hurtigst muligt, ligesom transport af kvæg og huder fra smittede områder blev forhindret. Abildgård var nemlig blevet klar over, at kvægpesten blev overført ved direkte smitte, hvorfor der også blev lagt stor vægt på isolering af smittede landsbyers kvægbesætninger. Amtmand Løvenørns initiativ fra Øster Stillinge var således et rigtigt initiativ. Siden 1814 har Danmark været fri for kvægpest.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Guldskatten i Slagelse

I 1883 var købmand Peter Thomsen gået i gang med bygningen af en ejendom på hjørnet af Fisketorvet og Skovsøgade. To arbejdsmænd havde hakket og gravet sig igennem et murstensdækket gulv, da de pludselig stødte på skinnende sølv- og guldmønter.

Allerede samme dag blev nyheden bragt i den lokale avis: ”I Eftermiddag er der i Kjælderen under Gaarden paa Hjørnet af Skovsøgade og Gammeltorv, der for tiden er under ombygning, ved Gravning gjort et betydeligt Møntfund. Der er Ifølge Gaardens Eiers Hr. Kjøbmand Peter Thomsens meddelelse til os funden ca. 450 Stk. Guld og Sølvmønter, samt Brudstykker af
Smykker eller lign., 8 Guldringe og 27 Stkr. Perler eller lign. – Fundet gjordes under et Murstensgulv i en gammel Kjælder.”.

Købmand Thomsen lod i de følgende dage skatten udstille i glas til beskuelse i købmandsforretningen på Fisketorvet, inden han personligt indleverede skatten til Nationalmuseet

Guldskatten fra Slagelse er den største middelalderlige skat, der er fundet i Danmark.

Den bestod af 186 guldmønter, 269 sølvmønter, 1 guldring med safir, 1 guldring med ametyst, 1 guldring med perle, 1 guldring med fransk indskrift, 1 guldring med Kristushoved, 1 guldring med mindre Kristushoved, 1 guldring med havsnegl, 4 spænder af guld og sølv og 16 hægter og påsyningssmykker samt 4 sølvbarrer.

Safirringen er vurderet til at være en konge eller biskop værdig. Safiren er fra Ceylon og var meget eftertragtet. De anvendtes oftest af kongelige og biskopper. Den ældste biskopring, man kender i Danmark, har tilhørt biskop Absalon. Det var ikke usædvanligt, at biskopper og andre høje gejstlige bortgav ringene som gave til kongelige eller verdslige personer. Således testamenterede ærkebiskop Peder Kruse en safirring til Dronning Margrethe i 1391.

Mønterne har hjulpet med at datere skatten, da de yngste mønter er 2 nürnbergske guldgylden fra 1372.

Slagelse var 3. maj 1376 vært for et Danehof, hvor Dronning Margrethes 6-årige søn Oluf blev valgt til konge af Danmark – med sin moder som formynder.

Da Danehoffet havde fremmøde af rigets bisper, drosten og marsken foruden herremænd, er det ikke usandsynligt, at skatten er blevet begravet på dette tidspunkt – af ukendte årsager.

I danefægodtgørelse modtog købmand Thomsen den nette sum af 2241 kr. Til sammenligning lå en månedsløn for en faglært i 1880 på knap 70 kr.

ANDERS OLSEN. 1.1. 2014

Kilde: Skattefundet i Slagelse 1883, Fritze Lindahl og Jørgen Steen Jensen i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1983, s. 123-182.

Den grundlovgivende Rigsforsamlings medlemmer for Slagelse

Ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling den 5. oktober 1848 blev der i Sorø amts 5. distrikt Slagelse valgt etatsråd C. de Neergaard, Gunderslevholm, (H) med 506 stemmer ud af de 756 afgivne stemmer. Der var i alt 852 stemmeberettigede. Valgprocenten var 88,7.
Carl de Neergård havde overtaget Gunderslevholm i 1835. Han var landvæsenskommissær, præsident i Landhusholdningsselskabet, medlem af Roskilde Stænderforsamling og altså medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han døde barnløs i 1850.

Blandt de kongevalgte medlemmer af Den grundlovgivende Rigsforsamling var generalmajor, kammerherre W.T. von Oxholm, Tårnborg.
Waldemar Tully von Oxholm var født den 11. november 1805 i København. Han var i perioden 1822 til 1827 bestyrer af familiens gods på Sankt Croix. Oxholm købte Tårnborg i 1841. Han var hofchef for kronprins Frederik fra 1842 til 1847, den senere Frederik VII. Han blev kongeudpeget til Den grundlovgivende Rigsforsamling og senere valgt til Landstinget i perioden 1849 til 1853. Oxholm afhændede Tårnborg i 1866. Han døde den 3. august 1876.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 1.1. 2014

Glænø, slagtegilde

Fra høst til jul skulle der brygges og bages, slagtes får, gæs og svin. Og med svineslagtningen fulgte der mangt et godt pølsegilde, hvor der rigtig blev taget for sig af den gode slagtemad.

Når de indbudte kom, fik de blodpølse, og den skulle være god, for som de gamle sagde: ”Rosiner og fedt for hvert et snit, ellers er pølsen skidt.” Derefter kom der hvidpølse ind, den var lavet af risengrød, hvori der var kommet fedt, rosiner, sukker og krydderier. Den blev altid stoppet i grisens endetarm og kogt sammen med sortepølsen.

Siden vankede der thevandsknægte til madfolkene, og fruentimmerne fik sød snaps. Og førend de fremmede gik, fik de kvældsnadver, det var ribbenssteg og medister med sovs og kartofler. SÅ kunne de gå mætte hjem, mens husmoderen segnefærdig af træthed gik endnu en runde gennem køkken, bryggers og kælder for at se efter, at ingenting var blevet glemt, og for at se, om fedtet var blevet ordentlig hvidt og fast, så hendes husmoderære ikke blev gået for nær.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014

Kilde: Dagny Nielsen, Glænø, 1971.

Glænø, skættegilde i sidste halvdel af det 19. århundrede

Skættegilde var ligesom klinegilde noget, som varede hele dagen, og hvor mange gik sammen om arbejdet. På Sallestubbegård på Glænø hos Erik Kristensen holdt man helt op i 1870’erne skættegilde. Forud var der gravet en brydegrav, det var et dybt avelangt hul i jorden, hvor det var lavet, så man kunne gå ned i den ene ende. Så blev der fyret op i den med store brændestykker, så der kunne blive en rolig ild. Ind over graven blev der så lagt stænger, og på dem blev hørren så bredt ud til tørring. Brydegraven blev altid passet af en kone, som havde mange års erfaring i det stykke arbejde. Efterhånden som hørren var tilpas tør, blev den brudt på en bryder, så blev den skættet, så skæverne kunne falde fra, og til sidst blev den så heglet, hvorved det fine hørgarn blev skilt fra blårgarnet. Nu kunne kvindfolkene begynde at spinde i ledige stunder, så der kunne blive garn til væven.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014.

Kilde: Dagny Nielsen. Glænø. 1971.