Den 31. marts 1890 blev Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn stiftet.
Det foregik i forsamlingsbygningen ”Frem” i Anlægget. I den lokale avis Slagelse- Posten fyldte referatet fra mødet hele forsiden.
Af referatet fremgik det, at der var mødt 400 deltagere. Mødet var åbent for alle. Forhenværende høker J.P. Petersen fra Bildsø bød som formand for det foreløbige udvalg velkommen til alle, og fremførte, at der aldeles intet hensyn skulle tages til politiske meninger. Derefter udspandt sig en lang debat om nødvendigheden af en fagforening.
Dirigenten opfordrede mulige tilstedeværende arbejdsgivere til at udtale sig.
En arbejdsgiver spurgte, om folk udenfor den egentlige arbejderstand kunne blive medlemmer, og på hvilke vilkår man blev medlem. Han repræsenterede Arbejdernes Værn, en forening dannet af de konservative med det formål at forhindre arbejderne i at melde sig ind i de egentlige fagforeninger, der var ved at opstå. Til det formål afholdt man baller og uddelte kolonihaver.
Dirigenten svarede, at der kunne optages æresmedlemmer med et indskud af en krone og et årligt bidrag på mindst tre kroner. De kunne derimod ikke vælges ind i bestyrelsen, og spørgsmålet om stemmeret skulle afgøres af generalforsamlingen.
Om dette emne kom der en debat så lang, at dirigenten på et tidspunkt rådede til afslutning, da det ellers ville blive meget sent, inden man kom i gang med at modtage indmeldelser i foreningen, der efter afstemning var dannet. Mødet hævedes, og man gik over til indtegning af ”flittige og hæderlige” medlemmer.
Klubbens og Værnets apostle gik bedrøvede hjem. Sådan slutter referatet i avisen.
På den efterfølgende generalforsamling konstituerede man sig med arbejdsmand Jens P. Petersen, Løvegade, som formand. Han holdt dog kun et halvt år, da han blev gæstgiver på Nytorv.
Han blev afløst af fyrbøder Peter Jensen, Løvegade, der heller ikke holdt længe, men blev afløst af Frederik Hansen i 1892.
Frederik Hansen var søn af en lejehusmand på Store Frederikslund. Her oplevede han, hvordan alle arbejderne på godset forud for et kommunalvalg fik udleveret en seddel, hvor der stod, hvem de skulle stemme på. Frederik Hansen skulle således stemme på forpagteren på Lille Frederikslund.
Der var ikke hemmelig afstemning, og da Frederik selv ville bestemme, blev han øjeblikkelig fyret. Han rejste til Slagelse, hvor han nedsatte sig som arbejdsmand og tøffelmager. Han kom hurtigt ind i det faglige og politiske arbejde, og den 1. juni 1892 blev han valgt til formand for Arbejdsmændenes Fagforening.
Troen på sammenhold, forpligtende fællesskab og solidaritet var det eneste, de mennesker som startede Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn var i besiddelse af. Imod sig havde de et politisk system og forhold på arbejdspladserne, hvor den enkeltes rettigheder var et ukendt begreb. Trods umulige forhold gik de til opgaven med at organisere arbejdsmændene uden at kny, og de var besat af den særlige omhu, der er karakteristisk for pionerer.
Begyndelsen var beskeden med ca. 30 medlemmer, men pionererne holdt ud og vedtog en arbejdsplan, der bl.a. indeholdt to bestyrelsesmøder om måneden og ordinær generalforsamling hvert kvartal, samt et diskussionsmøde med medlemmerne hver anden onsdag og et offentligt diskussionsmøde om måneden. Dog viste det sig, at man holdt ligeså mange ekstraordinære generalforsamlinger som ordinære.
De offentlige diskussionsmøder var en stor udfordring til arbejdsgiverne. Desværre findes der ikke referater fra dem.
Først i 1897 lykkedes det at få den første overenskomst. Det var med Murer- og Tømrermestrenes Forening. Arbejde indenfor normal tid skulle aflønnes med 26 øre pr. time, overarbejde og søn- og helligdagsarbejde med 35 øre pr. time.
På grund af det stigende antal fagforeninger og deres tiltagende styrke, havde Arbejdsgiverne i 1896 dannet Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening, men det lykkedes dem ikke at bremse lønstigningen. Arbejdsgiverne tabte de fleste lønkampe. Derfor havde de oprettet et ”Sortekammer”, der indeholdt navnene på de fagligt aktive arbejdere, som næsten altid var uden arbejde. Det medførte den storlockout, der begyndte d. 24. maj og først sluttede d. 5. september 1899.
Det satte fagforeningen på en hård økonomisk prøve, da de lockoutede ingen økonomisk hjælp kunne få. Godt nok havde man fattigkassen, men det førte til tab af stemmeret, hvis man fik hjælp derfra.
Bestyrelsen blev bemyndiget til at tage af kassebeholdningen, så længe der var penge, men for at kassebeholdningen ikke skulle blive tømt for tidligt, satte man en indsamling i gang gennem avisen. Alle, der gav et bidrag, blev nævnt i avisen.
Til de lockoutede udbetaltes 80 øre om dagen samt 5 øre pr. barn.
Under lockouten kørte fagforeningen på lavt blus, men herefter kom der skub i det.
Der blev oprettet både aftenskole og syge- og begravelseskasse for medlemmerne.
I 1916 lykkedes det at få overenskomst med Spritfabrikken, men prisen var høj, da man måtte give afkald på snapsrationen, som bestod i gratis brændevin en gang om måneden.
I 1939 oprettedes Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Dennes bestyrelse vedtog på sit første møde i december 1939, at der skulle oprettes en arbejdsteknisk skole for ufaglærte. Denne skole udviklede sig til det, vi i dag kender som Specialarbejderskolen.
I takt med udviklingen skiftede forbundet også navn.
I 1890 hed den lokale afdeling: Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn.
I 1959 kom den til at hedde: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund for Slagelse og Omegn (DASF).
I 1975 blev det til: Specialarbejdernes Fagforening for Slagelse og Omegn, men navnet blev allerede i 1977 ændret til: Specialarbejderforbundet i Danmark, SID Slagelse afdeling.
JOHAN DENTA. 2014