Aage Nørgaard blev født i Holstebro, og blev uddannet kontorist. I 1943 søgte han ind til politiet, hvorefter han kom til Slagelse politistation i 1946, hvor han steg i graderne først til overpolitibetjent i 1957 og politiassistent i 1966.
Efter at være blevet medlem af byrådet i 1962, blev Aage Nørgaard viceborgmester i 1969 da Poul Hansen gik af som borgmester i 1969 til fordel for Egon Jensen, bare få måneder før det næste kommunalvalg i marts 1970. Egon Jensen ønskede at fortsætte sit arbejde som folketingsmedlem, og stillede derfor ikke op som borgmesterkandidat; efter kommunalvalget blev Aage Nørgaard derfor den første borgmester i den nye storkommune, som dækkede den gl. Slagelse købstadskommune og oplandets fhv. sognekommuner.
Som den første borgmester for den nye storkommune, stod Aage Nørgaard for færdiggørelsen af Nørrevangsskolen og svømmehallen, samt opførelsen af Søndemarksskolen.
Aage Nørgaard modsatte sig forslag om oprettelsen af et Medborgerhus i Slagelse Gymnasiums forladte Asylbygning. Dette kulminerede i 1981 en besættelse af Asylbygningen af den venstreorienterede Medborgerhusgruppe, hvis medlemmer blev anholdt på borgmesterens ordre. De voldsomme begivenheder forstærkede spændingerne mellem Slagelses socialdemokratiske bystyre og den lokale afdeling af DSU, som var tilhængere af et Medborgerhus.
Før valget i 1985, valgte Aage Nørgaard at trække sig som Socialdemokratiets borgmesterkandidat, til fordel for Steen Bach Nielsen.
Link til registerpost vedr. scrapbøger fra Aage Nørgaards privatarkiv, A611: https://arkiv.dk/vis/5601725
Link til registerpost vedr. DSU-blad-karikatur af bormester Nørgaard, T58: https://arkiv.dk/vis/7051445
Link til registerpost vedr. maleri af borgmester Nørgaard, tegning T84: https://arkiv.dk/vis/7245758
Jakob Rønn Ingvardsen 01-07-2025