Sognefogeder i Vemmelev sogn 1771-1970

Sognefogederne var medhjælpere for politimesteren i landdistrikterne, særlig med håndhævelse af ro og orden og anholdelse af forbrydere. Sognefogeden udnævntes af amtmanden efter indstilling fra sognerådet, og hvervet var et borgerligt ombud. Der ydes et mindre årligt vederlag af amtskommunen.

Sognefogederne foretog borgerlige vielser fra 1923 og bistod under retsdommeren ved foretagelse af udlæg, udpantning og enkelte andre forretninger. De borgerlige vielser er indskrevet i borgerlige ægteskabsbøger i sognefogedarkivet.

Nedenfor ses rækken af sognefogeder i Vemmelev sogn:

Peder Rasmussen, gårdfæster, Vemmelev
Nævnes i 1771

Henrik Pedersen, gårdmand, Vemmelev
Nævnes i 1798

Søren Andreasen, gårdmand, Vemmelev
Nævnes ca. 1800

Peter Nielsen, gårdmand, Vemmelev
Nævnes ca. 1830

Peter Lund Jensen, kroforpagter, Ormeslev Kro
Nævnes ca. 1835

Jacob Rasmussen, gårdmand, Ormeslev
Nævnes 1839

Kristen Jespersen, gårdmand, Aakandegård, Forlev
Nævnes 1845

Jørgen Christensen, gårdmand, Forlev
Nævnes ca. 1850

Peder Marcussen, gårdmand, Ormeslev
1864

Hans Nielsen, gårdmand, Ormeslev
1870

Jørgen Pedersen, gårdejer, Vemmelev

Rasmus Hansen, gårdejer, Vemmelev

Hans Albrechtsen, gårdejer, Ormeslev
Sognerådsformand og amtsrådsmedlem, Ridder af Dannebrog
ca. 1905-1950

Knud Nielsen, gårdejer, Vemmelev
1950-1970

Kilde:
Vemmelev og Hemmeshøj sogne: Bidrag til en sognehistorie

Jytte Skaaning, 2016

Byfogeder og byskrivere i Slagelse 1662-1919

Nedenfor ses rækken af byfogeder i Slagelse Kommune frem til retsreformen i 1919, hvor politi- og dommermyndigheden blev adskilt.

Ved reskript af 24. maj 1805 blev det fastsat, at embederne som byfoged og byskriver skulle forenes ved indtrædende vakance. Dette skete i 1814, da daværende byskriver N.F. Stabell udævntes til byfoged.

Ved ovennævnte reskript af 24. maj 1805 ophævedes samtidig den gamle forening af byfogedembedet i Slagelse med herredsfogedstjenesten over Løve herred.

Tingdagen var fra gammel tid mandag.

Fra 20. marts 1799 er embederne som byfoged og byskriver forenet i samme person.

Fra 7. december 1775 til 31. marts 1917 er embederne som byfoged og byskriver samt borgmester forenet i samme person. Borgmestre i Korsør Kommune finder du her.

Henrik Olufsen (-1675)
Udnævnt 9. maj 1662.

Peder Thomsen Førslev
Udnævnt 26. maj 1675. Afsked 11. april 1685.

Claus Bendixen (-1691)
Udnævnt 11. april 1685.

Hans Veinholt (-1711)
Udnævnt 11. april 1691.

Ambrosius Jensen Nyborg
Udnævnt 13. april 1711.

Jens Andersen Harring (-1745)

Rasmus Mørch (-1758)
Beskikket 24. december 1745, få dage før byfoged Harrings død, som adjungeret og succederende byfoged. Tillige rådmand.

Lars Andersen (-1781)
Beskikket 17. marts 1758 som adjungeret og succederende byfoged. 7. juli 1780 konstitueredes Albrecht Bergen til ”generaliteter” at udføre embedets forretninger på Lars Andersens ansvar og tilsvar.

Anthony Smith (-1796)
Udnævnt 28. februar 1781. Tillige borgmester.

Jørgen Mandix
Udnævnt 11. november 1796.

Johan Ernst Diechmann (-1808)
Udnævnt 24. maj.

Anmærkning: Embedet stod vakant i de følgende år mellem Johan E. Diechmann og Nicolaus F. Stabell. Auditør Hans Jørgen Müller var konstitueret en vis periode.

Nicolaus Franciscus Stabell
Borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Korsør. Udnævnt 4. august 1814. Tillige byskriver

Albert Peter Gude
Birkedommer i Holsteinborg Birk. Udnævnt 22. februar 1822. Tillige byskriver.

Christian Eduard Sylow (1797-1866)
Udnævnt 9. marts 1831. Tillige byskriver. 20. oktober 1842 udnævnt til borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Korsør.

Hans Bergishagen Hincheldey Rømer
Udnævnt 23. december 1842. Tillige byskriver. 19. marts 1849 udnævnt til borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Holbæk.

Jens Birch Lassen
Udnævnt 5. juni 1849. Tillige byskriver.

Peter Lorentz Benzon
Udnævnt 25. maj 1861. Tillige byskriver.

Frederik Annius Marius Øllgaard
Udnævnt 1. juli 1872. Tillige byskriver.

Peter Kofod Ancher Wulff (-1892)
Udnævnt 7. august 1889. Tillige byskriver.

Carl Johannes Peter Vilhelm Bang (-1895)
Udnævnt 7. juli 1892. Tillige byskriver.

Johan Herman Georg Mangor
Udnævnt 19. august 1895. Tillige byskriver.

Josias Feddersen
Udnævnt 1. juli 1905. Tillige byskriver.

Hjalmar Anker
Udnævnt 1914. Tillige byskriver. Udnævnt 1. oktober 1919 til dommer i Slagelse købstad og Antvorskov birk.

Byskrivere
Fra 4. august 1814 er embederne som byfoged og byskriver forenet i samme person.

Peder Carstensen (-1668)
Udnævnt 14. december. Tillige tolder og stempelpapirforvalter.

Jacob Hansen (-1673)
Udnævnt 18. maj 1668.

Peder Thomsen Vallund (-1677)
Udnævnt 23. december 1673.

Mogens Jacobsen
Udnævnt 14. februar 1677. Tillige rådmand.

Niels Hansen
Udnævnt 4. august 1686.

Jens Jensen Osted (-1696)
Udnævnt 28. januar 1690.

Peder Andersen Stubbe (-1720)
Udnævnt 3. marts 1696.

Anders Andersen Stubbe
Udnævnt 16. februar 1720.

Thomas Brun
Udnævnt 16. april 1729. Tillige postmester.

Andreas Müller (-1766)
Adjungeret byskriver udnævnt 7. juli 1747.

Christian Dreyer
Udnævnt 19. september 1766.

Erik Christensen
Udnævnt 10. august 1787.

Nicolaus Franciscus Stabell
Udnævnt 10. juli 1810.
Udnævnt 4. august 1814 til byfoged i Slagelse.

Herefter er byskriver- og byfogedembedet forenet i samme person.

Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn, 11. juni 2016

erik damm andersen, Tømrermester & Arkitekt

Tømrer- og Arkitektfirmaet erik damm andersen var et gammelt familiefirma, der tegnede og snedkrede flere bygninger i Skælskør kommune.

Firmaet startede allerede den 2. januar 1912, hvor Niels Andersen (1891-1975) overtog hans læremester P. Hogensens forretning, der var grundlagt omkring 1885. Niels var tømrermester, og farfar til Erik Damm Andersen.

På et tidspunkt indgik også Niels’ søn, Frede Damm Andersen (1914-1985) i firmaet, og det hed nu Niels Andersen & Søn. Senere overgik firmaet helt til Frede Damm Andersen og hans søn Erik Damm Andersen (1938-2019). Erik var uddannet arkitekt i Aalborg i 1970’erne. Firmaet kom til at hedde: frede og erik damm andersen, tømrermestre og arkitekt.

Den 1. januar 1977 ændres firmaets ejerforhold sig igen. Erik blev eneejer og firmaets navn blev denne gang ændret til: erik damm andersen, tømrermester & arkitekt. Erik drev firmaet frem til sin død i 2019.

Firmaet havde værksted i Tranderup, mens kontoret lå på henholdsvis Maglebyvej 4, senere Havnevej 38, Skælskør. Det beskæftigede sig med at tegne og snedkere flere større og mindre landbrugs- og beboelsesejendomme samt villaer og diverse offentlige bygninger i Skælskør kommune (1970-2006).

Skælskør Egnshistoriske Arkiv har modtaget flere af firmaets arkitekttegninger gennem årene.

Malene Sofie Justesen, 12. juni 2021

Kilder og links:

Skælskør Egnshistoriske Arkiv:
Virksomhedens arkiv, A308
Erik Damm Andersens privatarkiv, A312
Frede Damm Andersens privatarkiv, A383

Forening Norden

Forening Norden blev dannet i april 1919 i Danmark, Sverige og Norge efter Første Verdenskrig (1914-1918). Efterfølgende blev foreningen også dannet i Finland, Island, Åland, Færøerne og Grønland.

Foreningens Formaal er som bekendt at uddybe Fællesfølelsen og øge Samarbejdet mellem Nordens Folk, at arbejde for større Oplysning om de andre nordiske Landes Aandsliv, Samfundsforhold og at styrke de nordiske Folks Samvirke indadtil og udadtil. ” –  fra Sorø Amtstidende 10. august 1943

Danmark har over 80 lokalafdelinger af Foreningen Norden, samt en selvstændig ungdomsorganisation Foreningen NORDENs Ungdom. Lokalt er der en afdeling i Slagelse og en Korsør-Skælskør afdeling, skabt af en sammenslutning af de tidligere købstæders lokalafdelinger.

Lokalafdelingerne blev stiftet i Slagelse i 1943 med forstander Frederik Nørgaard (Antvorskov Højskole) som formand, den 3. november 1944 i Korsør med viceskoleinspektør Walter Munck som formand og den 29. april 1945 i Skælskør med redaktør Dines Petersen (Skælskør Socialdemokrat) som formand.

Skælskørs og Korsørs lokalafdelinger blev slået sammen i marts 2009. Foreningerne eksisterer endnu.

Malene Sofie Justesen, 12. juni 2021

Kilder og links:

Skælskør Egnshistoriske Arkiv, A310
Foreningernes hjemmesider: https://norden-storebaelt.dk/ og https://norden-slagelse.dk/

Ellen Margrethe Harboe

Født 25. marts 1894, København
Død 8. december 1960

Lærerinde.
Britisk spion.

Fra 1. marts 1944 bosat Gunnersvej 5, Tårnby, Korsør. Arbejdede på kontoret på Færgegården ved færgerestauratør Carl V. Jensen.

Del af modstandsbevægelsen under Besættelsen (1940-1945) fra 1941 til 18.03.1944. Margrethe blev anholdt på Gunversvej 7 af Gestapo den 8.3.1944. Flygtede videre til Sverige samme dag.

Tilknyttet som meddeler for det britiske SIS (Secret Intelligence Service, MI6), med dæknavnene D4 og DIII.

Ansat på Blindflyverskolen i København frem til januar 1944.
Hun blev ansat i Kastrup Lufthavn og fik adgang til alle tyske kort over Europa med oplysninger om tyskernes krigsførelse. Hun smuglede mange af disse kort ud, hvorefter SIS fik papirerne til London. Hendes indsats havde sandsynligvis stor krigsmæssig betydning. De britiske arkiver med oplysninger om de danske SIS-folk er dog stadig lukkede for offentligheden.

Ellen Margrethe Harboe er optaget i Modstandsdatabasen ved Frihedsmuseet, link

Litteratur:
“Slægterne Harboe fra Skælskør og Rasmusen fra Korsør”, Kirsten Borg m.fl. (3. udgave 1971)
“Eigil Aagaard – en maler i Korsør”, Frederik Jakobsen, 2003
“Modstand. Den skærpede kamp 1943-1944”, Niels-Birger Danielsen.

Næsbyskov Andelsmejeri

Næsbyskov Andelsmejeri blev oprettet i 1888 på en grund i den vestlige ende af landsbyen Næsbyskov.

Mejeriets første formand var gårdforpagter Lars Hansen frem til 1895, hvor han blev afløst af gårdmand F.Jensen fra Lille Ebberup.

Det nybyggede mejeri var indrettet med en dampkedel fra firmaet H.C.Lunge i Sorø. Den drev en 6-hestes liggende dampmaskine. Dampmaskinen trak to B&W centrifuger, et pasteuriseringsapparat, to egekærner og en smøræltemaskine. Ud over den 22 alen høje skorsten var der også ved mejeriet opført et kulhus og et ishus.

Den første mejeribestyrer var Søren Andersen Nørregård. Han stammede fra Samsø og havde været elev på Testrup Højskole i 1884-85. Derefter et år på Ladelund mejeri. Inden ansættelsen i Næsbyskov havde han været ansat på mejeriet Godthåb i Skælskør og det nystartede mejeri i Bøgelunde. I 1889 blev han gift med Kristine Pedersen, der var ansat på mejeriet som mejerske. Hun var kommet til Næsbyskov fra Tjæreby.

Mejeriet blev ombygget og udvidet 1905. Det var firmaet H.P.Philipsen fra Slagelse, der stod for dette arbejde. I 1930 havde mejeriet 138 leverandører med omkring 1000 køer. Smørproduktionen det år var på 115 tons. Personalet i 1930 var en mejeribestyrer, tre mejerister og en indvejer.

Mejeribestyrer Nørregård blev en velanskrevet mand i det lille samfund. Han havde været formand for skolekommissionen i 10 år. Han var medlem af menighedsrådet. Dertil kom det vigtige hverv som formand og kasserer for den lokale brugsforening.

I 1936 flyttede han med sin kone til Slagelse, hvor han fik opført en ville på Rolighedsvej 22. Her boede de, indtil Nørregård døde i 1943, og hans kone døde i 1952. Stillingen som mejeribestyrer i Næsbyskov blev overtaget af sønnen Knud, der havde en alsidig uddannelse bag sig, herunder ansættelser på Kirke Helsinge, Tersløse og Herlufmagle andelsmejerier. Dertil kom to år på Ladelund mejeriskole og et kort ophold i Holland.

I 1938 fejrede mejeriet 50 år central virksomhed i det lille landsbysamfund.

På det tidspunkt kunne ingen vide, at det veldrevne mejeri kun ville få nogle få år mere, inden bølgen af centraliseringer skyllede ind over det danske landboland. Efter besættelsen begyndte nedlæggelsen af de små landsbymejerier.

Næsbyskov andelsmejeri måtte lukke i 1967. Mejeribestyrer Knud Nørregård blev boende på mejeriet. Han var blevet medlem af sognerådet, og da mejeriet lukkede, blev han ansat i den nyoprettede Vestermose kommunes folkeregister. Da denne kommune blev sammenlagt med Slagelse kommune i 1970, fulgte Knud Nørregård med til storkommunens registerafdeling, hvor han var indtil pensionen. Nørregård døde i 1988.

Knud Bruun Rasmussen, november 2020

Elisabeth Spandet Grunnet

Født 10. juni 1896, Slagelse
Død 16. marts 1944, København

Begravet på Sct. Peders Kirkegård, Slagelse.
Graven blev i 1970 markeret med frihedskæmpernes bronzemedalje og er fredet.
Mindetavle på Yrsavej, Frederiksberg Svømmehal

Elisabeth havde under Besættelsen 1940-45 kontakter til den polsk-engelske efterretningstjeneste via sin mand, Aage Grunnet, og opbevarede illegale våben og ammunition i sit hjem. Del af Modstandsbevægelsens arkiv og Modstandsdatabasen.

Inspektrice ved Frederiksberg Svømmehal og Badeanstalt fra 1934.
Uddannet som massøse og virkede som sådan herhjemme og i udlandet.

Skolegang i Slagelse.
Opvokset på Korshøjgård i Landsgrav. 

Datter af gårdejer Kristen Martin Petersen, (1857-1897) og Ingrid (1865-1944), født Spandet.

Gift 21. december 1939 med kriminalassistent Aage Oskar Harald Grønbech Grunnet (født 16. november 1895, Benløse sogn).

Under Besættelsen 1940-1945 var Elisabeth tilsluttet den polsk-engelske efterretningstjeneste.
Hendes mand, kriminalassistent Aage Grunnet, gjorde tjeneste hos statsadvokaten for særlige anliggender. I denne egenskab var han i stand til at give oplysninger til modstandsfolk, og hans kontor på Politigården og ægteparrets hjem blev møde- og samlingssted for illegalt arbejdende mennesker, kurerer, transportfolk osv. Hjemmet fungerede tillige som depot for våben og ammunition.

Kontakten til den polsk-engelske efterretningstjeneste knyttedes gennem den polske handelsattaché Rédiger, der var en nær ven af familien. Aa. Grunnet fungerede som forbindelsesled imellem organisationen her i landet og den svenske ledelse.

Den 8. marts 1944 blev Aage Grunnet arresteret af tyskerne, sigtet for militær spionage, sabotage m.v., som følge af tyskernes afsløring af den polsk-engelske efterretningstjeneste i Danmark, der var organiseret af den polske eksilregering i London og Secret Service.

Elisabeth Grunnet blev afhørt som medsigtet, men ikke arresteret i første omgang. Den 13. marts 1944 blev Aage Grunnet løsladt af mangel på bevis. Et af organisationens arresterede medlemmer, kontaktmand til Grunnet, tilstod imidlertid dagen efter, at denne var leder af den polsk-engelske efterretningstjenestes
virksomhed i Danmark, og at Elisabeth Grunnet var medskyldig.

Samme dags aften, den 14. marts, blev begge på ny arresteret. De indsattes i Vestre Fængsel, hvor Elisabeth Grunnet afgik ved døden efter en umenneskelig behandling under fængselsingen. Elisabeth døde på det tyske feltlazaret på Nyelandsvej i København den 16. marts 1944.

Litteratur:
Biografi i: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 132.
Modstandsdatabasen ved Frihedsmuseet under Nationalmuseet
Slagelse Stadsarkiv- og Lokalarkiv, registrering A599

Maria Mejer, november 2020

Frederikslund Jernbanestation

Frederikslund Jernbanestation blev etableret i 1887 for at optimere krydsningsmulighederne for togene mellem Korsør og København på den enkeltsporede jernbane.

Indtil da havde der været ansat adskillige banevogtere langs jernbanesporet i Ottestrup sogn, hvortil lokaliteten Frederikslund hørte. Således var der ifølge folketællingen fra 1880 hele fem banevogtere, to i Skovsø og tre omkring den senere jernbanestation. Banevogteren skulle sikre, at der ikke skete uheld, hvor jernbanen krydsede de lokale veje.

Oprindelig var stationen uden mulighed for at medtage passagerer, men blev hurtigt udbygget til en egentlig station med ventesal, toiletter, varehus, overdækket svinefold, signalhytte, fast enderampe og kolonnehus. Med disse bygninger var Frederikslund station i stand at foretage godsekspedition, dyretransporter og ekspedition af passagerer. Stationen blev ledet af en stationsmester. Jernbanen blev dobbeltsporet i 1899. Stationen blev også postekspedition, så adresser i området var eksempelvis Ottestrup pr Frederikslund.

Peter Beck blev den første baneformand, en titel, der blev benyttet til den person, der havde ansvaret for tilsyn og vedligeholdelse af skinner og skiftespor. I 1906 bestod personalet på stationen af stationsmester Ole Frederik Nielsen, en baneformand, tre banearbejdere, en ledvogter og ledvogtere i Skovsø og Dævidsrød. Folketællingen fra 1911 afslører, at Ole Frederik Nielsen fortsat er stationsmester, og at der nu er kommet fem banearbejdere og en depotarbejder. Dertil også to postbude og en portør. Jens Peter Jørgensen, der stammede fra Øster Stillinge, efterfulgte Ole Frederik Nielsen som stationsmester. Poul Madsen Traberg blev stationsmester i 1934, da Jens Peter Jørgensen nåede pensionsalderen. Jørgensen blev boende i et hus i Frederikslund, hvor han døde i en alder af 89 år få måneder efter, at stationen blev nedlagt i 1962.

De to store godser, Store Frederikslund og Lille Frederikslund, tæt på Frederikslund station sendte deres daglige mælkeproduktion til mejeriet Enigheden i København. Der var tale om betydelige, daglige mængder mælk fra de omkring 330 malkekøer. Savværket i Frederikslund har givetvis også benyttet jernbanen til transport af opskåret træ. Frederikslund station fik indlagt telefon fra Vedbysønder central med nummeret Vedbysønder 1 omkring 1905.

Køreplanen for passagertog fra oktober 1918 viste fire afgange mod Korsør og fem afgange mod København. Togenes hastighed var på det tidspunkt øget fra omkring 40 km i timen til 60 km i timen. Afgangene mod Korsør var 9.56, 14.02, 17.50 og 20.16. Mod København 7.27, 8.40, 12.03, 16.10 og 20.57. I mellem disse togafgange blev der ekspederet godstog i begge retninger.

Luftbillede fra Frederikslund, 1954

Folketællingen for 1916 for Ottestrup sogn omtaler følgende med ansættelse ved banen/DSB: en ledvogter, en formand, tre banearbejdere, to portører, en banevogter, en depotarbejder samt en stationsmester. Der var således i alt 13 ansatte til at betjene stationen. Da stationen samtidig fungerede som postkontor, var de helt naturligt to landpostbude, der arbejdede med stationen som udgangspunkt. I folketællingen fra 1930 viser følgende om personalet ved stationen: en stationsmester, en baneformand, to overportører, to banearbejdere. Dertil kom den tidligere stationsmester, som stadig var bosat i Frederikslund. Der var kun en landpost tilbage. Det tilsyneladende mindre personale kan skyldes, at øvrige ansatte var bosat uden for optællingssognet. I 1940 var der følgende banerelaterede personer i Frederikslund: en baneformand, en pensioneret stationsmester, to ekspedienter, en banearbejder, en stationsmester og en ledvogter. Hertil kom to landpostbude.

Baneformand Hans Peter Julius Rasmussen var ansat ved stationens nedlæggelse i 1962.

Frederikslund jernbanestation fungerede frem til 27.maj 1962, hvor sommerkøreplanen trådte i kraft. Jernbanestationen havde indtil da været omdrejningspunkt i det lille samfund, der voksede op ved skovbrynet ved godset Lille Frederikslund. I de følgende år sygnede den lille bebyggelse hen. Alle ansættelserne ved DSB og Postvæsenet forsvandt fra den ene dag til den anden. Eksistensgrundlaget for det lille samfund var væk.

Knud Bruun Rasmussen, november 2020

Caja Rude (1884-1949)

Forfatter

Caja Rude blev født den 11. juli 1884 på Frederiksberg.

Hendes barndom blev turbulent, efter hendes far forlod de 8 børn og deres mor i 1892. Fattigdommen i barndomshjemmet førte til, at Caja blev sendt ud at tjene i 10 års alderen. Caja fik hurtigt erfaring med social nød og klasseforskelle, da hun som 17-årig arbejdede som tjenestepige i København.

I 1907 blev hun gift med værkmester Lauritz Chr. Rude og bosatte sig i Stege. Børnene Hans Christian, Esther Rikke og Axel blev født i hhv. 1908, 1909 og 1917.

Familien flyttede til Korsør, hvor manden fik arbejde hos maskinfabrikant Henrik Hansen.

Caja Rude engagerede sig i kvindepolitisk arbejde i Korsør. Hun var i en periode formand for den lokale afdeling af Dansk Kvindeforbund, og sad i bestyrelsen for Dansk Værgeraadsforening og Danske Kvinders Fredskæde (senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed).

Arbejderkultur betød for hende, at der skulle skrives bøger for de unge arbejderkvinder, men især, at det var vigtigt at hævde sit eget værd, at opnå en sund og stærk selvbevidsthed gennem uddannelse og til slut at kunne skabe et stabilt hjem, baseret på respekt for kvinden som hustru, arbejder og moder.

I en årrække, inden Caja Rude igen kom til København, fik hun anvendelse for sine store musikalske evner ved at arbejde som biografpianist rundt omkring i landet, mest arbejdede hun som journalist.

Senere var hun redaktør af brevkassen ”Spørg Ville” på Social- Demokraten, hvor hun besvarede spørgsmål om sociale problemer og formidlede kontakt til de sociale institutioner. Som brevkasseredaktør samlede hun et kartotek på mere end 23.000 sager. Caja fik i 1941 Tuborgfondets understøttelse til at gå videre med sit arbejde og sammenligne de kvindelige industriarbejderes forhold i de skandinaviske lande.

Den 10. november 1949 døde Caja Rude i København. Hun var en varmhjertet kvinde, som i årenes løb har hjulpet tusinder af småkårsfolk. I næsten 20 år var hun tilknyttet ”Social-Demokraten

Forfatterskab

I 1915 begyndte Caja Rude at skrive til aviser. Skuespillet ”Som Kvinder var – som Kvinder er” blev skrevet og opført i Slagelse i 1925.

Komedien ”Når Guldregnen blomstrer” blev skrevet til fordel for Svendehjemmet på Tårnborgvej nr. 18 i Korsør.

I årene efter ”Når Guldregnen blomstrer” skrev Caja Rude en række bøger, som omhandlede en politisk kamp på socialistisk grundlag og opdragelsen til selvværd og selvdisciplin som en del af arbejdernes kamp for bedre sociale og økonomiske vilkår.

I 1938 udkom ”Kammerat Tinka”, der fortæller om en styrmandsfamilie, der flyttede fra Nansensgade i København til Slottensgade i Korsør og om dagligdagen med mand, børn, naboer og andre folk i kvarteret omkring Slottensgade. Hvor forfatteren selv boede omkring 1927-28.
Det er forfatterens vigtigste bog, der beskriver den ideale, kvindelige socialdemokrat, som trodser sit småborgerlige udgangspunkt og vælger arbejdertilværelsen.

Øvrige bøger er bl.a. ”Skyggebilleder” (1929), ”Arbejdere, skitser fra en krog af verden” (1930), ”Kravet” (1921) og en række bøger for unge piger.

Maria Mejer 11-09-2020

Litteratur

Korsør Historier nr. 5, 2006

Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Kvinfo

”Korsør Social- Demokrat”

 Bogen: ”Korsør i årene op til 1928”

Lettiske soldater, Kobæk Strand 1945

Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945 var der en lejr med lettiske soldater i tysk tjeneste på Kobæk Strand ved Skælskør. Planteavlskonsulent Holger Wraae-Jensen tog billeder af en række begivenheder i dagene efter 5. maj 1945 – blandt andet også af disse lettiske soldater. Jeg vil i det følgende fortælle deres historie.

De tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) var kortvarigt selvstændige efter 1. verdenskrig, men de blev besat af Sovjetunionen i 1940 som led i den aftale indgået med Tyskland, som også delte Polen. Med den sovjetiske besættelse fulgte forfølgelser og deportationer til Sibirien, så derfor følte mange baltere det umiddelbart som en befrielse, da tyske tropper indtog landene under krigen med Sovjetunionen.

Tyskerne begyndte kort efter den tyske besættelse af de tre lande at hverve frivillige til forskellige enheder, f.eks. de såkaldte Schutzmannschaften, som var en slags hjælpepoliti, der deltog i partisanbekæmpelse (som en nazistisk eufemisme blev det kaldet ”banditbekæmpelse”). De oprettede også enheden ”Sonderkommando Arajs” under den lettiske politimand Viktors Arajs, som myrdede omkring 30.000 civile (for det meste jøder). I Estland blev der oprettet en Waffen-SS division og i Letland to Waffen-SS divisioner – sidstnævnte blev kaldt Den lettiske Legion. En stor del af soldaterne til disse divisioner blev tvangsudskrevet, men senere i krigen blev soldater fra Sonderkommando Arajs og andre enheder også en del af Den lettiske Legion.

Omkring 2000 soldater fra Den lettiske Legion havnede som sårede i Danmark i slutningen af krigen ifølge den lettiske legationsråd (han havde fået lov til at fortsætte sit virke i Danmark under og lige efter krigen, selvom Letland som sådan ikke eksisterede længere) – herunder bl.a. førnævnte Viktors Arajs, som dog drog til Tyskland lige inden Befrielsen. De lettiske soldater var fordelt på tre lokationer i nærheden af Skælskør og Korsør – udover Kobæk Strand var det Lundforlund og Tårnholm.

Det var ikke kun lettiske soldater, som var strandet i Danmark ved krigens afslutning: mest kendt er de godt en kvart million tyske flygtninge, men der var også ca. 31.000 ikke-tyske flygtninge fra lande så forskellige som Sovjetunionen, Polen, Schweiz, Venezuela, Frankrig, Nederlandene, Belgien og mange flere. Omkring 1000 var fra Estland, 2000 fra Letland og 2600 fra Litauen. De danske myndigheder vurderede senere, at mindst 400 af letterne var fra Den lettiske Legion. Man må formode, at de øvrige lettiske soldater er fulgt med de tyske styrker ud af Danmark, og at kun en mindre del af soldaterne er forblevet i Danmark.

Det var den britiske militærmission i Danmark, som udstak retningslinjerne for behandlingen af de ikke-tyske og tyske flygtninge. Den bestemte, at de tilbageblevne baltiske soldater skulle iklædes civilt tøj og betragtes som civile flygtninge. De blev dermed placeret i lejre sammen med andre baltere. Ved Jalta-aftalen i februar 1945 mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det aftalt, at sovjetiske statsborgere skulle hjemsendes – uanset om de selv ønskede det eller ej. Det betød, at de sovjetiske statsborgere i Danmark (krigsfanger taget af tyskerne, tvangsarbejdere, soldater i tysk tjeneste osv.) alle skulle sendes hjem – og det blev de også rimeligt hurtigt. Da Sovjetunionen havde annekteret de tre baltiske lande i 1940, så blev de herværende baltiske flygtninge regnet som sovjetborgere af Sovjetunionen. Men Storbritannien og USA anså balterne for at være statsløse, og dermed skulle de ikke tvinges hjem til Sovjetunionen, og da briterne fastlagde retningslinjerne for flygtninge i Danmark, så ville man fra dansk side ikke tvangsudsende balterne, som man i øvrigt også betragtede som et britisk ansvar. Sovjetunionen pressede Danmark flere gange for at få udleveret 1000 sovjetiske statsborgere, som de mente befandt sig i Danmark og nævnte også de baltiske flygtninge flere gange, dog uden at fremsætte et egentligt krav om at få dem udleveret.

Alle tyske soldater blev forholdsvist hurtigt sendt ud af Danmark, men briterne ville ikke modtage de baltiske soldater før i 1947, hvor man udsendte de soldater, som meldte sig frivilligt. De blev sendt til lejre i den britiske zone i Tyskland, hvor de blev demobiliseret. Mange flyttede senere til oversøiske lande, f.eks. Australien og Canada. Mange af de baltiske soldater ønskede ikke at indrømme, at de havde været soldater i tysk tjeneste, da de var bange for at blive udvist som krigsforbrydere til Sovjetunionen, og den britiske militærmission måtte udstede en garanti til de tidligere tyske soldater om, at de ville blive komme til den britiske zone for at få dem til at melde sig. De var også skræmt af, at Sverige havde udleveret 146 baltiske soldater til Sovjetunionen. De var flygtet til Sverige i dagene omkring den endelige tyske kapitulation 8. maj 1945, og Sovjetunionen mente, at de retteligen skulle have overgivet sig til Den røde Hær som led i den totale kapitulation. Sverige tog dog også mod omkring 30.000 baltiske flygtninge, som ikke blev udvist til Sovjetunionen, men i stedet integreret i det svenske samfund.

Få år efter krigen var der kun baltiske og polske flygtninge tilbage i Danmark, og de var ikke interesseret i at vende tilbage til deres hjemlande. Danmark ønskede ikke at beholde dem, men det lykkedes efterhånden at få dem udsendt med hjælp fra FN-flygtningeorganisationer – bl.a. som migranter til oversøiske lande. Storbritannien havde også nogle programmer, hvor de hvervede især baltiske kvinder til hospitalsarbejde i Storbritannien. I 1952 lukkede man de sidste flygtningelejre og omkring 400 baltere fik opholdstilladelse i Danmark. Lige til det sidste besøgte repræsentanter fra den sovjetiske ambassade i København de baltiske flygtninge for at overtale dem til at vende hjem – uden succes.

Når man med sikkerhed ved, at nogle af balterne i tysk tjeneste deltog i de ufattelige krigsforbrydelser, som foregik under krigen på østfronten, så kan man spørge, om de danske myndigheder interesserede sig for dette spørgsmål? Der kan man klart svare, at det gjorde de ikke – man var for de baltiske soldaters vedkommende kun interesseret i at få at vide, om de havde været i tysk tjeneste for derved at kunne udsende dem som medlemmer af de tyske styrker til den britiske zone i Tyskland. Man interesserede sig i øvrigt heller ikke synderligt for, hvad de danske Waffen-SS frivillige havde begået på østfronten – ikke en eneste af dem blev dømt for krigsforbrydelser begået på østfronten. Heller ikke Storbritannien var i længden interesseret i at forfølge krigsforbrydere. I 1948 blev det bestemt, at man ikke skulle starte nye krigsforbrydersager. Målet var ikke fra britisk side at forfølge alle skyldige, men at sende et signal til senere generationer om, at man ville blive straffet, hvis man begik sådanne forbrydelser.

Førnævnte Viktors Arajs blev efter krigen britisk krigsfange. På trods af at han flere gange blev angivet af medfanger til briterne, så lykkedes det ham at flygte fra briterne. Senere blev han dog ved en vesttysk domstol idømt livsvarigt fængsel, hvor han sad til sin død. Et andet medlem af Sonderkommando Arajs – Konrads Kalejs – var i Danmark til 1947, hvor han sandsynligvis blev sendt til den britiske zone i Tyskland som tidligere tysk soldat. Han emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Han flyttede senere til USA, men blev udvist, da man efter mange år fandt ud af, at han havde været medlem af Sonderkommando Arajs. Han blev aldrig dømt for at have begået krigsforbrydelser.

Henrik Clausen, 2020-06-15

Litteratur
Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-1945.
København: Aschehoug, 1998.

Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Waffen-SS. Europas nazistiske soldater. København:
Gyldendal, 2015.

Flygtninge i Danmark 1945-1949. København: Fremad, 1950.

Kochavi, Arieh J. ”British Policy on Non-Repatriable Displaced
Persons in Germany and Austria, 1947-7.” European History
Quarterly, Vol. 21 (1991): 365-382.

Plavnieks, Richards. Nazi Collaborators on Trial during The Cold War: The
Cases against Viktors Arajs and the Latvian Auxiliary Security Police.
Doctor of philosophy thesis, Chapel Hill: University of North
Carolina, 2013.

Thomsen, Bente, ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949.”
Historie/Jyske Samlinger, Bind ny række, 12 (1977-1978), 136-158.

Utrykte kilder fra Rigsarkivet
Politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, 1946-1952
Journalsager, 1946 7500-7800, 37.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 6 U 403.a/56 –
U 410, 3563.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 87 F 32 – F52,
12205.

Link
Frihedsmuseet: Holger Wraae-Jensens dias – https://samlinger.natmus.dk/search?q=Holger Wraae-Jensens dias&collection=FHM

”Coming to Britain – University of Nottingham” – https://www.nottingham.ac.uk/postwarrefugees/ documents/briefing-paper-6-coming-to-britain.pdf

”Lettisk leder af dødspatrulje opholdt sig i Danmark” – https://jyllands-posten.dk/international/ECE3278778/Lettisk-leder-af-d%C3%B8dspatrulje-opholdt-sig-i-Danmark/