Midten af 1800-tallet var en vigtig periode for den danske folkeskole. Der var politisk og i samfundet livlig debat om, hvordan skolen skulle udvikle sig både pædagogisk og organisatorisk. Lærerne organiserede sig og krævede bedre vilkår, både til sig selv og til eleverne.
I den proces spillede Slagelse-læreren Carl Christian Carlsen (1812-65) en vigtig rolle, også på nationalt plan. Han var født i byen som søn af en lotterikollektør. Han blev først uddannet som linnedvæver og arbejdede som sådan i nogle år indtil han i 1834 efter privatstudier og et par år i latinskole tog eksamen ved Jonstrup Seminarium. Han oprettede og bestyrede herefter en privatskole i Slagelse, hvor han engagerede sig lokalt som borgerrepræsentant i byens styre, som fattigforstander, medlem af Købstadsforeningen, klokker ved Skt. Mikkels kirke og medudgiver af Slagelse Avis, hvor han redigerede udenrigsstoffet. Han var desuden medstifter af Slagelse Velgjørenheds-Selskab i 1841 og blev dets første formand, ligesom han i 1855 blev formand for den samme år stiftede Slagelse Haandværker- og Industriforening.
Han boede i en periode i Løvegade og var gift to gange, med døtre af henholdsvis en skræddermester og en bagermester fra Slagelse. Fra 1840 blev hans privatskole nedlagt, og han blev i stedet lærer ved Slagelse Borger- og Friskole for en løn af 300 Rd. årligt. Han udgav en række skolebøger til fagene tysk, religion, nordisk mytologi og regning/aritmetik – blandt andre “Hovedregningstabeller” og “700 Opgaver i Aritmetik”.
Fra 1848-50 udgav han bladet “Skolelærervennen” og fra 1857 til sin død “Samleren for Skolen og Lærerne” – begge landsdækkende skrifter for lærere og skoleinteresserede. Han var i mange år leder af Slagelse Herreds Lærerforening. Under forhandlingerne om Skoleloven af 1856 – der reformerede den første skolelov fra 1814 – arrangerede han en række lærermøder i Slagelse og Ringsted. Som lærerrepræsentant forsøgte han meget aktivt indflydelse på lovens indhold, både med hensyn til fagenes indhold, organisationen og lærernes løn- og boligforhold, samt sikring af deres enker og børn ved dødsfald. Ved et af møderne fik han med opbakning fra ca. 1000 lærere vedtaget en henvendelse til lovgiverne om en større jordlod til lærerne på landet og højere pengeløn i købstæderne.
Der var på denne tid stor debat om, hvorvidt folkeskolen skulle være en offentligt drevet enhedsskole (”Statsskoler”) med relativt ensartede, nationale krav til kvalitet og indhold, eller om man skulle satse på skoler med forskelligt ejerskab og pædagogisk linje og mindre statslig styring (”Friskoler”). I denne debat var Carl Christian Carlsen talsmand for det førstnævnte synspunkt, hvorefter skolerne skulle fungere på samme måde som de gratis skoler under fattigvæsenet, men for børn fra alle samfundslag.
Ved Skoleloven af 1856, som især var undervisningsinspektør (og senere statsminister) D.G. Monrads værk, gik staten ind med økonomisk støtte til udbygning af skolevæsenet. Det skabte samtidig bedre materielle vilkår for lærerne, herunder højere løn i købstæderne, bedre pensionsmuligheder og højere krav til skolebygningerne. Der blev indført loft på max. 100 elever – fordelt på to klasser – i skoler på landet med kun én lærer. Med loven blev et liberalt dannelsesideal og den enkelte elevs tilegnelse af stoffet nu fokus for undervisningen, frem for udenadslære. Samme år fik Carl Christian Carlsen på sin fødselsdag den 12. juni overrakt en smuk hædersgave, givet af samtlige lærere i landet.
I 1856 fik han fik han i forbindelse med opførelse af den ny Borger- og Friskole på hjørnet af Fruegade og Skovsøgade udvirket en række forbedringer, blandt andet så de projekterede gange blev bredere.
I 1864 udgav Carl Christian Carlsen bogen “Erindringer om Skolevæsenet”, hvor han – i form af dialoger med navnlig landsbylærere som han førte under en større rejse rundt i landet – diskuterede forskellige synspunkter om skolevæsenet. Han tog blandt andet lærerlønningerne, kvindelige lærere, pryglestraffen, præsternes tilsyn med skolen og værdien af skolebøger og af fag som gymnastik under behandling. Bogen indeholder også en gennemgang af folkeskolens historie fra reformationen og frem til tiden efter Skoleloven af 1856.
Carl Christian Carlsen indsamlede som led i sit organisatoriske arbejde for lærerne systematisk oplysninger om landets skoler og lærere. I 1861 udgav han som tillæg til sit blad “Samleren” en “Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere”.
Ved sin død den 13. januar 1865 efterlod han to små børn, som hans allerede i 1863 afdøde anden hustru Frederikke (f. Høyer) var moder til. Børnene blev således ved Carl Christian Carlsen død tidligt forældreløse, men kunne heldigvis drage fordel af netop hans ihærdige slid for lærerstandens kår – herunder hans arbejde for stiftelsen i 1860 af en understøttelsesforening for forældreløse skolelærerbørn.
I en nekrolog i ”Samleren for Skolen og Læreren” lovpriste hans mangeårige kollega, lærer ved Sludstrup skole Johan Henrik Fix ham som ”Folkets Mand” der var elsket af skolebørnene og altid stod i første række når der skulle arbejdes velgørende for de fattiges hjælp og det almenes tarv. Ved hans bisættelse fulgte 2-300 personer af alle samfundsklasser ham til graven.
Som supplement – og måske korrektion – til dette mere officielle billede af Carl Christian Carlsen har vi også en udtalelse fra en af hans elever, den i lokalhistorisk sammenhæng overordentlig aktive farver og cigarhandler P. Arnskov. Arnskov skriver i sine erindringer om sin elevtid i Borger- og Friskolen fra 1858 blandt andet: ”..Carlsen, som vi mest havde til regning, han var vist en meget duelig lærer, men han havde en del udenoms arbejde, især med assurance, og kom vi op til ham og ville have besked om noget, kunne vi være temmelig sikre på at få på hovedet, fordi vi forstyrrede ham.” Arnskov tilføjer, at som bevis på lussingens fortræffelighed efterlod den et mærke på elevens kind, forårsaget af lærer Carlsens fingerring.
I Joakim Larsens skolehistorie fra 1899 tillægges Carl Christian Carlsen stor betydning som nøgleperson i processen frem til skolereformen i 1856. I den nyligt udgivne skolehistorie fra 2013 omtales han ikke, men der er ikke tvivl om, at han har haft stor betydning som leder, pennefører og organisator i forbindelsen med brydningerne om folkeskolens udformning, vilkår og formål omkring midten af det 19. århundrede.
Hans Trier, 05-09-2017
Kilder
Arnskov, P. Bogen om Slagelse. Slagelse, Bøggilds Forlag, 1931
Carlsen, Carl Christian. Erindringer om Skolevæsenet og Omrids af Folkeskolens Historie. Slagelse 1864
Carlsen, Carl Christian. Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere. Kbh. 1861.
Coninck-Smith, Ning de & Charlotte Appel (red.). Dansk skolehistorie: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år. 5 bind. Aarhus Universitetsforlag 2013-15.
Fix, Johan Heinrich: Carl Christian Carlsen (nekrolog). I: Samleren for Skolen og Læreren, ekstranummer januar 1865 s. 1-4.
Hoffmann, Johan: Slagelse borger- og friskole 1800-1900. Særtryk af ”Vor Ungdom”, København 1899.
Knudsen G. P. Arnskov: Et Mindeord. I: Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 19. årgang 1931 s. 36-79.
Larsen, Joakim: Bidrag til den danske Folkeskoles Historie 1818-1898. Kbh. 1899.
Larsen, Joakim. Carl Christian Carlsen. I: Dansk Biografisk Lexikon 1887-1905 (www.runeberg.org)
Nielsen, Ole G. I byens larm en skole stod. Skoleliv i Slagelse gennem 200 år. Udgivet af Slagelse byråds skoleudvalg. Slagelseegnens Kulturkreds, 1982.
C.A. Olesen var en af mændene bag De Danske Spritfabrikker, som han grundlagde i 1881 sammen med C.F. Tietgen. Olesen blev spritfabrikkernes første administrerende direktør og efterfulgtes ved sin død af sønnen Chr. H. Olesen. C.A. Olesensvej er navngivet ca. 1975.
Hedevig Johanne Langeland var datter af Rasmus Langeland og Anne Marie Jensdatter. Faderen var en yderst driftig forretningsmand, der både drev købmandshandel, gæstgiveri, værtshus og tillige var medejer af færgeforbindelsen til Fyn. Rasmus Langeland opførte ét af Korsørs smukkeste huse i 1761, nemlig Kongegården, der stadig pryder Korsør by.
Som 21-årig blev Hedevig gift med godsforvalter Marcus Marcussen Bagger, og i løbet af deres 9 år lange ægteskab fik de fem børn, hvoraf de to ældste døde som små. I februar 1770 døde hendes mand i en alder af 44 år, og den 26. september samme år døde hendes bror, der var borgmester i Korsør. Det efterfølgende år gik Hedevigs far konkurs.
Hvis kvinder på den tid blev erhvervsdrivende, var det ofte fordi de overtog virksomheden efter en afdød ægtefælle, men det var ikke tilfældet med Hedevig. I 1775 købte hun, der var alene med tre mindre børn, en gæstgivergård i Korsør på adressen Slottensgade 82. Allerede i løbet af få år blev gæstgivergården udvidet, og i forbindelse med endnu en ombygning i begyndelsen af 1780’erne blev der indrettet postkontor i ejendommen. Samtidig fik Hedevig lovning på at få bevilling til at drive posttjeneste, hvilket dog først trådte i kraft i 1798, hvor også provianteringen af Sprogø skulle håndteres. Ved siden af gæstgivergården drev hun fra 1790’erne også vognudlejning til rejsende, der ikke havde lyst til at rejse i dilligence.
I den periode, hvor Hedevig var bosat i Korsør, var der to folketællinger, nemlig i 1787 og 1801. I 1787 bestod husstanden af Hedevig, hendes 21-årige datter samt en 22-årig broderdatter. Derudover ses ni ansatte, en logerende samt en syvårig, fattig dreng, der var søn af en skomager (muligvis i pleje, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt). I folketællingen 1801 var broderdatteren fortsat en del af husstanden og stadig ugift. Derudover ses en postfuldmægtig samt yderligere ti ansatte.
Som 70-årig fik Hedevig kgl. tilladelse til at sælge gæstgivergården. Køberen var en tidligere købmand, Knud Carlheim, der ved samme lejlighed blev udnævnt til postmester. Prisen for gæstgivergården var ganske pæn, og da gården var afhændet, flyttede Hedevig til Slagelse og boede i en lejlighed hos sin yngste søn til sin død i 1822.
Antvorskov slot startede tilværelsen som et Johanniterkloster, men med reformationens indførelse i Danmark i 1536, blev Antvorskov sammen med alle de andre kirkelige ejendomme i Danmark overdraget til kongen. Til at begynde med fik det ikke den helt store betydning for Antvorskov, som fortsatte med at fungere som en gejstlig institution med virke som plejestiftelse. Antvorskov stod også for uddannelsen af lutherske præster. Antvorskovs store forandring skete i 1580-1584, hvor klosteret blev ombygget til et kongeslot.
Reformationen havde forandret det danske religionsbillede, men det betød ikke at klostrene med ét slag blev gjort unødvendige. Klostrene blev i byerne ofte anvendt som hospitaler, medens andre, ligesom Antvorskov, blev ombygget til kongeslotte.
Version:1.0
StartHTML:000000245
EndHTML:000002009
StartFragment:000001767
EndFragment:000001889
StartSelection:000001767
EndSelection:000001889
SourceURL:http://www.slagelseleksikon.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=366&kind=11&pageId=3&tit=A
Antvorskov og kong Frederik II
Antvorskovs ombygning: Fordele for
Frederik 2.
Antvorskov lå i Frederik 2.s regeringsperiode meget centralt i det danske rige, som dengang også inkluderede Skåne. Fra Antvorskovs bygninger kunne kongen skue ud over Storebælt. Antvorskov var derfor et centralt punkt på Frederik 2.s rejser rundt i Danmark. Det har især været praktisk for kongen at kunne gøre ophold på Antvorskov, når han skulle rejse gennem Sjælland over Fyn til Jylland.
Intern kommunikation mellem Frederik 2., hans kancelli og Danmarks embedsmænd var meget vigtig. Den skulle fungere optimalt når kongen rejste fra den ene fyrstelige residens til den anden. Desværre var datidens veje i megen dårlig stand, hvilket var med til at sænke rejsehastigheden betydeligt. Med indførelsen af køretøjer som transportmiddel i midten af 1500-tallet blev det imidlertid nødvendigt at anlægge nogle bedre veje. Frederik 2. satte sig for at bygge nogle nye vejstrækninger, de såkaldte kongeveje.
Kongevejene var et led i en dynastisk politik. Der var noget eksklusivt over dem. Det var nemlig kun kongen og en lille udvalgt skare af folk, som måtte benytte vejene. Kongevejene vakte også en del opsigt udenlands. Det havde indtil de danske kongevejes skabelse været uhørt i datidens Europa, at et så ambitiøst projekt blev udfærdiget fra starten ud fra en overordnet plan. Den første kongevej blev anlagt på strækningen mellem København og Frederiksborg, den næste mellem Kronborg og Frederiksborg og i 1585 anlagde Frederik 2. en kongevej mellem Ringsted og Antvorskov slot.
Frederik 2. sørgede for at knytte visse adelsmænd tættere til sig end andre, heriblandt lensmændene, som spillede en stor rolle i datidens hof. Det var lensmændene der skulle holde opsyn og føre regnskab over de fyrstelige residenser. Med hensyn til Antvorskov kan nævnes Peder Reedtz som blev lensmand på Antvorskov og Sorø kloster i 1580. Peder Reedtz var af gammel adelsslægt fra Meklenborg og havde slået sig ned i Danmark i 1572 efter at han var kommet til landet med det følge, der fulgte Frederik 2.s fremtidige hustru prinsesse Sophie af Meklenborg. Frederik 2. syntes godt om Peder Reedtz og han gjorde hurtigt karriere inden for det danske hof, først som hofjunker, siden som staldmester. I 1582 valgte Frederik 2. at afholde Peder Reedtzs bryllup med adelsdamen Karen Rostrup på Københavns slot og to år senere skænkede kongen ham herregården Tygestrup som siden 1361 havde hørt under Antvorskov klosters gods. I 1586 valgte Frederik 2. at skænke endnu en gave, denne gang i form af en faddergave til Peder Reedtzs søn, Frederik, i form af herregården Hørbygaard.
Antvorskov slot lå omgivet af store skovområder med en sund vildtbestand. Frederik 2. havde altid været en ivrig jæger og har uden tvivl straks kunnet se de gode muligheder for jagt i området omkring Antvorskov. I 1586 er der også beviser for at avlingen ved Antvorskov slot var blevet forbedret. Frederik 2. havde også en jagtgård i Rosted, hvor han også opholdte sig når han kom forbi Antvorskov. Frederik 2. befandt sig meget på Antvorskov i jagtsæsonen i månederne september, oktober og november.
Antvorskovs ombygning: Fordele for
Slagelse og omegn
Anlæggelsen af kongevejene styrkede Slagelse by, der kom til at fungere som et regionalt administrationscenter fra starten af Antvorskovs ombygning i 1580 og helt ind i 1700-tallet. Kongevejene gjorde også Slagelse by til et handelsmæssigt knudepunkt idet Frederik 2. sørgede for at invistere i diverse herberger rundt om i området, hvis formål det var, at huse de gæster der ønskede at komme tættere på kongen. De mange besøgende har givet yderligere indtjening til de handlende i Slagelse by og omegn.
Slagelse by og omegn nød godt af Frederik 2.s interesse for byen. I 1581 blev borgerne i Slagelse fritaget fra at indkvartere soldater, men til gengæld skulle borgerne sørge for at istandsætte forfaldne huse, opføre købstadsbygninger og erstatte stråtag med tegltag på grund af brandfare.
Da Antvorskov kloster stod færdigbygget som kongeslot i 1585 blev de daværende beboere på klostret, de fattige og syge, overflyttet til hospitalet i Bredegade i Slagelse. Frederik 2. underskrev den 24. oktober på Antvorskov slot en Fundats som skulle være med til at forbedre hospitalets økonomi. Kongen gav også hospitalet en del af Antvorskovs jordegods og kongetiendeindtægterne fra ca. 40 vestsjællandske sogne.
Hvad foretog Frederik 2. sig på Antvorskov?
Frederik 2. udarbejdede en del kongebreve medens han opholdt sig på Antvorskov. I perioden 1559-1562 besøgte kongen kun to gange Antvorskov. Begge besøg var ganske korte og sammenlagt fik han udfærdiget 10 kongebreve med Antvorskov-datering. Kongebrevene fra denne periode berettede ikke noget om Antvorskov eller Slagelse og omegn.
Fra 1563-1570 besøgte Frederik 2. fire gange Antvorskov fra 1564-1567. Alle fire besøg var korte og varede under en uge. Sammenlagt udfærdigede kongen 20 kongebreve med Antvorskov-datering, hvilket var en fordobling af antallet af Kongebreve siden 1559-1562. Kongebrevene fra denne periode omhandlede Den Nordiske Krig.
Fra 1571-1579 besøgte Frederik 2. Antvorskov i alt otte gange. I 1575 og 1578 besøgte kongen endda begge år Antvorskov to gange. Fire af kongens besøg på Antvorskov varede også mere end en uge. I 1571 omhandlede kongebrevene for det meste fredsforberedelser med Sverige. I 1574 i et kongebrev dateret 12. august berettede Frederik 2. at han havde ansat en beridder til at tilse en stor del skovområder, heriblandt dem omkring Ringsted kloster. Beridderens opgaver gik på at sørge for at ingen jæger gjorde skade på skovområdernes dyreliv, at ingen fældede træer i skovene uden tilladelse fra kongen og at de bønder der holdt geder i områderne og gjorde skade på skovene blev forhindret i at gøre således. Beridderen skulle indberette alle tilfælde af overtrædelser til lensmanden på Roskildegaard. Hvis ikke han gjorde det, ville beridderen selv blive afstraffet. For denne tjeneste belønnede Frederik 2. beridderen med en afgiftfri gård (Valsøgaard), en gård i Valsø og en årlig hofklædning. Selv om dette eksempel ikke beretter noget om Antvorskov giver det et indblik i Frederik 2.s interesse for skovområderne med deres vildtbestande i det danske rige, samtidig med et det giver et indblik i det forhold, som gjorde sig gældende mellem kongen og de ansatte ved hoffet. Frederik 2. valgte at yde en modtjeneste for beridderens tro tjeneste.
I 1575 omhandlede kongebrevene for en stor dels vedkommende byggeriet på bygningen Krogen, som senere skulle komme til at gå under navnet Kronborg. Frederik 2. kastede sig også ud i andre bygge- og vedligeholdelsesprojekter i dette år, blandt andet istandsættelse af kirker og genopbygningen af et afbrændt hus ved Kalundborg slot.
I et kongebrev dateret 8. oktober 1577 beder Frederik 2. prioren ved Antvorskov at fremskaffe nogle breve der omhandler et gods som kongen har givet sin sekretær og dennes søskende i mageskifte, fordi der nu er opstået en konflikt mellem sekretæren og dennes søskende på den ene side og nogle adelige på den anden side, som ønsker at drive et markskel. Godset har tidligere hørt under klostret, så prioren skal finde brevene så godset kan forsvares og markskellet forhindres. I et andet brev dateret samme dag skal prioren på Antvorskov også sørge for at nedrive nogle stolper på et hus og føre dem til Rosted, hvor kongen har en jagtgård og opsætte den der. Der skal også skaffes diverse arbejdsfolk og vogne, så opgaven kan løses.
I tre kongebreve dateret 18. oktober 1577 kommer Frederik 2. ind på Slagelse hospital. I det første kongebrev giver han svar på en klage fra en sognepræst som gør tjeneste i Slagelse og om søndagen gør tjeneste på Slagelse hospital. For sit arbejde har han fået korn, smør, svin og oksekød af en adelsdame og de tidligere hospitalsforstandere. Kongen giver udtryk for at der ikke må skæres i sognepræstens løn og at hvis der kommer yderligere klager bliver han nødt til at fratage hende hospitalet. I et andet kongebrev skal stiftslensmanden sammen med sognepræsten i Slagelse gøre årligt regnskab for Slagelse hospitals indtægt og udgift. I det tredje kongebrev skal en adelsmand og sognepræsten fra Slagelse årligt undersøge de fattiges vilkår på Slagelse hospital, som to adelsdamer har i forlening, og hvis det ikke går rigtigt til, skal de melde det til kongen.. Dette viser at Frederik 2. tog sit arbejde med Slagelse hospital alvorligt.
I perioden 1580-1584 er der fire år, hvor Frederik 2. opholder sig på Antvorskov (1580-1582 og 1584). På de fire år udfærdiger Frederik 2. i alt 109 kongebreve med Antvorskov-datering. En del af kongens kongebreve i denne periode omhandlede Antvorskov og hospitalet i Slagelse, hvilket er med til at vise at kongens interesse for Slagelse og omegn er stigende i denne periode.
Tre kongebreve dateret 18. oktober 1580 omhandler Antvorskov og et kongebrev dateret samme dato omhandler Slagelse hospital. Det første kongebrev omhandler en klage over afskaffelsen af en havn og kongen giver besked på at der igen skal være fri havn til Slagelse, hvor alle varer må ind- og udskibes. Lensmanden på Antvorskov kloster skal tilskikke en tolder så kronens told ikke forringes. Dette eksempel viser at Slagelse og omegn har været et handelscentrum med både import og eksport af varer. I et andet kongebrev befaler Frederik 2. lensmanden på Antvorskov kloster, Peder Reedtz, om at lade søerne ved Antvorskov og Sorø kloster rense og der skal også ansættes gravere til at grave grøfter ved klostrene, samt stenbroer og veje skal istandsættes. Dette eksempel viser at kongen har gået meget op i forholdene omkring klostrene. I det tredje kongebrev dateret 18. oktober har en del bønder omkring Antvorskov og Sorø kloster klaget til kongen over de ligger for højt i landgilde. Kongen beder om at der for eftertiden skal sættes bønderne en rimelig landgilde. I det fjerde kongebrev beder Frederik 2. om at Slagelse hospital skal have fri ildebrændsel og bygningstømmer af Antvorskov og Sorø klostres skove.
Et kongebrev dateret 26. oktober 1580 omhandler de borgere i Slagelse som har haft fæste eller som senere skal fæste hospitalets jorde i Slagelse af lensmanden Peder Reedtz på Antvorskov kloster må beholde disse så længe de lever og at deres enker efter ægtemændenes død også må befæste jordene såfremt de ikke gifter sig igen.
I et kongebrev dateret 27. oktober 1580 til Peder Reedtz ønsker kongen efter nedlæggelsen af hospitalet på klostret at forbedre hospitalet i Slagelse. Da kongen på daværende tidspunkt ikke har kunnet træffe en endelig afgørelse, skal Peder Reedtz indtil videre sørge for at de fattige på hospitalet for alt det de har behov for. Han skal istandsætte hospitalet og skaffe det nødvendige ildebrændsel i Antvorskov og Sorø klostres skove. Dette eksempel viser igen at kongen har taget sin flytning af klostrets hospitalsafdeling til Slagelse alvorligt og at det har ligget ham meget på sinde at forbedre forholdene på hospitalet.
I 1582 er der en del kongebreve der omhandler kongens skovområder i Vordingborg len og skovene ved Sorø kloster, hvor beriddere skal føre tilsyn med at ingen jæger skyder vildtet uden tilladelse fra kongen. Dette beviser Frederik 2.s glæde ved jagt i sine skovområder, og at han gik op i at vildtbestanden i skovene forblev sund, og at der ikke blev forårsaget skade på den. Et eksempel fra 1582 omhandler også Antvorskov, hvor kongen har indtaget en del skovområder og bevilger derfor at bogerskabet i Slagelse herefter må være fri for den afgift de tidligere årligt har givet til Antvorskov kloster. Kongen indskrænker således ikke deres privilegier.
I perioden 1585-1588 besøger han alle år Antvorskov. På de fire år udfærdiger Frederik 2. i alt 370 kongebreve med Antvorskov datering. Dette er den periode hvor der bliver udfærdiget flest kongebreve på Antvorskov slot.
I 1584 danner Antvorskov slot ramme om en herredag. En herredag var møder mellem kongen og rigsrådet, hvor der blandt andet blev afsagt domme i kongens retterting. Det hørte med til idealet om at være en god fyrste i renæssancen, at kongen gav sig tid til at høre og dømme i sager. Frederik 2. ankom fra Nyborg til Antvorskov den 3. juli 1584, hvorefter han hørte sager fra den 4. juli til den 7. juli, hvorefter han drog videre til Ringsted for at hylde den unge prins Christian (4.). I et kongebrev dateret 4. juli 1584 var en af sagerne en domsafsigelse vedrørende en borger fra Randers, hvor Frederik 2. vælger at eftergive al tiltale mod manden.
I et kongebrev dateret 14. juli 1585 giver Frederik 2. en instruks til lensmanden på Antvorskov, Peder Reedtz, om hvorledes han skal forholde sig til kongens børn, fyrster og frøkener, når de opholder sig på Antvorskov. Han skal blandt andet sørge for at de bliver ordentligt behandlet og at de får alt det de har brug for. Han giver også udtryk for at lensmanden skal sørge for børnene når kongen selv er på jagt og at der ikke må være nogle fremmede i nærheden af dem med undtagelse af rigsråderne. Dette eksempel giver udtryk for at det har været forbeholdt nogle ganske få udvalgte at komme så tæt på den kongelige familie og det hof som har omgivet dem. Der har været klare regler for omgang og det har således været lensmandens opgave at sørge for at disse blev overholdt.
Antvorskov slot blev også brugt i en dynastisk politik i mødet med det fremmede, som for eksempel besøg fra udenlandske gesandter. Dog har besøgene fra gesandter været betydeligt mindre i omfang på Antvorskov end på andre af samtidens mere prangende slotte. Der er i alt to eksempler på at gesandter har besøgt Frederik 2. på Antvorskov slot. Begge eksempler er fra 1587. Det første eksempel omhandler en gesant fra hertugen af Parma som kom til Antvorskov den 20. juni og fik audiens hos kongen den 21. juni 1587. Gesandten har været gæst, hvilket vil sige at kongen meget vel har sat sig ned og spist og drukket sammen med gesandten den 22. juni. Gesandten har opholdt sig på Antvorkov frem til den 23. juni. Det andet eksempel omhandler nogle gesandter fra Skotland. De ankom til Antvorskov den 27. juni 1587. De har været i audiens hos kongen den 26. juni men da de har spist og drukket den 29. juni har kongen ikke selv været til stede. Dette kan skyldes at kongen har været utilfreds med kongen af Skotlands behandling af de gesandter kongen selv havde sendt til Skotland året forinden. Det forlyder i et kongebrev dateret 16. juni 1587 at de tidligere udsendte danske gesandter ikke havde modtaget ordentlig beværtning i de skotske herberger medens de opholdte sig i Skotland, så Frederik 2. ønsker heller ikke at udvise storsind med hensyn til de skotske gesandter han har hos sig. De får besked på at rejse så hurtigt som muligt. Dette eksempel viser hvor vigtigt det var for kongen at hans egne gesandter modtog en ordentlig behandling når de var udenfor Danmarks grænser. De danske gesandter repræsenterede den danske konge og derfor var enhver form for fornedring af de udsendte gesandter det samme som en fornedring af selve kongen.
Konklusion
Man kan påstå, at Antvorskov slot havde sin storhedstid i Frederik 2.s regeringsperiode. Han var den danske konge der brugte slottet mest. Efter hans død i 1588 har andre slotte overtaget Antvorskovs plads. Det kan tænkes at Antvorskov af senere konger er blevet anset for at være for småt, og derfor har slottet ikke længere passet ind i en dynastisk politik. Til at begynde med opholder Frederik 2. sig ikke meget på Antvorskov. Når man ser på de to første perioder: tiden efter Frederiks kroning og Den Nordiske krig, er han der kun sammenlagt 26 dage på 12 år, og halvdelen af de 12 år (6 år) opholder han sig slet ikke på Antvorskov. Efter Den Nordiske Krig begynder der at ske forandringer. Frederik 2. begynder at opholde sig mere på Antvorskov. Mulighederne forbundet med stedets næsten centrale placering i det danske rige og de gode jagtmuligheder i skovene omkring det gamle kloster, har givet ham lysten til at forbedre forholdene på stedet.
I perioden, hvor Frederik 2. ombygger klostret til et kongeslot: 1580-1584, ses en yderligere stigning i kongens besøg. Der sker også en stigning i kongebreve med Antvorskov datering. I 1584, hvor slottet står færdigbygget er det tydeligt, at Frederik 2. har været tilfreds med resultatet, idet han vælger at opholde sig på det nye kongeslot hen over julen og ind i det nye år.
1585 er det år, hvor Frederik 2. opholder sig flest gange på Antvorskov slot. Han opholder sig sammenlagt 53 dage på slottet. Han har to kortere ophold i januar og juli måned og et længere ophold fra september til oktober måned. I 1586 opholder han sig sammenlagt næsten en måned på slottet i månederne september, oktober og november. I 1587 opholder kongen sig igen sammenlagt en månedstid på Antvorskov.
Ud fra denne forholdsvis korte periode (1580-1588) kan det påvises, at Frederik 2.s planer for Antvorskov slot var først og fremmest at benytte slottet som et jagtslot. Når man ser på de måneder, kongen opholder sig på slottet, fremstår det tydeligt, at langt de fleste måneder ligger inden for jagtsæsonen (september, oktober og november). Den jagtglade Frederik 2. har nydt godt af de gode muligheder for jagt i de store skovområder, der har omkranset Antvorskov, og hvor vildtbestanden også har været sund. Det ville være at gå for langt, at kalde Antvorskov et ferieslot, men Frederik 2. har alligevel haft muligheden for at kunne slappe af og nyde tilværelsen med jagt. De mindre forhold på slottet, i forhold til andre fyrstelige residenser, har måske også kunnet danne ramme om et mere intimt miljø for kongen og hans hof. Det har måske endda været muligt for kongen under diverse jagter at kunne indgå i mere uformelle dialoger med besøgende gæster. Ud fra denne optælling tyder det på, at Frederik 2.s brug af Antvorskov var stigende i sidste halvdel af hans regeringsperiode: 1575-1588. Antvorskov slots storhedstid begyndte og endte med Frederik 2. Efter Frederik 2.s død og indtil hans søn, Christian 4. blev gammel nok til at overtage kongemagten, var det adelsvældet der regerede Danmark. For dem har det været mest praktisk at opholde sig meget i København, idet den faste del af Kancelliet var at finde i København, og mange af de adelige boede også i København. Efter Frederik 2.s død ses også en stigning i brugen af Københavns slot. Da Christian 4. kom til magten, har det også været forventet at den nye konge kastede sig ud i sine egne byggeprojekter.
Statistiske oplysninger
1559-1562: Tiden efter Frederik 2.s kroning i 1559 1559: Besøg på 4 dage (4/9 – 7/9) 3 kongebreve med Antvorskov datering 1560: Ingen besøg 1561: Besøg på 6 dage (3/11 – 8/11) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1562: Ingen besøg
1563-1570: Den Nordiske Krig 1563: Ingen besøg 1564: Besøg på 4 dage (20/9 – 23/9) 11 kongebreve med Antvorskov datering 1565: Besøg på 3 dage (1/1 – 3/1) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1566: Besøg på 5 dage (13/1 – 17/1) 1 kongebrev med Antvorskov datering 1567: Besøg på 4 dage (15/1 – 18/1) 1 kongebrev med Antvorskov datering 1568: Ingen besøg 1569: Ingen besøg 1570: Ingen besøg
1571-1579: Tiden efter Den Nordiske Krig 1571: Besøg på 17 dage (17/1 – 2/2) 13 kongebreve med Antvorskov datering (3/7 – 6/7) Rosted (jagtgård) 1572: Besøg på 1 dag (30/10) 3 kongebreve med Antvorskov datering 1573: Ingen besøg 1574: Besøg på 2 dage (12/8 – 13/8) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1575: Besøg på 24 dage (6/11 – 29/11) 22 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 4 dage (13/12 – 16/12) 9 kongebreve med Antvorskov datering 1576: Ingen besøg 1577: Besøg på 29 dage (24/9 – 23/10) 70 kongebreve med Antvorskov datering 1578: Besøg på 11 dage (27/2 – 9/3) 42 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 3 dage (23/5 – 25/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering 1579: Ingen besøg
1580-1584: Antvorskov kloster bliver ombygget til et kongeslot 1580: Besøg på 3 dage (24/7 – 26/7) 10 kongebreve med Antvorskov datering 8 kongebreve med Rosted datering (jagtgård) Besøg på 19 dage (10/10 – 28/10) 41 kongebreve med Antvorskov datering 1581: Besøg på 3 dage (21/5 – 23/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering 1582: Besøg på 3 dage (5/10 – 7/10) 9 kongebreve med Rosted datering (jagtgård) 1583: Ingen besøg 1584: Besøg på 3 dage (4/7 – 6/7) 23 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 18 dage (14/12 – 31/12) 29 kongebreve med Antvorskov datering
1585-1588: Antvorskov som kongeslot, frem til Frederik 2.s død 1585: Besøg på 11 dage (1/1 – 11/1) 31 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 2 dage (14/7 – 15/7) 8 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 1 dag (2/9) 1 kongebrev med Antvorskov datering Besøg på 39 dage (17/9 – 28/10) 97 kongebreve med Antvorskov datering 1586: Besøg på 10 dage (11/9 – 20/9) 13 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 15 dage (22/10 – 5/11) 28 kongebreve med Antvorskov datering 1587: Besøg på 6 dage (19/5 – 24/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 24 dage (8/6 – 1/7) 96 kongebreve med Antvorskov datering 1588: Besøg på 25 dage (7/3 – 31/3) 33 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 24 dage (1/4 – 24/4) 49 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 7 dage (2/5 – 8/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 14 dage (19/5 – 1/6) 2 kongebreve med Antvorskov datering
Linda Andersen, 01-11-2017
Kilder og litteratur
Bernholm, P.H.: Antvorskov gennem tiderne til vore dage. København: Det Schønbergske Forlag 1942.
Bricka, C.F (udgiver).: Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold. 1556-1560, København 1887-1888. 1561-1565, København 1893-1895. 1566-1570, København 1896. 1571-1575, København 1898. 1576-1579, København 1900. 1580-1583, København 1903. 1584-1588, København 1906. 1588-1592, København 1908.
Carøe, Otto: ”Kong Frederik II’s Kalenderoptegnelser for Aarene 1583, 1584 og 1587.” i Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3.
Friis, F.R. 1876: Bidrag til Antvorskovs Historie. Slagelse 1876.
Grinder-Hansen, Poul: Frederik 2. Danmarks renæssancekonge. Gyldendal 2013.
Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede. Bind 1: Land og folk. Bønder- og købstadsboliger, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev 1968 (opr. 1914-1915)
Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede. Bind 2: Herregårde og slotte. Klædedragt, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev 1968 (opr. 1914-1915).
I 2000 gik Sjællandske Livregiments Musikkorps sammen med regimentet over i historien. I dette lille essay vil vi se på dette lokale musikkorps, som fik lov til at eksistere i næsten 25 år. Men først lidt militærmusikhistorie.
Forhistorien Der har været militærmusik herhjemme i århundreder. I 1909 var det nær gået galt, da Rigsdagen besluttede, at al militærmusik bortset fra Den kongelige Livgardes Musikkorps skulle nedlægges. Fra og med 1. april 1911 var alle militærmusikere afskediget. Det blev der imidlertid protesteret imod, så 1. april 1911 udsendte Krigsministeriet et telegram til musikerne om, at afskedigelserne var annullerede. Men der blev skåret ned. Regimentsmusikkorpsene blev nu reduceret til ni musikere plus reservemusikere – dvs. værnepligtige eller løst ansatte musikere. Flåden, rytteriet og artilleriet måtte dog stadig nøjes med ni faste musikere. I Slagelse var der militærmusik fra 1913, hvor byen igen blev garnisonsby. Det varede til 1923, hvor regimentet med musikkorps blev flyttet til Fredericia. Det var dermed slut med militærmusikken i Slagelse i en lang periode. I 1932 havde vi her i landet 17 militære musikkorps, som, bortset fra Den kongelige Livgardes Musikkorps alle blev nedlagt. Disse musikkorps optrådte tit i parker og på torve og glædede derved befolkningen med levende musik. Det var nu slut. Herudover stod hæren pludselig uden musik til ceremonier og parader. Det sidste kompenserede man for ved at lade højtalervogne spille marcher foran en parade(!) I 1940 blev landet besat af tyskerne, som sendte deres store og velspillende musikkorps herop i PR-øjemed. Politikerne vågnede da op og indså, at man ikke bare kunne fjerne den danske regimentsmusik. Der blev derfor oprettet fire musikkorps i 1941, og i 1953 kom et femte til. Nu bliver det lidt indviklet: Et af de nye musikkorps var 4. Regiments Musikkorps, som fik garnison i Holbæk. Da regimentet i 1951 fik garnison i Roskilde, fulgte musikkorpset med for en kortere periode. Det kom nemlig i 1953 til 1. Regiment i Høvelte og blev nu til 1. Regiments Musikkorps. I 1961 skiftede regimentet navn, og musikkorpset kom så til at hedde Danske Livregiments Musikkorps. Dette blev nedlagt i 1973, men de fleste af musikerne blev overflyttet til Falsterske Fodregiments Musikkorps i Vordingborg, og de musikere, der ikke blev plads til, blev enten afskediget eller fordelt til hærens øvrige regimenter. Dette musikkorps var et af de fire, der blev oprettet i 1941 som 5. Regiments Musikkorps med garnison i Næstved og flyttede til Vordingborg i 1957.
Et herligt foto viser en højtalervogn, som spiller marchmusik foran en militær parade. Billedet er fra en jubilæums-brochure fra Bagger Radio. Fra: Gaardbo 2017 s. 5.
Sjællandske Livregiments Musikkorps I 1976 blev Falsterske Fodregiments Musikkorps overført til Sjællandske Livregiment, som havde garnison på Antvorskov Kaserne i udkanten af Slagelse og fik navnet Sjællandske Livregiments Musikkorps men med garnison i Ringsted. Her havde musikkorpset sit øvelokale – musikstue, som er den korrekte militære betegnelse. Sjællandske Livregiments Musikkorps skulle betjene militære enheder og myndigheder på Sjælland, Bornholm, Lolland og Falster. Herudover havde musikkorpset repræsentative opgaver i Frankrig, Tyskland, Polen og Sverige. Det femte musikkorps, som blev oprettet i 1953, var Fynske Livregiments Musikkorps. Et forsvarsforlig i 1991 medførte, at Fynske Livregiment blev nedlagt, og musikkorpset fortsatte derefter under navnet Musikkorps Fyn, indtil det blev nedlagt ved en sparerunde i 1997. En karakteristisk ting for såvel Sjællandske Livregiments Musikkorps som Fynske Livregiments Musikkorps var, at de begge begyndte at dyrke bigband-stilen i slutningen af 1970’erne. Ligesom i jazz-bigband indeholdt disse musikkorps udover slagtøj trompeter og tromboner, men saxofonerne manglede. Dette kompenserede man for ved at lade disse instrumenters stemmer spille af de ”bløde” messingblæsere som flygelhorn, horn, baryton og tuba. Herudover tog man også el-bas, klaver og sanganlæg i brug. Sjællandske Livregiments Musikkorps afholdt koncerter med Swing Sisters og Etta Cameron. I starten af 1980’erne fik musikkorpset ny dirigent. Det var Svend Lundvig, og han kom direkte fra det civile musikliv bl.a. som leder af Palmehaveorkestret. Det var under hans musikalske ledelse, at musikkorpset indspillede LP’en På March, som er en særdeles overbevisende indspilning af dansk militærmusik.
Selv i Blæksprutten fra 1932 blev problemet kommenteret. Billedteksten under tegningen er ”Væk med Hærens Grammofon! Forslag til levende Militærmusik.”
Lidt for meget fest? På et tidspunkt synes der imidlertid måske at være gået lidt for meget palmehave i musikkorpset på bekostning af det militære. Dette bevirkede en særlig eksercitsuddannelse af musikkorpset afsluttende med en ekstraordinær inspektion ved Hærens Musiktilsyn. Lad os læse, hvad den daværende chef for Sjællandske Livregiment oberst R.C. Jørgensen har skrevet herom:
“I min chefsperiode udviklede orkestret sig til et populært islæt i hele landsdelens aktiviteter, idet dirigenten, Svend Lundvig, formåede at udvide repertoiret til – ud over den traditionelle marchmusik – at omfatte klassisk, jazz, rock og anden underholdning af høj kvalitet. Det gik måske lidt ud over den militære fremtræden, hvilket forsvarschefen personligt bemærkede. Og så måtte regimentet i gang med en særlig eksercitsuddannelse af korpset. Den afsluttedes med en ekstraordinær inspektion af korpset ved Hærens Musiktilsyn. Inspektionen varede en hel dag, og ud på dagen pålagdes det korpset at gå gennem Ringsted by for at vise, hvad det nu formåede. Bl.a. formanden for tilsynet d.v.s. chefen for Den kgl. Livgarde og regimentschefen fulgte opmærksomt med inde på fortovet, og det skortede ikke på ildnende tilråb til korpset, som vist sent vil glemme den dag.”
Ansættelse og kvalifikationer For at blive ansat i et regimentsmusikkorps måtte man igennem en konkurrence ligesom i symfoniorkestrene. Stillingerne blev besat ved at der i pressen blev opslået en stillingsbetegnelse. Lad os se på en af de sidste fra Sjællandske Livregiments Musikkorps. Her ønskede man en ny musiker, der spillede såvel baryton/tenorhorn som trombone. Stillingen skulle besættes pr. 1. februar 1999. Ansættelsen skulle ske i en tjenestemandsstilling på prøve og kunne tidligst finde sted ved det fyldte 20. år. Varig ansættelse fandt sted efter mindst to års tilfredsstillende prøvetjeneste og ansøgeren skulle have dansk indfødsret. Konkurrencen skulle afholdes i Slagelse Musikhus i november 1998, og der var to runder. På baryton/tenorhorn skulle man spille J.B. Senaillés Introduktion og Allegro Spirituoso og på trombonen: Romance – opus 21 af Axel Jørgensen. I anden runde skulle ansøgeren spille sammen med musikkorpset: Orkesterstemmerne ville blive sendt deltagerne senest 14 dage før konkurrencen. Og det blev pointeret, at da musikkorpset spillede en del moderne musik, så forventedes det, at ansøgeren kunne improvisere.
Ved musicering under march ledes musikken af vicemusikdirigenten (stabstambouren). Her Thorkild Lind.
En march fra bladet I 1988 kunne Slagelse fejre sit 700-års købstadsjubilæum. En lokal organist, Børge Lorentzen, havde i den anledning skrevet en jubilæumsmarch. Det var den daværende fritidskonsulents mening, at Sjællandske Livregiments Musikkorps skulle indspille den. Af økonomiske årsager blev det desværre ikke til noget. På selve jubilæumsdagen gav Musikkorpset en koncert på Nytorv i Slagelse, og fritidskonsulenten, Ingemann Pedersen, fik en god idé. Han ilede op på Rådhuset og hentede et eksemplar af partitur og noder, som han overrakte til Musikkorpsets dirigent. Musikerne kikkede på noderne, som de ikke havde set før, og spillede marchen fra bladet.
Den overkørte tuba En særdeles uheldig ting, som må kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver musiker, skal nævnes her. Musikkorpset havde spillet til et arrangement og skulle nu med bus hjem. Tubaisten John Thomsen havde nogle uger før fået en ny tuba, som han stillede på jorden bag bussen. Bussen begyndte at bakke og kørte tubaen over. Den blev helt flad, kunne ikke repareres, og der måtte derfor anskaffes en ny. I en del år herefter hang den fladmaste tube i hans hjem på Sjællandsvej i Slagelse.
Musikkorpset gav ca. 200 koncerter hvert år – bl.a. på skoler. Her er dirigenten Mike Cholewa.
Sjællandske Livregiments Fanfaremarch Livregimentet fik sin egen fanfaremarch komponeret af musikkorpsets første dirigent Dan K. Glæsel og indspillet på LP.en På March dirigeret af Svend Lundvig. Der er tale om en forholdsvis lille march. Den starter med en indledning på seks takter, hvilket er ret usædvanligt. Normalt er indledninger på et antal takter, der er deleligt med fire – ofte otte. Herefter følger et tema i Bb-dur, som gentages. Næste tema er i Eb-dur, og det gentages også. Til slut spilles marchen dal segno fra takt syv med gentagelse af begge temaer. Især i det første tema har musikkorpsets trompeter rig lejlighed til at spille fanfarer.
Den lidt usædvanlige indledning på seks takter til Sjællandske Livregiments Fanfaremarch
Nedlæggelsen Da Sjællandske Livregiments Musikkorps blev nedlagt i 2000 gav et en årlig besparelse på 6,3 mio. kr. svarende af 0,03 % af forsvarsbudgettet. Ved nedlæggelsen blev musikerne dog ikke arbejdsløse. Ud over, at fire musikere gik på pension, blev tre overført til Prinsens Livregiments Musikkorps (det nuværende Prinsens Musikkorps), det samme skete for musikdirigenten, også tre musikere kom til Slesvigske Fodregimente Musikkorps (det nuværende Slesvigske Musikkorps), og hele seks musikere kom til Den kongelige Livgardes Musikkorps. De sidste skulle i en overgangsperiode ”ud over at være musikere, i det omfang tiden tillader det varetage arbejde i nodearkivet, nodeskrivning, PR, planlægning og anden administration. ” Her kommer lige en vigtig bemærkning: En regimentsmusiker er ikke en soldat, der som fritidsbeskæftigelse spiller i et orkester dannet af personer med tilknytning til kasernen i lighed med fx politi-, jernbane- eller postorkestre. Disse orkestre består som regel af personer, der arbejder i virksomhederne og spiller musik i deres fritid. Regimentsmusikeren er en professionel musiker, der ofte er uddannet på et musikkonservatorium på sit instrument. Ud over at medvirke til parader og militære højtideligheder, afholdt de militære musikkorps koncerter for soldater og andet personel ved Forsvaret. De afholdt skolekoncerter og koncerter for ældre, offentlige koncerter og medvirkede ved tattoos. Herudover kunne regimentsmusikerne levere kompetent musikundervisning, og mange amatørorkestre er igennem tiden blevet dirigeret af en militærmusiker. Ud over Den kongelige Livgardes Musikkorps eksisterer der i dag to mindre militære musikkorps på 17 mand. Det er Slesvigske Musikkorps i Haderslev og Prinsens Musikkorps i Skive. Hertil kommer i dag Søværnets Tamburkorps, som faktisk er et lille brass-band.
Nogle musikere og dirigenter der er omtalt i artiklen Mike Cholewa havde diplomeksamen i horn fra musikkonservatoriet i København i 1988, studerede direktion og blev cand.phil. i musikvidenskab fra KU i 2002. Dirigerede Sjællandske Livregiments Musikkorps 1989-96.
Dan K. Glæsel var dirigent for Falsterske Fodregiments Musikkorps, og ved nedlæggelsen heraf blev han dirigent for Sjællandske Livregiments Musikkorps. Han komponerede flere marcher. Flemming Hansens instrument var trompeten. Efter Musikkorpsets nedlæggelse kom han til Den kongelige Livgardes Musikkorps. I nogle år underviste han gardehusarernes signaltrompetblæsere på Antvorskov Kaserne i udkanten af Slagelse.
Mogens Hollensteds instrument var hornet. Han var i en periode dirigent for det lokale hjemmeværnsmusikkorps. Ved nedlæggelsen af Sjællandske Livregiments Musikkorps gik han på pension. Ib Nygaard Jespersen blev professionel musiker, da han i 1968 vandt pladsen på trombone ved Falsterske Fodregiments Musikkorps. Kom året efter til Den kongelige Livgardes Musikkorps. Var ansat her i 27 år – de sidste 13 som dirigent. Kom til Sjællandske Livregiments Musikkorps som dirigent i 1997.
Vagn Egon Jørgensen var uddannet på Musikvidenskabelig Inst. på Aarhus Universitet og flere musikkonservatorier samt Guildhall School of Music and Drama i London. Dirigerede musikkorpset 1996-97. Senere bl.a. højskoleforstander, musikskoleleder og kirkeorganist.
Thorkild Lind spillede trombone. Han var musikkorpsets stabstambour og dirigerede også undertiden musikkorpset. Ved nedlæggelsen kom han til Prinsens Livregiments Musikkorps. Musikpædagogisk virksomhed bl.a. i Prins Jørgens Garde i Vordingborg.
Svend Lundvig var selv trompetist og kapelmester for radioens Palmehaveorkester, som spillede ved de ugentlige middagskoncerter i radioen om lørdagen, før han blev dirigent for Sjællandske Livregiments Musikkorps. Han var i mange år medlem af bestyrelsen for Dansk Kapelmesterforening.
Johnny ”Goffy” Rasmussens instrument var trombonen. Han var konservatorieuddannet herpå og var regimentsmusiker i mere end 30 år. Var en ofte benyttet solist, når Musikkorpset spillede jazznumre. Spillede i mange år jazz med bl.a. med Kansas City Stompers, som han også indspillede med, og med dette orkester kom han til at spille sammen med mange af de store jazzmusikere. Ved nedlæggelsen af Musikkorpset gik han på pension som tjenestemand og brugte herefter tiden på jazzmusik.
Gert Rostock fik sin tidlige musikalske uddannelse i Tivoli-Garden. I midten af 1960’erne gik han over til el-bas og spillede bl.a. med Jørn Grauengaards orkester. I starten af 1990’erne kom han til Musikkorpset, hvor han spillede el-bas og stortromme Ved nedlæggelsen heraf kom han til Den kongelige Livgardes Musikkorps. John Vilstrup Thomsen spillede tuba. Han boede i mange år i Slagelse og har haft stor betydning for det lokale musikliv, idet han i flere perioder dirigerede det lokale hjemmeværnsmusikkorps. Herudover spillede han i en del år morgenmusik med ”Sølvbryllupstrioen”. Ud over faste musikere, talte musikkorpset også en række assistenter, som kunne træde til under sygdom mm. Fra Slagelse deltog således Torben Rønhorff Nielsen på trompet og Søren Hansen på el-bas.
Indspilninger Der er i dag rig lejlighed til at høre Sjællandske Livregiments Musikkorps. Der eksisterer enkelte koncertoptagelse på YouTube, og herudover er der LP-plader og CD.ere, man kan lytte til. I april 1983 indspillede musikkorpset under ledelse af Svend Lundvig LP’en På March. Denne består af en række marcher, af hvilke de fleste ikke har været indspillet før. Blandt de indspillede marcher er Sjællandske Livregiments Fanfaremarch skrevet af Dan K. Glæsel. Musikkorpset instrumenter var her, som for det meste, seks trompeter/cornetter (to i Eb og fire i Bb), fire tromboner, to horn, tuba, klokkespil og to i slagtøjsgruppen. I 1995 indspillede man under ledelse af Mike Cholewa CD’en Dagen vi aldrig glemmer. Her medvirker på de fleste numre Swing Sisters: – den tidligere lokale Kirsten Siggaard, Kirsten Vaupel og Lise Lotte Norup. Repertoiret var inspireret af 50-året for befrielsen og bestod bl.a. af It’s A Long Way To Tipperary, We’ll Meet Again og As Time Goes By samt flere danske kompositioner, og arrangørerne var bl.a. ud over dirigenten selv James Price, Henrik Krogsgaard, Ole Kock Hansen og Niels Jørgen Steen. Orkesterbesætningen var lidt anderledes end på LP’en, idet der nu medvirkede fire horn samt el-bas og piano. Selv spiller musikkorpset et nummer: Trumpet Voluntary (Prins Jørgens March). Også i 1995 medvirkede Musikkorpset på en LP fra Slagelse-Rosenborg-Tattooet med finalemusik – heriblandt Makwarths Slagelse Tappenstreg. I 1998 indspillede musikkorpset CD.en Den gang jeg drog af sted, udgivet af Reserveofficersforeningen i Danmark, idet det dette år var 150-året for danske reserveofficerers første indsættelse i kamp ved Treårskrigens begyndelse i foråret 1848. Musikken består af en historisk del med marcher som Den gang jeg drog af sted, I natten klam og kold, Holmens faste Stok og Riberhus March, men også en ”national” del med bl.a. Dronning Margrethe d. II’s Parademarch, Dronning Ingrids Honnørmarch og Kong Frederik IX.s Honnørmarch. Dirigent for indspilningen var Ib Jespersen. I 1998 udkom en CD, der også havde navn efter en kendt march Hilsen til vore venner udgivet som ”En musikalsk nytårshilsen fra de fire professionelle musikkorps i Forsvaret”. På denne CD medvirker de fire tilbageblevne regimentsmusikkorps Slesvigske Fodregiments Musikkorps, Prinsens Livregiments Musikkorps, Sjællandske Livregiments Musikkorps og Den kongelige Livgardes Musikkorps. Musikken er for det meste traditionel dansk militærmusik. Sjællandske Livregiments Musikkorps står for tre af numrene, som ud over Riberhus March, som er den samme udgave som på CD.en ovenfor, er to numre fra 1995-CD.en med Swing Sisters. I 2001 udkom en ny CD med Swing Sisters Vore favoritter. Her bliver de for det meste akkompagneret af det engelske The Pasadena Roof Orchestra, som er et lille jazz-bigband – med blandt andet saxofoner, men i tre af numrene bliver de akkompagneret af Sjællandske Livregiments Musikkorps, og her er tale om numre fra 1995-CDen. I 2006 udkom en tredobbelt CD med Swing Sisters: Sentimental journey. Noterne herpå er yderst sparsomme. Eksempelvis kan man ikke læser, at på de to første akkompagneres sangerne af The Pasadena Roof Orchestra. Optagelserne herfra er fra 1993 og 1994. Den tredje CD er identisk med Sjællandske Livregiments Musikkorps’ 1995-CD, Dagen vi aldrig glemmer, men nu fremgår det ikke, at det er dem, der akkompagnerer sangerne.
Afslutning I 2000 var det altså slut med den lokale militærmusik. Et lille plaster på såret er dog, at i januar 2001 blev Sjællandske Livregiment i Slagelse, Gardehusarregimentet i Næstved og Danske Livregiment i Vordingborg sammenlagt og videreført under navnet Gardehusarregimentet. Hver onsdag er der byridt i Slagelse By fra kl. 12.30. Her deltager en paukehest og sædvanligvis seks til ni signaltrompetblæsere samt et større antal heste med ryttere. Herudover har der siden 1950 eksisteret et hjemmeværnsmusikkorps, som har musikstue på Antvorskov Kaserne og hvert år afholder forårskoncert sidste torsdag i april måned samt spiller til 4.maj-arrangementet hvert år i Sct. Mikkels Kirke. Herudover har dette musikkorps hvert år enkelte af de militære arrangementer, som Sjællandske Livregiments Musikkorps hvert år ellers havde.
Børge Riis Larsen, 01-06-2018
Litteratur Gaardbo, Mogens: Fra redaktørens skrivebord. I: Reveille 37, nr. 3, september 2017 s. 4f. Gaardbo, Mogens: Militærmusikken i Danmark. (Internettet) Hansen, Niels: Regimentsmusikken i Odense. I: Odensebogen 1998 s. 150-174. Jonsen, E.B.: Sjællandske Livregiments Musikkorps – farvel og tak. I: Reveille 20, nr. 4, december (2000) s. 3-5. Jørgensen, R.C.: Enkelte løse ender. I: Sjællandske Livregiment 375 år 1614-1989 (1989) s. 55-56. Riis Larsen, B.: Komponisten Børge Lorentzen. I: Reveille 13, nr. 2, april 1993 s. 13f. Riis Larsen, B.: Militærmusikken i Slagelse for 100 år siden. I: Reveille 33 nr. 4, december (2013) s. 10-16 og Jul i Slagelse 2013 s. 20-25. Riis Larsen, B. (2005): Slagelse Bys 700 Års Jubilæums-og Festmarch. I: Jul i Slagelse 2005 s. 36f.
K.F.U.M. – spejderne blev oprettet i Skælskør den 2. marts 1939 med fabriksbestyrer Knud Honerè som gruppefører. Med i de første år var Niels Lawaetz, senere kom også hans kone, Aase Bülow med og havde de små spejdere. Mange år senere fik de eget hus på Nyvej. Engang i 1960’erne blev der bag Hesselbyvej udstykket til K.F.U.M.’erne og Solskinstroppen (De Blå), som begge fik bygget dejlige Panbospejderhuse, der stadig er ramme om det lokale spejderarbejde. K.F.U.M.- K.F.U.K.- spejderne er fælles om spejderhuset, og er for både piger og drenge. Aktiv leder var i mange år H.C. Hansen, hans kone Gudrun og deres 4 sønner.
Martin Mohr Løffler blev født i Berlins Scheunenvirtel som søn af en jødisk pelshandler. Han kom til Danmark kort før Krystalnatten i 1938 som medlem af en landbrugsgruppe fra det zionistiske Chalutz og besluttede af indlysende grunde at blive i vort land. Han arbejdede i gartneri og ved landbrug, indtil han måtte flygte til Sverige i oktober 1943.
Da han kom tilbage til Danmark tog han først studentereksamen på Statens og Hovedstadskommunernes Kursus (1947) og begyndte derefter at studere historie og tysk på Københavns Universitet. Han blev cand.mag. i disse fag i 1954 og havde ansættelser ved Nationalmuseets Filmarkiv og Statens Kursus. I årene 1961-66 underviste han i historie, erhvervsorientering, tysk og oldtidskundskab på Slagelse Gymnasium. Herefter var han ansat på Roskilde Katedralskole.
Han var sammen med Henrik Lange forfatter til bogen Der Nationalsozialismus und seine Opfer fra 1961. Han har desuden oversat moderne dansk lyrik og prosa til tysk. Fra 1965-74 var han medlem af redaktionen af tidsskriftet Gymnasieskolen.
Børge Riis Larsen, 01-08-2019
Litteratur: Slagelse Gymnasiums lærere 1927-2002, s. 35 Henning Vangsgaard: Mindeord i Politiken 26-01-2017
William Christopher Zeise var af apotekerfamilie. Han blev født i Slagelse som søn af Friedrich Zeise, der ejede Svaneapoteket. Moderen Johanne Helene Hammond var datter af kommerceråd Vilhelm Hammond på Aagaard i Vestsjælland. William Christopher Zeise blev som 11-årig sendt til N. D. Riegels’ læseinstitut i Sorø; men da Riegels døde, fortsatte Zeise sin skolegang i latinskolen i Slagelse. Her gik han i årene 1802-05. Det var på et tidspunkt, hvor skolebygningen var den endnu bevarede gamle kirkelade for foden af Skt. Mikkels Kirke. Her var han skolekammerat med den senere digter B. S. Ingemann, som har skildret sin skolegang særdeles grundigt i sin Levnetsbog; så her er der mulighed for at læse, hvad også Zeise har måttet døje med. Han blev da også træt af at gå i latinskolen, som han forlod for at blive lærling hos Gottfried Becker på Hofapoteket i København. Her blev han imidlertid kun få måneder. Han følte sig ikke tilfreds, klagede over dårligt helbred og vendte tilbage til Slagelse. Her studerede han nu selv kemisk og farmaceutisk litteratur og kunne som 17-årig omordne faderens apotek efter den nye farmakopé fra 1805. I 1806 rejste han igen til København og blev optaget i huset hos H. C. Ørsted, blev student i 1809 og tog i 1815 eksamen som farmaceut. Så gik turen atter til Slagelse, hvor han indrettede sig et lille laboratorium i faderens apotek. Her gennemførte han en række undersøgelser over basers indvirkning på kulhydrater. Disse undersøgelser skrev han en afhandling på latin om, og den gav ham i 1817 såvel magister- som doktorgraden.
Studietur og øvelseslaboratorium Herefter var han på en længere studietur til udlandet sammen med sin gamle skolekammerat B. S. Ingemann. I Göttingen studerede han analytisk kemi i et halvt år, og senere tilbragte han ca. halvandet år i Paris, hvor han mødte nogle af tidens største naturvidenskabsmænd (bl.a. Gay-Lussac og Berzelius) og også den landsforviste P. A. Heiberg. I 1819 vendte han hjem uden større udsigt til fast ansættelse. Men i slutningen af året fik han fondsmidler for “at bevare denne udmærket duelige Mand for sin Videnskab”, som det hed i indstillingen. Nu blev der indrettet et såkaldt “kongeligt øvelseslaboratorium” til fysik og kemi i Nørregade i København. Her blev Zeise i 1820 ansat til at forestå de kemiske øvelser for de universitetsstuderende. Det kemiske laboratorium holdt til i “snedkermester Pingels køkken”, og han delte dette med Ørsted. Det lyder særdeles primitivt, men det skal nævnes, at de begge her – foruden at undervise de studerende – også gjorde vigtige naturvidenskabelige opdagelser. Faktisk var det her Ørsted i 1820 opdagede elektromagnetismen.
Professor I begyndelsen af 1820’erne blev Zeise med Ørsteds hjælp udnævnt til professor i kemi ved Københavns Universitet. Herved fik kemien endelig sin egen lærestol ved universitetet. Samme år isolerede han de første xantogenforbindelser, en helt ny type organisk-kemiske forbindelser, der den dag i dag har teknisk vigtige anvendelser. Senere isolerede han “Zeises salt”, en organisk forbindelse som indeholder det ædle metal platin, og hvis struktur man diskuterede i mere end 100 år, før den endelig blev opklaret efter 2. verdenskrig. Zeises salt er det første eksempel på en såkaldt organometallisk forbindelse, der blev fremstillet. Da Den polytekniske Læreanstalt blev oprettet i 1829, blev han også lærer her. Seks år senere blev han fritaget for de fleste undervisningsforpligtelser på grund af dårligt helbred. I starten af 1830’erne opdagede og navngav han den svovlholdige stofgruppe mercaptanerne, der er udbredt i naturen, eksempelvis i kaffe. Nu er mange mercaptaner særdeles ildelugtende. Stinkdyrs duftstoffer er faktisk af denne type. Og en historie, som måske blot er en anekdote, fortæller, at han en aften blev bortvist fra Det kongelige Teater, da lugten af nogle af de forbindelser, han arbejdede med, hang så vedholdende i hans tøj, at hans nærværelse blev utålelig for dem, han sad i nærheden af. En anden historie fortæller, at der engang blev drevet klapjagt på katte i nærheden af hans laboratorium, idet der lugtede så fælt af katteurin. Først da kattene var slået ihjel, opdagede man, hvor lugten kom fra. I 1829 færdiggjorde han en 870 sider stor lærebog “Udførlig Fremstilling af Chemiens Hovedlærdomme” og i hans dødsår 1847 – han døde af tuberkulose – udkom en næsten lige så stor “Haandbog i de organiske Stoffers almindelige Chemie”. Året før lykkedes det ham at isolere gulerøddernes farvestof, caroten. Fra en tønde gulerødder isolerede han 5 gram caroten. Han analyserede de smukke kobberfarvede krystaller, men hans analyse var ikke helt korrekt. Faktisk gik der 84 år, før man kunne opskrive den korrekte strukturformel for forbindelsen.
Ægteskab og familie William Christopher Zeise efterlod sig ingen biologiske børn. Men han giftede sig i 1842 med den 17 år yngre Maren Martine Bjerring, som var enke med to børn. Disse kom begge til at bære navnet Zeise: Johan Martin Zeise blev organist og kantor ved Skt. Pauls Kirke i København og havde timer i sang ved Metropolitanskolen i årene 1872-97. Her blev han kollega til de fra Hans Scherfigs roman “Det forsømte forår” kendte modeller til lektor Blomme og matematiklæreren Aben. Lillesøsteren Johanne Frederike Katharine Zeise blev gift med en jurist, som var assistent ved Københavns Politikontor.
Zeises forskningsformidling Hverken Zeises forelæsninger ved universitetet eller hans skriftlige formulering har været noget særligt. I Dansk biografisk Leksikon citeres en samtidig kilde for følgende vedrørende hans lærebøger og artikler: “Man læser dem med samme Følelse som man kører i Slæde paa Sand”.
Gravstedet og gravstenen Zeise blev begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Gravstedet (A574) eksisterer endnu og blev i forbindelse med 200-årsdagen restaureret. Det viste sig, at gravstenen var forsynet med et forkert fødselsår.
Sammenfatning Slægten Zeise talte mange apotekere, der gennem faglige og familiemæssige kontakter har haft stor føling med naturvidenskabernes udvikling. William Christopher Zeise var en af Europas store kemikere i første del af 1800-tallet, og han er uden tvivl den mest kendte danske organiske kemiker overhovedet. Han var også grundlægger af den analytiske kemi i Danmark og ydede på flere andre områder en stor pionerindsats, der også senere blev udnyttet såvel videnskabeligt som industrielt.
Børge Riis Larsen, 01-01-2014
Litteratur: T. Morsing (red.) 1990: William Christopher Zeise – en dansk kemiker.
