Andersen, H.C. (1805-1875) digter

Er et verdensnavn som eventyrdigter. Han boede i Slagelse fra 26. oktober 1822 til 24. maj 1826. Han kom til byen, da han var 17 år, og rejste sammen med rektor Simon Meisling og dennes familie til Helsingør, da han var 21.

Fonden ad usus publicos finansierede hans ophold i byen. Han havde også fået bevilget gratis undervisning på Slagelse Lærde Skole (latinskolen), der lå på Bredegade 4-6. Han logerede først hos herredsfogedenken Erikke Henneberg på Bredegade 29, hvor han befandt sig særdeles godt. Alligevel flyttede han efter 3 år (27.10.1825)  ind hos rektorfamilien på Bredegade 4, fordi han vurderede, at det skolemæssigt ville være en fordel for ham. Meget tyder på, at han også befandt sig udmærket hos den aparte Meislingfamilie, hvor svineríet var udtalt. Han har skrevet venligt og morsomt om det i “Levnedsbogen” fra 1832 og i fiktionsform i “Lykke-Peer” fra 1870. Men han har også i 1847 skrevet om Meislings: “Det var et ulykkeligt hus”. Andersen var tydeligt præget af stadig angst for, om han kunne klare latinskoleuddannelsen, og om han kunne tilfredsstille de mennesker, der havde støttet ham. Det gav anledning til drastisk svingende sindsstemninger. Nogle af dem forfulgte ham hele livet. Han måtte ikke digte i Slagelse, men skulle koncentrere sig om lektierne. Alligevel skrev han digte og var i gang med adskillige romaner. Han gik meget i teatret og læste enorme mængder litteratur. I selvbiografien “Mit eget Eventyr uden Digtning” fra 1847 fortalte han dog en anden historie: “Under hele mit ophold i Slagelse havde jeg næppe skrevet mere end fire eller fem digte”. Det passer ikke – slet ikke. Der er bevaret ca. 60 digte. Han har formentlig skrevet mange flere. Tyve år efter ville eller turde han ikke afsløre det. Han dyrkede i stedet myten om sig selv “som en vild fugl, der var sat i bur!”

De mange digtøvelser var ikke forgæves.
I 1826 i Helsingør skrev han digtet “Det døende barn”. Hermed havde han som 21-årig vist sin genialitet. Få år senere skrev han “Hist hvor vejen slår en bugt”. I 1835 udkom de første eventyr. Han var på det tidspunkt berømt for sine digte og for romanen “Improvisatoren”. De følgende år skabte han de historier, der har gjort navnet H.C. Andersen lige så udødeligt som William Shakespeare.

H.C. Andersen boede 3 år og 200 dage i Slagelse. Senere kom han på små besøg i byen. Samlet opholdt han sig gennem livet godt 6 år på Vestsjælland. Da Andersen i 1867 blev udnævnt til æresborger i Odense, sendte Slagelse et lykønskningstelegram. Hans navn står på en mindetavle for gamle latinskoleelever opsat på Kirkeladen ved Sankt Mikkels Kirke. For nogle år siden fik en vej i Østbyen tæt ved Skovsø navn efter H.C. Andersen.

Stig Fjord Nielsen 01-01-2014

Andersen, A.G. (1881-1936) rektor

Andreas Georg Andersen tog lærereksamen fra Silkeborg Seminarium i 1903. I 1909 blev han (privat dimitteret) student og cand.mag. i fransk, tysk og historie ti år senere. Efter ansættelser bl.a. ved Ringsted Borgerskole og Aabenraa Statsskole blev han i 1923 ansat ved Slagelse kommunale Realskole. Det var denne skole, som i 1927 blev udvidet med en sproglig 1. g-klasse og dermed blev til Slagelse kommunale højere Almenskole. A.G. Andersens titel var overlærer indtil 1928, hvor han fik titlen rektor. Han er medforfatter til bl.a.  Fortællinger af vort Folks Historie I-IV (1927) og Børnenes Danmarkshistorie (1928).

Børge Riis Larsen 01-01-2014

Litteratur

Børge Riis Larsen (1977): Træk af Slagelse Gymnasiums historie og (2002): Slagelse Gymnasiums lærere.

Allieret flyvergrav på Magleby Kirkegård

På Skælskør Egnshistoriske Arkiv er en bog, som er afleveret af Johs. Lyshjelm (jour. nr. 1974/12). Bogen omtaler episoden, hvor en allieret flyver bliver fundet død i vandet ved Mindeshoved på Stigsnæs, og der rejses et minde for ham på Magleby Kirkegård.

I bogen står:
Flyvergravens historie.
Den 11. september 1944 opdager et par mænd fra Stigsnæs, at der lå noget og flød i vandet i Agersøsund ud for Mindeshoved. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en fremmed soldat, og der blev sendt bud til politiet, som foretog en nærmere undersøgelse. Bl.a. blev soldatens nummer og kendingstegn klippet af, men under den almindelige forvirring ved politiets afvæbning den 19. september blev disse tegn væk, så at man ikke senere kunne konstatere, hvem den døde soldat var. Dog ved man, at det var en australier, der havde været engelsk flyver (Royal Airforce).

Efter forhandling med tyskerne blev den fundne soldat begravet i stilhed på Magleby Kirkegård, kun indsvøbt i sække, men kort efter begravelsen var graven dækket af blomster, og i tiden indtil befrielsen var der altid nogen, der huskede den forulykkede flyver med friske blomster.

Så kom den 5. maj 1945, og kort efter iværksatte pastor Damm, Magleby, en indsamling for at få rejst en sten på Royalairforcemandens grav. Tanken slog godt an, og indsamlingen indbragte kr. 1180. Indsamlingskomiteen bestod af følgende: pastor Erik Damm, fru Hørup-Jørgensen, sognerådsformand Johs. Meidahl, P. A. Petersen, og lærer M. A. Ebbesen.

Komiteen gik derefter i gang med at finde en passende sten. En sådan blev fundet på stranden neden for Klintegården i Gedehaven, ikke så langt fra det sted, hvor liget af flyversoldaten blev fundet.

Tilhugningen og tilslibningen af stenen blev overdraget stenhugger Brinkløv, Slagelse, som også arrangerede opstilling og anbringelse af kæde om graven.

Afsløringen af stenen fandt sted søndag den 1. juli 1945 efter den ordinære eftermiddagsgudstjeneste. Til gudstjenesten var kirken fyldt, og da stenen skulle afsløres, var endnu flere kommet til.

Forinden ankom byleder inspektør P. Kragh, der under krigen sad i koncentrationslejr, sammen med 3 engelske soldater.

Pastor Damm talte først på engelsk til de tre soldater og gjorde rede for, at man havde fundet den forulykkede flyver under krigen og nu ville rejse ham en sten for hans indsats for Danmarks befrielse. Derefter talte pastor Damm på dansk og mindede om, at den forulykkedes pårørende ikke kunne være til stede, da man ikke kendte dem; men også dem ville man tænke på, og i fremtiden ville der nok være mennesker, der ville værne om denne grav. Vi ved ikke engang, om han kendte vort land; men han gav sit liv for det også. Derefter blev det flag, der dækkede stenen fjernet, og på den smukt polerede flade læste man følgende indskrift:

“Allieret Flyversoldat
R. A. F.
ilanddrevet ved Stigsnæs, 11 Septbr. 1944

Ukendt blev du fundet
ved vor lave strand;
men dit blod er rundet
for vort fædreland.

Rejst af Magleby Sogns Beboere.”

Indskriften er forfattet af pastor Damm, der til slut bad Fadervor på engelsk og dansk. Sognerådsformand Johs. Meidahl nedlagde en krans på kommunens vegne, og adskillige andre mødte med royalairforcefarvede kranse og buketter. Efter højtideligheden samledes komiteen i præstegården med de engelske soldater og byleder Kragh.

Graven er senere undersøgt af de engelske myndigheder, og ved den lejlighed blev liget lagt i kiste. Foruden mindestenen har englænderne senere opsat et stenkors.

For at give omgivelserne ved stenen et smukkere præg lod Magleby sogneråd hjørnet ved det gamle fattighus beplante med stedsegrønne træer.

De allierede Flyvergrave.

I mørke nætter og lyse dage,
i vinterkulde og solens brand,
vi hørte hære i luften drage
på flyvetogter mod fjendens land.

Som mørke prikker på himmelbuen
gled stålets fugle på krigerfærd.
Vort øje fulgte i stum beskuen
og frihedstimen kom mere nær.

Når luftværnsskytset man mod dem vendte,
mens søgelys gennem natten gled,
vi ønsked blot, det ej kunne hente
de stolte fugle til jorden ned.

En så vi styrte med stækket vinge.
På jorden lå kun forvredne hjul.
Men luftpiloten? Vi så ham springe,
og danske drenge ham gav et skjul.

Dog skylled ind fra de danske have
så mange flyver, der døden fandt,
og Danmarks kvinder til deres grave
i smug blå-rød-hvide kranse bandt.

Om deres minde vi end vil værne.
De faldt som helte, og vi blev fri.
De voldsmandsåget var med at fjerne
med al dets skændsel og tyranni.

De skal ej ligge forladte, ene,
fordi de faldt under våbengny;
men mæles skal det af bautastene;
”De frihedsfaklen har tændt på ny.”

M. A. Ebbesen.

I maj måned 1972 bliver der taget initiativ til at vedligeholdelsen af graven på Magleby Kirkegård, overgår fra komiteen til menigsrådet for Magleby kirke, da der kun var to personer i live som var med i komiteen der oprettede mindestenen i 1945.

Johs. Lyshjelm skriver i bogen, hvori der er regnskab for alle årene frem til 1973:
Fra englændergraven blev anlagt og til 1970 (25 år) var det en fast tradition, at eleverne i Magleby skole og læreren ved samme den 5. maj samledes ved mindesten for befrielsen (opsat ved skolen) og senere i slutningen af skoledagen var samlet på kirkegården. Mange elever havde blomster med hjemmefra, og der blev ligeledes lagt en krans i rød/blå/hvide farver. Normalt var sognepræsten også til stede og fortalte kort om begivenheden omkring begravelsen. Også digtet af førstelærer Ebbesen (se tidligere) blev læst i tiden fra 1962 og frem. Nævnes skal det også, at alle, der gennem årene har været ansat som ringer og graver ved kirken, altid har omfattet graven med megen forståelse. Således kan det nævnes, at man altid efter bryllup, hvor kirken var pyntet, har lagt blomster på graven.
J. Lyshjelm (Sign.)

Aage Justesen og Kurt Ibsen 01-01-2014

Adserballe, Thomas Thomsen (1914-1977) malermester og kunstmaler

” – den  fynske Vestsjællænder”. Født 20. maj 1914 i Rudkøbing, Langeland. Søn af lokomotivfører ved Langelandsbanen, Niels Thom-sen Adserballe og fru Karen. Viste allerede i barneårene et absolut billedkunstnerisk talent og kom i malerlære på øen for at lære faget fra bunden. Elev på Teknisk Skole i Odense og på Malerskolen. Fik arbejde i Korsør 1937 hos malermester Th. Weidemann med flere. Blev gift med Inger Petersen, datter af pensionats-værtinde Mary Petersen i Skolestræde (Kirkestræde).

Selvstændig malermester 1948, kendt som en ualmindelig dygtig håndværker med speciale i opmaling og dekoration af gamle møbler – kister, standure, kommoder m.v. – samt dekorationsopgaver og guld-arbejder i private hjem såvel som virksomheder og institutioner.
I sin fritid en følsom og meget virksom naturalistisk/impressionistisk kunstmaler, især landskabs- og naturmalerier fra Korsør og omegn i alle formater fra 17×23 cm. helt op til 120×176 cm. og større. Billeder fra strandene og havet og stenhøfderne omkring Korsør udskiller sig markant. Malede også en række smukke blomstermotiver samt portrætter, hvor motivernes karakterer var vigtigere end den umiddelbare lighed. Ingen væsentlige rejser, var inkarneret ”hjemmefødning” i Korsør og mange af hans billeder er ren Korsør-historie og –nostalgi.
Fra 1968 til sin død sammen med Odsherred-malere m.fl. tilsluttet HelmsUdstillerne på Helms Skole i Korsør. Havde desuden enkelte separatudstillinger.
Flere hundrede af hans billeder hænger rundt om i Korsør og hos søskendebørn og andre familiemedlemmer over hele landet.
Var i flere år i kompagniskab med malermester Frederik Hilkjær, gik på pension 1976 – døde 19. februar 1977.

I forbindelse med en mindeudstilling september 2009 i Store Magasin på Fæstningen i Korsør med godt 100 af hans billeder, blev registreret yderligere et par hundrede malerier (Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn ). Samtidig udkom en 48 sider stor og rigt illustreret biografisk mosaik om denne ”Korsørs glemte maler” – med den poetiske titel ”Drømmen om en Kornmark” skrevet af Jørgen Nielsen

Jørgen Nielsen 01-01-2014

Aagaard, Eigil (1892-1964) kunstmaler

Kunstmaler uddannet på ”Det kgl. Akademi København”, Rostrup Boyesens Skole, Det tekniske Selskabs Skole og flere andre uddannelsessteder. Har værker repræsenteret flere steder i lokalområdet. Har udsmykket den nuværende politistation i Korsør, den eneste fredede udsmykning i Korsør. Han har malet adskillige fugleskydningsplatter, som hænger i alle Sommerlysts lokaler i Korsør Lystskov. Mange af Aagaards platter refererer til fuglekongens erhverv eller bopæl. Han har haft flere separate udstillinger i bl.a. Korsør og Svendborg. Naturalistiske billeder i den omgivende natur. Han var meget anerkendt som portrætmaler og har senere malet opstillinger. Alle Aagaards billeder er fra ”fødslen” sat i den specielle Aagaard ramme, gennemskårne taglægter.

Frederik Jakobsen, 01-04-2014

Kilder

Arkivfond vedr. Eigil Aagaard: https://arkiv.dk/vis/40545

Fotos vedr. Eigil Aagaard: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=Aagaard%2C+Eigil&valgteregistreringstypegrupperids=2&valgtearkiverids=47

Litteratur

Frederik Jakobsen (2003): Eigil Aagaard : en maler i Korsør : biografi.  

Christensen, Carl Peter Herman (1869-1936) skarpretter

I 1906 gik landets skarpretter, Seistrup, på pension. Stillingen blev slået op i Statstidende, og ikke færre end 188 personer søgte jobbet. Blandt dem valgte man Carl Peter Herman Christensen, født i Særslev 1869. Han havde bestridt et par forskellige job i Slagelse, bl.a. som hampspinder, og han havde borgerskab som slagter. Fra 1899 var han ansat ved politiet.

I forbindelse med udnævnelsen til skarpretter blev Herman Christensen interviewet til Politiken. Interviewet er holdt i en ret sarkastisk tone. Journalisten konkluderer om Christensen, at “Han er en stærk, ukultiveret Natur, uden Nerver og uden synderlig Refleksionsevne, i alle Tilfælde stolende paa sine fysiske Kræfter, ved hvilke han føler en barnlig og usammensat Glæde, i enhver Henseende ypperlig egnet til sit fremtidige Kald. Og ét er dertil sikkert: Christensen føler sig overstadig lykkelig ved, at han af de 188 Ansøgere blev den foretrukne.”

Christensen kom aldrig til at henrette nogen, men efter at justitsminister Alberti i 1905 havde fået vedtaget en lov om pryglestraf for særligt grove forbrydelser, kom skarpretteren i funktion ved at uddele slag med rotting. Pryglestraffen afskaffedes igen i 1911. Dødsstraffen forsvandt ud af den borgerlige straffelov i 1933. Siden 1892, hvor den sidste henrettelse fandt sted, var samtlige dødsdømte blevet benådet.

Skarpretter Christensen fik sin opsigelse med besked om at fratræde sin stilling pr. 1. april 1926 med begrundelsen, at “Justitsministeriet ikke anser det for nødvendigt, at der vedblivende eksisterer en Skarpretter her i Landet.” Efterfølgende ernærede han sig som hestehandler og ejendomshandler og døde 9. oktober 1936 efter at være klemt ihjel af en hest.

Gitte Strange Hansen, 01-04-2014

Cavalet

Fabrikanterne Carlo Hjort og Villy Olsen grundlagde kuffertfabrikken på Amager i 1946. Efter nogle udvidelser blev pladsen alligevel for trang, og i konkurrence med andre byer valgte man at bygge helt nyt i Korsør. Fabrikken blev bygget på Lilleø ved siden af det gamle vandtårn i Korsør. I 1964-1965 blev fabrikken taget i brug. Der blev i de følgende år foretaget flere udvidelser, bl.a blev et datterselskab Annolet etableret. Denne virksomhed fremstillede aluminiumsrammer til kufferter og mapper. I fabrikkernes storhedstid var flere end 300 medarbejdere beskæftiget. I 1980’erne blev fabrikken overtaget af ØK. Cavalet-kufferter fremstilles ikke i Danmark længere, og Annolet er nu et selvstændigt selskab.

Frederik Jakobsen, 01-04-2014

Kilder

Arkivfond for Cavalet: https://arkiv.dk/vis/308305

Fotos af Cavalet: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=Cavalet&valgteregistreringstypegrupperids=2&valgtearkiverids=47&valgtearkiverids=27&valgtearkiverids=9&billeder=true

Carlsen, Carl Christian (1812-1865), lærer

Midten af 1800-tallet var en vigtig periode for den danske folkeskole. Der var politisk og i samfundet livlig debat om, hvordan skolen skulle udvikle sig både pædagogisk og organisatorisk. Lærerne organiserede sig og krævede bedre vilkår, både til sig selv og til eleverne.

I den proces spillede Slagelse-læreren Carl Christian Carlsen (1812-65) en vigtig rolle, også på nationalt plan. Han var født i byen som søn af en lotterikollektør. Han blev først uddannet som linnedvæver og arbejdede som sådan i nogle år indtil han i 1834 efter privatstudier og et par år i latinskole tog eksamen ved Jonstrup Seminarium. Han oprettede og bestyrede herefter en privatskole i Slagelse, hvor han engagerede sig lokalt som borgerrepræsentant i byens styre, som fattigforstander, medlem af Købstadsforeningen, klokker ved Skt. Mikkels kirke og medudgiver af Slagelse Avis, hvor han redigerede udenrigsstoffet. Han var desuden medstifter af Slagelse Velgjørenheds-Selskab i 1841 og blev dets første formand, ligesom han i 1855 blev formand for den samme år stiftede Slagelse Haandværker- og Industriforening.

Han boede i en periode i Løvegade og var gift to gange, med døtre af henholdsvis en skræddermester og en bagermester fra Slagelse. Fra 1840 blev hans privatskole nedlagt, og han blev i stedet lærer ved Slagelse Borger- og Friskole for en løn af 300 Rd. årligt. Han udgav en række skolebøger til fagene tysk, religion, nordisk mytologi og regning/aritmetik – blandt andre “Hovedregningstabeller” og “700 Opgaver i Aritmetik”.

Fra 1848-50 udgav han bladet “Skolelærervennen” og fra 1857 til sin død “Samleren for Skolen og Lærerne” – begge landsdækkende skrifter for lærere og skoleinteresserede. Han var i mange år leder af Slagelse Herreds Lærerforening. Under forhandlingerne om Skoleloven af 1856 – der reformerede den første skolelov fra 1814 – arrangerede han en række lærermøder i Slagelse og Ringsted. Som lærerrepræsentant forsøgte han meget aktivt indflydelse på lovens indhold, både med hensyn til fagenes indhold, organisationen og lærernes løn- og boligforhold, samt sikring af deres enker og børn ved dødsfald. Ved et af møderne fik han med opbakning fra ca. 1000 lærere vedtaget en henvendelse til lovgiverne om en større jordlod til lærerne på landet og højere pengeløn i købstæderne.

Der var på denne tid stor debat om, hvorvidt folkeskolen skulle være en offentligt drevet enhedsskole (”Statsskoler”) med relativt ensartede, nationale krav til kvalitet og indhold, eller om man skulle satse på skoler med forskelligt ejerskab og pædagogisk linje og mindre statslig styring (”Friskoler”). I denne debat var Carl Christian Carlsen talsmand for det førstnævnte synspunkt, hvorefter skolerne skulle fungere på samme måde som de gratis skoler under fattigvæsenet, men for børn fra alle samfundslag.

Ved Skoleloven af 1856, som især var undervisningsinspektør (og senere statsminister) D.G. Monrads værk, gik staten ind med økonomisk støtte til udbygning af skolevæsenet. Det skabte samtidig bedre materielle vilkår for lærerne, herunder højere løn i købstæderne, bedre pensionsmuligheder og højere krav til  skolebygningerne. Der blev indført loft på max. 100 elever – fordelt på to klasser – i skoler på landet med kun én lærer. Med loven blev et liberalt dannelsesideal og den enkelte elevs tilegnelse af stoffet nu fokus for undervisningen, frem for udenadslære. Samme år fik Carl Christian Carlsen på sin fødselsdag den 12. juni overrakt en smuk hædersgave, givet af samtlige lærere i landet.

I 1856 fik han fik han i forbindelse med opførelse af den ny Borger- og Friskole på hjørnet af Fruegade og Skovsøgade udvirket en række forbedringer, blandt andet så de projekterede gange blev bredere.

I 1864 udgav Carl Christian Carlsen bogen “Erindringer om Skolevæsenet”, hvor han – i form af dialoger med  navnlig landsbylærere som han førte under en større rejse rundt i landet – diskuterede forskellige synspunkter om skolevæsenet. Han tog blandt andet lærerlønningerne, kvindelige lærere, pryglestraffen, præsternes tilsyn med skolen og værdien af skolebøger og af fag som gymnastik under behandling. Bogen indeholder også en gennemgang af folkeskolens historie fra reformationen og frem til tiden efter Skoleloven af 1856.

Carl Christian Carlsen indsamlede som led i sit organisatoriske arbejde for lærerne systematisk oplysninger om landets skoler og lærere. I 1861 udgav han som tillæg til sit blad “Samleren” en “Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere”.

Ved sin død den 13. januar 1865 efterlod han to små børn, som hans allerede i 1863 afdøde anden hustru Frederikke (f. Høyer) var moder til. Børnene blev således ved Carl Christian Carlsen død tidligt forældreløse, men kunne heldigvis drage fordel af netop hans ihærdige slid for lærerstandens kår – herunder hans arbejde for stiftelsen i 1860 af en understøttelsesforening for forældreløse skolelærerbørn.

I en nekrolog i ”Samleren for Skolen og Læreren” lovpriste hans mangeårige kollega, lærer ved Sludstrup skole Johan Henrik Fix ham som ”Folkets Mand” der var elsket af skolebørnene og altid stod i første række når der skulle arbejdes velgørende for de fattiges hjælp og det almenes tarv. Ved hans bisættelse fulgte 2-300 personer af alle samfundsklasser ham til graven.

Som supplement – og måske korrektion – til dette mere officielle billede af Carl Christian Carlsen har vi også en udtalelse fra en af hans elever, den i lokalhistorisk sammenhæng overordentlig aktive farver og cigarhandler P. Arnskov. Arnskov skriver i sine erindringer om sin elevtid i Borger- og Friskolen fra 1858 blandt andet: ”..Carlsen, som vi mest havde til regning, han var vist en meget duelig lærer, men han havde en del udenoms arbejde, især med assurance, og kom vi op til ham og ville have besked om noget, kunne vi være temmelig sikre på at få på hovedet, fordi vi forstyrrede ham.” Arnskov tilføjer, at som bevis på lussingens fortræffelighed efterlod den et mærke på elevens kind, forårsaget af lærer Carlsens fingerring.

I Joakim Larsens skolehistorie fra 1899 tillægges Carl Christian Carlsen stor betydning som nøgleperson i processen frem til skolereformen i 1856. I den nyligt udgivne skolehistorie fra 2013 omtales han ikke, men der er ikke tvivl om, at han har haft stor betydning som leder, pennefører og organisator i forbindelsen med brydningerne om folkeskolens udformning, vilkår og formål omkring midten af det 19. århundrede.

Hans Trier, 05-09-2017 

Kilder

Arnskov, P. Bogen om Slagelse. Slagelse, Bøggilds Forlag, 1931

Carlsen, Carl Christian. Erindringer om Skolevæsenet og Omrids af Folkeskolens Historie. Slagelse 1864

Carlsen, Carl Christian. Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere. Kbh. 1861.

Coninck-Smith, Ning de & Charlotte Appel (red.). Dansk skolehistorie: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år. 5 bind. Aarhus Universitetsforlag 2013-15.

Fix, Johan Heinrich: Carl Christian Carlsen (nekrolog). I: Samleren for Skolen og Læreren, ekstranummer januar 1865 s. 1-4.

Hoffmann, Johan: Slagelse borger- og friskole 1800-1900. Særtryk af ”Vor Ungdom”, København 1899.

Knudsen G. P. Arnskov: Et Mindeord. I: Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 19. årgang 1931 s. 36-79.

Larsen, Joakim: Bidrag til den danske Folkeskoles Historie 1818-1898. Kbh. 1899.

Larsen, Joakim. Carl Christian Carlsen. I: Dansk Biografisk Lexikon 1887-1905 (www.runeberg.org)

Nielsen, Ole G. I byens larm en skole stod. Skoleliv i Slagelse gennem 200 år. Udgivet af Slagelse byråds skoleudvalg. Slagelseegnens Kulturkreds, 1982.

C.A. Olesensvej

C.A. Olesen var en af mændene bag De Danske Spritfabrikker, som han grundlagde i 1881 sammen med C.F. Tietgen. Olesen blev spritfabrikkernes første administrerende direktør og efterfulgtes ved sin død af sønnen Chr. H. Olesen. C.A. Olesensvej er navngivet ca. 1975.

Gitte Strange Hansen, 01-04-2014

Bagger, Hedevig Johanne (1740-1822) gæstgiver

Hedevig Johanne Langeland var datter af Rasmus Langeland og Anne Marie Jensdatter. Faderen var en yderst driftig forretningsmand, der både drev købmandshandel, gæstgiveri, værtshus og tillige var medejer af færgeforbindelsen til Fyn. Rasmus Langeland opførte ét af Korsørs smukkeste huse i 1761, nemlig Kongegården, der stadig pryder Korsør by.

Som 21-årig blev Hedevig gift med godsforvalter Marcus Marcussen Bagger, og i løbet af deres 9 år lange ægteskab fik de fem børn, hvoraf de to ældste døde som små. I februar 1770 døde hendes mand i en alder af 44 år, og den 26. september samme år døde hendes bror, der var borgmester i Korsør. Det efterfølgende år gik Hedevigs far konkurs. 

Hvis kvinder på den tid blev erhvervsdrivende, var det ofte fordi de overtog virksomheden efter en afdød ægtefælle, men det var ikke tilfældet med Hedevig. I 1775 købte hun, der var alene med tre mindre børn, en gæstgivergård i Korsør på adressen Slottensgade 82. Allerede i løbet af få år blev gæstgivergården udvidet, og i forbindelse med endnu en ombygning i begyndelsen af 1780’erne blev der indrettet postkontor i ejendommen. Samtidig fik Hedevig lovning på at få bevilling til at drive posttjeneste, hvilket dog først trådte i kraft i 1798, hvor også provianteringen af Sprogø skulle håndteres. Ved siden af gæstgivergården drev hun fra 1790’erne også vognudlejning til rejsende, der ikke havde lyst til at rejse i dilligence.   

I den periode, hvor Hedevig var bosat i Korsør, var der to folketællinger, nemlig i 1787 og 1801. I 1787 bestod husstanden af Hedevig, hendes 21-årige datter samt en 22-årig broderdatter. Derudover ses ni ansatte, en logerende samt en syvårig, fattig dreng, der var søn af en skomager (muligvis i pleje, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt). I folketællingen 1801 var broderdatteren fortsat en del af husstanden og stadig ugift. Derudover ses en postfuldmægtig samt yderligere ti ansatte. 

Som 70-årig fik Hedevig kgl. tilladelse til at sælge gæstgivergården. Køberen var en tidligere købmand, Knud Carlheim, der ved samme lejlighed blev udnævnt til postmester. Prisen for gæstgivergården var ganske pæn, og da gården var afhændet, flyttede Hedevig til Slagelse og boede i en lejlighed hos sin yngste søn til sin død i 1822.

Stella Borne Mikkelsen, 01-01-2014