Født 11. oktober 1925 i Korsør. Forældre maskinmester ved Storebæltsoverfarten, Holger Johannes Deleuran og fru Agnete. Realeksamen fra Korsør Realskole i Slottensgade 1942. Derefter journalistelev på Korsør Avis (red. Carlos Bundgaard). Signatur D-n i hele sin journalistiske karriere.

Var under den tyske besættelse 1940-1945, sammen med sine brødre Holger og Erik, aktivt medlem af den danske frihedsbevægelse – skrivende, for ingen kunne vel forestille sig Aage med en maskinpistol i hånd. Hans våben var en skrivemaskine, for ”større er kraften i det bly, som bliver til bogstaver, end det, der bliver til kugler”. Blev allerede som 18-årig en kort overgang ansvarshavende redaktør, da red. Bundgaard måtte ”gå under jorden” for at undgå tysk arrestation og fængsling, som det skete for en række danske pressefolk under besættelsen. Deleuran opnåede stor respekt for sin  ledelse af bladet og skrev i denne periode reportager, der gik helt ud til – og over – grænserne for, hvad den tyske censur ellers tillod.

Tog efter krigens afslutning i 1945 pludselig sin afsked fra Korsør Avis efter voldsom uenighed med redaktør Bundgaard, der i lederartikler bebrejdede frihedsbevægelsen for efter 5. maj at foretage vilkårlige og urette arrestation af påståede lokale danske ”medløbe-re” under krigen. Fik kort efter, ved frihedsbevægelsens lokalkomites mellemkomst, foretræde for Berlingske Tidendes almægtige redaktør Aage Lund, som straks antog den 19-årige Deleuran som medarbejder. ”Ikke på grund af kvalifikationer”, fortalte Deleuran senere i et afskedsinterview med Annelise Bistrup, for ”jeg var blot det lille Guds ord fra landet, der var puttet ind på bladet”.”Mit talent var ikke stort. Jeg har været genert, og jeg skrev ikke fremragende”, lød det beskedent fra ham.

1952 udstationeret i Paris som bladets korrespondent. Med blot ét års franskundervisning på ”universitetet” i Slottensgade udviklede han snart et grundigt kendskab til det franske sprog, politik, kultur, gastronomi og almen fransk livsførelse, som han med sit noget tørre og lidt kedelige sprogbrug flittigt og altid strengt korrekt formidlede til bladets læsere.

Hjemkaldt 1965 efter 13 år i Paris, optaget i bladets chefredaktion, 1967 udnævnt til administrerende redaktør for hele det berlingske hus og i 1970 til adm. chefredaktør, hvor han i en årrække via sine lederartikler var med til at skabe og præge den politiske debat i Danmark.

Var, trods sine absolutte højre-konservative synspunkter, højt respekteret i den danske bladverden for sin journalistiske og politiske viden og den sobre og fair måde hvorpå han udtrykte sine synspunkter – og sin uenighed med de politiske modstandere. Havde desuden en række tillidshverv indenfor den danske presse. Store omskiftelser fandt sted i hans tid i det berlingske hus, men D-n forblev ”og” skriver Annelise Bistrup, ”når Deleuran endte som ”den store overlever” i huset, så var det ikke blot, som  han selv sagde, et han var en flink og venlig mand, der gjorde det til en leveregel altid at være på bladet, at være til rådighed og gøre, hvad man bad ham om – men tillige den omstændighed, at han med sig konservative grundsyn, sine diplomatiske evner og sit optimistiske det-går-nok-livssyn repræsenterede selve den ulastelige berlingske-ånd”.

Deleuran var bladmand helt ind til benet og tillægges denne definition af en sand journalist: ”Han kommer på redaktionen klokken halv otte om morgenen og går når han er 67”. Tro mod dette princip gik han på pension ved arbejdstids ophør fredag den 30. oktober 1992, 67 år gammel.

Aage Deleuran døde i juli måned 1999.

Litt.: Biografisk artikel i Korsør Postens 50 års jubilæumsavis 2005 af Jørgen Nielsen.

JØRGEN NIELSEN. 2014

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) er blevet kaldt den første demokrat. I biografier over ham er det ikke altid nævnt, at han havde en fortid i Slagelse. Herom handler dette lille arbejde.

J.J. Dampe blev født i 1790 som søn af en københavnsk skræddermester. Han var en kvik dreng, der som 14-årig fik en plads på Metropolitanskolen. Efter han var blevet student, fortsatte han studierne på Københavns Universitet og blev i 1809 cand.theol. To år senere blev han adjunkt ved Slagelse lærde Skole. Under sin ansættelse her skrev han en afhandling om etikken i Koranen. Den blev i 1812 antaget ved Universitetet, og han kunne herefter som 22-årig kalde sig såvel cand.theol. som dr.phil.

Ud over at undervise påtog han sig også at redigere den lokale avis, hvori han kaldte det bedre borgerskabs damer i Slagelse for papegøjer. Han lagde her for med en kritik af byens fattigvæsen, hvor han bl.a. skrev, at ”det går rent desperat til med fattigvæsenets bestyrelse her i byen, og at de, som har med det at bestille, bære sig ad som gale folk, for ikke at sige noget værre”. En anden historie går på, at han fra et andet blad gengav en artikel om dyrenavne på kroskilte og tilføjede med sigte på en lokal park: ”Her ved Slagelse har vi ikke synderlig mange mærkværdige navne, medmindre det skulle være ”Papegøjen”, der formodentlig har sit navn efter de mange damer, der spadsere her forbi til skoven om sommeren”. Dette gjorde, at Dampe blev udelukket fra det gode selskab, måtte frasige sig redaktørjobbet og derefter også lærerstillingen. I 1816 flyttede han tilbage til København.

I 1820 stiftede han et hemmeligt forbund til indførelse af en fri forfatning. Ifølge kong Frederik 6.s spioner fantaserede Dampe om at besætte Rundetårn og derfra sprede oprørske løbesedler for at vælte kongemagten. Han blev arresteret og dødsdømt for højforræderi og majestætsforbrydelse men blev benådet med fængsel på livstid. I årene 1821-41 sad han dels i Kastellet og dels på Christiansø, blev løsladt i 1841 og fik i 1848 amnesti samt en mindre livrente.

Litteratur:

K. Tarbensen: ”Den første demokrat – Cand. theol. og dr. phil. J.J. Dampe” i: Kenn Tarbensen & Morten Petersen (red.): Oprørere – Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller (2006), s. 190-216

Jacob Jacobsen Dampe: Fortælling om mit fængsel i haardeste grad i tyve aar, og min forviisning i syv aar, lidelser, mig tilføiede formedelst min lære om folkets ret, København 1858 (genudgivet 1951).

Oscar Hansen: ”De de Slagelse Damer gjorde Oprør mod ”Oprøreren”. En pudsig Affære fra de gamle Dage” i: Vestsjællands Social-Demokrat 29-10-1947

Børge Riis Larsen 2018.

William Frederik Dahl blev født 1805 i Nyborg som søn af en velhavende skibsreder, der dog mistede sin formue under Englandskrigen. Dahl kom derfor i lære som maler og karetmager, og i 1830 fik han borgerskab som sådan. Siden flyttede han til Korsør, og vi ved, at han fra 1835-60 var ejer af ejendommen Algade 45 samt andre ejendomme i byen.

I 1835 blev han gift med Sophie Marie Harreschou fra Korsør.  Deres ægteskab blev velsignet med ikke mindre end elleve børn. Dahl var en meget virksom person, der efterhånden fik mange kasketter på. I dag ville vi nok kalde ham entreprenør. Af hans aktiviteter kan nævnes: Dæmningsarbejder i forbindelse med opførelse af en bro over havnen samt opførelse af kasernebygninger til de soldater, der var stationeret i Korsør. De lå hvor i dag Nygade og Baggade krydser hinanden. Nævnes skal også, at han var med til at bygge byens rådhus, som blev placeret i Algade, der hvor den nu nedlagte politistation har været. Alle disse projekter blev gennemført i slutningen af 1840’erne.

Han fik også en slags specialitet, nemlig opførelse af gasværker. Det var tidens nye teknologi, idet gassen blev brugt til belysning og madlavning. Derfor blev der i næsten alle byer etableret gasværker med ledninger til forbrugerne nedgravet i gaderne.

Denne aktivitet bragte ham rundt i hele landet, bl.a. til Randers, Hobro og Helsingør, hvor han ledede opførelsen af byens gasværker. Familien fulgte med ham, hvorfor børnene kom til at gå i skole flere steder.

W. F. Dahls anseelse og velstand voksede støt. Under krigen 1848-50 og i koleraåret 1857 havde han vist sin praktiske sans og sit samfundssind som deltager i de forskellige nødhjælpsarbejder, som Korsør Kommune havde igangsat. Som påskønnelse herfor blev han udnævnt til kancelliråd.

For en mand som W. F. Dahl med de omfattende aktiviteter udenbys var det måske mere hensigtsmæssigt at forlægge residensen til et andet sted. Derfor flyttede familien i 1857 til København.  Her købte han en bestående vand- og gasmesterforretning af W. Strode, Studiestræde 18.

Efter et langt, virksomt og begivenhedsrigt liv døde W. F. Dahl i København i 1897, 92 år gammel. Og hans hustru, fru Sophie Marie, døde året efter, 89 år gammel.

Ægteparret havde i 1885 stiftet et guldbryllupslegat, hvis afkast skulle gå til værdige og trængende håndværkere eller enker efter disse fra Korsør. Dette legat samt de øvrige bedrifter var nok årsagen til, at man fandt det rimeligt at navngive en ny vej efter W.F. Dahl og kalde den ”Dahlsvej”.

KARIN VEDEL. 2016.

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Frederik Clemens Bendsen Dahl blev dimitteret fra Metropolitanskolen i 1842. Efter at have taget 2. examen, studerede han dels ved Universitetet og dels ved Den polytekniske Læreanstalt. Vandt i 1845 Universitetets guldmedalje for en historisk-geografisk prisopgave. Underkastede sig i 1852 magisterkonferens i filosofi. Bestyrer af Slagelse Realskole 1867-1896 og folketingsmand for Slagelse i 1879-1892. Titulær professor 1891.

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur: Dansk biografisk leksikon (1979) Bd.3.
Børge Riis Larsen (1991): Naturvidenskab og Dannelse.

Blev født i Vendsyssel og kom som ung på Askov udvidede Højskole, hvor han deltog i undervisningen på en fri præsteskole.  Efter at være ordineret i frimenighedskirken på Mors var han en årrække præst i Argentina. 1897 blev han præst for Høve Frimenighed og i 1904 også for Havrebjerg Frimenighed. I 1908 købte han Liselund, hvor han grundlagde en menighedsskole og i øvrigt boede til sin død i 1951. Niels Dael ligger begravet i Liselunds have.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Litteratur: Jens Marinus Jensen (1957): Niels Dael : 1857 – 20. juni – 1957.

Peter Axelsen blev født den 19. august 1873 i Lundforlund.
Han blev handelsuddannet i Slagelse, og allerede som 23-årig købte han sin egen købmandsforretning.
Han var en driftig og dygtig handelsmand, og der var bud efter ham fra mange sider.
Derfor blev han bl.a. direktør for den Danske Margarinefabrik, Komplex Kierullf, Spritfabrikken og firmaet Axelsen og Thomsen.

Også pengeinstitutterne nød godt af at have Axelsens evner, f.eks. Banken for Slagelse og Omegn.

Utallige er de firmaer, som Axelsen var involveret i, og han var en særdeles god mand for Slagelse. Han var en stor børneven og også meget engageret i oprettelsen af børneasylet i Herrestræde.

Peter Axelsen var Ridder af Dannebrog.

POUL HANSEN. 2014

Indtil Glænø blev forbundet med Sjælland ved en dæmning i 1881, var det ikke altid nemt at færdes over fjorden. Hvis vejret tillod det, kunne man køre med hest og vogn, ellers måtte man benytte færgen, der blev betjent af færgemand Niels Kristian Andreasen. Han var født i 1863 og voksede op i det lerklinede Dæmningshus på Glænø, hvor far, mor, fem børn og en gammel bedstefar boede på meget lidt plads. Da faderen fik råd til at leje og drive Sandholm, kunne man holde både ko og gris. Niels kom ligesom sin bror ud at tjene hver sommer, fra 7-års alderen vogtede de kreaturer, og Niels medbragte familiens ko. Om vinteren boede drengene hjemme, og når grisen var slagtet om efteråret, overtog de pladsen i grisestien.

Efter konfirmationen i Ørslev kirke tjente Niels hos forskellige gårdmænd og endte hos Niels Kristensen, som var begyndt at sejle sten til dæmningsanlægget. Niels overtog med tiden arbejdet som fører af stensejlerfartøjet, foruden at han blev færgemand.

Søndag var færgemandens bedste dag. Mange arbejdsfolk havde fået løn lørdag aften og derefter besøgt høkeren i Stubberup, som havde åbent til kl. 9 søndag formiddag. Så arbejderne var dagens første passagerer, og næste hold var folk, der skulle til gudstjeneste i Ørslev kirke. Efter middag havde tjenestefolkene fået fri og skulle en tur over på ”fastlandet”.  Betalingen for tur/retur var 4 skilling, og da kronen blev indført i 1870’erne, blev taksten sat op til 10 øre. Det var der nogle, der var sure over; de forlangte 2 øre tilbage.

Om vinteren gik færgefarten i stå. Hvis isen var bundfrossen, kunne man færdes med hest og vogn eller kane, men når isen var usikker, blev transporten meget vanskelig. Hvis der fx skulle hentes læge eller jordemor, måtte det foregå ovenpå lange stiger for at fordele trykket mest muligt.

SIDSEL JACOBSEN. 2014

Kilde: ”Naar sommeren var ovre, sov vi i grisestien – !” interview i Sorø Amtstidende 22. december 1953 med den 90-årige Niels Kristian Andreasen.

Svend Børge Andersen blev født den 5. juli 1916 i København. Han kom som helt lille til Spanager Børnehjem ved Lille Skensved. Her voksede han op med forstanderparret Laurits og Margrethe Poulsen og deres 4 børn, udover de 69 andre børn på hjemmet.

Svend Børge Andersen blev udlært maler fra Håndværkerskolen i Haslev i marts 1938. Det beskæftigede han sig med resten af livet, og han var meget dygtig til sit fag.  I sine unge dage havde han mange interesser udover at male.I sin fritid dyrkede han gymnastik i Store Heddinge Gymnastikforening, hvor han fik både bronze- og sølvidrætsmærke. Derudover var han en meget dygtig fotograf  både til foto og 16 mm smalfilm. Senere begyndte han at synge i kor i Korsør. 

I 1948 drog han til Norge, hvor han var i nogle år og arbejdede som maler, fotograf og altmuligmand og boede hos Ingvar Poppe i Oslo. Deroppe fik han en masse venner – der var fuld fart på med udflugter og fester, så der til sidst kom klager fra udlejeren om, at han skulle være lidt mere stille. Han fik på et tidspunkt tilladelse af forsvarsstaben til at smalfilme fra luften udover Oslo, det var meget specielt på denne tid, men han filmede og tog mange billeder på det tidspunkt.  

Men så gik turen tilbage til Danmark igen. Han kom til Korsør, hvor han hjalp et stykke tid i Lankow`s Foto, som var blevet overtaget af fotohandler Ketty og Ingvar Brøns Poulsen, søn af Laurits Poulsen Spanager. Det fik betydning for Svend Børge Andersen resten af livet, at han havde det ståsted hos Brøns Poulsen-familien med børn og børnebørn, det var både til jul, fødselsdage og i dagligdagen, han var sammen med dem.  

Senere blev han ansat som maler hos Malermester Weidemann, men snart kom udlængslen igen. Denne gang gik turen til Grønland til Thulebasen i 1960. Der oppe var han et års tid, hvorefter han kom tilbage til Korsør et stykke tid for derefter at drage til Zürich for at arbejde som maler de næste 2 år.  

Så var det slut med at arbejde i udlandet, Svend Børge Andersen kom tilbage til Korsør og fik arbejde hos Malermester Sv. Å. Hansen som maler og boede hos Lindegaard Jørgensen, Skovvej 64 gennem mange år. Senere flyttede han til Tårnborgvej 1A.  

Rejselysten fortsatte, men kun i ferierne, hvor han blandt andet var med lærer John Henriksens gymnastikhold i Wales og til verdensudstillingen i Bruxelles, hvor han smalfilmede. Senere til Thailand – Rusland – Island, hvor han tog en masse dias og holdt nogle foredrag om de forskellige steder han havde været.

Svend Børge Andersen var et meget hjælpsomt menneske. Han nød, når han kunne gøre noget for andre, og mange har nydt godt af hans hjælpsomhed. Det var ham en glæde, når han kunne komme faste steder bl.a. hos FDF, hvor han havde meget kontakt med leder Erik Larsen og fru Jonna – og senere i Kirkens Korshær, hvor han nød sin daglige kaffe og fik en sludder med Lone og de andre. 

I mange år var Svend Børge Andersen meget optaget af at tage billeder af broer. Først broen mellem de to bydele derefter tunnelbyggeriet og til sidst Storebæltsbroen, hvor han fik taget det berømte billede af broen med lys på, som han solgte over 5000 postkort og billeder af i løbet af 14 dage. Dronningen sendte ham et flot takkebrev for de billeder, som han havde sendt hende. Han var meget stolt over, at han blev anerkendt på den måde i sin høje alder. 

Efter at Svend Børge Andersen havde boet en kvart menneskealder Tårnborgvej 1A., bestemte kommunen, at huset som han boede i skulle rives ned til fordel for en rundkørsel. Han kunne ikke forstå, at det gode hus skulle rives ned, og at han skulle flytte. Det gjorde ham meget ondt. Han flyttede, men det tog hårdt på ham, og efter kort tid det nye sted døde han i foråret 2002.

LYKKE ANDERSEN. 2014

Andreas Georg Andersen tog lærereksamen fra Silkeborg Seminarium i 1903. I 1909 blev han (privat dimitteret) student og cand.mag. i fransk, tysk og historie ti år senere. Efter ansættelser bl.a. ved Ringsted Borgerskole og Aabenraa Statsskole blev han i 1923 ansat ved Slagelse kommunale Realskole. Det var denne skole, som i 1927 blev udvidet med en sproglig 1. g-klasse og dermed blev til Slagelse kommunale højere Almenskole. A.G. Andersens titel var overlærer indtil 1928, hvor han fik titlen rektor. Han er medforfatter til bl.a.  Fortællinger af vort Folks Historie I-IV (1927) og Børnenes Danmarkshistorie (1928).

BØRGE RIIS LARSEN. 2014.

Litteratur: Børge Riis Larsen (1977): Træk af Slagelse Gymnasiums historie og (2002): Slagelse Gymnasiums lærere.