Tysk-dansk maler og billedhugger. Flygtede i 1934 til Danmark fra Tyskland på grund af Hitler. Flygtede senere til Sverige under besættelsen. Den store Isenstein samling er placeret i Kongegården, givet til Korsør af Harald Isensteins enke efter andet ægteskab, Olga Marie Isenstein. Samlingen kom til Korsør i 1987 og fik blivende placering i Kongegården.
Samlingen består af mere end 7000 værker, akvareller, tegninger, oliebilleder, buster, relieffer m.m. Mange steder i Korsør er udsmykket med værker af Harald Isenstein. Mest berømt er relieffet i Sct. Gertruds Hus: ”Moses og Aron i ørkenen”. Relieffet eksisterer i 3 udgaver. 1. på Harald Isensteins grav på Vestre kirkegård. 2. På pladsen ved Dragør kirke, det er fremstillet i jern. 3. på væggen i gården på Sct. Gertruds Hus, skænket 30. maj 1989 af Olga Isenstein. Den verdensberømte buste af Albert Einstein står på Yale universitetet i USA.
Jens Albert Sørensen Ibsen blev student fra Ribe Katedralskole i 1918 og cand. mag. 1925 med fagene engelsk, tysk og græsk. Lærer ved Rønde Kursus 1925, timelærer ved Horsens Statsskole 1929. Lærer i pædagogik på “Barnets Højskole” på Hindholm. Lektor ved Slagelse kommunale højere Almenskole 1930-1944. Han har skrevet John Lockes Lære om Almenideer (1930) og er medudgiver af et register til Søren Kierkegaards værker (1936).
Om morgenen den 9. april 1944 fandt forbipasserende liget af Albert Ibsen i vejkanten på hovedlandevejen ved Kindertofte. Natten før var han blevet afhentet af fire personer, som udgav sig for at være tysk sikkerhedspoliti. Under foregivende af, at han skulle til København til afhøring, kørte de ham uden for byen og skød ham.
Det var ikke fordi lektor Ibsen havde gjort noget særligt for at genere tyskerne. Formodentlig var det oprindelig slet ikke planen, at det skulle gå ud over ham. Den store torn i øjet på tyskerne var i virkeligheden borgmester Melgård, som imidlertid var blevet advaret mod at opholde sig hjemme, da der var noget i gære. En anden populær skikkelse, politiassistent Thygesen, havde også været udsat for forfølgelse af nogle personer i en benzindreven bil, altså tyskere. Tyskernes formål var simpelthen at likvidere en kendt og afholdt personlighed.
Mordet var en gengældelse for modstandsbevægelsens likvidering af et ægtepar i Forlev, ægteparret Fischer, som havde udfærdiget angiverrapporter og en liste over 14 mulige mordofre i Slagelse. De blev dræbt den 27. marts. Ved en tidligere lejlighed havde man i Slagelse oplevet en lignende gengældelse, nemlig da læge Willy Vigholt blev skudt som hævn for mordet på “Silde-Jens” 6. januar 1944.
BØRGE RIIS LARSEN/GITTE STRANGE 2014
Litteratur: Nekrologer – i: Puteus. Aarsskrift for Slagelse Elevsamfund. 1946. Børge Riis Larsen (1995): Slagelse Gymnasium under besættelsen – i: Nyt fra Slagelse Gymnasium og HF-kursus. Særnummer.
Christian af Gyldenfeldt blev født i København 26. juni 1815 og døbt i Garnisons Kirke.
Hans forældre var justitsråd, byfoged og birkedommer i Sorø Hans Henrik af Gyldenfeldt og Barbara Marie Risting.
Han gik i skole på Sorø Akademi og studerede senere på Københavns Universitet, hvor han blev cand. phil. i 1836.
Fra 1844 var Gyldenfeldt sekretær og protokolfører ved Det sjællandske Jernbaneselskab. Ved åbningen af jernbanen København – Roskilde blev Gyldenfeldt stationsforstander i Roskilde. Samme år giftede han sig med Elisa Abelone Nordbølle.
Da jernbanen blev forlænget fra Roskilde til Korsør i 1856, blev Gyldenfeldt stationsforstander i Slagelse. Familien flyttede ind i tjenesteboligen i den nyopførte stationsbygning.
Christian af Gyldenfeldt døde 18. juli 1866 51 år gammel og blev begravet på Sankt Mikkels kirkegård. Herefter flyttede familien til København. Her døde Elisa Abelone 15. november 1870. Hun blev begravet ved siden af sin mand på Sankt Mikkels Kirkegård.
Ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling den 5. oktober 1848 blev der i Sorø amts 5. distrikt Slagelse valgt etatsråd C. de Neergaard, Gunderslevholm, (H) med 506 stemmer ud af de 756 afgivne stemmer. Der var i alt 852 stemmeberettigede. Valgprocenten var 88,7. Carl de Neergård havde overtaget Gunderslevholm i 1835. Han var landvæsenskommissær, præsident i Landhusholdningsselskabet, medlem af Roskilde Stænderforsamling og altså medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han døde barnløs i 1850.
Blandt de kongevalgte medlemmer af Den grundlovgivende Rigsforsamling var generalmajor, kammerherre W.T. von Oxholm, Tårnborg. Waldemar Tully von Oxholm var født den 11. november 1805 i København. Han var i perioden 1822 til 1827 bestyrer af familiens gods på Sankt Croix. Oxholm købte Tårnborg i 1841. Han var hofchef for kronprins Frederik fra 1842 til 1847, den senere Frederik VII. Han blev kongeudpeget til Den grundlovgivende Rigsforsamling og senere valgt til Landstinget i perioden 1849 til 1853. Oxholm afhændede Tårnborg i 1866. Han døde den 3. august 1876.
Lørdag den 8. september 1956 kom forpagter Marius Christensen kørende ud ad Korsørvej for at tilse sine marker. Ud for Brydes Alle slog han afviservingen ud og svingede til venstre uden at bemærke en modkørende amerikansk vogn, som blandt andre havde Cary Grant som passager. Skuespilleren var på gennemrejse og hans ophold skulle være hemmeligt. I stedet måtte han en tur på politistationen sammen med de øvrige implicerede. Marius Christensen påtog sig hele skylden for uheldet, og derefter blev Cary Grant transporteret til København i en taxa, så han kunne fortsætte rejsen til Californien.
Fællesskolen i Hallelev blev indviet 4. november 1955. Der var tale om et samarbejde mellem Gudum sogn og Sønderup-Nordrup Sogne, og skolebygningen blev placeret geografisk midt i området, så afstanden blev så ”retfærdig” som mulig.
Skolen blev ligesom alle andre centralskoler fra disse år (50-erne) opført efter skoleloven af 1937. Der blev indrettet skolekøkken, spisesal, sløjdsal og gymnastiksal, men kun fire klasselokaler. Med skoleloven af 1958 måtte der indrettes flere klasselokaler. Skolen skiftede navn i 1970 til det mere mundrette Hallelevskolen. I 1991 i forbindelse med strukturomlægninger i Slagelse Kommune ændredes navnet til Vestermose Skole. Skolen blev nedlagt 2011, da børnetallet var faldet. Lokale beboere kæmpede for at beholde en skole på stedet. Det lykkedes dem i 2012 at få startet en friskole i de gamle bygninger fra 1955.
Fra 1. januar 2007 indgik Korsør Kommune i den nye storkommune med Slagelse, Skælskør og Hashøj i Slagelse Kommune.
Peder Barn Nævnes i 1490. Hans Skonning Nævnes i 1522. Jeppe Pedersen Nævnes 19. januar 1534. Aa. Jens Laursen Nævnes 4. maj 1534. Hans Thomesen (eller Themesen) Nævnes i 1543. Hans Bagger Nævnes i 1551. Jens Skriver Nævnes i årene 1557, 1561, 1565, 1567 og 1574. Adzer Sørensen Nævnes i 1878. Jens Andersen Nævnes i 1582. Hans Piil Nævnes i årene 1582 og 1584. Paasche Jensen Nævnes i 1619. Hans Jørgensen Nævnes i 1632. Hans Woensen (- ca. 1653) Tillige tolder – nævnes i 1635. Caspar Brand (Brandt) (1607-1677) Borgmester omkring 1651. Det angives, at Caspar Brand var borgmester til sin død. Hans Wuse Nævnes i 1664 – fungerede sammen med Caspar Brand. Hans Jørgensen ( -1664/85) Udnævnt 23. april 1674 – fungerede sammen med Caspar Brand. Hans Andersen Lundforlund (- før 1692 formentlig 1690) Udnævnt 16. april 1677. Fungerede fra 1684 sammen med Berendt Schnabel. Hans Jacobsen Jude Nævnes i 1678. Berendt Schnabel (-1693) Udnævnt 15. marts 1684. Fungerede sammen med Hans Andersen 1685-1690 og alene indtil 14. juli 1693. Mourits Mortensen (ca. 1651-1716) Udnævnt 15. juli 1693. Anders Hansen ( -1728) Udnævnt 1. februar 1717. Frederich Michelsen (-1740) Udnævnt 4. marts 1729. Palæmon Laurberg ( – 1741) Udnævnt 9. september 1740. Ulric Dörker (1712-1749) Udnævnt 6. oktober 1741. 1740 toldbetjent, 12. august 1740 udnævnt til postmester. Mouritz Michelsen Udnævnt 14. marts 1749. 1741 vejer og måler, Samme år rådmand og byfoged. Peder Pedersen (ca. 1711-1774) Udnævnt 21. oktober 1757. By- og rådskriver samt rådmand fra 1741. Jens Christian Langeland (1737-1770) Udnævnt 11. december 1767. Tillige postmester og tolder. Søren Engelbrecht (ca. 1733-1801) Udnævnt 29. december 1774. Clement Mathias Lyster (ca. 1736-1795) Udnævnt 7. december 1775. Tillige byfoged. Niels Rested (ca. 1741-1803) Udnævnt 20. august 1784. Tillige byfoged. Andreas Torp (1767-1801) Udnævnt 20. marts 1799. Tillige byfoged. Reinhold Jacob Klagenberg (1757-1830) Udnævnt 20. februar 1801. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Eckard Beck (ca. 1756-1819) Udnævnt 24. maj 1805. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Lauritz Andreas Bernth (1782-1860) Udnævnt 30. juni 1809. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Jacob August Castenschiold (1765-1828) Udnævnt 31. maj 1823. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Nicolai Christian Herholdt (1781-1829) Udnævnt 18. juli 1828. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Bernt Bentsen (1791-1862) Udnævnt 24. juli 1829. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Christian Edvard Sylow (1797-1866) Udnævnt 20. oktober 1842. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Niels Peter Christian Martin Sylow (1829-1870) Konstitueret 1856. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Søn af Christian Edvard Sylow. Nicolai Reimer Rump (1834-1900) Udnævnt 1. juli 1871. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) Udnævnt 8. marts 1887. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Søn af Christian Edvard Sylow. Charles Christian Fritz Nanke (1847-1918) Udnævnt 25. juli 1898. Tillige byfoged, by- og rådstueskriver. Peter August Grevsen (1875-1932) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1917-1930. Korsør Kommunes første folkevalgte borgmester. Var fra 1904-1930 redaktør af Korsør Social Demokrat. Carl Pedersen (1878-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1930-1932. Jens Peder Hansen (1871-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1932-1939. Laurits Albert Ravn (1891-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1939-1943. Albert Oscar Mertins Struck (1889-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1943-1953. Herman Johannes Christoffersen (1901-1968) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1953-1957. Direktør for Korsør Net-Fabrik. Peder Poulsen Morgen (1897-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1957-1965. Poul Helge Hvidtfeldt Larsen (1914-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1965-1978. Poul Mortensen (1942-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1978-1991. Flemming Erichsen (1951-) Socialdemokrat og borgmester i perioden 1991-2006.
KAY-VERNER CHRISTIANSEN & NANNA LANGE, 01-01-2014
Litteratur L. F. la Cour (1926): Korsør – Bidrag til Egnes, Byens og Havnens Historie.
4.12.1849 Magister A. Steen, København.(V). Adolph Steen var født den 7. oktober 1816.. Student 1834 og Cand. Polyt. 1839. Sekondløjtnant i krigsreserven 1848 til 1849. Professor i matematik på Københavns universitet 1861. Han var opstillet i Korsør til den grundlovgivende forsamling uden at blive valgt. Han døde den 10. september 1886. 4.8.1852 Adjunkt J. C. H. Fischer, Slagelse.(V) Johan Christian Henrik Fischer var født i Slagelse den 3. december 1814. Student fra Slagelse lærde Skole 1835. Cand. Theol. 1842. Adjunkt ved Slagelse lærde Skole 1844, hvor han underviste i matematik. Kulturminister i Estrups regering 1875. Genvalgt den 26. februar 1853, og valgt ved kåring den 27. maj 1853. Han døde den 16. september1885. 1.12.1854 Proprietær J. H. T. Hasle, Løvegård (valgt ved kåring).(V) Jørgen Henrik Theodor Hasle var student fra Borgerdydsskolen 1833. Han blev uddannet indenfor landbruget. Ejer af Løvegård ved Høng fra 1847 til 1859. Han var født den 13. juli 1816. Genvalgt ved kåring den 14. juni 1855. Han døde den 16. februar 1889. 14.6.1858 Jægermester Chr. A. Fonnesbech, Vesterbygård ved Kalundborg.(H) Christian Andreas Fonnesbech var født den 7. juli 1817 i København. Han var student fra Borgerdydsskolen 1835, og derefter juridisk kandidat i 1840. Han købte Vesterbygård ved Tissø i 1843, og senere erhvervede han Saltoftegård ved Slagelse. Fonnesbech blev i skiftende regeringer finansminister, undervisnings – og kirkeminister og indenrigsminister. I 11 måneder var han regeringsleder fra 14. juli 1874 til 11. juni 1875. Genvalgt ved kåring den 14. juni 1861. Han døde den 17. maj 1880. Hans enke beholdt gårdene indtil 1907.
5.3.1864 Pastor dr. phil K. F. Viborg, Slagelse.(H) Karsten Friis Viborg var præst ved Sankt Mikkels Kirke i Slagelse fra 1862 indtil 1883, hvor han tog sin afsked. Han var en skattet taler ved grundtvigianske møder. Han døde 1885. 7.6.1864 Jægermester Chr. A. Fonnesbech 31.5.1865 Pastor dr. Phil K. F. Viborg. 4.6.1866 Finansminister Chr. A. Fonnesbech. Genvalgt ved kåring den 12. oktober 1866 og genvalgt den 22. september 1869. 20.9. 1872 Redaktør J. H. G. Tauber, Slagelse. (V) Johannes Henrik Georg Tauber var født i Vallø den 9. december 1827. Student fra Vordingborg 1844. Han tog eksamen i statskundskab 1853. I 1871 købte han Sorø Amtstidende, hvor han var redaktør indtil sin død den 24. oktober 1892. Fra 1879 var han folketingsmand i Ruds Vedby kredsen. Genvalgt den 14. november 1873 og den 25. april 1879.
3.1.1879 Rektor F. C. B. Dahl, Slagelse.(H) Frederik Clemens Bendtsen Dahl var bestyrer af Slagelse Realskole fra 1867. Han blev født i Hillerød den 10. februar 1822. Student 1842 og magister i filosofi 1852.Genvalgt den 24. maj 1881, den 26. juni 1881, den 25. juni 1884, den 28. januar 1887 og den 21. januar 1890. Han døde den 23. februar 1920. 20.4.1892 Malermester P. Nielsen, Slagelse.(H) Peter Nielsen var født i Slagelse den 6. december 1831. Malersvend i 1851 og malermester 1857 i Slagelse. Formand for fabrikken Alliance. Medlem af Slagelse byråd fra 1876. Han døde den 17. juli 1924. 9.4.1895 Grosserer A. Peschcke – Køedt, København.(V) Andreas Peschcke Matthiesen Køedt var født i Adelby ved Flensborg den 22. september 1845. Han blev handelsuddannet i Flensborg og rejste til England i 1864, hvor han arbejdede i et handelsfirma. Han var medstifter af Venstrereformpartiet i 1895. Genopstillede ikke i 1901. Genvalgt den 5. april 1898. Han døde den 10. maj 1929. 3.4.1901 Redaktør Anton Bing, København.(V) Anton Bing var født 8. april 1849, student fra det von Westenske institut 1866. Derefter uddannet landøkonom. Han overtog Mullerupgård efter sin far i 1877. Gården blev solgt i 1890. Han var konsulent for Sorø Amts landøkonomiske Selskab fra 1893 til 1898 og fra 1903 redaktør af Ugeskrift for Landmænd. Bing døde den 31. maj 1926. 16.6.1903 Tobaksfabrikant Vilh. Lange, Slagelse.(H) Vilhelm Lange var født i Svendborg den 22. januar 1849 og kom i 1873 til Slagelse, hvor han startede en tobaksfabrik. Byrådsmedlem i Slagelse fra 1891 til 1906. Som den eneste stemte Lange imod grundlovsændringen i 1915, fordi han var modstander af kvinders valgret. Genvalgt den 29. maj 1906 og den 25. maj 1909. Han døde den 18. juni 1917. 20.5.1910 Ingeniør Holger Neergård, København.(H) Holger Flach de Neergård var født i Göteborg den 20. januar 1868. Student fra Roskilde 1885. Cand. Polyt. 1891. Medlem af talrige virksomhedsbestyrelser. 20.5. 1913 Redaktør H. P. Hansen, Slagelse.(S) Hans Peter Hansen var født i 1872. Fra 1902 til 1919 var han redaktør af den socialdemokratiske provinspresse. Borgmester i Slagelse fra 1917 til 1927. Formand for folketinget fra 1924 til 1932, derefter forsvarsminister og finansminister fra 1932 til 1937. Genvalgt uden afstemning den 7. maj 1913. Han døde i 1953.
Johs. Fog blev født i 1882 som søn af en sognepræst. I 1900 blev han student og begyndte samme år at læse teologi. I 1902 forlod han dog teologien og kastede sig over medicinstudiet.
Johs. Fog blev medicinsk kandidat i 1910, og turnustiden blev tilbragt på forskellige hospitaler i hovedstadsområdet bla. Finsens og Frederiksberg hospital, men især på Retsmedicinsk Institut.
I en periode var Johs. Fog skibslæge på Skandinavia-Amerika linien og en overgang også læge på Det Kongelige Teater.
Det var Fog, som i 1922 opfandt spiritusprøven, hvilket ikke var populært alle steder. De fleste mente, at man sagtens kunne køre bil, selv om man havde fået en tår over tørsten, men i takt med den voksende automobilkørsel var det en nødvendighed.
I 1931 blev Fog kredslæge i Slagelse, hvor han hurtigt blev en populær skikkelse. Som embedslæge kom Fog i kontakt med mange mennesker med smitsomme sygdomme, men Fog var aldrig belærende, kun oplysende.
Johs. Fog var en stor børneven, og når de så Fog med den karakteristiske alpehue, flokkedes de om ham, for Fog gav ofte en lille køretur i sin bil, hvilket var en stor oplevelse, da biler ikke var hvermands eje.
I 1952 gik Fog af som kredslæge, men fortsatte endnu nogle år som praktiserende læge i Slagelse. Fog boede i den store røde villa på hjørnet af Sdr. Stationsvej og Olufsgade. Efter sin Pensionering flyttede Fog til Nordsjælland. Sine sidste år tilbragte han på Hareskovbo i Bagsværd.
Peter Arnskov blev født 15. marts 1853 og fik oprindelig navnet J.P. Nielsen (formodentlig Jens Peter). Senere tog han navneforandring. Faderen forsvandt til Amerika, moderen til København. Efter en opvækst hos moderens halvbroder blev P. Arnskov uddannet til farver i Kolding. Fra 1875 havde han eget farveri i Slagelse, men nedlagde det i 1890. I 1904 arvede han ejendommen Nytorv 2, hvor han havde en cigarbutik. Ejendommen blev solgt i 1913, hvorefter han flyttede først til Parkvej og derefter til Absalonsgade 21.
Det var ejendommen på Nytorv, der satte ham i gang med de lokalhistoriske studier, da der påhvilede ejendommen en gammel jordskyld til Sankt Mikkels kirke. Senere udvidedes interessen til at omfatte hele byen og Antvorskov. Han begyndte at samle bøger, kobberstik, fotografier og tegninger. De kort og billeder, som han ikke kunne erhverve sig, tegnede han af. Han tog på ture til København, hvor han besøgte arkiver og biblioteker og samlede alt det, han kunne finde om Slagelses historie. Han begyndte at skrive artikler til de lokale aviser (mere end 150) og til Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt og ved hans død forelå dele af et manuskript til en egentlig byhistorie. Den blev udgivet efter hans død af antikvarboghandler Aage Bøggild. Arnskovs samlinger overgik ved hans død til Slagelse Bibliotek og især billedsamlingen udgør i dag en væsentlig del af Slagelse Lokalarkivs samlinger.
GITTE STRANGE HANSEN, 01-01-2014
Litteratur Gunnar Knudsen (1933): “P. Arnskov. Et Mindeord” i: Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt Bd. 19, s.36-50.