Bastholm, Hans (1774-1856) sognepræst og redaktør

Mit Livs Eventyr skrev H.C. Andersen, at da han sent om aftenen en efterårsdag i oktober 1822 kom til Slagelse og steg af i ”Gjestgivergaarden”, spurgte han ”Madamen der, hvad Mærkeligt her var i Byen”. Som svar fik han ”Den nye engelske Sprøite og Pastor Bastholms Bibliothek!”.

Hans Bastholm blev født i København, blev student i 1789 og teologisk kandidat fire år senere. Herefter studerede han i udlandet, i Göttingen, Kiel, Paris og Leipzig, indtil han i 1787 vendte hjem.

Han søgte nu præstekald – ikke af lyst, men dels for at få noget at leve af og dels for at kunne gifte sig med sin forlovede gennem seks år. Først blev han kapellan ved Sct. Mikkels Kirke og to år senere sognepræst ved Sct. Peders Kirke.

I 1814 begyndte bogtrykker Peter Magnus at udgive Slagelse Ugeblad eller Den Vestsjællandske Avis efter at have sikret sig Bastholms assistance. Det følgende år overtog Bastholm redaktionen, et hverv han beholdt til 1836.

Han følte en udpræget lede ved præstegerningen og havde hyppigt nervetilfælde også under gudstjenesten. I 1825 fik han tilladelse til at holde en personlig kapellan, som i 1837 fik overdraget hele embedsførelsen. Bastholm var en ivrig skribent og var indviklet i flere teologiske stridigheder. I 1846 søgte han ret pludseligt sin afsked og rejste til København, hvor han døde ti år senere.

Fra ungdommen var han en ivrig samler af al slags viden. Allerede under studieopholdet i Göttingen købte han bøger over evne og måtte derfor leve spartansk. Han eksperimenterede endog med at undvære såvel mad som søvn, men som én af hans biografer nævner, så gik det mærkeligt nok ikke.

Gennem indtægterne fra bladudgivelsen i Slagelse skabte han sig et bibliotek på mere end 5000 bind.

I 1813 brændte Sorø Akademis Bibliotek, og i midten af 1820’erne indgik Akademiet en overenskomst med Bastholm om, at hans bogsamling skulle overgå hertil, og i 1847 overlod han sit bibliotek til Akademiet. Samlingen bestod da af 7000 bind, af hvilke Bastholm beholdt de 2000 til sin død. Samme antal viste det sig i øvrigt, at Akademiet havde i forvejen.

Hans Bastholm var nærmest en polyhistor, dvs. en person, som interesserede sig for og vidste noget om mange videnskaber. Hans bogsamling bestod primært af geografiske, naturhistoriske og encyklopædiske værker, men alle fag var i øvrigt repræsenteret. Hans plan var at samle stof til han fyldte 50 år, og først derefter ville han begynde på produktivt arbejde. Han ville anskaffe sig ”Hovedbøger i enhver Videnskab”, lade ”samme gjennemtrække med rene Blade” og aldrig læse ”en Bog uden at citere dens hele Indhold til disse”, oplyste han til Akademiet ved forhandlingerne om bogsamlingen. Han oplyste endvidere, at det var hans håb, at hans optegnelser engang kunne komme mange lærde personer på Akademiet til gode. Om dette nogensinde er sket, står mig hen i det uvisse. En fransk bog med 1.438 sider var således gennemtrukket med hvide blade – i alt 2.726 blanke sider bestemt til notater. Heraf var blot to beskrevet!

Hans Bastholm stræbte øjensynligt ikke efter personlig berømmelse. Hans arbejder vidner om en stor og uegennyttig kærlighed til videnskaben. Han var tilsyneladende en anset person i sin tid. Flere berømte forfattere sendte ham således deres værker med personlig dedikation.


Litteratur: B. Riis Larsen: Pædagogikhistorikeren Olaf Carlsen. Liv og værk (2013) s. 189ff

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Hans Bastholm

Bastholm, Ellen (1949-2012) rektor

Ellen Bastholm Jensen blev student fra Hjørring Gymnasium i 1969 og syv år senere cand.mag. i samfundsfag (hovedfag) og dansk (bifag) fra Aarhus Universitet. Hun tog senere erhvervsøkonomi som et ekstra bifag. Ellen Bastholm var ansat ved Frederiksborg Statsskole fra 1976 til 1992 – de senere år som inspektor. Hun afløste i 1992 Jens Jørgensen som rektor ved Slagelse Gymnasium og HF-kursus.

I starten af sin rektorperiode gennemførte hun en lang række nye tiltag på gymnasiet, eksempelvis teamlærerordningen, og hun bevirkede, at gymnasiets oprindelige logo fik en mere nutidig streg.     

Ellen Bastholm har forfattet en del bøger. Socialdemokratiet som folkeparti fra 1976 og 1930’erne – dagligliv og politiske tendenser fra 1982. Hertil kommer lærebøger og en række artikler og aviskronikker om uddannelsespolitiske spørgsmål.

I marts 2000 fratrådte hun sin stilling på grund af sygdom. Hun blev boende i Slagelse og deltog i de følgende år i en lang række aktiviteter. I disse år skrev hun to bøger. Én om maleren Per Hillo fra 2005 og én om møbelsnedkeren Bruno Hansen fra 2008. I 2009 var Ellen Bastholm primus motor i at skaffe midler til restaurering af rytterstatuen på Schweizerplads. 

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur: B. Riis Larsen: Slagelse Gymnasiums Lærere 1927-2002 og Nyt fra Slagelse Gymnasium september 2012 s. 14.

Foto: Georg Hemmingsen

Balle, N.E. (1744-1816), biskop og professor

På mindetavlen på Kirkeladen for foden af Sct. Mikkels Kirke kan man læse navnene på en række personer, som har frekventeret Slagelse lærde Skole. Den eneste af disse, som ikke har fået en gade eller vej opkaldt efter sig i byen, er Nicolai Edinger Balle.

11 år gammel kom han i skole i Nakskov og efter faderens død 1758 i Slagelse lærde Skole, hvorfra han i 1762 blev dimitteret til Københavns Universitet.

I 1765 tog han attestats (embedseksamen) og var på udenlandsrejse fra 1766 til 1769.

Året efter blev han udnævnt til sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup menigheder i Aalborg stift. Som landsbypræst følte han sig dog kun lidt tilfreds, og det var med glæde, han modtog en kaldelse som fjerde teologiske professor ved Københavns Universitetet i 1772. Han blev i 1774 dr. theol. og var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808.

Om sin skoletid i Slagelse har han skrevet: ”Min brave Rector Rhud var en herlig Latiner. Jeg lærte her baade at tale om skrive [Latin] med Færdighed. …At jeg haver været en lykkelig Discipel under saa brave Lærere i denne gode Skole, skal ihukommes med sønlig Taknemmelighed indtil mit sidste Aandedræt”.

Litteratur:

Biskop Balles visitatsbog 1799-1807 ved Christian Larsen. (1999). [Kbh.] : Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1999. Hertil knytter sig: Biskop Balles visitatsindberetninger 1783-1793. 2003

Kaj Viderø: Slagelse Skoles kendteste Disciple. I: Slagelse kommunale højere Almenskole. Meddelelser fra Skoleaaret 1942-43 s. 14

Michael Neiiendam i: Dansk biografisk leksikon, 3. udg. bd. 1 (1979) s. 384-387.

Børge Riis Larsen, 2017

Nicolai Edinger Balle (1744-1816)

Elvensø, Mogens Houmann (1922-1996), ingeniør, politiker

Student fra Slagelse kommunale Gymnasium i 1941. Cand.polyt. (bygningsingeniør) i 1947. Ansat hos stadsingeniøren i Køge 1947 og stadsingeniøren i Slagelse 1950. Eget rådgivende ingeniørfirma fra 1957. Periodevis på Teknisk Skole i Køge og Slagelse 1948-1973. Underviste i matematik og fysik på Slagelse kommunale Gymnasium 1959-1964. Forstander for Arbejdsteknisk Skole i Slagelse 1954-1956. Medlem af kommunalbestyrelsen i Slagelse 1979 og 1988-1990 for Fremskridtspartiet. Medlem af Folketinget for Fremskridtspartiet 1990. Medstifter af Trivselspartiet.

BØRGE RIIS LARSEN . 2014.

Litteratur: Folketingets håndbog 1988. Børge Riis Larsen (2002): Slagelse Gymnasiums Lærere.

Mogens Elvensø står her som nr. 4 fra venstre.
Som nr. 1 fra venstre ses Slagelses borgmester Poul Hansen.
Som nr. 2 fra venstre: assurandør Carl Nielsen.
Som nr. 6 fra venstre: stadsingeniør Holger Kerstens.
Som nr. 7 fra venstre: inspektør Børge Christensen.
 
Fotograf: H. Blytsgård.

Dyrhauge, Jørgen Thorø Larsen (1799-1888) bæltpostskipper, overfartsleder og ekspeditør for de kongelige postskibe

Jørgen Thorø Larsen Dyrhauge blev født i Nyborg, men flyttede i 1812 til Korsør med sin familie. Hans far, Lars Dyrhauge, var i mange år ansat på Storebæltsoverfarten og sluttede sit virke der som bæltpostfører (overfartsleder).

Jørgen Dyrhauge kom efter konfirmationen ud at sejle. I 1821 tog han eksamen som styrmand og blev kort efter ansat på Storebæltsoverfarten i samarbejde med sin far. I to omgange påtog Jørgen Dyrhauge sig i 1820’erne ledelsen af forstærkningsarbejde på Sprogø. Den vellykkede gennemførelse af dette arbejde gjorde, at man indenfor Postetaten, som stod for al post- og isbådssejlads i Danmark, lagde mærke til ham.

I 1829 blev Dyrhauge ansat som bæltpostskipper på dampskibet Mercurius, der som skibstype var en nyskabelse på Storebæltstrafikken. Her stod han også for forpagtning af restauranten om bord. Dette gav ham en god fortjeneste, og sammen med en økonomisk sans, der også tillod ham at ”spekulere” (købe aktier og obligationer) samt giftermål med en velhavende murermesterdatter, Rasmine Vedel, fra Korsør fik han lagt grunden til en formue, der efterhånden blev af en betragtelig størrelse.

I 1844 blev han udnævnt til opsynsmand ved post- og færgetransporten, dvs. overfartsleder på Storebælt. Samtidig blev der trukket på hans effektive arbejdsindsats på de ruter, som Postvæsenet også drev andre steder i Danmark. Ja, man kan vel sige, at han avancerede til leder af al postsejlads i Danmark. Hans titel var nu ”ekspeditør for de kongelige postskibe.”

Da det første søkabel i 1850’erne blev nedlagt under Storebælt, deltog han også i dette projekt. Med jernbanens gennemførelse fra København til Korsør i 1856 skete der en voldsom forøgelse af rejse-, gods- og persontrafikken til søs. Her spillede han selvsagt også en stor rolle, ikke mindst i indførelse af nye og større skibstyper.

I sandhed en smuk karriere, både arbejdsmæssigt men så sandelig også pekuniært. Han døde i høj alder i 1888.

Han fik mange påskønnelser for sit arbejde, bl. a. udnævnelse til ”krigsråd” (honorær titel) samt ved sin afsked til ridder af Dannebrog. Og en lokalitet er blevet opkaldt efter ham, nemlig ”Dyrhaugesvej” i Korsørs søndre bydel.

Da Jørgen Dyrhauge og hustru ikke efterlod sig livsarvinger, testamenterede ægteparret deres anselige formue på ca. 175.000 kr. (svarer til måske 8-9 millioner kr. i nutidspenge) til en legatbolig samt et fond. Fonden er naturligvis efterhånden opbrugt, men legatboligen – ”Dyrhaugesminde” eller som det retteligt hedder ” Dyrhauges og Hustrus Minde” – kan stadig ses på Skovvej ved siden af Lovsøen i Korsør. Den drives dog i dag af kommunen.

HANS BURCHARDT. 2014

Litteratur:
Dorte Fogh og Naomi Hainau: Guldalderliv,portrætter af danske postembedsmænd. Publikation fra Post- og Telemuseet i København.
A. Morell Nielsen: Færgerier og Skibsruter. Publikation fra Post- og Telemuseet i København.
Hans Burchardt: Dyrhauge – hvem var det? i Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt. 2008, s. 23-40.

Kilder:
Jørgen Dyrhauges erindringer, som beror på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør.

Dyrhauges Minde” , Skovvej Korsør
Jørgen T.L. Dyrhauge omkring 1860

Dyhr, Henrik Callisen (1874-1936) skolebestyrer

blev cand.theol. i 1899 og var derefter ansat som realskolelærer i Nykøbing Mors. I 1907 blev han udnævnt til skolebestyrer for Slagelse private Mellem- og Realskole. Skolen er i hvert fald fra omkring 1930 uofficielt blevet kaldt Dyhrs Skole, et navn, som først blev officielt i 1971. 

BØRGE RIIS LARSEN. 2014.

Henrik Callisen Dyhr

Den Danske Skoles rektorer

Skolens rektorer som nævnt i diverse kilder

Købstadens skole styret af byens magistrat

1616             ukendt skoleholder

1647 og 1667 Borchard Mathfeldt

1658              Anders Knudsen

1678               Axel Madsen Høfding

1682               Niels Poulsen

1686               Henrich Lauritzen

1692               Claus Poulsen

1700 og 1706   Christian Hermansen Hjort

1706               Søren Nissen Bruun

1720               Jørgen Engelstrup

1720 – 1750     Peder Thomsen Ungermand

1751 – 1758     Andreas Brandt

1770               Niels Jørgen Ringel

1770 – 1781     Rasmus Ravn

1787 – 1789     Otto Lytken

Sankt Peders kirkes “klokkerskole”

1734 – 1738     Andreas Nyborg

1757               Jørgen Jelling

1770 – 1772     Peder Øgler

1781               Rasmus Bisserup

1789 – 1798     Johan Christof Lund

Torben Hansen, 12-09-2017

Deleuran, Aage (1925-1999) chefredaktør

Født 11. oktober 1925 i Korsør. Forældre maskinmester ved Storebæltsoverfarten, Holger Johannes Deleuran og fru Agnete. Realeksamen fra Korsør Realskole i Slottensgade 1942. Derefter journalistelev på Korsør Avis (red. Carlos Bundgaard). Signatur D-n i hele sin journalistiske karriere.

Var under den tyske besættelse 1940-1945, sammen med sine brødre Holger og Erik, aktivt medlem af den danske frihedsbevægelse – skrivende, for ingen kunne vel forestille sig Aage med en maskinpistol i hånd. Hans våben var en skrivemaskine, for ”større er kraften i det bly, som bliver til bogstaver, end det, der bliver til kugler”. Blev allerede som 18-årig en kort overgang ansvarshavende redaktør, da red. Bundgaard måtte ”gå under jorden” for at undgå tysk arrestation og fængsling, som det skete for en række danske pressefolk under besættelsen. Deleuran opnåede stor respekt for sin  ledelse af bladet og skrev i denne periode reportager, der gik helt ud til – og over – grænserne for, hvad den tyske censur ellers tillod.

Tog efter krigens afslutning i 1945 pludselig sin afsked fra Korsør Avis efter voldsom uenighed med redaktør Bundgaard, der i lederartikler bebrejdede frihedsbevægelsen for efter 5. maj at foretage vilkårlige og urette arrestation af påståede lokale danske ”medløbe-re” under krigen. Fik kort efter, ved frihedsbevægelsens lokalkomites mellemkomst, foretræde for Berlingske Tidendes almægtige redaktør Aage Lund, som straks antog den 19-årige Deleuran som medarbejder. ”Ikke på grund af kvalifikationer”, fortalte Deleuran senere i et afskedsinterview med Annelise Bistrup, for ”jeg var blot det lille Guds ord fra landet, der var puttet ind på bladet”.”Mit talent var ikke stort. Jeg har været genert, og jeg skrev ikke fremragende”, lød det beskedent fra ham.

1952 udstationeret i Paris som bladets korrespondent. Med blot ét års franskundervisning på ”universitetet” i Slottensgade udviklede han snart et grundigt kendskab til det franske sprog, politik, kultur, gastronomi og almen fransk livsførelse, som han med sit noget tørre og lidt kedelige sprogbrug flittigt og altid strengt korrekt formidlede til bladets læsere.

Hjemkaldt 1965 efter 13 år i Paris, optaget i bladets chefredaktion, 1967 udnævnt til administrerende redaktør for hele det berlingske hus og i 1970 til adm. chefredaktør, hvor han i en årrække via sine lederartikler var med til at skabe og præge den politiske debat i Danmark.

Var, trods sine absolutte højre-konservative synspunkter, højt respekteret i den danske bladverden for sin journalistiske og politiske viden og den sobre og fair måde hvorpå han udtrykte sine synspunkter – og sin uenighed med de politiske modstandere. Havde desuden en række tillidshverv indenfor den danske presse. Store omskiftelser fandt sted i hans tid i det berlingske hus, men D-n forblev ”og” skriver Annelise Bistrup, ”når Deleuran endte som ”den store overlever” i huset, så var det ikke blot, som  han selv sagde, et han var en flink og venlig mand, der gjorde det til en leveregel altid at være på bladet, at være til rådighed og gøre, hvad man bad ham om – men tillige den omstændighed, at han med sig konservative grundsyn, sine diplomatiske evner og sit optimistiske det-går-nok-livssyn repræsenterede selve den ulastelige berlingske-ånd”.

Deleuran var bladmand helt ind til benet og tillægges denne definition af en sand journalist: ”Han kommer på redaktionen klokken halv otte om morgenen og går når han er 67”. Tro mod dette princip gik han på pension ved arbejdstids ophør fredag den 30. oktober 1992, 67 år gammel.

Aage Deleuran døde i juli måned 1999.

Litt.: Biografisk artikel i Korsør Postens 50 års jubilæumsavis 2005 af Jørgen Nielsen.

JØRGEN NIELSEN. 2014

“et lille, ligegyldigt Guds ord fra landet, der var puttet ind på bladet”, smiler Aage Deleuran med underfundigt lune fra sin plads bag chefskrivebordet på Berlingske Tidende. “Han var god til at skabe en varm og humørfyldt atmosfære omkring sig”, hedder det bl.a. i hans eftermæle. Et bedre kunne vel ikke ønskes.

Dr. Dampe og Slagelse

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) er blevet kaldt den første demokrat. I biografier over ham er det ikke altid nævnt, at han havde en fortid i Slagelse. Herom handler dette lille arbejde.

J.J. Dampe blev født i 1790 som søn af en københavnsk skræddermester. Han var en kvik dreng, der som 14-årig fik en plads på Metropolitanskolen. Efter han var blevet student, fortsatte han studierne på Københavns Universitet og blev i 1809 cand.theol. To år senere blev han adjunkt ved Slagelse lærde Skole. Under sin ansættelse her skrev han en afhandling om etikken i Koranen. Den blev i 1812 antaget ved Universitetet, og han kunne herefter som 22-årig kalde sig såvel cand.theol. som dr.phil.

Ud over at undervise påtog han sig også at redigere den lokale avis, hvori han kaldte det bedre borgerskabs damer i Slagelse for papegøjer. Han lagde her for med en kritik af byens fattigvæsen, hvor han bl.a. skrev, at ”det går rent desperat til med fattigvæsenets bestyrelse her i byen, og at de, som har med det at bestille, bære sig ad som gale folk, for ikke at sige noget værre”. En anden historie går på, at han fra et andet blad gengav en artikel om dyrenavne på kroskilte og tilføjede med sigte på en lokal park: ”Her ved Slagelse har vi ikke synderlig mange mærkværdige navne, medmindre det skulle være ”Papegøjen”, der formodentlig har sit navn efter de mange damer, der spadsere her forbi til skoven om sommeren”. Dette gjorde, at Dampe blev udelukket fra det gode selskab, måtte frasige sig redaktørjobbet og derefter også lærerstillingen. I 1816 flyttede han tilbage til København.

I 1820 stiftede han et hemmeligt forbund til indførelse af en fri forfatning. Ifølge kong Frederik 6.s spioner fantaserede Dampe om at besætte Rundetårn og derfra sprede oprørske løbesedler for at vælte kongemagten. Han blev arresteret og dødsdømt for højforræderi og majestætsforbrydelse men blev benådet med fængsel på livstid. I årene 1821-41 sad han dels i Kastellet og dels på Christiansø, blev løsladt i 1841 og fik i 1848 amnesti samt en mindre livrente.

Litteratur:

K. Tarbensen: ”Den første demokrat – Cand. theol. og dr. phil. J.J. Dampe” i: Kenn Tarbensen & Morten Petersen (red.): Oprørere – Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller (2006), s. 190-216

Jacob Jacobsen Dampe: Fortælling om mit fængsel i haardeste grad i tyve aar, og min forviisning i syv aar, lidelser, mig tilføiede formedelst min lære om folkets ret, København 1858 (genudgivet 1951).

Oscar Hansen: ”De de Slagelse Damer gjorde Oprør mod ”Oprøreren”. En pudsig Affære fra de gamle Dage” i: Vestsjællands Social-Demokrat 29-10-1947

Børge Riis Larsen 2018.

Cand.theol. & dr.phil. J.J. Dampe (1790-1867) som i årene 1811-16 var ansat ved Slagelse lærde Skole. Denne lå i disse år i Bredegade 6, hvor H.C. Andersen var elev i årene 1822-26.

Dahl, Wilhelm Frederik (1805-1897) entreprenør

William Frederik Dahl blev født 1805 i Nyborg som søn af en velhavende skibsreder, der dog mistede sin formue under Englandskrigen. Dahl kom derfor i lære som maler og karetmager, og i 1830 fik han borgerskab som sådan. Siden flyttede han til Korsør, og vi ved, at han fra 1835-60 var ejer af ejendommen Algade 45 samt andre ejendomme i byen.

I 1835 blev han gift med Sophie Marie Harreschou fra Korsør.  Deres ægteskab blev velsignet med ikke mindre end elleve børn. Dahl var en meget virksom person, der efterhånden fik mange kasketter på. I dag ville vi nok kalde ham entreprenør. Af hans aktiviteter kan nævnes: Dæmningsarbejder i forbindelse med opførelse af en bro over havnen samt opførelse af kasernebygninger til de soldater, der var stationeret i Korsør. De lå hvor i dag Nygade og Baggade krydser hinanden. Nævnes skal også, at han var med til at bygge byens rådhus, som blev placeret i Algade, der hvor den nu nedlagte politistation har været. Alle disse projekter blev gennemført i slutningen af 1840’erne.

Han fik også en slags specialitet, nemlig opførelse af gasværker. Det var tidens nye teknologi, idet gassen blev brugt til belysning og madlavning. Derfor blev der i næsten alle byer etableret gasværker med ledninger til forbrugerne nedgravet i gaderne.

Denne aktivitet bragte ham rundt i hele landet, bl.a. til Randers, Hobro og Helsingør, hvor han ledede opførelsen af byens gasværker. Familien fulgte med ham, hvorfor børnene kom til at gå i skole flere steder.

W. F. Dahls anseelse og velstand voksede støt. Under krigen 1848-50 og i koleraåret 1857 havde han vist sin praktiske sans og sit samfundssind som deltager i de forskellige nødhjælpsarbejder, som Korsør Kommune havde igangsat. Som påskønnelse herfor blev han udnævnt til kancelliråd.

For en mand som W. F. Dahl med de omfattende aktiviteter udenbys var det måske mere hensigtsmæssigt at forlægge residensen til et andet sted. Derfor flyttede familien i 1857 til København.  Her købte han en bestående vand- og gasmesterforretning af W. Strode, Studiestræde 18.

Efter et langt, virksomt og begivenhedsrigt liv døde W. F. Dahl i København i 1897, 92 år gammel. Og hans hustru, fru Sophie Marie, døde året efter, 89 år gammel.

Ægteparret havde i 1885 stiftet et guldbryllupslegat, hvis afkast skulle gå til værdige og trængende håndværkere eller enker efter disse fra Korsør. Dette legat samt de øvrige bedrifter var nok årsagen til, at man fandt det rimeligt at navngive en ny vej efter W.F. Dahl og kalde den ”Dahlsvej”.

KARIN VEDEL. 2016.

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Det flotte læderomslag med guldtryk af guldbrylllupslegatet.
Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn.
Foto: Ove Jensen