Kategori arkiver: Personer

Næsbyskov Andelsmejeri

Udgivet den af

Næsbyskov Andelsmejeri blev oprettet i 1888 på en grund i den vestlige ende af landsbyen Næsbyskov.

Mejeriets første formand var gårdforpagter Lars Hansen frem til 1895, hvor han blev afløst af gårdmand F.Jensen fra Lille Ebberup.

Det nybyggede mejeri var indrettet med en dampkedel fra firmaet H.C.Lunge i Sorø. Den drev en 6-hestes liggende dampmaskine. Dampmaskinen trak to B&W centrifuger, et pasteuriseringsapparat, to egekærner og en smøræltemaskine. Ud over den 22 alen høje skorsten var der også ved mejeriet opført et kulhus og et ishus.

Den første mejeribestyrer var Søren Andersen Nørregård. Han stammede fra Samsø og havde været elev på Testrup Højskole i 1884-85. Derefter et år på Ladelund mejeri. Inden ansættelsen i Næsbyskov havde han været ansat på mejeriet Godthåb i Skælskør og det nystartede mejeri i Bøgelunde. I 1889 blev han gift med Kristine Pedersen, der var ansat på mejeriet som mejerske. Hun var kommet til Næsbyskov fra Tjæreby.

Mejeriet blev ombygget og udvidet 1905. Det var firmaet H.P.Philipsen fra Slagelse, der stod for dette arbejde. I 1930 havde mejeriet 138 leverandører med omkring 1000 køer. Smørproduktionen det år var på 115 tons. Personalet i 1930 var en mejeribestyrer, tre mejerister og en indvejer.

Mejeribestyrer Nørregård blev en velanskrevet mand i det lille samfund. Han havde været formand for skolekommissionen i 10 år. Han var medlem af menighedsrådet. Dertil kom det vigtige hverv som formand og kasserer for den lokale brugsforening.

I 1936 flyttede han med sin kone til Slagelse, hvor han fik opført en ville på Rolighedsvej 22. Her boede de, indtil Nørregård døde i 1943, og hans kone døde i 1952. Stillingen som mejeribestyrer i Næsbyskov blev overtaget af sønnen Knud, der havde en alsidig uddannelse bag sig, herunder ansættelser på Kirke Helsinge, Tersløse og Herlufmagle andelsmejerier. Dertil kom to år på Ladelund mejeriskole og et kort ophold i Holland.

I 1938 fejrede mejeriet 50 år central virksomhed i det lille landsbysamfund.

På det tidspunkt kunne ingen vide, at det veldrevne mejeri kun ville få nogle få år mere, inden bølgen af centraliseringer skyllede ind over det danske landboland. Efter besættelsen begyndte nedlæggelsen af de små landsbymejerier.

Næsbyskov andelsmejeri måtte lukke i 1967. Mejeribestyrer Knud Nørregård blev boende på mejeriet. Han var blevet medlem af sognerådet, og da mejeriet lukkede, blev han ansat i den nyoprettede Vestermose kommunes folkeregister. Da denne kommune blev sammenlagt med Slagelse kommune i 1970, fulgte Knud Nørregård med til storkommunens registerafdeling, hvor han var indtil pensionen. Nørregård døde i 1988.

Knud Bruun Rasmussen, november 2020

Elisabeth Spandet Grunnet

Udgivet den af

Født 10. juni 1896, Slagelse
Død 16. marts 1944, København

Begravet på Sct. Peders Kirkegård, Slagelse.
Graven blev i 1970 markeret med frihedskæmpernes bronzemedalje og er fredet.
Mindetavle på Yrsavej, Frederiksberg Svømmehal

Elisabeth havde under Besættelsen 1940-45 kontakter til den polsk-engelske efterretningstjeneste via sin mand, Aage Grunnet, og opbevarede illegale våben og ammunition i sit hjem. Del af Modstandsbevægelsens arkiv og Modstandsdatabasen.

Inspektrice ved Frederiksberg Svømmehal og Badeanstalt fra 1934.
Uddannet som massøse og virkede som sådan herhjemme og i udlandet.

Skolegang i Slagelse.
Opvokset på Korshøjgård i Landsgrav. 

Datter af gårdejer Kristen Martin Petersen, (1857-1897) og Ingrid (1865-1944), født Spandet.

Gift 21. december 1939 med kriminalassistent Aage Oskar Harald Grønbech Grunnet (født 16. november 1895, Benløse sogn).

Under Besættelsen 1940-1945 var Elisabeth tilsluttet den polsk-engelske efterretningstjeneste.
Hendes mand, kriminalassistent Aage Grunnet, gjorde tjeneste hos statsadvokaten for særlige anliggender. I denne egenskab var han i stand til at give oplysninger til modstandsfolk, og hans kontor på Politigården og ægteparrets hjem blev møde- og samlingssted for illegalt arbejdende mennesker, kurerer, transportfolk osv. Hjemmet fungerede tillige som depot for våben og ammunition.

Kontakten til den polsk-engelske efterretningstjeneste knyttedes gennem den polske handelsattaché Rédiger, der var en nær ven af familien. Aa. Grunnet fungerede som forbindelsesled imellem organisationen her i landet og den svenske ledelse.

Den 8. marts 1944 blev Aage Grunnet arresteret af tyskerne, sigtet for militær spionage, sabotage m.v., som følge af tyskernes afsløring af den polsk-engelske efterretningstjeneste i Danmark, der var organiseret af den polske eksilregering i London og Secret Service.

Elisabeth Grunnet blev afhørt som medsigtet, men ikke arresteret i første omgang. Den 13. marts 1944 blev Aage Grunnet løsladt af mangel på bevis. Et af organisationens arresterede medlemmer, kontaktmand til Grunnet, tilstod imidlertid dagen efter, at denne var leder af den polsk-engelske efterretningstjenestes
virksomhed i Danmark, og at Elisabeth Grunnet var medskyldig.

Samme dags aften, den 14. marts, blev begge på ny arresteret. De indsattes i Vestre Fængsel, hvor Elisabeth Grunnet afgik ved døden efter en umenneskelig behandling under fængselsingen. Elisabeth døde på det tyske feltlazaret på Nyelandsvej i København den 16. marts 1944.

Litteratur:
Biografi i: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 132.
Modstandsdatabasen ved Frihedsmuseet under Nationalmuseet
Slagelse Stadsarkiv- og Lokalarkiv, registrering A599

Maria Mejer, november 2020

Frederikslund Jernbanestation

Udgivet den af

Frederikslund Jernbanestation blev etableret i 1887 for at optimere krydsningsmulighederne for togene mellem Korsør og København på den enkeltsporede jernbane.

Indtil da havde der været ansat adskillige banevogtere langs jernbanesporet i Ottestrup sogn, hvortil lokaliteten Frederikslund hørte. Således var der ifølge folketællingen fra 1880 hele fem banevogtere, to i Skovsø og tre omkring den senere jernbanestation. Banevogteren skulle sikre, at der ikke skete uheld, hvor jernbanen krydsede de lokale veje.

Oprindelig var stationen uden mulighed for at medtage passagerer, men blev hurtigt udbygget til en egentlig station med ventesal, toiletter, varehus, overdækket svinefold, signalhytte, fast enderampe og kolonnehus. Med disse bygninger var Frederikslund station i stand at foretage godsekspedition, dyretransporter og ekspedition af passagerer. Stationen blev ledet af en stationsmester. Jernbanen blev dobbeltsporet i 1899. Stationen blev også postekspedition, så adresser i området var eksempelvis Ottestrup pr Frederikslund.

Peter Beck blev den første baneformand, en titel, der blev benyttet til den person, der havde ansvaret for tilsyn og vedligeholdelse af skinner og skiftespor. I 1906 bestod personalet på stationen af stationsmester Ole Frederik Nielsen, en baneformand, tre banearbejdere, en ledvogter og ledvogtere i Skovsø og Dævidsrød. Folketællingen fra 1911 afslører, at Ole Frederik Nielsen fortsat er stationsmester, og at der nu er kommet fem banearbejdere og en depotarbejder. Dertil også to postbude og en portør. Jens Peter Jørgensen, der stammede fra Øster Stillinge, efterfulgte Ole Frederik Nielsen som stationsmester. Poul Madsen Traberg blev stationsmester i 1934, da Jens Peter Jørgensen nåede pensionsalderen. Jørgensen blev boende i et hus i Frederikslund, hvor han døde i en alder af 89 år få måneder efter, at stationen blev nedlagt i 1962.

De to store godser, Store Frederikslund og Lille Frederikslund, tæt på Frederikslund station sendte deres daglige mælkeproduktion til mejeriet Enigheden i København. Der var tale om betydelige, daglige mængder mælk fra de omkring 330 malkekøer. Savværket i Frederikslund har givetvis også benyttet jernbanen til transport af opskåret træ. Frederikslund station fik indlagt telefon fra Vedbysønder central med nummeret Vedbysønder 1 omkring 1905.

Køreplanen for passagertog fra oktober 1918 viste fire afgange mod Korsør og fem afgange mod København. Togenes hastighed var på det tidspunkt øget fra omkring 40 km i timen til 60 km i timen. Afgangene mod Korsør var 9.56, 14.02, 17.50 og 20.16. Mod København 7.27, 8.40, 12.03, 16.10 og 20.57. I mellem disse togafgange blev der ekspederet godstog i begge retninger.

Luftbillede fra Frederikslund, 1954

Folketællingen for 1916 for Ottestrup sogn omtaler følgende med ansættelse ved banen/DSB: en ledvogter, en formand, tre banearbejdere, to portører, en banevogter, en depotarbejder samt en stationsmester. Der var således i alt 13 ansatte til at betjene stationen. Da stationen samtidig fungerede som postkontor, var de helt naturligt to landpostbude, der arbejdede med stationen som udgangspunkt. I folketællingen fra 1930 viser følgende om personalet ved stationen: en stationsmester, en baneformand, to overportører, to banearbejdere. Dertil kom den tidligere stationsmester, som stadig var bosat i Frederikslund. Der var kun en landpost tilbage. Det tilsyneladende mindre personale kan skyldes, at øvrige ansatte var bosat uden for optællingssognet. I 1940 var der følgende banerelaterede personer i Frederikslund: en baneformand, en pensioneret stationsmester, to ekspedienter, en banearbejder, en stationsmester og en ledvogter. Hertil kom to landpostbude.

Baneformand Hans Peter Julius Rasmussen var ansat ved stationens nedlæggelse i 1962.

Frederikslund jernbanestation fungerede frem til 27.maj 1962, hvor sommerkøreplanen trådte i kraft. Jernbanestationen havde indtil da været omdrejningspunkt i det lille samfund, der voksede op ved skovbrynet ved godset Lille Frederikslund. I de følgende år sygnede den lille bebyggelse hen. Alle ansættelserne ved DSB og Postvæsenet forsvandt fra den ene dag til den anden. Eksistensgrundlaget for det lille samfund var væk.

Knud Bruun Rasmussen, november 2020

Caja Rude (1884-1949)

Udgivet den af

Forfatter

Caja Rude blev født den 11. juli 1884 på Frederiksberg.

Hendes barndom blev turbulent, efter hendes far forlod de 8 børn og deres mor i 1892. Fattigdommen i barndomshjemmet førte til, at Caja blev sendt ud at tjene i 10 års alderen. Caja fik hurtigt erfaring med social nød og klasseforskelle, da hun som 17-årig arbejdede som tjenestepige i København.

I 1907 blev hun gift med værkmester Lauritz Chr. Rude og bosatte sig i Stege. Børnene Hans Christian, Esther Rikke og Axel blev født i hhv. 1908, 1909 og 1917.

Familien flyttede til Korsør, hvor manden fik arbejde hos maskinfabrikant Henrik Hansen.

Caja Rude engagerede sig i kvindepolitisk arbejde i Korsør. Hun var i en periode formand for den lokale afdeling af Dansk Kvindeforbund, og sad i bestyrelsen for Dansk Værgeraadsforening og Danske Kvinders Fredskæde (senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed).

Arbejderkultur betød for hende, at der skulle skrives bøger for de unge arbejderkvinder, men især, at det var vigtigt at hævde sit eget værd, at opnå en sund og stærk selvbevidsthed gennem uddannelse og til slut at kunne skabe et stabilt hjem, baseret på respekt for kvinden som hustru, arbejder og moder.

I en årrække, inden Caja Rude igen kom til København, fik hun anvendelse for sine store musikalske evner ved at arbejde som biografpianist rundt omkring i landet, mest arbejdede hun som journalist.

Senere var hun redaktør af brevkassen ”Spørg Ville” på Social- Demokraten, hvor hun besvarede spørgsmål om sociale problemer og formidlede kontakt til de sociale institutioner. Som brevkasseredaktør samlede hun et kartotek på mere end 23.000 sager. Caja fik i 1941 Tuborgfondets understøttelse til at gå videre med sit arbejde og sammenligne de kvindelige industriarbejderes forhold i de skandinaviske lande.

Den 10. november 1949 døde Caja Rude i København. Hun var en varmhjertet kvinde, som i årenes løb har hjulpet tusinder af småkårsfolk. I næsten 20 år var hun tilknyttet ”Social-Demokraten

Forfatterskab

I 1915 begyndte Caja Rude at skrive til aviser. Skuespillet ”Som Kvinder var – som Kvinder er” blev skrevet og opført i Slagelse i 1925.

Komedien ”Når Guldregnen blomstrer” blev skrevet til fordel for Svendehjemmet på Tårnborgvej nr. 18 i Korsør.

I årene efter ”Når Guldregnen blomstrer” skrev Caja Rude en række bøger, som omhandlede en politisk kamp på socialistisk grundlag og opdragelsen til selvværd og selvdisciplin som en del af arbejdernes kamp for bedre sociale og økonomiske vilkår.

I 1938 udkom ”Kammerat Tinka”, der fortæller om en styrmandsfamilie, der flyttede fra Nansensgade i København til Slottensgade i Korsør og om dagligdagen med mand, børn, naboer og andre folk i kvarteret omkring Slottensgade. Hvor forfatteren selv boede omkring 1927-28.
Det er forfatterens vigtigste bog, der beskriver den ideale, kvindelige socialdemokrat, som trodser sit småborgerlige udgangspunkt og vælger arbejdertilværelsen.

Øvrige bøger er bl.a. ”Skyggebilleder” (1929), ”Arbejdere, skitser fra en krog af verden” (1930), ”Kravet” (1921) og en række bøger for unge piger.

Maria Mejer 11-09-2020

Litteratur

Korsør Historier nr. 5, 2006

Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Kvinfo

”Korsør Social- Demokrat”

 Bogen: ”Korsør i årene op til 1928”

Lettiske soldater, Kobæk Strand 1945

Udgivet den af

Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945 var der en lejr med lettiske soldater i tysk tjeneste på Kobæk Strand ved Skælskør. Planteavlskonsulent Holger Wraae-Jensen tog billeder af en række begivenheder i dagene efter 5. maj 1945 – blandt andet også af disse lettiske soldater. Jeg vil i det følgende fortælle deres historie.

De tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) var kortvarigt selvstændige efter 1. verdenskrig, men de blev besat af Sovjetunionen i 1940 som led i den aftale indgået med Tyskland, som også delte Polen. Med den sovjetiske besættelse fulgte forfølgelser og deportationer til Sibirien, så derfor følte mange baltere det umiddelbart som en befrielse, da tyske tropper indtog landene under krigen med Sovjetunionen.

Tyskerne begyndte kort efter den tyske besættelse af de tre lande at hverve frivillige til forskellige enheder, f.eks. de såkaldte Schutzmannschaften, som var en slags hjælpepoliti, der deltog i partisanbekæmpelse (som en nazistisk eufemisme blev det kaldet ”banditbekæmpelse”). De oprettede også enheden ”Sonderkommando Arajs” under den lettiske politimand Viktors Arajs, som myrdede omkring 30.000 civile (for det meste jøder). I Estland blev der oprettet en Waffen-SS division og i Letland to Waffen-SS divisioner – sidstnævnte blev kaldt Den lettiske Legion. En stor del af soldaterne til disse divisioner blev tvangsudskrevet, men senere i krigen blev soldater fra Sonderkommando Arajs og andre enheder også en del af Den lettiske Legion.

Omkring 2000 soldater fra Den lettiske Legion havnede som sårede i Danmark i slutningen af krigen ifølge den lettiske legationsråd (han havde fået lov til at fortsætte sit virke i Danmark under og lige efter krigen, selvom Letland som sådan ikke eksisterede længere) – herunder bl.a. førnævnte Viktors Arajs, som dog drog til Tyskland lige inden Befrielsen. De lettiske soldater var fordelt på tre lokationer i nærheden af Skælskør og Korsør – udover Kobæk Strand var det Lundforlund og Tårnholm.

Det var ikke kun lettiske soldater, som var strandet i Danmark ved krigens afslutning: mest kendt er de godt en kvart million tyske flygtninge, men der var også ca. 31.000 ikke-tyske flygtninge fra lande så forskellige som Sovjetunionen, Polen, Schweiz, Venezuela, Frankrig, Nederlandene, Belgien og mange flere. Omkring 1000 var fra Estland, 2000 fra Letland og 2600 fra Litauen. De danske myndigheder vurderede senere, at mindst 400 af letterne var fra Den lettiske Legion. Man må formode, at de øvrige lettiske soldater er fulgt med de tyske styrker ud af Danmark, og at kun en mindre del af soldaterne er forblevet i Danmark.

Det var den britiske militærmission i Danmark, som udstak retningslinjerne for behandlingen af de ikke-tyske og tyske flygtninge. Den bestemte, at de tilbageblevne baltiske soldater skulle iklædes civilt tøj og betragtes som civile flygtninge. De blev dermed placeret i lejre sammen med andre baltere. Ved Jalta-aftalen i februar 1945 mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det aftalt, at sovjetiske statsborgere skulle hjemsendes – uanset om de selv ønskede det eller ej. Det betød, at de sovjetiske statsborgere i Danmark (krigsfanger taget af tyskerne, tvangsarbejdere, soldater i tysk tjeneste osv.) alle skulle sendes hjem – og det blev de også rimeligt hurtigt. Da Sovjetunionen havde annekteret de tre baltiske lande i 1940, så blev de herværende baltiske flygtninge regnet som sovjetborgere af Sovjetunionen. Men Storbritannien og USA anså balterne for at være statsløse, og dermed skulle de ikke tvinges hjem til Sovjetunionen, og da briterne fastlagde retningslinjerne for flygtninge i Danmark, så ville man fra dansk side ikke tvangsudsende balterne, som man i øvrigt også betragtede som et britisk ansvar. Sovjetunionen pressede Danmark flere gange for at få udleveret 1000 sovjetiske statsborgere, som de mente befandt sig i Danmark og nævnte også de baltiske flygtninge flere gange, dog uden at fremsætte et egentligt krav om at få dem udleveret.

Alle tyske soldater blev forholdsvist hurtigt sendt ud af Danmark, men briterne ville ikke modtage de baltiske soldater før i 1947, hvor man udsendte de soldater, som meldte sig frivilligt. De blev sendt til lejre i den britiske zone i Tyskland, hvor de blev demobiliseret. Mange flyttede senere til oversøiske lande, f.eks. Australien og Canada. Mange af de baltiske soldater ønskede ikke at indrømme, at de havde været soldater i tysk tjeneste, da de var bange for at blive udvist som krigsforbrydere til Sovjetunionen, og den britiske militærmission måtte udstede en garanti til de tidligere tyske soldater om, at de ville blive komme til den britiske zone for at få dem til at melde sig. De var også skræmt af, at Sverige havde udleveret 146 baltiske soldater til Sovjetunionen. De var flygtet til Sverige i dagene omkring den endelige tyske kapitulation 8. maj 1945, og Sovjetunionen mente, at de retteligen skulle have overgivet sig til Den røde Hær som led i den totale kapitulation. Sverige tog dog også mod omkring 30.000 baltiske flygtninge, som ikke blev udvist til Sovjetunionen, men i stedet integreret i det svenske samfund.

Få år efter krigen var der kun baltiske og polske flygtninge tilbage i Danmark, og de var ikke interesseret i at vende tilbage til deres hjemlande. Danmark ønskede ikke at beholde dem, men det lykkedes efterhånden at få dem udsendt med hjælp fra FN-flygtningeorganisationer – bl.a. som migranter til oversøiske lande. Storbritannien havde også nogle programmer, hvor de hvervede især baltiske kvinder til hospitalsarbejde i Storbritannien. I 1952 lukkede man de sidste flygtningelejre og omkring 400 baltere fik opholdstilladelse i Danmark. Lige til det sidste besøgte repræsentanter fra den sovjetiske ambassade i København de baltiske flygtninge for at overtale dem til at vende hjem – uden succes.

Når man med sikkerhed ved, at nogle af balterne i tysk tjeneste deltog i de ufattelige krigsforbrydelser, som foregik under krigen på østfronten, så kan man spørge, om de danske myndigheder interesserede sig for dette spørgsmål? Der kan man klart svare, at det gjorde de ikke – man var for de baltiske soldaters vedkommende kun interesseret i at få at vide, om de havde været i tysk tjeneste for derved at kunne udsende dem som medlemmer af de tyske styrker til den britiske zone i Tyskland. Man interesserede sig i øvrigt heller ikke synderligt for, hvad de danske Waffen-SS frivillige havde begået på østfronten – ikke en eneste af dem blev dømt for krigsforbrydelser begået på østfronten. Heller ikke Storbritannien var i længden interesseret i at forfølge krigsforbrydere. I 1948 blev det bestemt, at man ikke skulle starte nye krigsforbrydersager. Målet var ikke fra britisk side at forfølge alle skyldige, men at sende et signal til senere generationer om, at man ville blive straffet, hvis man begik sådanne forbrydelser.

Førnævnte Viktors Arajs blev efter krigen britisk krigsfange. På trods af at han flere gange blev angivet af medfanger til briterne, så lykkedes det ham at flygte fra briterne. Senere blev han dog ved en vesttysk domstol idømt livsvarigt fængsel, hvor han sad til sin død. Et andet medlem af Sonderkommando Arajs – Konrads Kalejs – var i Danmark til 1947, hvor han sandsynligvis blev sendt til den britiske zone i Tyskland som tidligere tysk soldat. Han emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Han flyttede senere til USA, men blev udvist, da man efter mange år fandt ud af, at han havde været medlem af Sonderkommando Arajs. Han blev aldrig dømt for at have begået krigsforbrydelser.

Henrik Clausen, 2020-06-15

Litteratur
Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-1945.
København: Aschehoug, 1998.

Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Waffen-SS. Europas nazistiske soldater. København:
Gyldendal, 2015.

Flygtninge i Danmark 1945-1949. København: Fremad, 1950.

Kochavi, Arieh J. ”British Policy on Non-Repatriable Displaced
Persons in Germany and Austria, 1947-7.” European History
Quarterly, Vol. 21 (1991): 365-382.

Plavnieks, Richards. Nazi Collaborators on Trial during The Cold War: The
Cases against Viktors Arajs and the Latvian Auxiliary Security Police.
Doctor of philosophy thesis, Chapel Hill: University of North
Carolina, 2013.

Thomsen, Bente, ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949.”
Historie/Jyske Samlinger, Bind ny række, 12 (1977-1978), 136-158.

Utrykte kilder fra Rigsarkivet
Politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, 1946-1952
Journalsager, 1946 7500-7800, 37.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 6 U 403.a/56 –
U 410, 3563.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 87 F 32 – F52,
12205.

Link
Frihedsmuseet: Holger Wraae-Jensens dias – https://samlinger.natmus.dk/search?q=Holger Wraae-Jensens dias&collection=FHM

”Coming to Britain – University of Nottingham” – https://www.nottingham.ac.uk/postwarrefugees/ documents/briefing-paper-6-coming-to-britain.pdf

”Lettisk leder af dødspatrulje opholdt sig i Danmark” – https://jyllands-posten.dk/international/ECE3278778/Lettisk-leder-af-d%C3%B8dspatrulje-opholdt-sig-i-Danmark/







Sørensen, S. P. L. (1869-1939) professor, kemiker

Udgivet den af

Indførte pH-begrebet i 1909. Han blev født på Kildegårdsvej mellem Havrebjerg og Øster Stillinge. Familien har i århundreder boet på egnen, og efterkommere af hans familie bor her stadig.

Sine første skolekundskaber fik Sørensen i Havrebjerg Landsbyskole. Han startede i skolens yngste klasse den 9. januar 1875. Ved en eksamen den 2. november samme år, var der 36 elever i klassen. Sørensen klarede sig rigtig pænt, og allerede den 1. november året efter blev han rykket op i ældsteklasse. I vinterhalvåret gik man i skole hver anden dag, i sommerhalvåret blot én dag om ugen. Fagrækken var beskeden: læsning, skrivning, regning samt religion.

Omkring 1878 flyttede familien til en gård ved Løve. Da landsbyskolens lærer ikke synes at kunne lære Sørensen mere, blev han sendt i Slagelse Realskole. Her begyndte han i 1879. I starten blev han mobbet af bydrengene for sit sjællandske bondesprog og for sin landlige påklædning; men da han med tiden blev nr. 1 i klassen og tilmed fik demonstreret, at han var stærkere end de værste af plageånderne, anerkendtes hans suverænitet af de andre drenge.

I 1882 kom Sørensen på Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt, hvor han tog studentereksamen i 1886. Ved studentereksamen var han den af klassens 6 matematikere, der fik den bedste eksamen. I naturlære opnåede han således de højeste karakterer: 2  ug’er.  I de matematiske discipliner klarede han sig også flot. Hans laveste karakter var i fransk, hvor han fik et mg÷  – nærmest svarende til et syvtal efter vore dages karakterskala. Han forlod da Sorø med et solidt fundament for at studere – først medicin og senere kemi ved Københavns Universitet.

Sørensen fik to gange Universitetets guldmedalje, blev mag.scient. og dr.phil. I 1901 blev han ansat på Carlsberg, og i 1909 skrev han en afhandling, i hvilken han indførte pH-begrebet. Hele otte gange blev han nomineret til en nobelpris.

Det har åbenbart ikke været almindelig kendt, hvad Sørensens forbogstaver stod for. I en nekrolog i Soraner-Bladet fra marts 1939 kan man læse, at han aldrig blev benævnt andet end S. P. L. Det nyttede ikke at kikke i Kraks Blå Bog, for her optrådte også kun forbogstaverne. Men på Carlsberg Laboratoriet må man have vidst det; thi engang gav medarbejderne her 3 forsøgshunde navnene Søren, Peter og Lauritz. I de bevarede protokoller fra Havrebjerg Landsbyskole og Slagelse Realskole bogstaveres hans fornavne dog lidt anderledes: Søren Peder Laurits.

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur:

– Børge Riis Larsen (red.,2000): pH – en dansk idé.

– Børge Riis Larsen: “S.P.L. Sørensen og pH-værdien” i: B. Riis Larsen m.fl. (red.): Aspekter af dansk kemi i det 20. og 21. århundrede. KemiForlaget (2011), s. 126-136

N.P. Dorphs maleri af S.P.L. Sørensen og medarbejdere malet i 1923.
 
Maleriet var en større del af udsmykningen til den gamle nationalbanks hovedsæde, der er fra 1922, og det symboliserer Videnskaben
. Ved nedrivningen af bygningen blev det i 1982 skænket til De forenede Bryggerier og hænger i dag på Carlsberg Forskningscenter i Valby. Sørensen bar aldrig kittel, hvilket ellers var blevet almindeligt for kemikere i starten af 1900-tallet for at beskytte tøjet.
På billedet ses fra højre cand.polyt. Margrethe Sørensen (1884-1954), S.P.L. Sørensens hustru og assistent, professor S.P.L. Sørensen med en opløsning af serumalbumin. Med ryggen til dr.phil. K. Linderstrøm-Lang (1896-1959), der senere afløste S.P.L. Sørensen som professor for den kemiske afdeling, og ved siden af ham kemiingeniør Gotfred Hougaard. I den modsatte side assistent Hans Jessen Hansen (1860-1934) og dr.phil. Carsten Olsen (1891-1974). Yderst til venstre ses en student fra Agricultural College, Kyoto University K. Kondo, som senere blev professor.
Signeret foto af S.P.L. Sørensen i færd med at udkrystallisere ægge-albumin, som han i 1917 var den første til at fremstille i ren form, og som dannede afsæt for hans mange studier over proteinets struktur. (Fra forfatterens billedsamling).

Sønderup Friskole (1875 – 1946)

Udgivet den af

Årslevvej 19

Sønderup Friskole startede oprindeligt hos Hans Frandsen på Enggården i Gudum. Her fik Hans Frandsen hjemmeundervist sine børn tre dage om ugen af Niels Sørensen, der også havde undervisning i Tyvelse lige på den anden side af Gudum å.

Hans Frandsen var kommet til Gudum fra Årslev på Fn. Herfra kendte han til de grundvigsk-koldske skoletanker, som han foretrak fremfor den undervisning, der på det tidspunkt foregik i den lokale Gudum Skole.

I 1875 besluttede Hans Frandsen at opføre en skolebygning i Sønderup på den adresse, der i dag er kendt som Årslevvej 19. Pastor Rønne, der var præst i Sønderup, støttede den nye skole ved at leje sig ind for at holde foredrag.

Niels Sørensen blev ansat som lærer i de første år i den nye skole. I 1878 kom Kristen Rasmussen til som lærer. Han var krigsveteran fra 1864. Han blev på skolen frem til 1892. Han blev afløst af Marie Nielsen. Derefter fulgte Jensine Jensen, Karen Mortensen, Karen Nielsen, Astrid Mortensen, Maria Augusta Greve, Ragnhild Kjær, Johannes Westh og Kristine Madsen.

Kristine Madsen i klasselokalet, 1945

Elevtallet nåede aldrig over 20, men tanken om en friskole har levet videre på samme måde, som det har gjort sig gældende i nabosognet Nordrup, hvor Skaftelev Friskole lå i samme periode.

Sønderup Friskole måtte lukke i 1946. Elevtallet blev så lavt, at det ikke kunne lade sig gøre økonomisk at drive den videre.

Bygningen ligger der stadig, ligesom Årslevvej 17, som Kristen Rasmussen opførte som et lille boelsted, da han stoppede som lærer. Han døde i 1928.

Sønderup Friskole til venstre. Husmandsstedet til højre blev opført af Kristian Rasmussen. Foto fra 1938.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

Knud Bruun Rasmussen, november 2017, red. 11. marts 2020

Links
Andre billeder fra Sønderup Friskole, Slagelse Stads- og Lokalarkiv: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=S%C3%B8nderup+friskole&valgtearkiverids=9

Svane, Frederik (1710-ca.1788) degn og skoleholder

Udgivet den af
Det var ikke ualmindeligt, at danskerne på den danske koloni på Guldkysten fik en afrikansk veninde. En dansk soldat, Henrik Pedersen, fik således i 1710 en søn, Frederik, med en indfødt kvinde. Efter nogle år kom Frederik sammen med en anden mulat, Christian Jakob Protten, i skole i Guinea hos præsten Elias Svane (ca. 1691-1761). Han adopterede Frederik og tog de to drenge med til Danmark. Frederik fik efternavnet Svane efter adoptivfaderen. Når de to drenge kom til Danmark, var det fordi kongen, Frederik IV, ville se, hvordan mulatbørn fra kolonien ville blive med en kristen uddannelse. Mulatbørn blev betragtet som hedenske per definition og måtte derfor døbes i den kristne tro. Det skete for de to drenge i Garnisons Kirke i overværelse af kongen, som stod som fadder for dem begge.Efter dåben blev de to drenge sendt til Sorterup mellem Slagelse og Sorø for at modtage privat undervisning hos deres mentor Elias Svane, som nu var ansat som præst ved Sorterup Kirke. Efter en tid blev Frederik, efter i hvert fald én kilde, optaget i Slagelse lærde Skole. Efter at have bestået studentereksamen gik han i gang med teologistudiet, og han blev optaget på Regensen. I 1734 blev han gift med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch (Badtz), og forlod året efter universitetet.Han tog så tilbage til Afrika med sin danske kone og arbejdede som degn og skriver i den danske koloni på Guldkysten. Mange danske embedsmænd og soldater var forfærdede over, at mulatten Frederik Svane var blevet gift med en hvid kvinde. Hans nu gravide hustru blev udsat for stor chikane og vendte tilbage til Danmark med deres eneste barn, den nyfødte Johann Frederik. Frederik Svane fandt herefter en afrikansk kvinde at leve sammen med, men blev involveret i nogle intriger og sat i fængsel af guvernøren. Til sidst opgav han at leve i Afrika og rejste tilbage til Danmark, hvor han fandt sammen med Cathrine og opnåede at blive degn og skoleholder i Havrebjerg. Svane viste sig her at være en kvalificeret lærer. Han talte blandt andet dansk og flydende latin og kaldte tilsyneladende sig selv for Fridericus Petri Svane Africanus, et navn, der i Havrebjerg Kirke er udhugget i træet på degnens stol, hvor det kan ses den dag i dag. I Havrebjerg-perioden var han jævnligt indblandet i stridigheder, engang vistnok korporligt. Han fik en alvorlig påtale af provst og biskop, som truede ham i embedet. Med tiden artede han sig dog. Lærerembedet havde han i hele 34 år indtil januar 1785, hvor han blev pensioneret med en årlig pension af 16 rigsdaler. Hans bohave bortsolgtes til dækning af hans gæld. Sammen med hustruen flyttede han derefter til Havrebjerg Mølle, hvor de kun boede godt et år. Ved en brand i april 1786 mistede de resterne af deres ejendele, og Frederik kom nu i Slagelse Hospital, der fungerede som alderdoms- og plejehjem. Her døde han gammel, fattig og blind i 1788 eller året efter. Han oppebar som de andre på hospitalet en lille årlig understøttelse. Om Cathrine også kom i hospitalet vides ikke bestemt. Hun døde i 1789.Frederik Svane kom måske i Slagelse lærde Skole og tog studentereksamen i 1732, men han er næppe dimitteret herfra. Han blev sikkert privat dimitteret. Det var tidligere ikke helt ualmindeligt. I universitetets matrikel står der heller ikke navnet på en skole ud for hans navn. Det var ellers almindeligt for de studenter, der var dimitterede fra en lærd skole.Af en protokol fra Københavns Universitet, kan vi se, at Fridericus Petri Svane blev eksamineret 18. november 1832, samme dag som Protten. Hele ni mundtlige fag blev han eksamineret i på samme dag. Det drejede sig blandt andet om sprogfagene latin, græsk og hebraisk samt nogle matematiske og naturvidenskabelige discipliner.Frederik Svane skrev i 1748 nogle fyldige selvbiografiske noter, som kan læses på Nationalmuseets hjemmeside. De giver ud over et indblik i hans eget liv også et indtryk af forholdene ved de danske besiddelser på Guldkysten. Han beskriver således forskellige tiltrædende og afgående guvernører, undervisningen af mulatbørnene ved Christiansborg, sit eget fængselsophold i fangekælderen ”Sorte Hul” og sågar en assistents og nogle berusede fortsoldaters forsøg på at kuppe guvernørposten

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur:  B. Riis Larsen: Fra Guldkysten til Slagelse. I: NYT fra Slagelse Gymnasium, september (2012) s. 10-13 og Jul i Slagelse (2012) s. 7-9.

Strudsberg, Johan Christian (1829-1901) købmand

Udgivet den af

Johan Christian Strudsberg blev født 3. oktober 1829 som søn af vognmand Mathias Strudsberg og hustru Ane Turen. Mathias Strudsberg havde ifølge borgerskabsprotokollen fået borgerskab som vognmand og avlsbruger i 1812.

Johan Christian Strudsberg fik selv borgerskab 29.3.1858 som købmand, 6.4.1883 tillige som værtshusholder.

Købmandsgården, som Strudsberg drev, var en af byens største og mest centralt placerede. Den lå på Nytorv 19, i dag Smedegade 1, altså ejendommen mellem Nytorv og Rådhuspladsen.

At forretningen gik godt, vidner skattelisten om. Kun justitsråd Bech betalte mere i skat.  Byens “matador”, købmand Peter Madsen, kom først ind på tredjepladsen. Men mens Peter Madsen dukker op allevegne som igangsætter og pengemand, ser man ikke noget til Strudsberg i de sammenhænge. Han opretter et friboliglegat, som ejer Nansensgade 9 og, iflg. Arnskovs Bogen om Slagelse, kr. 81,20 i kontanter!

Strudsberg afgiver sit borgerskab 6. april 1901. Allerede i 1900 kan man i mandtalslisterne se, at han er flyttet fra købmandsgården, og at kun personalet er tilbage. Blandt kommiserne var Chr. Lundberg, som senere selv drev en stor købmandsgård, Smedegade 3. 
 

Strudsbergs købmandsgård blev overtaget af købmand Lerche, senere af Wilken-Jensen. I midten af 50’erne måtte den vige for et gadegennembrud og endelig forsvandt den helt under Rådhuspladsens randbebyggelse.

I 1957 navngives Strudsbergvej.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Stationsforstandere i Slagelse 1856-1986

Udgivet den af

Følgende stationsforstandere har gjort tjeneste i Slagelse, dels ved den første station fra 1856, dels ved den senere anlagte station fra 1892. Oplysninger om den enkelte stationsforstander kan søges under navnet.

Christian af Gyldenfelt 1856–1866

Julius Valdemar Lund Jensen  1866–1884

Ernst Wilhelm Sarauw  1884–1915

Carl Johan Frederik Bülow 1915–1928

Adolph Marius Nicolai Rancke Madsen 1928–1929

Jørgen Andersen Skov 1929–1935

Knud Holger Mørk 1935–1938

Holger Louis Raben Hannibal 1938–1949

Magnus Laurids Lund 1949–1959

Georg Louis Jensen Ravn 1959–1969

Poul Munkgaard Madsen 1969-1986

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014