Lettiske soldater, Kobæk Strand 1945

Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945 var der en lejr med lettiske soldater i tysk tjeneste på Kobæk Strand ved Skælskør. Planteavlskonsulent Holger Wraae-Jensen tog billeder af en række begivenheder i dagene efter 5. maj 1945 – blandt andet også af disse lettiske soldater. Jeg vil i det følgende fortælle deres historie.

De tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) var kortvarigt selvstændige efter 1. verdenskrig, men de blev besat af Sovjetunionen i 1940 som led i den aftale indgået med Tyskland, som også delte Polen. Med den sovjetiske besættelse fulgte forfølgelser og deportationer til Sibirien, så derfor følte mange baltere det umiddelbart som en befrielse, da tyske tropper indtog landene under krigen med Sovjetunionen.

Tyskerne begyndte kort efter den tyske besættelse af de tre lande at hverve frivillige til forskellige enheder, f.eks. de såkaldte Schutzmannschaften, som var en slags hjælpepoliti, der deltog i partisanbekæmpelse (som en nazistisk eufemisme blev det kaldet ”banditbekæmpelse”). De oprettede også enheden ”Sonderkommando Arajs” under den lettiske politimand Viktors Arajs, som myrdede omkring 30.000 civile (for det meste jøder). I Estland blev der oprettet en Waffen-SS division og i Letland to Waffen-SS divisioner – sidstnævnte blev kaldt Den lettiske Legion. En stor del af soldaterne til disse divisioner blev tvangsudskrevet, men senere i krigen blev soldater fra Sonderkommando Arajs og andre enheder også en del af Den lettiske Legion.

Omkring 2000 soldater fra Den lettiske Legion havnede som sårede i Danmark i slutningen af krigen ifølge den lettiske legationsråd (han havde fået lov til at fortsætte sit virke i Danmark under og lige efter krigen, selvom Letland som sådan ikke eksisterede længere) – herunder bl.a. førnævnte Viktors Arajs, som dog drog til Tyskland lige inden Befrielsen. De lettiske soldater var fordelt på tre lokationer i nærheden af Skælskør og Korsør – udover Kobæk Strand var det Lundforlund og Tårnholm.

Det var ikke kun lettiske soldater, som var strandet i Danmark ved krigens afslutning: mest kendt er de godt en kvart million tyske flygtninge, men der var også ca. 31.000 ikke-tyske flygtninge fra lande så forskellige som Sovjetunionen, Polen, Schweiz, Venezuela, Frankrig, Nederlandene, Belgien og mange flere. Omkring 1000 var fra Estland, 2000 fra Letland og 2600 fra Litauen. De danske myndigheder vurderede senere, at mindst 400 af letterne var fra Den lettiske Legion. Man må formode, at de øvrige lettiske soldater er fulgt med de tyske styrker ud af Danmark, og at kun en mindre del af soldaterne er forblevet i Danmark.

Det var den britiske militærmission i Danmark, som udstak retningslinjerne for behandlingen af de ikke-tyske og tyske flygtninge. Den bestemte, at de tilbageblevne baltiske soldater skulle iklædes civilt tøj og betragtes som civile flygtninge. De blev dermed placeret i lejre sammen med andre baltere. Ved Jalta-aftalen i februar 1945 mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det aftalt, at sovjetiske statsborgere skulle hjemsendes – uanset om de selv ønskede det eller ej. Det betød, at de sovjetiske statsborgere i Danmark (krigsfanger taget af tyskerne, tvangsarbejdere, soldater i tysk tjeneste osv.) alle skulle sendes hjem – og det blev de også rimeligt hurtigt. Da Sovjetunionen havde annekteret de tre baltiske lande i 1940, så blev de herværende baltiske flygtninge regnet som sovjetborgere af Sovjetunionen. Men Storbritannien og USA anså balterne for at være statsløse, og dermed skulle de ikke tvinges hjem til Sovjetunionen, og da briterne fastlagde retningslinjerne for flygtninge i Danmark, så ville man fra dansk side ikke tvangsudsende balterne, som man i øvrigt også betragtede som et britisk ansvar. Sovjetunionen pressede Danmark flere gange for at få udleveret 1000 sovjetiske statsborgere, som de mente befandt sig i Danmark og nævnte også de baltiske flygtninge flere gange, dog uden at fremsætte et egentligt krav om at få dem udleveret.

Alle tyske soldater blev forholdsvist hurtigt sendt ud af Danmark, men briterne ville ikke modtage de baltiske soldater før i 1947, hvor man udsendte de soldater, som meldte sig frivilligt. De blev sendt til lejre i den britiske zone i Tyskland, hvor de blev demobiliseret. Mange flyttede senere til oversøiske lande, f.eks. Australien og Canada. Mange af de baltiske soldater ønskede ikke at indrømme, at de havde været soldater i tysk tjeneste, da de var bange for at blive udvist som krigsforbrydere til Sovjetunionen, og den britiske militærmission måtte udstede en garanti til de tidligere tyske soldater om, at de ville blive komme til den britiske zone for at få dem til at melde sig. De var også skræmt af, at Sverige havde udleveret 146 baltiske soldater til Sovjetunionen. De var flygtet til Sverige i dagene omkring den endelige tyske kapitulation 8. maj 1945, og Sovjetunionen mente, at de retteligen skulle have overgivet sig til Den røde Hær som led i den totale kapitulation. Sverige tog dog også mod omkring 30.000 baltiske flygtninge, som ikke blev udvist til Sovjetunionen, men i stedet integreret i det svenske samfund.

Få år efter krigen var der kun baltiske og polske flygtninge tilbage i Danmark, og de var ikke interesseret i at vende tilbage til deres hjemlande. Danmark ønskede ikke at beholde dem, men det lykkedes efterhånden at få dem udsendt med hjælp fra FN-flygtningeorganisationer – bl.a. som migranter til oversøiske lande. Storbritannien havde også nogle programmer, hvor de hvervede især baltiske kvinder til hospitalsarbejde i Storbritannien. I 1952 lukkede man de sidste flygtningelejre og omkring 400 baltere fik opholdstilladelse i Danmark. Lige til det sidste besøgte repræsentanter fra den sovjetiske ambassade i København de baltiske flygtninge for at overtale dem til at vende hjem – uden succes.

Når man med sikkerhed ved, at nogle af balterne i tysk tjeneste deltog i de ufattelige krigsforbrydelser, som foregik under krigen på østfronten, så kan man spørge, om de danske myndigheder interesserede sig for dette spørgsmål? Der kan man klart svare, at det gjorde de ikke – man var for de baltiske soldaters vedkommende kun interesseret i at få at vide, om de havde været i tysk tjeneste for derved at kunne udsende dem som medlemmer af de tyske styrker til den britiske zone i Tyskland. Man interesserede sig i øvrigt heller ikke synderligt for, hvad de danske Waffen-SS frivillige havde begået på østfronten – ikke en eneste af dem blev dømt for krigsforbrydelser begået på østfronten. Heller ikke Storbritannien var i længden interesseret i at forfølge krigsforbrydere. I 1948 blev det bestemt, at man ikke skulle starte nye krigsforbrydersager. Målet var ikke fra britisk side at forfølge alle skyldige, men at sende et signal til senere generationer om, at man ville blive straffet, hvis man begik sådanne forbrydelser.

Førnævnte Viktors Arajs blev efter krigen britisk krigsfange. På trods af at han flere gange blev angivet af medfanger til briterne, så lykkedes det ham at flygte fra briterne. Senere blev han dog ved en vesttysk domstol idømt livsvarigt fængsel, hvor han sad til sin død. Et andet medlem af Sonderkommando Arajs – Konrads Kalejs – var i Danmark til 1947, hvor han sandsynligvis blev sendt til den britiske zone i Tyskland som tidligere tysk soldat. Han emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Han flyttede senere til USA, men blev udvist, da man efter mange år fandt ud af, at han havde været medlem af Sonderkommando Arajs. Han blev aldrig dømt for at have begået krigsforbrydelser.

Henrik Clausen, 2020-06-15

Litteratur
Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-1945.
København: Aschehoug, 1998.

Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter
Scharff. Waffen-SS. Europas nazistiske soldater. København:
Gyldendal, 2015.

Flygtninge i Danmark 1945-1949. København: Fremad, 1950.

Kochavi, Arieh J. ”British Policy on Non-Repatriable Displaced
Persons in Germany and Austria, 1947-7.” European History
Quarterly, Vol. 21 (1991): 365-382.

Plavnieks, Richards. Nazi Collaborators on Trial during The Cold War: The
Cases against Viktors Arajs and the Latvian Auxiliary Security Police.
Doctor of philosophy thesis, Chapel Hill: University of North
Carolina, 2013.

Thomsen, Bente, ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949.”
Historie/Jyske Samlinger, Bind ny række, 12 (1977-1978), 136-158.

Utrykte kilder fra Rigsarkivet
Politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, 1946-1952
Journalsager, 1946 7500-7800, 37.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 6 U 403.a/56 –
U 410, 3563.

Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 87 F 32 – F52,
12205.

Link
Frihedsmuseet: Holger Wraae-Jensens dias – https://samlinger.natmus.dk/search?q=Holger Wraae-Jensens dias&collection=FHM

”Coming to Britain – University of Nottingham” – https://www.nottingham.ac.uk/postwarrefugees/ documents/briefing-paper-6-coming-to-britain.pdf

”Lettisk leder af dødspatrulje opholdt sig i Danmark” – https://jyllands-posten.dk/international/ECE3278778/Lettisk-leder-af-d%C3%B8dspatrulje-opholdt-sig-i-Danmark/







Udgivet i Mindesmærker & seværdigheder, Personer.