I 1982 udførte Landcentralen gravearbejdet i forbindelse anlæggelse af ny kloak på Lovsøvej.
Her stødte man på arkæologiske fund, hvad senere viste sig at være Helledegrøften. En grøft, der strakte sig fra fjorden til noret i en længde på ca. 500 meter. De arkæologiske undersøgelser viste, at der højst sandsynligt er tale om et porttårn fra midten af 1200-tallet.
Omkring år 1250 pantsatte Kong Abel Skælskør til den tyske ridder Henrik af Æmeltorp.
Ridderen Henrik af Æmeltorp følte sig truet af angreb fra vest og anlagde derfor Helledegrøften som forsvarsværk i 1250. Helledegrøften strakte sig fra fjorden til noret i en længde på ca. 500 meter.
Kong Abel dør i 1252, og bliver efterfulgt af hans bror Kong Christoffer den 1. Kong Christoffer forsøger at jage den tyske ridder Henrik ud af Skælskør. Angrebet mislykkedes, og den danske konge blev drevet på flugt. I 1253 angriber Kong Christoffer Skælskør igen, og denne gang lykkedes det kongen at slå den tyske ridder. Ridderen blev drevet på flugt og nåede at flygte fra Skælskør ad vandvejen.
I 2020 kan de sidste rester af Helledegrøften ses i haven ved Kobækvej 5, Skælskør.
08-09-2020 Jens Nielsen
Litteratur:
Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1977: Helledegrøften Udklip/Småtryk Skælskør Lokalarkiv: Helledegrøften Jul i Skælskør 2016: Landcentralen
Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945 var der en lejr med lettiske soldater i tysk tjeneste på Kobæk Strand ved Skælskør. Planteavlskonsulent Holger Wraae-Jensen tog billeder af en række begivenheder i dagene efter 5. maj 1945 – blandt andet også af disse lettiske soldater. Jeg vil i det følgende fortælle deres historie.
De tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) var kortvarigt selvstændige efter 1. verdenskrig, men de blev besat af Sovjetunionen i 1940 som led i den aftale indgået med Tyskland, som også delte Polen. Med den sovjetiske besættelse fulgte forfølgelser og deportationer til Sibirien, så derfor følte mange baltere det umiddelbart som en befrielse, da tyske tropper indtog landene under krigen med Sovjetunionen.
Tyskerne begyndte kort efter den tyske besættelse af de tre lande at hverve frivillige til forskellige enheder, f.eks. de såkaldte Schutzmannschaften, som var en slags hjælpepoliti, der deltog i partisanbekæmpelse (som en nazistisk eufemisme blev det kaldet ”banditbekæmpelse”). De oprettede også enheden ”Sonderkommando Arajs” under den lettiske politimand Viktors Arajs, som myrdede omkring 30.000 civile (for det meste jøder). I Estland blev der oprettet en Waffen-SS division og i Letland to Waffen-SS divisioner – sidstnævnte blev kaldt Den lettiske Legion. En stor del af soldaterne til disse divisioner blev tvangsudskrevet, men senere i krigen blev soldater fra Sonderkommando Arajs og andre enheder også en del af Den lettiske Legion.
Omkring 2000 soldater fra Den lettiske Legion havnede som sårede i Danmark i slutningen af krigen ifølge den lettiske legationsråd (han havde fået lov til at fortsætte sit virke i Danmark under og lige efter krigen, selvom Letland som sådan ikke eksisterede længere) – herunder bl.a. førnævnte Viktors Arajs, som dog drog til Tyskland lige inden Befrielsen. De lettiske soldater var fordelt på tre lokationer i nærheden af Skælskør og Korsør – udover Kobæk Strand var det Lundforlund og Tårnholm.
Det var ikke kun lettiske soldater, som var strandet i Danmark ved krigens afslutning: mest kendt er de godt en kvart million tyske flygtninge, men der var også ca. 31.000 ikke-tyske flygtninge fra lande så forskellige som Sovjetunionen, Polen, Schweiz, Venezuela, Frankrig, Nederlandene, Belgien og mange flere. Omkring 1000 var fra Estland, 2000 fra Letland og 2600 fra Litauen. De danske myndigheder vurderede senere, at mindst 400 af letterne var fra Den lettiske Legion. Man må formode, at de øvrige lettiske soldater er fulgt med de tyske styrker ud af Danmark, og at kun en mindre del af soldaterne er forblevet i Danmark.
Det var den britiske militærmission i Danmark, som udstak retningslinjerne for behandlingen af de ikke-tyske og tyske flygtninge. Den bestemte, at de tilbageblevne baltiske soldater skulle iklædes civilt tøj og betragtes som civile flygtninge. De blev dermed placeret i lejre sammen med andre baltere. Ved Jalta-aftalen i februar 1945 mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det aftalt, at sovjetiske statsborgere skulle hjemsendes – uanset om de selv ønskede det eller ej. Det betød, at de sovjetiske statsborgere i Danmark (krigsfanger taget af tyskerne, tvangsarbejdere, soldater i tysk tjeneste osv.) alle skulle sendes hjem – og det blev de også rimeligt hurtigt. Da Sovjetunionen havde annekteret de tre baltiske lande i 1940, så blev de herværende baltiske flygtninge regnet som sovjetborgere af Sovjetunionen. Men Storbritannien og USA anså balterne for at være statsløse, og dermed skulle de ikke tvinges hjem til Sovjetunionen, og da briterne fastlagde retningslinjerne for flygtninge i Danmark, så ville man fra dansk side ikke tvangsudsende balterne, som man i øvrigt også betragtede som et britisk ansvar. Sovjetunionen pressede Danmark flere gange for at få udleveret 1000 sovjetiske statsborgere, som de mente befandt sig i Danmark og nævnte også de baltiske flygtninge flere gange, dog uden at fremsætte et egentligt krav om at få dem udleveret.
Alle tyske soldater blev forholdsvist hurtigt sendt ud af Danmark, men briterne ville ikke modtage de baltiske soldater før i 1947, hvor man udsendte de soldater, som meldte sig frivilligt. De blev sendt til lejre i den britiske zone i Tyskland, hvor de blev demobiliseret. Mange flyttede senere til oversøiske lande, f.eks. Australien og Canada. Mange af de baltiske soldater ønskede ikke at indrømme, at de havde været soldater i tysk tjeneste, da de var bange for at blive udvist som krigsforbrydere til Sovjetunionen, og den britiske militærmission måtte udstede en garanti til de tidligere tyske soldater om, at de ville blive komme til den britiske zone for at få dem til at melde sig. De var også skræmt af, at Sverige havde udleveret 146 baltiske soldater til Sovjetunionen. De var flygtet til Sverige i dagene omkring den endelige tyske kapitulation 8. maj 1945, og Sovjetunionen mente, at de retteligen skulle have overgivet sig til Den røde Hær som led i den totale kapitulation. Sverige tog dog også mod omkring 30.000 baltiske flygtninge, som ikke blev udvist til Sovjetunionen, men i stedet integreret i det svenske samfund.
Få år efter krigen var der kun baltiske og polske flygtninge tilbage i Danmark, og de var ikke interesseret i at vende tilbage til deres hjemlande. Danmark ønskede ikke at beholde dem, men det lykkedes efterhånden at få dem udsendt med hjælp fra FN-flygtningeorganisationer – bl.a. som migranter til oversøiske lande. Storbritannien havde også nogle programmer, hvor de hvervede især baltiske kvinder til hospitalsarbejde i Storbritannien. I 1952 lukkede man de sidste flygtningelejre og omkring 400 baltere fik opholdstilladelse i Danmark. Lige til det sidste besøgte repræsentanter fra den sovjetiske ambassade i København de baltiske flygtninge for at overtale dem til at vende hjem – uden succes.
Når man med sikkerhed ved, at nogle af balterne i tysk tjeneste deltog i de ufattelige krigsforbrydelser, som foregik under krigen på østfronten, så kan man spørge, om de danske myndigheder interesserede sig for dette spørgsmål? Der kan man klart svare, at det gjorde de ikke – man var for de baltiske soldaters vedkommende kun interesseret i at få at vide, om de havde været i tysk tjeneste for derved at kunne udsende dem som medlemmer af de tyske styrker til den britiske zone i Tyskland. Man interesserede sig i øvrigt heller ikke synderligt for, hvad de danske Waffen-SS frivillige havde begået på østfronten – ikke en eneste af dem blev dømt for krigsforbrydelser begået på østfronten. Heller ikke Storbritannien var i længden interesseret i at forfølge krigsforbrydere. I 1948 blev det bestemt, at man ikke skulle starte nye krigsforbrydersager. Målet var ikke fra britisk side at forfølge alle skyldige, men at sende et signal til senere generationer om, at man ville blive straffet, hvis man begik sådanne forbrydelser.
Førnævnte Viktors Arajs blev efter krigen britisk krigsfange. På trods af at han flere gange blev angivet af medfanger til briterne, så lykkedes det ham at flygte fra briterne. Senere blev han dog ved en vesttysk domstol idømt livsvarigt fængsel, hvor han sad til sin død. Et andet medlem af Sonderkommando Arajs – Konrads Kalejs – var i Danmark til 1947, hvor han sandsynligvis blev sendt til den britiske zone i Tyskland som tidligere tysk soldat. Han emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Han flyttede senere til USA, men blev udvist, da man efter mange år fandt ud af, at han havde været medlem af Sonderkommando Arajs. Han blev aldrig dømt for at have begået krigsforbrydelser.
Henrik Clausen, 2020-06-15
Litteratur Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter Scharff. Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-1945. København: Aschehoug, 1998.
Christensen, Claus Bundgård, Poulsen, Niels Bo & Smith, Peter Scharff. Waffen-SS. Europas nazistiske soldater. København: Gyldendal, 2015.
Flygtninge i Danmark 1945-1949. København: Fremad, 1950.
Kochavi, Arieh J. ”British Policy on Non-Repatriable Displaced Persons in Germany and Austria, 1947-7.” European History Quarterly, Vol. 21 (1991): 365-382.
Plavnieks, Richards. Nazi Collaborators on Trial during The Cold War: The Cases against Viktors Arajs and the Latvian Auxiliary Security Police. Doctor of philosophy thesis, Chapel Hill: University of North Carolina, 2013.
Thomsen, Bente, ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949.” Historie/Jyske Samlinger, Bind ny række, 12 (1977-1978), 136-158.
Utrykte kilder fra Rigsarkivet Politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, 1946-1952 Journalsager, 1946 7500-7800, 37.
Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 6 U 403.a/56 – U 410, 3563.
Udenrigsministeriet, Gruppeordnede sager 1945-1972, 87 F 32 – F52, 12205.
Der er en del uklarheder forbundet med oprindelsen af latinskolen i Skælskør. Den er formentlig bygget i begyndelsen af 1500-tallet, men nogle peger på en så tidlig periode som midten af 1400-tallet. Bygningen blev oprindelig brugt som tiendelade, dvs. som opbevaringssted for de naturalier, præsten modtog.
I en kirkeordinans, der blev udstedt i 1537 og stadfæstet af Rigsrådet to år senere, blev det bestemt, at der skulle være latinskole i alle danske købstæder. I Skælskør blev der indrettet latinskole i den tidligere tiendelade, og den fungerede som sådan frem til 1739. Da latinskolen var blevet nedlagt, købte en af byens driftige handelsmænd Lorens Pedersen bygningen. Han foretog nogle ombygninger og testamenterede bygningen til fattigvæsenet. På tavlen over døren står følgende:
Jeg tvende Borgere til Lye og Læe er skienket af den hvis Borgerskab er udi Himmelen af Lorentz Petersen som haver sligt betenkket og vilde hielpe paa den Arme Christi ven Toe ovne udaf Jern, toe Borde, tvende Senge Foruden Klæder, med toe Benche gaf hand mig til Boeskab, ja han gaf mig udi rede penge Een Skat paa 100de Rigsdaler, som er Frie Den samme Capital skal sættes ud paa Rendte og samme Rendte skal jeg perareres for Men skulle samme sum en støre Rendte hendte og Brede sig, naar den faar staaet nogle Aar Saa skal dee øfrige henvendes paa de Arme som findes udi meg til anden nød og tvang Saa kand mand bruge det til Ildebrand og varme Som nok behøves kand, Thi vinteren er lang Dens Sums direction med sin tilfuldne Rendte skal paa Stift-Amt-Manden og Sispen komme an Tilsynet i den Sag vil jeg af dennem vente som nest beslegted er med denne Salig mand Guds Forsyn spare mig Fra Ild og anden vaade saa kand Beboerne sig glæde ved min Baade Efter Kongelig allernaadigste Bevilgnings Bref dateret Jægersborg den 11de October Ao 1748 er dette funderet d. 30. Bovember 1748.
Embedet var ikke særlig godt lønnet. En del af lønnen blev hentet i tiende fra Eggeslevmagle sogn, og derudover måtte rektor ofte også påtage sig arbejdet som kordegn.
Der har været en del rektorer ved Skælskør Latinskole, selv om det ikke er alle, man har fået sat navn på, men rækken lyder som følger:
1537-1612: kendes ikke 1612-1616: Jørgen Christophersen Maribo. I 1616 blev han sognekapellan og medhjælper for præsten i Skælskør. 1616-1654: kendes ikke. 1654-1656: Andreas Scavenius. Forsvandt fra byen. 1656-1659: kendes ikke. 1659-1661: Jens Christensen. 1661-1665: Peder Jacobsen Spjelderup. 1665-1670: Ole Jacobsen Spjelderup. 1670-1673: Niels Bentzon. 1673-1674: Christopher Nielsen. 1674-1679: Rasmus Nielsen Small. 1679-1686: Jacob Pedersen Riese. 1686-1690: Jørgen Nielsen Kofoed. 1690-1697: Herman Jørgensen Hass. Han blev sognekapellan i Skælskør og på tog sig at være rektor for latinskolen, men ansatte subrektorerne: 1690-1695: Peder Nielsen Stub 1695-1697: Vincent Evertsen.
1697-1713: Axel Lauritzen Achton. 1713-1727: Jens Olsen Pind. 1727-1733: Andreas Pedersen Møller. 1734-1739: Peder Olsen Wording.
STELLA BORNE MIKKELSEN, 01-01-2014
Kilder: Erling Petersen: Latinskoleliv i Skælskør. I: Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt, 1992 (s. 53-66). Tavlen over døren til Latinskolen.
H.C. Andersen er et verdensnavn som eventyrdigter. Han boede i Slagelse fra 26. oktober 1822 til 24. maj 1826. Han kom til byen, da han var 17 år, og rejste sammen med rektor Simon Meisling og dennes familie til Helsingør, da han var 21.
Fonden ad usus publicos finansierede hans ophold i byen. Han havde også fået bevilget gratis undervisning på Slagelse Lærde Skole (latinskolen), der lå på Bredegade 4-6. Han logerede først hos herredsfogedenken Erikke Henneberg på Bredegade 29, hvor han befandt sig særdeles godt. Alligevel flyttede han efter 3 år (27.10.1825) ind hos rektorfamilien på Bredegade 4, fordi han vurderede, at det skolemæssigt ville være en fordel for ham. Meget tyder på, at han også befandt sig udmærket hos den aparte Meislingfamilie, hvor svineríet var udtalt. Han har skrevet venligt og morsomt om det i “Levnedsbogen” fra 1832 og i fiktionsform i “Lykke-Peer” fra 1870. Men han har også i 1847 skrevet om Meislings: “Det var et ulykkeligt hus”. Andersen var tydeligt præget af stadig angst for, om han kunne klare latinskoleuddannelsen, og om han kunne tilfredsstille de mennesker, der havde støttet ham. Det gav anledning til drastisk svingende sindsstemninger. Nogle af dem forfulgte ham hele livet. Han måtte ikke digte i Slagelse, men skulle koncentrere sig om lektierne. Alligevel skrev han digte og var i gang med adskillige romaner. Han gik meget i teatret og læste enorme mængder litteratur. I selvbiografien “Mit eget Eventyr uden Digtning” fra 1847 fortalte han dog en anden historie: “Under hele mit ophold i Slagelse havde jeg næppe skrevet mere end fire eller fem digte”. Det passer ikke – slet ikke. Der er bevaret ca. 60 digte. Han har formentlig skrevet mange flere. Tyve år efter ville eller turde han ikke afsløre det. Han dyrkede i stedet myten om sig selv “som en vild fugl, der var sat i bur!”
De mange digtøvelser var ikke forgæves. I 1826 i Helsingør skrev han digtet “Det døende barn”. Hermed havde han som 21-årig vist sin genialitet. Få år senere skrev han “Hist hvor vejen slår en bugt”. I 1835 udkom de første eventyr. Han var på det tidspunkt berømt for sine digte og for romanen “Improvisatoren”. De følgende år skabte han de historier, der har gjort navnet H.C. Andersen lige så udødeligt som William Shakespeare.
H.C. Andersen boede 3 år og 200 dage i Slagelse. Senere kom han på små besøg i byen. Samlet opholdt han sig gennem livet godt 6 år på Vestsjælland. Da Andersen i 1867 blev udnævnt til æresborger i Odense, sendte Slagelse et lykønskningstelegram. Hans navn står på en mindetavle for gamle latinskoleelever opsat på Kirkeladen ved Sankt Mikkels Kirke. For nogle år siden fik en vej i Østbyen tæt ved Skovsø navn efter H.C. Andersen.
STIG FJORD NIELSEN. 2014.
For foden af Sct. Mikkels Kirke i Rosengade kan man se denne lille skulptur med en høj hat og en stok, som skal lede tankerne hen på H.C. Andersen. Han kom i kirken og har herom skrevet i Mit livs eventyr: ”Paa Helligdagen maatte iøvrigt altid een af Skolens Classer, fulgt af en Lærer, gaae til Høimesse, og da jeg af Væxt var stor og lang, lod Rectoren mig fra første Færd altid følge med øverste Classe;” (Foto: Mogens Poulsen 2017)
Mindetavlen på Kirkeladen for foden af Sct. Mikkels Kirke i Rosengade. Herpå kan man læse navne på personer, som har frekventeret Slagelse lærde Skole. (Foto: Mogens Poulsen, 2017).
Mindepladen i Bredegade 6, hvor Slagelse lærde Skole havde til huse i 1809-52. Den markerer, at det var her, H.C. Andersen gik i skole i. Den oprindelige skolebygning blev nedrevet i starten af 1900-tallet. (Foto: Mogens Poulsen, 2017).
På Skælskør Egnshistoriske Arkiv er en bog, som er afleveret af Johs. Lyshjelm (jour. nr. 1974/12). Bogen omtaler episoden, hvor en allieret flyver bliver fundet død i vandet ved Mindeshoved på Stigsnæs, og der rejses et minde for ham på Magleby Kirkegård.
I bogen står: Flyvergravens historie. Den 11. september 1944 opdager et par mænd fra Stigsnæs, at der lå noget og flød i vandet i Agersøsund ud for Mindeshoved. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en fremmed soldat, og der blev sendt bud til politiet, som foretog en nærmere undersøgelse. Bl.a. blev soldatens nummer og kendingstegn klippet af, men under den almindelige forvirring ved politiets afvæbning den 19. september blev disse tegn væk, så at man ikke senere kunne konstatere, hvem den døde soldat var. Dog ved man, at det var en australier, der havde været engelsk flyver (Royal Airforce).
Efter forhandling med tyskerne blev den fundne soldat begravet i stilhed på Magleby Kirkegård, kun indsvøbt i sække, men kort efter begravelsen var graven dækket af blomster, og i tiden indtil befrielsen var der altid nogen, der huskede den forulykkede flyver med friske blomster.
Så kom den 5. maj 1945, og kort efter iværksatte pastor Damm, Magleby, en indsamling for at få rejst en sten på Royalairforcemandens grav. Tanken slog godt an, og indsamlingen indbragte kr. 1180. Indsamlingskomiteen bestod af følgende: pastor Erik Damm, fru Hørup-Jørgensen, sognerådsformand Johs. Meidahl, P. A. Petersen, og lærer M. A. Ebbesen.
Komiteen gik derefter i gang med at finde en passende sten. En sådan blev fundet på stranden neden for Klintegården i Gedehaven, ikke så langt fra det sted, hvor liget af flyversoldaten blev fundet.
Tilhugningen og tilslibningen af stenen blev overdraget stenhugger Brinkløv, Slagelse, som også arrangerede opstilling og anbringelse af kæde om graven.
Afsløringen af stenen fandt sted søndag den 1. juli 1945 efter den ordinære eftermiddagsgudstjeneste. Til gudstjenesten var kirken fyldt, og da stenen skulle afsløres, var endnu flere kommet til.
Forinden ankom byleder inspektør P. Kragh, der under krigen sad i koncentrationslejr, sammen med 3 engelske soldater.
Pastor Damm talte først på engelsk til de tre soldater og gjorde rede for, at man havde fundet den forulykkede flyver under krigen og nu ville rejse ham en sten for hans indsats for Danmarks befrielse. Derefter talte pastor Damm på dansk og mindede om, at den forulykkedes pårørende ikke kunne være til stede, da man ikke kendte dem; men også dem ville man tænke på, og i fremtiden ville der nok være mennesker, der ville værne om denne grav. Vi ved ikke engang, om han kendte vort land; men han gav sit liv for det også. Derefter blev det flag, der dækkede stenen fjernet, og på den smukt polerede flade læste man følgende indskrift:
Allieret Flyversoldat R. A. F. ilanddrevet ved Stigsnæs, 11 Septbr. 1944
Ukendt blev du fundet ved vor lave strand; men dit blod er rundet for vort fædreland.
Rejst af Magleby Sogns Beboere.
Indskriften er forfattet af pastor Damm, der til slut bad Fadervor på engelsk og dansk. Sognerådsformand Johs. Meidahl nedlagde en krans på kommunens vegne, og adskillige andre mødte med royalairforcefarvede kranse og buketter. Efter højtideligheden samledes komiteen i præstegården med de engelske soldater og byleder Kragh.
Graven er senere undersøgt af de engelske myndigheder, og ved den lejlighed blev liget lagt i kiste. Foruden mindestenen har englænderne senere opsat et stenkors.
For at give omgivelserne ved stenen et smukkere præg lod Magleby sogneråd hjørnet ved det gamle fattighus beplante med stedsegrønne træer.
De allierede Flyvergrave.
I mørke nætter og lyse dage, i vinterkulde og solens brand, vi hørte hære i luften drage på flyvetogter mod fjendens land.
Som mørke prikker på himmelbuen gled stålets fugle på krigerfærd. Vort øje fulgte i stum beskuen og frihedstimen kom mere nær.
Når luftværnsskytset man mod dem vendte, mens søgelys gennem natten gled, vi ønsked blot, det ej kunne hente de stolte fugle til jorden ned.
En så vi styrte med stækket vinge. På jorden lå kun forvredne hjul. Men luftpiloten? Vi så ham springe, og danske drenge ham gav et skjul.
Dog skylled ind fra de danske have så mange flyver, der døden fandt, og Danmarks kvinder til deres grave i smug blå-rød-hvide kranse bandt.
Om deres minde vi end vil værne. De faldt som helte, og vi blev fri. De voldsmandsåget var med at fjerne med al dets skændsel og tyranni.
De skal ej ligge forladte, ene, fordi de faldt under våbengny; men mæles skal det af bautastene; ”De frihedsfaklen har tændt på ny.”
M. A. Ebbesen.
I maj måned 1972 bliver der taget initiativ til at vedligeholdelsen af graven på Magleby Kirkegård, overgår fra komiteen til menigsrådet for Magleby kirke, da der kun var to personer i live som var med i komiteen der oprettede mindestenen i 1945.
Johs. Lyshjelm skriver i bogen, hvori der er regnskab for alle årene frem til 1973: Fra englændergraven blev anlagt og til 1970 (25 år) var det en fast tradition, at eleverne i Magleby skole og læreren ved samme den 5. maj samledes ved mindesten for befrielsen (opsat ved skolen) og senere i slutningen af skoledagen var samlet på kirkegården. Mange elever havde blomster med hjemmefra, og der blev ligeledes lagt en krans i rød/blå/hvide farver. Normalt var sognepræsten også til stede og fortalte kort om begivenheden omkring begravelsen. Også digtet af førstelærer Ebbesen (se tidligere) blev læst i tiden fra 1962 og frem. Nævnes skal det også, at alle, der gennem årene har været ansat som ringer og graver ved kirken, altid har omfattet graven med megen forståelse. Således kan det nævnes, at man altid efter bryllup, hvor kirken var pyntet, har lagt blomster på graven. J. Lyshjelm (Sign.)
Sammenfattet af Aage Justesen og Kurt Ibsen. 2014
Gravminde for allieret flyversoldat på Magleby Kirkegård.
Indianeren fra Bildsø er en figur, der er hugget i sten. Den står på stranden tæt ved feriekolonien.
Figuren er lavet i 1945 af Oluf Nielsen, der oprindelig var snedker, men på grund af en rygskade drev en lille tobaksforretning i Løvegade. Her sad han og skar små træfigurer, når der ikke var kunder. Han huggede også flere figurer i sten, og indianeren er en af disse. Han fik inspiration til indianeren fra en lille dåse tobak, som han solgte i butikken. Stenen stod oprindelig nord for Bildsø, men blev flyttet, så den ville blive set af flere personer.
Oluf Nielsens træfigurer forestiller gymnaster. De er udstillet på Gerlev idrætshøjskole.
Jens Albert Sørensen Ibsen blev student fra Ribe Katedralskole i 1918 og cand. mag. 1925 med fagene engelsk, tysk og græsk. Lærer ved Rønde Kursus 1925, timelærer ved Horsens Statsskole 1929. Lærer i pædagogik på “Barnets Højskole” på Hindholm. Lektor ved Slagelse kommunale højere Almenskole 1930-1944. Han har skrevet John Lockes Lære om Almenideer (1930) og er medudgiver af et register til Søren Kierkegaards værker (1936).
Om morgenen den 9. april 1944 fandt forbipasserende liget af Albert Ibsen i vejkanten på hovedlandevejen ved Kindertofte. Natten før var han blevet afhentet af fire personer, som udgav sig for at være tysk sikkerhedspoliti. Under foregivende af, at han skulle til København til afhøring, kørte de ham uden for byen og skød ham.
Det var ikke fordi lektor Ibsen havde gjort noget særligt for at genere tyskerne. Formodentlig var det oprindelig slet ikke planen, at det skulle gå ud over ham. Den store torn i øjet på tyskerne var i virkeligheden borgmester Melgård, som imidlertid var blevet advaret mod at opholde sig hjemme, da der var noget i gære. En anden populær skikkelse, politiassistent Thygesen, havde også været udsat for forfølgelse af nogle personer i en benzindreven bil, altså tyskere. Tyskernes formål var simpelthen at likvidere en kendt og afholdt personlighed.
Mordet var en gengældelse for modstandsbevægelsens likvidering af et ægtepar i Forlev, ægteparret Fischer, som havde udfærdiget angiverrapporter og en liste over 14 mulige mordofre i Slagelse. De blev dræbt den 27. marts. Ved en tidligere lejlighed havde man i Slagelse oplevet en lignende gengældelse, nemlig da læge Willy Vigholt blev skudt som hævn for mordet på “Silde-Jens” 6. januar 1944.
BØRGE RIIS LARSEN/GITTE STRANGE 2014
Litteratur: Nekrologer – i: Puteus. Aarsskrift for Slagelse Elevsamfund. 1946. Børge Riis Larsen (1995): Slagelse Gymnasium under besættelsen – i: Nyt fra Slagelse Gymnasium og HF-kursus. Særnummer.
Albert Ibsen fotograferet i 1937. Udsnit af klassebillede11. oktober 1947 afsløredes en mindesten på stedet, hvor Albert Ibsen blev fundet. Stenen står på landevejen mellem Sorø og Slagelse, ved Vedbysønder
9. juni 1910 var en festdag i Slagelse. Hele byen var smykket med flag, og Schweizerpladsen var spærret for al trafik. Der var rejst en stor tribune med plads til 500 mennesker og desuden et ”kongetelt” til honoratiores. Anledningen var indvielsen af en rytterstatue af Christian den Niende, som byens og oplandets borgere havde samlet ind til og fået billedhuggeren Ludvig Brandstrup til at udføre. Brandstrup havde erfaring med rytterstatuer, idet han nogle år tidligere havde lavet en rytterstatue til Esbjerg by.
Initiativet til at rejse en statue af Christian den Niende kom fra en kreds af byens borgere med blomsterhandler Lissner og particulier Fabricius i spidsen. Den gamle konge var afgået ved døden i 1906, og ikke længe efter begyndte man en landsindsamling med henblik på at få rejst et mindesmærke i hovedstaden og et i Roskilde. Til trods for at denne nationale indsamling var sat i gang, indbød man til et møde i Industriforeningen i Slagelse lørdag den 3. marts 1906. Ca. 50 mænd mødte op, ”hvoriblandt forholdsvis mange Landboere”, som Sorø Amtstidende refererede. På mødet skulle nedsættes et forretningsudvalg, som skulle skaffe pengene. Man regnede med et beløb på ca. 25.000 kr. De 21 initiativtagere valgtes alle til udvalget, samt fabrikant Philipsen og malermester P. Nielsen, og ”paa indtrængende Opfordring” de to redaktører: Hans Jensen, Sorø Amtstidende og V. Hiort, Slagelse-Posten. Der blev fremlagt lister, hvorpå man kunne tegne sig for et beløb. Et af udvalgsmedlemmerne, P.C. Houlind, Johannesdal, opfordrede til, at især kvinderne tog fat: ”Sig til Mændene: Vil I eller skal vi? Og jeg tør svare for, at af de 9 af 10 Tilfælde vil Mændene sige: Vær saa god, tag I bare fat!” Indsamlingen affødte selvfølgelig en del skriverier i den lokale presse. Mange gange var det opfordringer til at støtte indsamlingen. Ofte var det dog også arge modstandere af monumentet, der tog til orde, som fx Kristen Kristensen fra Forlev, som klagede over, at monumentet for folketingsmand Tauber var placeret i en muddergrøft og fortsatte: ”I alt Fald ser det nu ud til, at vi Landboere nok maa være med at pryde Slagelse, naar det sker, som de vil have det. Der tales og skrives i denne Tid om, at vi alle som én, store og smaa, rige og fattige, alle sammen skal vi være med at pryde Slagelse. Saadan var det ikke i sin Tid, da vi Landboere ønskede at hædre en af vore, ja jeg kan godt sige kære Afdøde”.
Da man i løbet af sommeren 1906 konstaterede, at det gik for langsomt med at få penge i kassen, greb man til et kendt kneb: Man fik trykt listen med navne og beløb i avisen. Derved kunne man skubbe til dem, der endnu ikke havde meldt sig, og måske få hævet beløbet fra andre, som ikke ville stå tilbage. Udvalget benægtede selvfølgelig, at dette skulle være bevæggrunden. Man ville være mere tilbøjelig til at give, når man kunne få sit navn i avisen, hvor lille beløbet end måtte være. En borger luftede sin harme i avisen på følgende måde: ” … Kan vi dog ikke blive fritaget for den Slags Usmageligheder! … Kan den paatænkte Rytterstatue ikke blive rejst uden at bruge Tvangsforanstaltninger, lad os saa hellere blive fri derfor, dette er mere i Overensstemmelse med vor afdøde Konges noble Tankegang.”
Næste skridt blev at afholde et stort høstmarked to dage i oktober. Alle gode kræfter var sat ind. Der blev skrevet sange, som blev opført af lokale kræfter. Der var bortlodning af gode præmier, bl.a. et føl og en tyrekalv. Der blev vist levende billeder af hoffotograf Elfelt, der var et stort ungarsk orkester, og lokalerne i Industriforeningen var smukt udstyret i maurisk stil. Alle anstrengelserne indbragte tilsammen 5011 kr. og 75 øre.
Langsomt nåede man op på et beløb på 20.000 kr., men så kom der nye indvendinger på banen. I Vestsjællands Social-Demokrat slog man til lyd for, at alle de rare penge i stedet kunne bruges mere fornuftigt på et børnehjem, som der var stærkt brug for. ”En Børneven” skrev: ”Det er muligt, at en Statue vil vække nok saa megen Opsigt som et Børnehjem, men at det sidste vilde have skabt mere Lykke, Gavn og Glæde, ja derom er der ingen Tvivl. Vi henstiller denne Tanke til Komiteen. Endnu er der jo altsaa ikke bestilt noget Monument, saa Sagen kunde maaske ordnes endnu.” Dette fromme ønske mødte dog ingen forståelse hos udvalget. Også i Ekstrabladet havde man i januar 1907 meninger om rytterstatuer: ”Det Snobberi, der altid trives i Danmark i Ly af Kongemagten, fandt naturligvis rigelig Næring i den gamle Konges Død og udfoldede sig hurtigt i kraftige Udslag af Monumentgalskab. Hvor mange Komitéer er det, der i disse fattige Tider … samler ind til Konge-Monumenter? Vi hørte forleden Dag, at man just nu har opgjort Regnskabet i Slagelse, hvor der er indsamlet 20.000 Kr. til en Kong Christian paa Torvet i denne elendige Ravnekrog.” I 1908 mente man, at man var nået så langt, at der kunne indhentes tilbud på statuen. I september holdt man et møde, hvor man vedtog at antage billedhugger Brandstrups tilbud. Statuen skulle så kunne rejses i løbet af foråret 1910. I marts 1909 blev statuen et emne i valgkampen, idet både Socialdemokraterne og de radikale advarede om, at byrådet ville poste penge i statuen, hvis man satte sit kryds det forkerte sted.
Det stod efterhånden klart, at når der også skulle både fundament og sokkel til, måtte der indsamles yderligere 5.000 kr. Der blev altså planlagt et nyt stort høstmarked i oktober 1909. Man indhentede som sædvanlig tilbud fra nær og fjern om gaver til lotteri og tombola. Denne gang fik man hjælp fra en uventet kant, idet prinsesse Marie, Christian den Niendes farverige svigerdatter, skænkede en flodhest til lotteriet! Flodhesten var modelleret af prinsessen og udført af Den kgl. Porcelænsfabrik. Den blev vundet af Rasmus Petersens enke, Næsby ved Skoven. Efter det store høstmarked var der penge nok til både statue og sokkel, og man gik i gang med at støbe fundamentet, til stor fortrydelse for ”Vestsjællands Socialdemokrat”, som bemærkede, at en stor del af rosenbedene havde måttet vige pladsen. ”Saa faar vi altsaa Sten i Stedet for Roser” konstaterede avisen.
Da først pengene var kommet i hus, blev der lidt mere stille om projektet i avisernes spalter, men man manglede jo endnu at fastsætte datoen for indvielsen. En delegation fra byen var i audiens hos kongen for at invitere ham til den 26. maj 1910, det gamle kongepars bryllupsdag. Kongen var ikke i stand til at møde frem før i begyndelsen af juni måned. Datoen fastsattes derefter til den 9. juni 1910.
På selve dagen ankom den kongelige familie med særtog til banegården og blev modtaget af blandt andre amtmand Groothoff og borgmester Feddersen. På grund af hofsorg (den engelske kong Edward den Syvende var død) var dronningen og prinsesserne i sort, og man afstod fra at deltage i frokosten. Man kørte derefter til Schweizerplads og blev modtaget af et orkester, der spillede Frederik den Ottendes honnørmarch. Efter en tale af pastor Brøndsted afsløredes statuen og borgmester Feddersen takkede alle, der havde været med til at rejse den. Også kongen holdt tale for de ca. 10.000 mennesker, der var mødt frem. Kongefamilien besøgte også alderdomshjemmet, klostrene og Antvorskov ruiner, og afsluttede med et besøg i Sankt Mikkels kirke. På banegården blev der uddelt en række ordener, og ved firetiden returnerede særtoget til København. Men festen sluttede ikke her. Der var festspisning på Casino og stor folkefest i Anlægget.
For nogle sluttede festen først den 16. juni 1910, hvor kongen havde inviteret en delegation til middag og overnatning på Fredensborg Slot, som tak for deres indsats. Der var dækket til 45 personer i Kuppelsalen og Livgardens Musikkorps spillede under middagen, hvor der serveredes 8 retter. Nationaltidende skrev: ”Drs. Maj. Kongen og Dronningen samt Prinserne og Prinsesserne underholdt sig en Times Tid med deres Gæster, hvem Herskaberne takkede for den uforglemmelige Dag, de havde havt i Slagelse den 9. Juni.”
I 1948 udskrev Korsør kommune en konkurrence med det formål at få bygget et nyt vandtårn i udkanten af byen. Der indkom ikke mindre end 112 forslag. Konkurrencen blev vundet af arkitekt E. Frandsen, der i samarbejde med civilingeniør J. Falster fik overdraget opgaven at føre tilsyn med byggeriet sammen med stadsingeniør J.P. Andreasen i Korsør. Entreprenørfirmaet Carlsen og Nilou udførte arbejdet i 1949 og indviede det i februar 1950.
Tårnet og beholderen, der rummer 350 m3, vægge, loft, 4 ben og trappetårn er alt sammen udført i beton.
Tårnet, der blev Korsørs vartegn og kunne ses, når man med færgen kom til Korsør, fik hurtigt navnet ”Kindtanden”.
Tårnet er 30 m højt, så der er fra dets top en storslået udsigt over Korsør og omegn – en udsigt, som Turistbureauet tilbyder ved arrangementer i sommerens løb.
Antvorskov slot startede tilværelsen som et Johanniterkloster, men med reformationens indførelse i Danmark i 1536, blev Antvorskov sammen med alle de andre kirkelige ejendomme i Danmark overdraget til kongen. Til at begynde med fik det ikke den helt store betydning for Antvorskov, som fortsatte med at fungere som en gejstlig institution med virke som plejestiftelse. Antvorskov stod også for uddannelsen af lutherske præster. Antvorskovs store forandring skete i 1580-1584, hvor klosteret blev ombygget til et kongeslot.
Reformationen havde forandret det danske religionsbillede, men det betød ikke at klostrene med ét slag blev gjort unødvendige. Klostrene blev i byerne ofte anvendt som hospitaler, medens andre, ligesom Antvorskov, blev ombygget til kongeslotte.
Version:1.0
StartHTML:000000245
EndHTML:000002009
StartFragment:000001767
EndFragment:000001889
StartSelection:000001767
EndSelection:000001889
SourceURL:http://www.slagelseleksikon.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=366&kind=11&pageId=3&tit=A
Antvorskov og kong Frederik II
Antvorskovs ombygning: Fordele for
Frederik 2.
Antvorskov lå i Frederik 2.s regeringsperiode meget centralt i det danske rige, som dengang også inkluderede Skåne. Fra Antvorskovs bygninger kunne kongen skue ud over Storebælt. Antvorskov var derfor et centralt punkt på Frederik 2.s rejser rundt i Danmark. Det har især været praktisk for kongen at kunne gøre ophold på Antvorskov, når han skulle rejse gennem Sjælland over Fyn til Jylland.
Intern kommunikation mellem Frederik 2., hans kancelli og Danmarks embedsmænd var meget vigtig. Den skulle fungere optimalt når kongen rejste fra den ene fyrstelige residens til den anden. Desværre var datidens veje i megen dårlig stand, hvilket var med til at sænke rejsehastigheden betydeligt. Med indførelsen af køretøjer som transportmiddel i midten af 1500-tallet blev det imidlertid nødvendigt at anlægge nogle bedre veje. Frederik 2. satte sig for at bygge nogle nye vejstrækninger, de såkaldte kongeveje.
Kongevejene var et led i en dynastisk politik. Der var noget eksklusivt over dem. Det var nemlig kun kongen og en lille udvalgt skare af folk, som måtte benytte vejene. Kongevejene vakte også en del opsigt udenlands. Det havde indtil de danske kongevejes skabelse været uhørt i datidens Europa, at et så ambitiøst projekt blev udfærdiget fra starten ud fra en overordnet plan. Den første kongevej blev anlagt på strækningen mellem København og Frederiksborg, den næste mellem Kronborg og Frederiksborg og i 1585 anlagde Frederik 2. en kongevej mellem Ringsted og Antvorskov slot.
Frederik 2. sørgede for at knytte visse adelsmænd tættere til sig end andre, heriblandt lensmændene, som spillede en stor rolle i datidens hof. Det var lensmændene der skulle holde opsyn og føre regnskab over de fyrstelige residenser. Med hensyn til Antvorskov kan nævnes Peder Reedtz som blev lensmand på Antvorskov og Sorø kloster i 1580. Peder Reedtz var af gammel adelsslægt fra Meklenborg og havde slået sig ned i Danmark i 1572 efter at han var kommet til landet med det følge, der fulgte Frederik 2.s fremtidige hustru prinsesse Sophie af Meklenborg. Frederik 2. syntes godt om Peder Reedtz og han gjorde hurtigt karriere inden for det danske hof, først som hofjunker, siden som staldmester. I 1582 valgte Frederik 2. at afholde Peder Reedtzs bryllup med adelsdamen Karen Rostrup på Københavns slot og to år senere skænkede kongen ham herregården Tygestrup som siden 1361 havde hørt under Antvorskov klosters gods. I 1586 valgte Frederik 2. at skænke endnu en gave, denne gang i form af en faddergave til Peder Reedtzs søn, Frederik, i form af herregården Hørbygaard.
Antvorskov slot lå omgivet af store skovområder med en sund vildtbestand. Frederik 2. havde altid været en ivrig jæger og har uden tvivl straks kunnet se de gode muligheder for jagt i området omkring Antvorskov. I 1586 er der også beviser for at avlingen ved Antvorskov slot var blevet forbedret. Frederik 2. havde også en jagtgård i Rosted, hvor han også opholdte sig når han kom forbi Antvorskov. Frederik 2. befandt sig meget på Antvorskov i jagtsæsonen i månederne september, oktober og november.
Antvorskovs ombygning: Fordele for
Slagelse og omegn
Anlæggelsen af kongevejene styrkede Slagelse by, der kom til at fungere som et regionalt administrationscenter fra starten af Antvorskovs ombygning i 1580 og helt ind i 1700-tallet. Kongevejene gjorde også Slagelse by til et handelsmæssigt knudepunkt idet Frederik 2. sørgede for at invistere i diverse herberger rundt om i området, hvis formål det var, at huse de gæster der ønskede at komme tættere på kongen. De mange besøgende har givet yderligere indtjening til de handlende i Slagelse by og omegn.
Slagelse by og omegn nød godt af Frederik 2.s interesse for byen. I 1581 blev borgerne i Slagelse fritaget fra at indkvartere soldater, men til gengæld skulle borgerne sørge for at istandsætte forfaldne huse, opføre købstadsbygninger og erstatte stråtag med tegltag på grund af brandfare.
Da Antvorskov kloster stod færdigbygget som kongeslot i 1585 blev de daværende beboere på klostret, de fattige og syge, overflyttet til hospitalet i Bredegade i Slagelse. Frederik 2. underskrev den 24. oktober på Antvorskov slot en Fundats som skulle være med til at forbedre hospitalets økonomi. Kongen gav også hospitalet en del af Antvorskovs jordegods og kongetiendeindtægterne fra ca. 40 vestsjællandske sogne.
Hvad foretog Frederik 2. sig på Antvorskov?
Frederik 2. udarbejdede en del kongebreve medens han opholdt sig på Antvorskov. I perioden 1559-1562 besøgte kongen kun to gange Antvorskov. Begge besøg var ganske korte og sammenlagt fik han udfærdiget 10 kongebreve med Antvorskov-datering. Kongebrevene fra denne periode berettede ikke noget om Antvorskov eller Slagelse og omegn.
Fra 1563-1570 besøgte Frederik 2. fire gange Antvorskov fra 1564-1567. Alle fire besøg var korte og varede under en uge. Sammenlagt udfærdigede kongen 20 kongebreve med Antvorskov-datering, hvilket var en fordobling af antallet af Kongebreve siden 1559-1562. Kongebrevene fra denne periode omhandlede Den Nordiske Krig.
Fra 1571-1579 besøgte Frederik 2. Antvorskov i alt otte gange. I 1575 og 1578 besøgte kongen endda begge år Antvorskov to gange. Fire af kongens besøg på Antvorskov varede også mere end en uge. I 1571 omhandlede kongebrevene for det meste fredsforberedelser med Sverige. I 1574 i et kongebrev dateret 12. august berettede Frederik 2. at han havde ansat en beridder til at tilse en stor del skovområder, heriblandt dem omkring Ringsted kloster. Beridderens opgaver gik på at sørge for at ingen jæger gjorde skade på skovområdernes dyreliv, at ingen fældede træer i skovene uden tilladelse fra kongen og at de bønder der holdt geder i områderne og gjorde skade på skovene blev forhindret i at gøre således. Beridderen skulle indberette alle tilfælde af overtrædelser til lensmanden på Roskildegaard. Hvis ikke han gjorde det, ville beridderen selv blive afstraffet. For denne tjeneste belønnede Frederik 2. beridderen med en afgiftfri gård (Valsøgaard), en gård i Valsø og en årlig hofklædning. Selv om dette eksempel ikke beretter noget om Antvorskov giver det et indblik i Frederik 2.s interesse for skovområderne med deres vildtbestande i det danske rige, samtidig med et det giver et indblik i det forhold, som gjorde sig gældende mellem kongen og de ansatte ved hoffet. Frederik 2. valgte at yde en modtjeneste for beridderens tro tjeneste.
I 1575 omhandlede kongebrevene for en stor dels vedkommende byggeriet på bygningen Krogen, som senere skulle komme til at gå under navnet Kronborg. Frederik 2. kastede sig også ud i andre bygge- og vedligeholdelsesprojekter i dette år, blandt andet istandsættelse af kirker og genopbygningen af et afbrændt hus ved Kalundborg slot.
I et kongebrev dateret 8. oktober 1577 beder Frederik 2. prioren ved Antvorskov at fremskaffe nogle breve der omhandler et gods som kongen har givet sin sekretær og dennes søskende i mageskifte, fordi der nu er opstået en konflikt mellem sekretæren og dennes søskende på den ene side og nogle adelige på den anden side, som ønsker at drive et markskel. Godset har tidligere hørt under klostret, så prioren skal finde brevene så godset kan forsvares og markskellet forhindres. I et andet brev dateret samme dag skal prioren på Antvorskov også sørge for at nedrive nogle stolper på et hus og føre dem til Rosted, hvor kongen har en jagtgård og opsætte den der. Der skal også skaffes diverse arbejdsfolk og vogne, så opgaven kan løses.
I tre kongebreve dateret 18. oktober 1577 kommer Frederik 2. ind på Slagelse hospital. I det første kongebrev giver han svar på en klage fra en sognepræst som gør tjeneste i Slagelse og om søndagen gør tjeneste på Slagelse hospital. For sit arbejde har han fået korn, smør, svin og oksekød af en adelsdame og de tidligere hospitalsforstandere. Kongen giver udtryk for at der ikke må skæres i sognepræstens løn og at hvis der kommer yderligere klager bliver han nødt til at fratage hende hospitalet. I et andet kongebrev skal stiftslensmanden sammen med sognepræsten i Slagelse gøre årligt regnskab for Slagelse hospitals indtægt og udgift. I det tredje kongebrev skal en adelsmand og sognepræsten fra Slagelse årligt undersøge de fattiges vilkår på Slagelse hospital, som to adelsdamer har i forlening, og hvis det ikke går rigtigt til, skal de melde det til kongen.. Dette viser at Frederik 2. tog sit arbejde med Slagelse hospital alvorligt.
I perioden 1580-1584 er der fire år, hvor Frederik 2. opholder sig på Antvorskov (1580-1582 og 1584). På de fire år udfærdiger Frederik 2. i alt 109 kongebreve med Antvorskov-datering. En del af kongens kongebreve i denne periode omhandlede Antvorskov og hospitalet i Slagelse, hvilket er med til at vise at kongens interesse for Slagelse og omegn er stigende i denne periode.
Tre kongebreve dateret 18. oktober 1580 omhandler Antvorskov og et kongebrev dateret samme dato omhandler Slagelse hospital. Det første kongebrev omhandler en klage over afskaffelsen af en havn og kongen giver besked på at der igen skal være fri havn til Slagelse, hvor alle varer må ind- og udskibes. Lensmanden på Antvorskov kloster skal tilskikke en tolder så kronens told ikke forringes. Dette eksempel viser at Slagelse og omegn har været et handelscentrum med både import og eksport af varer. I et andet kongebrev befaler Frederik 2. lensmanden på Antvorskov kloster, Peder Reedtz, om at lade søerne ved Antvorskov og Sorø kloster rense og der skal også ansættes gravere til at grave grøfter ved klostrene, samt stenbroer og veje skal istandsættes. Dette eksempel viser at kongen har gået meget op i forholdene omkring klostrene. I det tredje kongebrev dateret 18. oktober har en del bønder omkring Antvorskov og Sorø kloster klaget til kongen over de ligger for højt i landgilde. Kongen beder om at der for eftertiden skal sættes bønderne en rimelig landgilde. I det fjerde kongebrev beder Frederik 2. om at Slagelse hospital skal have fri ildebrændsel og bygningstømmer af Antvorskov og Sorø klostres skove.
Et kongebrev dateret 26. oktober 1580 omhandler de borgere i Slagelse som har haft fæste eller som senere skal fæste hospitalets jorde i Slagelse af lensmanden Peder Reedtz på Antvorskov kloster må beholde disse så længe de lever og at deres enker efter ægtemændenes død også må befæste jordene såfremt de ikke gifter sig igen.
I et kongebrev dateret 27. oktober 1580 til Peder Reedtz ønsker kongen efter nedlæggelsen af hospitalet på klostret at forbedre hospitalet i Slagelse. Da kongen på daværende tidspunkt ikke har kunnet træffe en endelig afgørelse, skal Peder Reedtz indtil videre sørge for at de fattige på hospitalet for alt det de har behov for. Han skal istandsætte hospitalet og skaffe det nødvendige ildebrændsel i Antvorskov og Sorø klostres skove. Dette eksempel viser igen at kongen har taget sin flytning af klostrets hospitalsafdeling til Slagelse alvorligt og at det har ligget ham meget på sinde at forbedre forholdene på hospitalet.
I 1582 er der en del kongebreve der omhandler kongens skovområder i Vordingborg len og skovene ved Sorø kloster, hvor beriddere skal føre tilsyn med at ingen jæger skyder vildtet uden tilladelse fra kongen. Dette beviser Frederik 2.s glæde ved jagt i sine skovområder, og at han gik op i at vildtbestanden i skovene forblev sund, og at der ikke blev forårsaget skade på den. Et eksempel fra 1582 omhandler også Antvorskov, hvor kongen har indtaget en del skovområder og bevilger derfor at bogerskabet i Slagelse herefter må være fri for den afgift de tidligere årligt har givet til Antvorskov kloster. Kongen indskrænker således ikke deres privilegier.
I perioden 1585-1588 besøger han alle år Antvorskov. På de fire år udfærdiger Frederik 2. i alt 370 kongebreve med Antvorskov datering. Dette er den periode hvor der bliver udfærdiget flest kongebreve på Antvorskov slot.
I 1584 danner Antvorskov slot ramme om en herredag. En herredag var møder mellem kongen og rigsrådet, hvor der blandt andet blev afsagt domme i kongens retterting. Det hørte med til idealet om at være en god fyrste i renæssancen, at kongen gav sig tid til at høre og dømme i sager. Frederik 2. ankom fra Nyborg til Antvorskov den 3. juli 1584, hvorefter han hørte sager fra den 4. juli til den 7. juli, hvorefter han drog videre til Ringsted for at hylde den unge prins Christian (4.). I et kongebrev dateret 4. juli 1584 var en af sagerne en domsafsigelse vedrørende en borger fra Randers, hvor Frederik 2. vælger at eftergive al tiltale mod manden.
I et kongebrev dateret 14. juli 1585 giver Frederik 2. en instruks til lensmanden på Antvorskov, Peder Reedtz, om hvorledes han skal forholde sig til kongens børn, fyrster og frøkener, når de opholder sig på Antvorskov. Han skal blandt andet sørge for at de bliver ordentligt behandlet og at de får alt det de har brug for. Han giver også udtryk for at lensmanden skal sørge for børnene når kongen selv er på jagt og at der ikke må være nogle fremmede i nærheden af dem med undtagelse af rigsråderne. Dette eksempel giver udtryk for at det har været forbeholdt nogle ganske få udvalgte at komme så tæt på den kongelige familie og det hof som har omgivet dem. Der har været klare regler for omgang og det har således været lensmandens opgave at sørge for at disse blev overholdt.
Antvorskov slot blev også brugt i en dynastisk politik i mødet med det fremmede, som for eksempel besøg fra udenlandske gesandter. Dog har besøgene fra gesandter været betydeligt mindre i omfang på Antvorskov end på andre af samtidens mere prangende slotte. Der er i alt to eksempler på at gesandter har besøgt Frederik 2. på Antvorskov slot. Begge eksempler er fra 1587. Det første eksempel omhandler en gesant fra hertugen af Parma som kom til Antvorskov den 20. juni og fik audiens hos kongen den 21. juni 1587. Gesandten har været gæst, hvilket vil sige at kongen meget vel har sat sig ned og spist og drukket sammen med gesandten den 22. juni. Gesandten har opholdt sig på Antvorkov frem til den 23. juni. Det andet eksempel omhandler nogle gesandter fra Skotland. De ankom til Antvorskov den 27. juni 1587. De har været i audiens hos kongen den 26. juni men da de har spist og drukket den 29. juni har kongen ikke selv været til stede. Dette kan skyldes at kongen har været utilfreds med kongen af Skotlands behandling af de gesandter kongen selv havde sendt til Skotland året forinden. Det forlyder i et kongebrev dateret 16. juni 1587 at de tidligere udsendte danske gesandter ikke havde modtaget ordentlig beværtning i de skotske herberger medens de opholdte sig i Skotland, så Frederik 2. ønsker heller ikke at udvise storsind med hensyn til de skotske gesandter han har hos sig. De får besked på at rejse så hurtigt som muligt. Dette eksempel viser hvor vigtigt det var for kongen at hans egne gesandter modtog en ordentlig behandling når de var udenfor Danmarks grænser. De danske gesandter repræsenterede den danske konge og derfor var enhver form for fornedring af de udsendte gesandter det samme som en fornedring af selve kongen.
Konklusion
Man kan påstå, at Antvorskov slot havde sin storhedstid i Frederik 2.s regeringsperiode. Han var den danske konge der brugte slottet mest. Efter hans død i 1588 har andre slotte overtaget Antvorskovs plads. Det kan tænkes at Antvorskov af senere konger er blevet anset for at være for småt, og derfor har slottet ikke længere passet ind i en dynastisk politik. Til at begynde med opholder Frederik 2. sig ikke meget på Antvorskov. Når man ser på de to første perioder: tiden efter Frederiks kroning og Den Nordiske krig, er han der kun sammenlagt 26 dage på 12 år, og halvdelen af de 12 år (6 år) opholder han sig slet ikke på Antvorskov. Efter Den Nordiske Krig begynder der at ske forandringer. Frederik 2. begynder at opholde sig mere på Antvorskov. Mulighederne forbundet med stedets næsten centrale placering i det danske rige og de gode jagtmuligheder i skovene omkring det gamle kloster, har givet ham lysten til at forbedre forholdene på stedet.
I perioden, hvor Frederik 2. ombygger klostret til et kongeslot: 1580-1584, ses en yderligere stigning i kongens besøg. Der sker også en stigning i kongebreve med Antvorskov datering. I 1584, hvor slottet står færdigbygget er det tydeligt, at Frederik 2. har været tilfreds med resultatet, idet han vælger at opholde sig på det nye kongeslot hen over julen og ind i det nye år.
1585 er det år, hvor Frederik 2. opholder sig flest gange på Antvorskov slot. Han opholder sig sammenlagt 53 dage på slottet. Han har to kortere ophold i januar og juli måned og et længere ophold fra september til oktober måned. I 1586 opholder han sig sammenlagt næsten en måned på slottet i månederne september, oktober og november. I 1587 opholder kongen sig igen sammenlagt en månedstid på Antvorskov.
Ud fra denne forholdsvis korte periode (1580-1588) kan det påvises, at Frederik 2.s planer for Antvorskov slot var først og fremmest at benytte slottet som et jagtslot. Når man ser på de måneder, kongen opholder sig på slottet, fremstår det tydeligt, at langt de fleste måneder ligger inden for jagtsæsonen (september, oktober og november). Den jagtglade Frederik 2. har nydt godt af de gode muligheder for jagt i de store skovområder, der har omkranset Antvorskov, og hvor vildtbestanden også har været sund. Det ville være at gå for langt, at kalde Antvorskov et ferieslot, men Frederik 2. har alligevel haft muligheden for at kunne slappe af og nyde tilværelsen med jagt. De mindre forhold på slottet, i forhold til andre fyrstelige residenser, har måske også kunnet danne ramme om et mere intimt miljø for kongen og hans hof. Det har måske endda været muligt for kongen under diverse jagter at kunne indgå i mere uformelle dialoger med besøgende gæster. Ud fra denne optælling tyder det på, at Frederik 2.s brug af Antvorskov var stigende i sidste halvdel af hans regeringsperiode: 1575-1588. Antvorskov slots storhedstid begyndte og endte med Frederik 2. Efter Frederik 2.s død og indtil hans søn, Christian 4. blev gammel nok til at overtage kongemagten, var det adelsvældet der regerede Danmark. For dem har det været mest praktisk at opholde sig meget i København, idet den faste del af Kancelliet var at finde i København, og mange af de adelige boede også i København. Efter Frederik 2.s død ses også en stigning i brugen af Københavns slot. Da Christian 4. kom til magten, har det også været forventet at den nye konge kastede sig ud i sine egne byggeprojekter.
Statistiske oplysninger
1559-1562: Tiden efter Frederik 2.s kroning i 1559 1559: Besøg på 4 dage (4/9 – 7/9) 3 kongebreve med Antvorskov datering 1560: Ingen besøg 1561: Besøg på 6 dage (3/11 – 8/11) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1562: Ingen besøg
1563-1570: Den Nordiske Krig 1563: Ingen besøg 1564: Besøg på 4 dage (20/9 – 23/9) 11 kongebreve med Antvorskov datering 1565: Besøg på 3 dage (1/1 – 3/1) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1566: Besøg på 5 dage (13/1 – 17/1) 1 kongebrev med Antvorskov datering 1567: Besøg på 4 dage (15/1 – 18/1) 1 kongebrev med Antvorskov datering 1568: Ingen besøg 1569: Ingen besøg 1570: Ingen besøg
1571-1579: Tiden efter Den Nordiske Krig 1571: Besøg på 17 dage (17/1 – 2/2) 13 kongebreve med Antvorskov datering (3/7 – 6/7) Rosted (jagtgård) 1572: Besøg på 1 dag (30/10) 3 kongebreve med Antvorskov datering 1573: Ingen besøg 1574: Besøg på 2 dage (12/8 – 13/8) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1575: Besøg på 24 dage (6/11 – 29/11) 22 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 4 dage (13/12 – 16/12) 9 kongebreve med Antvorskov datering 1576: Ingen besøg 1577: Besøg på 29 dage (24/9 – 23/10) 70 kongebreve med Antvorskov datering 1578: Besøg på 11 dage (27/2 – 9/3) 42 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 3 dage (23/5 – 25/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering 1579: Ingen besøg
1580-1584: Antvorskov kloster bliver ombygget til et kongeslot 1580: Besøg på 3 dage (24/7 – 26/7) 10 kongebreve med Antvorskov datering 8 kongebreve med Rosted datering (jagtgård) Besøg på 19 dage (10/10 – 28/10) 41 kongebreve med Antvorskov datering 1581: Besøg på 3 dage (21/5 – 23/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering 1582: Besøg på 3 dage (5/10 – 7/10) 9 kongebreve med Rosted datering (jagtgård) 1583: Ingen besøg 1584: Besøg på 3 dage (4/7 – 6/7) 23 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 18 dage (14/12 – 31/12) 29 kongebreve med Antvorskov datering
1585-1588: Antvorskov som kongeslot, frem til Frederik 2.s død 1585: Besøg på 11 dage (1/1 – 11/1) 31 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 2 dage (14/7 – 15/7) 8 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 1 dag (2/9) 1 kongebrev med Antvorskov datering Besøg på 39 dage (17/9 – 28/10) 97 kongebreve med Antvorskov datering 1586: Besøg på 10 dage (11/9 – 20/9) 13 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 15 dage (22/10 – 5/11) 28 kongebreve med Antvorskov datering 1587: Besøg på 6 dage (19/5 – 24/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 24 dage (8/6 – 1/7) 96 kongebreve med Antvorskov datering 1588: Besøg på 25 dage (7/3 – 31/3) 33 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 24 dage (1/4 – 24/4) 49 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 7 dage (2/5 – 8/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 14 dage (19/5 – 1/6) 2 kongebreve med Antvorskov datering
Linda Andersen, 01-11-2017
Kilder og litteratur
Bernholm, P.H.: Antvorskov gennem tiderne til vore dage. København: Det Schønbergske Forlag 1942.
Bricka, C.F (udgiver).: Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold. 1556-1560, København 1887-1888. 1561-1565, København 1893-1895. 1566-1570, København 1896. 1571-1575, København 1898. 1576-1579, København 1900. 1580-1583, København 1903. 1584-1588, København 1906. 1588-1592, København 1908.
Carøe, Otto: ”Kong Frederik II’s Kalenderoptegnelser for Aarene 1583, 1584 og 1587.” i Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3.
Friis, F.R. 1876: Bidrag til Antvorskovs Historie. Slagelse 1876.
Grinder-Hansen, Poul: Frederik 2. Danmarks renæssancekonge. Gyldendal 2013.
Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede. Bind 1: Land og folk. Bønder- og købstadsboliger, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev 1968 (opr. 1914-1915)
Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede. Bind 2: Herregårde og slotte. Klædedragt, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev 1968 (opr. 1914-1915).
