I Mit Livs Eventyr skrev H.C. Andersen, at da han sent om aftenen en efterårsdag i oktober 1822 kom til Slagelse og steg af i ”Gjestgivergaarden”, spurgte han ”Madamen der, hvad Mærkeligt her var i Byen”. Som svar fik han ”Den nye engelske Sprøite og Pastor Bastholms Bibliothek!”.
Hans Bastholm blev født i København, blev student i 1789 og teologisk kandidat fire år senere. Herefter studerede han i udlandet, i Göttingen, Kiel, Paris og Leipzig, indtil han i 1787 vendte hjem.
Han søgte nu præstekald – ikke af lyst, men dels for at få noget at leve af og dels for at kunne gifte sig med sin forlovede gennem seks år. Først blev han kapellan ved Sct. Mikkels Kirke og to år senere sognepræst ved Sct. Peders Kirke.
I 1814 begyndte bogtrykker Peter Magnus at udgive Slagelse Ugeblad eller Den Vestsjællandske Avis efter at have sikret sig Bastholms assistance. Det følgende år overtog Bastholm redaktionen, et hverv han beholdt til 1836.
Han følte en udpræget lede ved præstegerningen og havde hyppigt nervetilfælde også under gudstjenesten. I 1825 fik han tilladelse til at holde en personlig kapellan, som i 1837 fik overdraget hele embedsførelsen. Bastholm var en ivrig skribent og var indviklet i flere teologiske stridigheder. I 1846 søgte han ret pludseligt sin afsked og rejste til København, hvor han døde ti år senere.
Fra ungdommen var han en ivrig samler af al slags viden. Allerede under studieopholdet i Göttingen købte han bøger over evne og måtte derfor leve spartansk. Han eksperimenterede endog med at undvære såvel mad som søvn, men som én af hans biografer nævner, så gik det mærkeligt nok ikke.
Gennem indtægterne fra bladudgivelsen i Slagelse skabte han sig et bibliotek på mere end 5000 bind.
I 1813 brændte Sorø Akademis Bibliotek, og i midten af 1820’erne indgik Akademiet en overenskomst med Bastholm om, at hans bogsamling skulle overgå hertil, og i 1847 overlod han sit bibliotek til Akademiet. Samlingen bestod da af 7000 bind, af hvilke Bastholm beholdt de 2000 til sin død. Samme antal viste det sig i øvrigt, at Akademiet havde i forvejen.
Hans Bastholm var nærmest en polyhistor, dvs. en person, som interesserede sig for og vidste noget om mange videnskaber. Hans bogsamling bestod primært af geografiske, naturhistoriske og encyklopædiske værker, men alle fag var i øvrigt repræsenteret. Hans plan var at samle stof til han fyldte 50 år, og først derefter ville han begynde på produktivt arbejde. Han ville anskaffe sig ”Hovedbøger i enhver Videnskab”, lade ”samme gjennemtrække med rene Blade” og aldrig læse ”en Bog uden at citere dens hele Indhold til disse”, oplyste han til Akademiet ved forhandlingerne om bogsamlingen. Han oplyste endvidere, at det var hans håb, at hans optegnelser engang kunne komme mange lærde personer på Akademiet til gode. Om dette nogensinde er sket, står mig hen i det uvisse. En fransk bog med 1.438 sider var således gennemtrukket med hvide blade – i alt 2.726 blanke sider bestemt til notater. Heraf var blot to beskrevet!
Hans Bastholm stræbte øjensynligt ikke efter personlig berømmelse. Hans arbejder vidner om en stor og uegennyttig kærlighed til videnskaben. Han var tilsyneladende en anset person i sin tid. Flere berømte forfattere sendte ham således deres værker med personlig dedikation.
Litteratur: B. Riis Larsen: Pædagogikhistorikeren Olaf Carlsen. Liv og værk (2013) s. 189ff
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
