Fra høst til jul skulle der brygges og bages, slagtes får, gæs og svin. Og med svineslagtningen fulgte der mangt et godt pølsegilde, hvor der rigtig blev taget for sig af den gode slagtemad.

Når de indbudte kom, fik de blodpølse, og den skulle være god, for som de gamle sagde: ”Rosiner og fedt for hvert et snit, ellers er pølsen skidt.” Derefter kom der hvidpølse ind, den var lavet af risengrød, hvori der var kommet fedt, rosiner, sukker og krydderier. Den blev altid stoppet i grisens endetarm og kogt sammen med sortepølsen.

Siden vankede der thevandsknægte til madfolkene, og fruentimmerne fik sød snaps. Og førend de fremmede gik, fik de kvældsnadver, det var ribbenssteg og medister med sovs og kartofler. SÅ kunne de gå mætte hjem, mens husmoderen segnefærdig af træthed gik endnu en runde gennem køkken, bryggers og kælder for at se efter, at ingenting var blevet glemt, og for at se, om fedtet var blevet ordentlig hvidt og fast, så hendes husmoderære ikke blev gået for nær.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014

Kilde: Dagny Nielsen, Glænø, 1971.

Skættegilde var ligesom klinegilde noget, som varede hele dagen, og hvor mange gik sammen om arbejdet. På Sallestubbegård på Glænø hos Erik Kristensen holdt man helt op i 1870’erne skættegilde. Forud var der gravet en brydegrav, det var et dybt avelangt hul i jorden, hvor det var lavet, så man kunne gå ned i den ene ende. Så blev der fyret op i den med store brændestykker, så der kunne blive en rolig ild. Ind over graven blev der så lagt stænger, og på dem blev hørren så bredt ud til tørring. Brydegraven blev altid passet af en kone, som havde mange års erfaring i det stykke arbejde. Efterhånden som hørren var tilpas tør, blev den brudt på en bryder, så blev den skættet, så skæverne kunne falde fra, og til sidst blev den så heglet, hvorved det fine hørgarn blev skilt fra blårgarnet. Nu kunne kvindfolkene begynde at spinde i ledige stunder, så der kunne blive garn til væven.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014.

Kilde: Dagny Nielsen. Glænø. 1971.

Margrethe hed en pige, hvis far sidst i det 18. århundrede havde måttet opgive forpagtningen af Brydegården på Glænø og var flyttet med familien ud ved havet. Men da pigen gerne ville giftes med en lige så ubemidlet karl, gik de til greven på Holsteinborg og bad om lov til at fæste Brydegården, der havde været forpagtningsledig længe. Det fik de lov til, på betingelse af, at de selv satte gården i stand. Desværre viste det sig, at de lerklinede vægge stort set var regnet væk, så kun stolpeværket stod tilbage. Nu var gode råd dyre, men Margrethes far mente, at der var ikke andet at gøre end at byde hele øen til klinegilde.

Det gjorde de så, og tidligt om morgenen på den fastsatte dag strømmede alle, der kunne gøre et ærligt stykke arbejde, ud til Brydegården for at være med til at kline den op.

Først var dog den risfletning, som sad mellem bindingsværket, fornyet eller repareret.

Nu tog alle fat, de stærkeste karle gravede ler op, andre æltede det, så det kunne bruges til at kline med; så blev det båret hen til kvindfolkene, som klinede det på muren, de stod to og to og klaskede leret på begge sider på en gang. Det gik med liv og lyst, og da aftenen kom, var gården atter oppe, og så godt var det lavet, at nogle af murene stod med lerkliningen, til gården brændte halvandet hundrede år efter. Fællesskabet havde stået sin prøve som så mange gange før.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014.

Kilde: Dagny Nielsen (1971): Glænø.

I 1933 og 1935 udkom to udgaver af Jul i Slagelse. Fra 1994 er det udkommet hvert år.

Første nummer fra 1994 blev udgivet af JS Publishing ved John Sichel (1932-2017), og redaktionen bestod herudover af Niels Micheelsen og Carsten Flink. Hæftet var på 48 sider, og det fotografiske materiale stod Georg Hemmingsen for. Forordet var skrevet af daværende borgmester Jens Jørgensen.

Om idéen med Jul i Slagelse skrev John Sichel tidligt, at den var ”at bringe et varieret hæfte med glimt fra Slagelses nyere historie, om særlige begivenheder i året, der er gået samt om fremtidige perspektiver og udvikling for Slagelse Kommune. ”

Fra og med tiende årgang bestod fundamentet af Jul i Slagelse af en bestyrelse på fem personer med John Sichel som formand, Jens Friis som næstformand, Birthe Søhuus som kasserer samt to menige bestyrelsesmedlemmer: Ole G. Nielsen og Erik Schultz. John Sichel var sidste gang med i 2004, og i dag, 2017, består bestyrelsen af de fire øvrige medlemmer, og Ole G. Nielsen har i mange år været hæftets redaktør.

I en del år til og med 2005 kunne læserne deltage i en konkurrence om en julehistorie. Og fra samme år kårede heftet Årets kravlenisse. Denne kåring ”finder sted på baggrund af forslag fra såvel forenings- som forretningslivet samt fra enkeltpersoner. ” Personen, der kåres, skal ”gennem sit virke have ydet en speciel indsats og på en god måde have sat sit præg på byen indenfor sit område. ”

BØRGE RIIS LARSEN, 08-03-2017

Natten mellem dem 21. og 22. december 1759 blev Norden ramt af et jordskælv, som var kraftigst i Göteborg, men som også kunne mærkes i Bergen, Oslo, Stockholm og Gottorp.

Biskoppen over Sjællands stift, Ludvig Johansen Harboe (1709-1783, biskop siden 1757) udsendte en tjenesteskrivelse til stiftets provster med opfordring om – via præsterne – indberette ”ald muelig og paalidelig Oplysning om dette Jordselv” nemlig:

1. Om det var almindeligt over hele herredet
2. Hvornår og på hvilket klokkeslæt det skete
3. Om det skete mere end én gang og i givet fald med hvilken hyppighed
4. Hvor længe det kunne mærkes
5. I hvilken retning det bevægede sig
6. Om jordskælvets styrke og evt. skader
7. Om der samtidig eller efterfølgende blev observeret fx ”Lynild, usædvanlig Brusen i Havet etc. etc.”

Fra Slagelse og Vester Flakkebjerg herreder indkom der 22 mere eller mindre udførlige beretninger fra sognepræsterne.

Præsten Braëm fra Korsør skrev bl.a. at jordskælvet skete ”omtrent Kl 12 ½ im Natten” og ikke kunne mærkes mere end en gang. Det blev ikke meldt om skader, ”men Sengene rystede og Klæderne deri, kakkelovne ligeledes, Skorstene knekkede, Fugle i Burene flagrede, Døreenne knarkede […] Jeg tillige med min Kone og Syster vare vaagne, og hørte en Rum[mel] som af en Langsom kiørende Vogn, der vare overmaade stærkt læ[sset]. Jeg meente i Begyndelsen, at det var slig en Vogn, som kom fra [den] nye Broe, men den stærke Bevægelse bragte Mig paa de ri[gtige] Tanker. En anden vaagnede, og hørte Hunde pibe og tude. J en Stald G[…] i Byen har hestene været meget urolige. En syg Mand i Steen=Gaards Huset syntes, at mangfoldige C[anon] Skud løsnedes under Jorden, saaat meget forskrekkedes, og om Mogenen mærkedes, at Vandet var gaaet op paa Stolpe[rne] af Huset.”

Lignende iagttagelser blev berettet af C. Plum, Tårnborg, H.D. Beckman, Boeslunde og Peder Holm, Lundforlund.

F. Holm i Slots Bjergby indgav en beretning, hvori flere sognemedlemmer havde fortalt om samtidige lysninger på himlen.

F. I. Stampe og G. From fra Slagelse anslog varigheden til at have været ca. 2 minutter og en bevægelse fra øst mod vest.

Ifølge I. K. Thillerup, Magleby, varede jordskælvet i ca. 8 minutter, hvor folk mærkede til det.

Chr. Ørsted, Slagelse, berettede bl.a.: ”En fornemme Famliie, som beboer et grund=Muuret Hus her, paa Brede=Gade, haver mærket baade Sengenes og Vindvernes Rystelse saaledes, at det frygtedes for Grundvollens Løβning, der dog ikke saa befandtes om Morgenen derefter.”

I.G. Vieth fra Sønderup var helt afhængig af de lokale øjenvidneberetninger da han ”var falden, tillige med Mine, en en saa tryg Søvn, at ieg deraf, Gud være lovet, ey blev opvækket og følgelig ikke i mindste Maader forskrækket.”

Indberetningen fra Søren Tuxen, Vemmelev, var – ligesom mange andre – præget af glæden over, at der ikke var sket skader på folk og fæ og fast gods.

Hvorvidt man i Vemmelov og Hemmeshøj sogne og de øvrige dele af herredet var bekendt med jordskælvet i Lissabon i 1755 fremgår ikke af indberetningerne. Jordskælvet ramte den portugisiske hovedstad den 1. november 1755. Det var et af historiens mest katastrofale jordskælv og bestod af tre kraftige og distinkte rystelser med epicenter i Atlanterhavet ca. 200 km sydvest for Kap Sankt Vincent. Et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom som følge af jordskælvet og dets eftervirkninger: bl.a store brande og en tsunami med bølgehøjde på op mod 20 meter.

Præsten I. Promm, Hårslev, beskrev en ”en strax Foregaaende Stor opg Forskræckelig Suusen og Bruusen” som fulgte med jordskælvet.

Svaret fra P. Friis fra Skælskør til biskoppen var kortfattet med hensyn til jordskælvet. En kulturhistorisk kuriositet er beretningen om, at byens vægters ”Morgenstierne dantzede og sprang i hans haand”.

Præsterne F. Horrebow, Eggerslevmagle, I. Saur, Høye, M. Bech, Sørbymagle, P. Aggerup, Hyllested, H. F. Heggelund, Tjæreby, og I. P. Hviid, Gimlinge, havde intet eller ikke meget at berette.

Den første videnskabelige behandling af indberetningerne fra Sjællands stiftog datidens sagkundskab skete i form af artiklen ”Christian Horrebows Beretning om Jordskiælvet, som skeede d. 22. Dec. Ao. 1759” i Videnskabernes Selskabs Skrifter IX, 1765. C. Horrebow var professor i astronomi og leder af observatroiet på Rundtårn i København.

Den moderne geologiske forklaring for fraværet af iaktagelser i Løve herred, Øster og Vester Flakkebjerg herreders nordlige del kunne ifølge E. Bondesen og I. Wohlert være ”tilstedeværelsen af tykke, bløde og derfor absorberede lag. Det kan således være tilfældet for den ordvestlige del af det omtalte bælte, hvor der er melle, 150 og 350 m tykke overvejedne lerede lag oven på den faste kalkgrund.”

Christoph Klinger, 19-11-2018

Litteratur:
Erling Bondesen og Inge Wohlert: Høy Ædle Hr. Biskop. Præsteindberetninger om jordskælvet den 21.-22. december 1759. Roskilde: Institut for Miljø, Teknologi og Samfund – Roskilde Universitetscenter og Roskilde Museums Forlag 1999