Folketingsmedlemmer for Slagelse 1849-1915

4.12.1849
Magister A. Steen, København.(V).
Adolph Steen var født den 7. oktober 1816.. Student 1834 og Cand. Polyt. 1839. Sekondløjtnant i krigsreserven 1848 til 1849. Professor i matematik på Københavns universitet 1861. Han var opstillet i Korsør til den grundlovgivende forsamling uden at blive valgt. Han døde den 10. september 1886. 4.8.1852
Adjunkt J. C. H. Fischer, Slagelse.(V)      
Johan Christian Henrik Fischer var født i Slagelse den 3. december 1814. Student fra Slagelse lærde Skole 1835. Cand. Theol. 1842. Adjunkt ved Slagelse lærde Skole 1844, hvor han underviste i matematik. Kulturminister i Estrups regering 1875. Genvalgt den 26. februar 1853, og valgt ved kåring den 27. maj 1853. Han døde den 16. september1885. 1.12.1854
Proprietær J. H. T. Hasle, Løvegård (valgt ved kåring).(V)
Jørgen Henrik Theodor Hasle var student fra Borgerdydsskolen 1833. Han blev uddannet indenfor landbruget. Ejer af Løvegård ved Høng fra 1847 til 1859. Han var født den 13. juli 1816. Genvalgt ved kåring den 14. juni 1855. Han døde den 16. februar 1889. 14.6.1858
Jægermester Chr. A. Fonnesbech, Vesterbygård ved Kalundborg.(H)
Christian Andreas Fonnesbech var født den 7. juli 1817 i København. Han var student fra Borgerdydsskolen 1835, og derefter juridisk kandidat i 1840. Han købte Vesterbygård ved Tissø i 1843, og senere erhvervede han Saltoftegård ved Slagelse. Fonnesbech blev i skiftende regeringer finansminister, undervisnings – og kirkeminister og indenrigsminister. I 11 måneder var han regeringsleder fra 14. juli 1874 til 11. juni 1875. Genvalgt ved kåring den 14. juni 1861. Han døde den 17. maj 1880.
Hans enke beholdt gårdene indtil 1907.


5.3.1864
Pastor dr. phil K. F. Viborg, Slagelse.(H)
Karsten Friis Viborg var præst ved Sankt Mikkels Kirke i Slagelse fra 1862 indtil 1883, hvor han tog sin afsked. Han var en skattet taler ved grundtvigianske møder. Han døde 1885. 7.6.1864
Jægermester Chr. A. Fonnesbech 31.5.1865
Pastor dr. Phil K. F. Viborg. 4.6.1866
Finansminister Chr. A. Fonnesbech. Genvalgt ved kåring den 12. oktober 1866 og genvalgt den 22. september 1869. 20.9. 1872
Redaktør J. H. G. Tauber, Slagelse. (V)
Johannes Henrik Georg Tauber var født i Vallø den 9. december 1827. Student fra Vordingborg 1844. Han tog eksamen i statskundskab 1853. I 1871 købte han Sorø Amtstidende, hvor han var redaktør indtil sin død den 24. oktober 1892.
Fra 1879 var han folketingsmand i Ruds Vedby kredsen.
Genvalgt den 14. november 1873 og den 25. april 1879.
3.1.1879
Rektor F. C. B. Dahl, Slagelse.(H)
Frederik Clemens Bendtsen Dahl var bestyrer af Slagelse Realskole fra 1867. Han blev født i Hillerød den 10. februar 1822. Student 1842 og magister i filosofi 1852.Genvalgt den 24. maj 1881, den 26. juni 1881, den 25. juni 1884, den 28. januar 1887 og den 21. januar 1890. Han døde den 23. februar 1920. 20.4.1892
Malermester P. Nielsen, Slagelse.(H)
Peter Nielsen var født i Slagelse den 6. december 1831. Malersvend i 1851 og malermester 1857 i Slagelse. Formand for fabrikken Alliance. Medlem af Slagelse byråd fra 1876. Han døde den 17. juli 1924. 9.4.1895
Grosserer A. Peschcke – Køedt, København.(V)
Andreas Peschcke Matthiesen Køedt var født i Adelby ved Flensborg den 22. september 1845. Han blev handelsuddannet i Flensborg og rejste til England i 1864, hvor han arbejdede i et handelsfirma.
Han var medstifter af Venstrereformpartiet i 1895. Genopstillede ikke i 1901. Genvalgt den 5. april 1898. Han døde den 10. maj 1929. 3.4.1901
Redaktør Anton Bing, København.(V)
Anton Bing var født 8. april 1849, student fra det von Westenske institut 1866. Derefter uddannet landøkonom. Han overtog Mullerupgård efter sin far i 1877. Gården blev solgt i 1890. Han var konsulent for Sorø Amts landøkonomiske Selskab fra 1893 til 1898 og fra 1903 redaktør af Ugeskrift for Landmænd. Bing døde den 31. maj 1926. 16.6.1903
Tobaksfabrikant Vilh. Lange, Slagelse.(H)
Vilhelm Lange var født i Svendborg den 22. januar 1849 og kom i 1873 til Slagelse, hvor han startede en tobaksfabrik. Byrådsmedlem i Slagelse fra 1891 til 1906. Som den eneste stemte Lange imod grundlovsændringen i 1915, fordi han var modstander af kvinders valgret. Genvalgt den 29. maj 1906 og den 25. maj 1909. Han døde den 18. juni 1917. 20.5.1910
Ingeniør Holger Neergård, København.(H)
Holger Flach de Neergård var født i Göteborg den 20. januar 1868. Student fra Roskilde 1885. Cand. Polyt. 1891. Medlem af talrige virksomhedsbestyrelser. 20.5. 1913
Redaktør H. P. Hansen, Slagelse.(S)
Hans Peter Hansen var født i 1872. Fra 1902 til 1919 var han redaktør af den socialdemokratiske provinspresse. Borgmester i Slagelse fra 1917 til 1927. Formand for folketinget fra 1924 til 1932, derefter forsvarsminister og finansminister fra 1932 til 1937. Genvalgt uden afstemning den 7. maj 1913. Han døde i 1953.

KNUD BRUUN RASMUSSEN 1.1. 2014

Udgivet i Personer.