Margrethe hed en pige, hvis far sidst i det 18. århundrede havde måttet opgive forpagtningen af Brydegården på Glænø og var flyttet med familien ud ved havet. Men da pigen gerne ville giftes med en lige så ubemidlet karl, gik de til greven på Holsteinborg og bad om lov til at fæste Brydegården, der havde været forpagtningsledig længe. Det fik de lov til, på betingelse af, at de selv satte gården i stand. Desværre viste det sig, at de lerklinede vægge stort set var regnet væk, så kun stolpeværket stod tilbage. Nu var gode råd dyre, men Margrethes far mente, at der var ikke andet at gøre end at byde hele øen til klinegilde.
Det gjorde de så, og tidligt om morgenen på den fastsatte dag strømmede alle, der kunne gøre et ærligt stykke arbejde, ud til Brydegården for at være med til at kline den op.
Først var dog den risfletning, som sad mellem bindingsværket, fornyet eller repareret.
Nu tog alle fat, de stærkeste karle gravede ler op, andre æltede det, så det kunne bruges til at kline med; så blev det båret hen til kvindfolkene, som klinede det på muren, de stod to og to og klaskede leret på begge sider på en gang. Det gik med liv og lyst, og da aftenen kom, var gården atter oppe, og så godt var det lavet, at nogle af murene stod med lerkliningen, til gården brændte halvandet hundrede år efter. Fællesskabet havde stået sin prøve som så mange gange før.
SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014.
Kilde: Dagny Nielsen (1971): Glænø.