Skættegilde var ligesom klinegilde noget, som varede hele dagen, og hvor mange gik sammen om arbejdet. På Sallestubbegård på Glænø hos Erik Kristensen holdt man helt op i 1870’erne skættegilde. Forud var der gravet en brydegrav, det var et dybt avelangt hul i jorden, hvor det var lavet, så man kunne gå ned i den ene ende. Så blev der fyret op i den med store brændestykker, så der kunne blive en rolig ild. Ind over graven blev der så lagt stænger, og på dem blev hørren så bredt ud til tørring. Brydegraven blev altid passet af en kone, som havde mange års erfaring i det stykke arbejde. Efterhånden som hørren var tilpas tør, blev den brudt på en bryder, så blev den skættet, så skæverne kunne falde fra, og til sidst blev den så heglet, hvorved det fine hørgarn blev skilt fra blårgarnet. Nu kunne kvindfolkene begynde at spinde i ledige stunder, så der kunne blive garn til væven.

SIDSEL JACOBSEN. 1.1. 2014.

Kilde: Dagny Nielsen. Glænø. 1971.