Korsørs første rådhus

Korsørs ældste rådhus, der lå på den nuværende kirkeplads for enden af Brogade er opført efter 1575, hvor Fr. II udstedte skøde på ”en øde plads til rådhus”. Sandsynligvis var det først færdigt i 1581, hvor byen søger om penge til færdiggørelsen – 200 Rdl. som de lånte i toldkassen og som kongen eftergav byen i 1586. Bygningen indeholdt rådstue, byting og muligvis vejerbod.

Hvordan rådhuset oprindeligt så ud, ved vi intet om – Grønwolds Prospekt fra 1749 viser en lav teglklædt bygning i en etage – en tegning der ikke stemmer overens med de officielle noteringer.

Den første beskrivelse finder vi i Grundtakseringen fra 1682:” Byens Raadhuus bestaar udi 20 Fag 2 Loft højt Huus, bruges til RaadHuus, Ting, Told og Vejrboed”.

Ved brandtaksationen fra 1791 beskrives det uændret som en bygning på 20 fag i to stokværk – med ting, told og vejerbod.

I 1797 er den tydeligvis blevet bygget om og beskrives nu som ”en Bygning paa 13 Fag opmuret i Brandmuur, med Kielder under og Spir over Tag” – om den stadig havde 2 etager skrives der intet om.

Rådhuset var i 1801 beboet af politibetjent Jacob Christophersen Wentzer, hans kone Jacobine Elsberg og en enlig mor, Margrete Larsdatter med 2 børn – I fangekælderen sad den 20-årige Anne arresteret for tyveri.

Det var ikke noget rart sted at sidde indespærret. Så sent som i 1816 skrives der i rådsprotokollen:” I Kielderen saavel under Raadstuen, som i Kielder Arresterne findes den blotte Jordbund, som ikkun er fyldt med et Lag Grus og andet Affald fra Bygningen; deraf den megen Fugtighed, som er skadelig for Bygningen og usund i Arresterne. Hele Kielderen saavel som Arresterne bør brolægges, disse sidste med røde Muursteen satte paa Kant, hvis de er at erholde, saa bør og i Kielderens eene Hiørne under Vinduet nedsættes en Tønde, hvori Vandet kan samles, og hvorfra det kan ved en Rende øses ud i Rendestenen”.

I 1828 beskrives rådhuset sådan:” 13 Fag Grundmuuret, teglhængt, 2 Skorsteene, 3 Kakkelovne, gibsede Værelser, Kiælder under, med Kiøkken, Sprøjtehuus og Arrester”.

Rådhuset blev revet ned i 1851.

OVE JENSEN. 2014.

Kilder: L.F .La Cour: Korsør og taksationsprotokoller i Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn

Udgivet i Steder & bygninger.