I 1927 fik Slagelse kommunale Realskole en sproglig 1.g-klasse og blev derved til Slagelse kommunale højere Almenskole. I marts 1928 rykkede skolen fra lokalerne i Skolegade 8 til det tidligere forsørgelseshjem i Herrestræde 11. I 1930 dimitterede skolen for første gang studenter, i alt 18 elever bestod den nysproglige studentereksamen.
I 1935 vedtog byrådet at oprette en matematisk-naturvidenskabelig linie i gymnasiet. I 1944 ændredes skolens navn til Slagelse kommunale Gymnasium. I 1961 blev en ny fagklassefløj ud mod Herrestræde taget i brug. Den anvendes i dag af Voksenundervisnings-centret. I 1962 afholdtes mellemskoleeksamen for sidste gang. I 1968 oprettedes HF-klasser og skolen skiftede navn til Slagelse Gymnasium og HF-kursus. I 1970 dimitteredes det første hold HF’ere og året efter afholdt man realeksamen for sidste gang.
I 1977 flyttede gymnasiet fra Herrestræde til det nyopførte bygningskompleks på Willemoesvej, og i 2001 blev en større ny- og tilbygning i den vestlige ende taget i brug.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014