Der eksisterer to marcher med titlen “Slagelse Tappenstreg”. Den ene er skrevet af Niels Albrechtsen og den anden af Ludvig Makwarth. J. P. Hostrup skrev “Slagelse Borgermarch” og Niels Jensen “Slagelse Lystanlægs Festmarch”. “Vognmanden i Slagelse” har tekst af Otto Johansen, mens musikken – som er stærkt inspireret af den langelandske folkemelodi “I skovens dybe stille ro” – tilskrives Ludvig Makwarth. H.C. Kapel, som var organist ved Skt. Peders kirke, har skrevet en række værker for kor og orkester. Bankmanden Knud Normann, som var en af initiativtagerne til det lokale hjemmeværnsmusikkorps, skrev “Region V.s Honnørmarch” og “Slagelse Valsen”. Andreas Veng Christensen og Georg Buchreitz skrev en Kantate ved Slagelse kommunale højere Almenskoles Aarsfest i 1935, da de begge var lærere på stedet. Børge Lorentzen skrev “Slagelse Bys 700 Års Jubilæums- og Festmarch” og “Slagelse Visen”. Torben Bækkeskov har skrevet “SG Festmarch”, som benyttes til skoleballet på Slagelse Gymnasium og HF-kursus.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014