Ved skoleudflugterne var det faglige nedtonet i forhold til det rekreative. Nogle gange har udflugterne nok været helt uden egentligt fagligt indhold. Det var en stor skovtur, hvor alle skolens elever eller fx. de ældste klasser en dag i sommerhalvåret i samlet flok tog af sted med hestevogne, med tog – gerne særtog – eller skib til en destination. Her kunne man – måske efter besøg på en eller flere attraktioner – indtage frokosten i det grønne, efterfulgt af organiseret eller fri leg.
At dømme efter avisernes omtale var skoleudflugter et ret sjældent fænomen før allersidst i det 19. århundrede. Imidlertid kan man i de årlige ”Efterretninger om Slagelse Realskole” allerede fra 1861 læse om udflugter for hele skolen, det år til Sorø og året efter til Suserup skov ved Tystrup sø, ”..med en Comedie, arrangeret af Disciplene.” De hyppigste mål for de årlige udflugter for denne privatskole var det følgende halve århundrede var ifølge de årlige beretninger Suserup skov, Korsør Lystskov, Bildsø eller- oftest – Skælskør skov. De kommunale skoler synes at have været lidt langsommere til af tage denne skik op.
1899
I bogen ”Skoleliv mellem to åer” (Knud Bruun Rasmussen, 1980) er udflugten omtalt nærmere. Forældrene kørte deres børn til Slagelse banegård, hvorfra toget kørte til Københavns banegård. Herfra med hestesporvogn til Frederiksberg Slot, hvor billedet blev taget. Efter sejlads på kanalerne i Frederiksberg Have spiste man i de små haver i Pile Alle, hvorefter man sluttede i Tivoli om aftenen før hjemturen. I de årlige beretninger fra Slagelse Borger- og Friskole (fra 1899 Borger- og Almueskolen) omtales skoleudflugter første gang i 1895/96: De øverste drengeklasser i Borger- og Friskolen var en tur til Frederiksberg med besøg i Zoologisk Have og Søndermarken. I årene frem til 1. verdenskrig var udflugtsmålene blandt andre Skælskør/Kobæk strand, Nyborg, Kalundborg, Vordingborg, Lejre/Roskilde med domkirken med ophold i Boserup skov, samt København/Frederiksberg med Zoologisk Have.
1921
Efter århundredeskiftet bliver udflugterne generelt mere almindelige. Med denne transportform har udflugternes mål typisk været Bildsø strand eller Sorø (Akademihaven og kirken). Men ellers tog man til lokale destinationer som Korsør, Skælskør Lystskov eller Kobæk strand, eller Kalundborg. Den 18. juli 1931 skrev Sorø Amts Dagblad fx i en kort omtale: “Antvorskov Skole har i Dag Udflugt til Bildsø Strand. Turen foregaar paa den gode, gammeldags Maner med Hestekøretøjer.”
1940
I løbet af mellemkrigstiden øges ambitionsniveauet for udflugterne, og man tager længere væk. Nu var målet ofte Roskilde med Domkirken og Boserup skov eller en tur til Zoologisk Have og Søndermarken på Frederiksberg. På Dyhrs skole havde man tilsyneladende en særlig mulighed for transport af eleverne: privatbiler. Sorø Amts Dagblad skrev den 27. maj 1937 om gårsdagens vellykkede udflugt: “Dyhrs Skole havde i Gaar Skovtur for sine Elever, der i et Antal af 150 startede Kl. 9 om Morgenen i de mange Privatbiler, der var stillet til Raadighed. Særlig Kolorit over Turen satte Radioforhandler Hessellund, der havde stillet sin Højttaler til Raadighed.”
1947
Under besættelsen 1940-1945 var der på grund af benzinrationering og indskrænkning af tog- og rutebildriften grænser for, hvor langt væk man kunne komme på udflugten. Men i 1950erne blev økonomien bedre. I 1955 skriver årsberetningen for Dyhrs skole om en samlet skoleudflugt: Med rutebiler til Bromølle, Holmstrup kirke, Esterhøj, Høve Strand og hjem over Audebo-dæmningen og herregården Torbenfeldt. I 1956 gik en tilsvarende rundtur med rutebiler for de ældste klasser til Holmegård Glasværk, Herlufsholm, fryseværket ved Næstved Havn, Karrebæksminde. Her fik hele flokken chokolade med wienerbrød, hvorefter turen gik over Glænø hjem til Slagelse. I 1962 gik Dyhrs skoles udflugt til Odense med HC Andersens hus, Rådhuset og Skt. Knuds kirke, afsluttende med Zoologisk Have og Tivoli. Det kræver god tilrettelæggelse, disciplin og ledelse at nå så meget på én dag!
2000
I 1960erne indfører mange Slagelse-skoler de klassiske ugelange lejrskoleophold, blandt andet til Bildsø, Bornholm, Sønderjylland og Harzen. Men der er fortsat endagsudflugter for et antal klassetrin samlet, med udflugtsmål som Langeland/Tåsinge, København og endda til Helsingborg/Kullen i Sverige. Men de store samlede udflugter for hele skolen synes at være ophørt omkring 1970. Herefter tager de enkelte klasser på ekskursion som led i den almindelige undervisning. Udflugterne mister deres præg som en rekreativ festdag for hele skolen.
Hans Trier, november 2017