Sorterup – Ottestrup Centralskole (1956 – 1991)

Ottestrupvej 11

Sorterup – Ottestrup Centralskole blev indviet 10. januar 1956. Dermed samledes begge sognes skolesøgende børn på et sted i de dengang moderne bygninger.

I tilknytning til skolen blev der opført lærerboliger og en bolig for pedellen, der nu indgik som et naturligt led i skolens dagligdag. Indtil da havde det været lærerens opgave at tænde op i kakkelovnene i de enkelte klasselokaler ude på de gamle skoler. Ligesom andre centralskoler fra 50-erne blev skolen indrettet med skolekøkken, gymnastiksal, sløjdsal og kantine.

Skolen havde i 1968 137 elever og seks lærere. Ved strukturtilpasningen i 1991 blev skolen lukket og skoledistriktet lagt sammen med Hallelevskolens distrikt. Derefter søgte børnene fra området til den ”nye” Vestermose Skole, og et skolebusnet blev oprettet for at transportere eleverne den lange vej til Hallelev (Vestermose Skole).

Skolebygningen fungerer i dag som produktionsskole.

Knud B. Rasmussen, november 2017

Sorterup – Ottestrup Centralskole, ca. 1950
Udgivet i Institutioner, Steder & bygninger.