Magleøgade, Korsør

Navnet
Magleøgade må antages at stamme fra Magleø, en af de tre øer (Magleø , Lilleø og Egø), som i 1841-1845 blev inddæmmet fra Korsør Nor, og således blev landfaste og mere jord til daværende Dyrehovedgård (senere Tårnborg Hovedgård).

Magleøgade har en parallelvej, Egøgade. Begge veje går vinkelret på både Engvej og Tårnborgvej, og har således retningen øst-vest.

Magleøgade figurerer allerede i 1901 i folketællingen og kan mønstre 19 personer, heraf en del børn. Ved folketælling i 1916 registreres 58 personer.

Matriklen betegnes 252, som ligger på Tårnborg Hovedgårds jorder. De lige husnumre ligger på den sydlige side af Magleøgade.

Udstykning
Magleøgade går dels over Tårnborg Hovedgårds jorder og Korsør købstads jorder.
På offentlige skrivelser mellem ejerne og kommunale forvaltninger bruges forkortelsen: T.H.u.K.K.J. i perioden fra boligernes grundlæggelse ca. 1921 og op til ca. 1950.

Økonomi
Husene er statslånsfinansierede. En stor del af husene på Magleøgade er etableret af Byggeforeningen Storebælt, hvis formand fyrbøder O. Huscher boede i Magleøgade nr. 21.

En detaljeret beskrivelse af husenes indretning, prise og placering samt hvilke håndværkere som udfører arbejdet, læses i en artikel i Vestsjællands Demokrat 29. november 1920.
De forventes færdige juni 1921.

Der bygges 7 dobbelthuse dvs. 14 ejerboliger med egen have. Arbejdet udføres i løbet af foråret 1921.

Det viser sig, at grundene ikke er stabile. Husene sætter sig og slår revner. Byggeforeningen Storebælt lægger sag an mod murermestrene Bdr. Hansen. Her efter ruller sagen.
Ingen instanser, herunder tidl. formand, matros Henriksen, har fundet det uforsvarligt at bygge på de indkøbte grunde, fremhæver murmestrene. Stadsingeniøren, samt hans assistent mener at boringer viser at grundene også består af flyvesand.
Byggesagskyndige, en murermester fra Skælskør og en ingeniør Kähler fra Korsør oplyser husene er opført på blød klæg. Det forslåes at afsætte et beløb til fremtidige reparationer. Sagen fortsætter til landsretten.
Murermestrene Bdr. Hansen kræver 24.898, derimod kræver Byggeforeningen kr. 13.000 for kontraktbrud. Sagen afgøres i landsretten omkring 22. marts 1923, hvor Byggeforeningen idømmes at betale 18.085,88 kr. til murermestrene samt 800 kr. i sagsomkostninger.
Efter sagens afgørelse retfærdiggør byggeforeningens formand O. Huscher, i avisen, sit fravær i landsretten med: han var ombord på isbryderen Stærkodder ved Hals og arbejdet forhindrede hans fremmøde.

Bygherrer
Kun få af husene på Magleøgade er ikke opført af Byggeforeningen Storebælt. De første ejere i husene er for de flestes tilfælde tilknyttet Storebæltsoverfarten som overmatros, matros, overfyrbøder og fyrbøder.

Byggeforeningen Storebælt søger om at købe byggegrunden på Magleøgade 2 og bygge yderligere 3 dobbelthuse, som det ses af byrådsreferatet fra 8. juli 1921. Dette bevilligedes, og i september 1921 annonceres rejsegilde på de sidste 3 huse på Magleøgade.

Den 3. april 1922 kan følgende notits læses i avisen:
ADVARSEL
Høns og duer, som træffes i vore haver ved Magleøgade, vil blive dræbt!
Byggeforeningen “Storebælt”


Gas, vand og kloakering
Gas, vand og kloak lægges ind i Byggeforeningen Storebælts karakteristiske dobbelthuse, samtidig med deres opførsel med de første huse i 1921-1922, og de sidste i 1948.

Husene i dag
Der er 33 adresser på Magleøgade.
De midterste 10 adresser, nr. 5-19, 6-16, 18 og 20 samt nr. 21-27, er byggeforeningens karakteristiske dobbelthuse. Der er kommet yderligere 3 dobbelthuse, til siden de første blev bygget.

Kun numrene for enderne af Magleøgade er opført af andre.
Nr. 2 mangler helt, og det samme gør nr. 28, 30 og 32 også.

Kilder :
Korsør Lokalhistoriske arkiv
Weblager.dk
Lokale aviser via Mediestream
Rigsarkivet, folketælling
BBR registeret

V. Puggaard Petersen, marts 2023

Udgivet i Steder & bygninger.