stud. pharm.
Født 9. marts 1923, Korsør
Død 13. april 1945, Neuengamme KZ-lejr
Søn af grosserer Thorvald Julius Fischer (2. august 1883 – 24. september 1948) og hustru Ingeborg Fischer (født Yelva, d. 4. oktober 1888 – 26. januar 1946), begge Korsør.
Tilknyttet modstandsorganisationen BOPA.
Elev på Stenhus Kostskole, Holbæk. Ansat som discipel på Søborg Apotek.
Tyge Fischer kom tilfældigt i forbindelse med BOPA’s grupper, der bad ham om at hjælpe med at lave tåregasbomber. Han besad fra sit studium som stud. pharm. den nødvendige faglige viden og kunne således hjælpe BOPA, der behøvede sådanne tåregaspatroner ved overrumpling af vagtstuer.
Forsøgene med fremstilling af tåregaspatronerne foregik i ét af BOPA’s depoter, en garage på Klokkemagervej. Tyge kom regelmæssigt hver tirsdag, når han havde fri fra apoteket, for at eksperimentere. En dansk stikker angav en dag for nogle få hundrede kroner til besættelsesmagten, hvor dette depot lå, og på hvilket tidspunkt en række sabotører ville indfinde sig dér. Den tyske besættelsesmagt besatte depotet, og en halv snes BOPA-folk gik i fælden. En af ‘sabotørerne’ indlod sig i ildkamp og blev dræbt på stedet.
Tyge Fischer var blandt de BOPA-folk, der blev arresteret. De deporteredes til Tyskland, hvor Tyge fra Neuengamme koncentrationslejr udkommanderedes til Dessauer Ufer ved Hamburg, sammen med to kammerater fra sin danske BOPA-gruppe.
Under de umenneskelige forhold og tvangsarbejde blev hans helbred nedbrudt, og umiddelbart før hjemtransport med Røde Kors eller De Hvide Busser døde Tyge Fischer i Neuengamme d. 13. april 1945.
Kilder og litteratur:
Arkivstof
UFF., s. 245
Helvede har mange navne, s. 235
BOPA, mindebog (foto)
Børge Brandt: Sabotage, s. 149-150
Biografi over Vagn Eigild Holst
Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 116
Tidsskriftet “Prosit”, Stenhus Kostskole, 1945, mindenummer
Holbæk Amts Venstreblad, 7. 5. 1945
Mindeplade på Stenhus Kostskole
Mindeplade i Ryvangen
A1631 Tyge Edvard Fischer, Korsør lokalarkiv
A604 Thorvald Fischer, Korsør, Korsør lokalarkiv
Maria Mejer, 16. september 2024