Gudum Skole

Gudum Skole startede den 1. oktober 1854 i en nyopført bygning ved gadekæret i Gudum.
Skolebygningen rummede en skolestue og en lejlighed til læreren. Dertil kom en staldbygning til lærerens dyrehold og en latrinbygning med to latriner.
Indtil dette tidspunkt havde børnene fra Gudum sogn søgt til skolen i Sønderup. Gudum sogn er et af landets mindste sogne med blot 163 personer i 1850, og børnetallet var aldrig særlig højt. Omkring 1910 var der i alt 50 elever, hvilket var det højeste i Gudum Skoles historie.
Lærere ved Gudum Skole:
Niels Ferdinand Nielsen 1854 – 1858
Hans Thomsen Mølgård 1858 – 1895
Kristen Kr. Koudahl 1895 – 1899
C. Chr. Andersen 1899 – 1902
Hans Hedeboe 1902 – 1939
Laurits Jørgensen Jessen 1939 – 1955
Pladsen bag skolebygningen var beregnet til gymnastikplads om sommeren. Om vinteren benyttede man skolestuen til gymnastiske øvelser, indtil det nærliggende Gudum Forsamlingshus blev bygget 1906 og derefter anvendt som gymnastiksal.
Oprindelig var skolestuen udstyret med lerstampet gulv, der dog blev erstattet af et rigtigt bræddegulv i 1890. Væggene var hvidkalkede, hvilket gav en fridag til eleverne, når mureren foretog den årlige hvidtning.
Til skolen hørte også fra starten 4 tønder land, som læreren som en del af sin løn kunne dyrke. Det blev dog ændret til en fast løn omkring 1900.
Eleverne var delt i to klasser med skolegang hver anden dag. For hver klasse var der 127 skoledage om året.
Efter 2.verdenskrig gik Gudum Kommune sammen med Sønderup – Nordrup Kommune om at opføre en fælles skole i Hallelev. Denne nye skole skulle afløse samtlige gamle skoler, der herefter blev nedlagt.
Lærer Laurits Jørgensen Jessen og 28 elever fra Gudum blev overført til den nye Fællesskolen i Hallelev, der blev indviet den 4. november 1955.
Skolebygningen blev solgt til Laurits Jørgensen Jessen, der boede i den gamle skole indtil sin død i oktober 1971.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 1.1. 2014

Litt.henv.: Knud Bruun Rasmussen (1981): Skoleliv mellem to åer.

Skolen ca. 1910.
Udgivet i Institutioner, Steder & bygninger.