Bildsø Skole blev bygget i Kirke Stillinge Sogns nordlige del i 1877 for at imødekomme det stadig stigende børnetal. Det var børnene fra Bildsø by, strandområdet og fattiggården i Kirke Stillinge, der søgte til skolen. Skolebygningen blev ombygget og udvidet i flere omgange. Staldbygningen blev ombygget i 1929 og indrettet, så der kunne laves gymnastik og holdes møder. I 1919 blev der indlagt elektricitet, og i 1950 blev der indlagt vand. Tidligere havde man klaret sig med en vandpost i gården. Skolen blev nedlagt i 1953. Indtil den nye centralskole i Kirke Stillinge var færdig i 1956, blev børnene kørt i skolebus til Kelstrup Skole.
Knud B. Rasmussen, 2017