Knud Larsen blev født i Slagelse den 11. oktober 1854. Hans forældre var murermester Erik Larsen og Ane Kirstine Elisabeth Ibsen.
Knud Larsen havde en storebror, Lars Carl, og han fik senere en lillebror, Erik Kirstinus Lauritz. Knud Larsen gik i skole på Realskolen i Skolegade. Efter eksamen blev han uddannet som murer i sin fars murermesterforretning. I januar 1872 begyndte han på Kunstakademiet arkitektlinje. Undervejs besøgte han verdensudstillingen i Wien i 1873. Knud fik afgangsbevis som arkitekt i december 1877. I 1880 rejste han til Italien og Frankrig på studietur. Her mødte han sin senere kone, Anna Lautrup. På kunstudstillingen på Charlottenborg i 1883 opnåede Knud Larsen at få tildelt Akademiets lille guldmedalje. Anna Lautrup og Knud Larsen blev gift i Slagelse i marts 1884. Knud overtog faderens murerforretning, hvilket betød, at byen fik både en arkitekt og en murermester i det samme firma. En af de første opgaver for den unge arkitekt blev en graverbolig med tilhørende kapel på Sankt Mikkels Kirkegård. Derefter kom den en lind strøm af byggerier, som stadig præger bybilledet i Slagelse by.
Svaneapoteket/ det gamle posthus på Bredegade 8. Opført 1890.
Teknisk Skole, Smedegade 30. Opført 1892.
Alderstrøst, Herrestræde 13 – 15. Opført 1892.
Hackenbergers villa, Skolegade 10. Opført 1895.
Flemmers villa, Skolegade 7. Opført 1898.
Sparekassen for Slagelse og Omegn, Bredegade 6. Opført 1903.
Tilbygning af gymnastiksal på Realskolen, Skolegade 8. Opført 1906.
Badeanstalten, Søndre Stationsvej 1. Opført 1907.
Alderdomshjemmet, Smedegade 32. Opført 1907.
Markskolen ( nu Toften), Holbækvej 16. Opført 1908.
El – værket, Søndre Stationsvej 1. Opført 1909.
Borgmestervillaen, Rytterstaldsstræde 1. Opført 1911.
Garnisonssygehuset, bygning 11. Opført 1912.
Vestre Skole, Sankt Pedersgade 18. Opført 1914.
Slagelse Sygehus, den gamle hovedbygning (bygning 14). Opført 1919.
FDB-bygningen, Løvegade 76. Opført 1923.
Villa, Sankt Jørgensgade 10. Opført 1923.
Gymnastiksale bag VUC, Herrestræde 11. Opført 1926.
Det bør også bemærkes, at Knud Larsen tegnede den gamle kaserne på Kastanievej og den ligeledes forsvundne Anlægspavillon i Anlægget.
Knud Larsen levede hele sit voksne liv i Slagelse, og her døde han den 19. november 1939 og blev bisat på Sankt Peders Kirkegård, hvor hans gravsten fortsat kan se.
Litteratur:
Knud B. Rasmussen: “Knud Larsen – Slagelses glemte arkitekt” i: Historisk Forening for Midt- og Sydvestsjælland: Årbog 2014. s. 93 – 121.
Knud Bruun Rasmussen. December 2016.