Marievangsskolen (1954-)

Holmstrupvej 7

Den nybyggede Marievangsskole i Slagelse Sct. Peders Landsogns Kommune åbnede for undervisning af elever 16. august 1954, lige efter sommerferien. Skolen skulle på sigt modtage elever fra landsognets tre skoler, nemlig fra forskolen i Antvorskov, Holmstrup Skole og Landgrav Skole. Forskolen i Antvorskov blev først nedlagt 1. april 1956, så her måtte eleverne og de to lærere vente et par år på at blive overflyttet til den nye skole på adressen Holmstrupvej 7. Den nye centralskole blev bygget, dels fordi landsognets tre skoler alle havde for mange elever i forhold til den gamle og slidte bygningsmasse, dels fordi der i lovgivningen fra 1937 var kommet krav til blandt andet faglokaler til undervisning i sløjd, gymnastik, håndgerning og fysik. Og disse krav levede ingen af landsognets tre skoler op til. Samtidig var børnetallet stærkt stigende i årene efter besættelsestiden 1940-45, de såkaldte ”store årgange”.

I sognerådet var der forskellige overvejelser omkring den geografiske placering af den nye skole. En af overvejelserne gik på en placering på Landgravvej, hvor det nuværende ”Håndværkergården” ligger, men det endte med, at man i foråret 1949 købte cirka tre hektar af gårdejer Ove Andersen, ”Marievang”. Arealet skulle bruges til både selve skolen, og til en idrætsplads. Det blev Slagelse-arkitekterne Steudel & Knudsen Pedersen, der stod bag tegningerne til både skolen og de tilhørende lærerboliger. I slutningen af november 1952 begyndte byggeriet, men der var kun bevilliget materialer til seks klasselokaler, selv om sognerådet ønskede ti klasselokaler. Situationen var, at der var mangel på byggematerialer efter 2. verdenskrig, hvorfor tildelingen blev styret fra centralt statslig side. Udover selve skolen, blev der også opført en lederbolig på adressen Holmstrupvej 5 samt et antal lærerboliger på Holmstrupvej tæt på skolen. Ledelsesforholdene på den nye skole var lidt problematiske, idet der var en førstelærer på både Holmstrup og Landsgrav skoler. Beslutningen blev, at Hans Christian Thøger blev leder af Marievangsskolen. Han kom fra stillingen som førstelærer på Holmstrup Skole, der elevmæssigt var noget større end Landsgrav Skole. Marievangsskolen begyndte med små 300 elever og en lærerstab på seks.

Som nævnt blev skolen fra starten bygget med færre klasselokaler end hvad, der var behov for, og samtidig blev forskolen i Antvorskov nedlagt. Så i alt blev der 14 klasser på Marievangsskolen. I foråret 1956 besluttede sognerådet derfor at udvide skolen med fire klasseværelser. Denne udvidelse var færdig i 1958/59 og betød en forlængelse af den nord/sydgående fløj, se figur 2.

Skolen voksede konstant og fik flere og flere elever og lærere. I 1970 fulgte den næste lokalemæssige udvidelse, og dette fortsatte de kommende årtier. På et tidspunkt var Marievangsskolen Slagelses største folkeskole elevmæssigt set. 1. august 2012 flyttede en del elever fra Nørrevangsskolen til Marievangsskolen i forbindelse med en ny skolestruktur, der betød, at Nørrevangsskolen blev nedlagt.

31. juli 1968 går skolens første leder, Hans Christian Thøger, på pension, og blev afløst af Erik Asmund, der havde jobbet indtil han 1. januar 1976 fik bevilliget orlov. Han tog sin afsked 1. maj 1976, hvor Preben Hald overtog lederstillingen. Han gik på pension i oktober 2001, hvorefter Helle G. Jensen blev leder. Hun blev i sommeren 2017 afløst sf den nuværende leder Henrik Østergård.

Carsten Egø Nielsen, november 2017

Marievangsskolen i åbningsåret 1954. Vejen tværs igennem billedet er Holmstrupvej. Bag skolen i midten af billedet ligger gården ”Marievang”, som skolen blev opkaldt efter. Lige før skolen ses lederboligen og foran gården ”Marievang” ses lærerboligen Holmstrupvej 11. (Foto: Sylvest Jensen. Det Kongelige Bibliotek).
Udgivet i Institutioner, Steder & bygninger.