stud. pharm. Født 9. marts 1923, Korsør Død 13. april 1945, Neuengamme KZ-lejr
Søn af grosserer Thorvald Julius Fischer (2. august 1883 – 24. september 1948) og hustru Ingeborg Fischer (født Yelva, d. 4. oktober 1888 – 26. januar 1946), begge Korsør.
Tilknyttet modstandsorganisationen BOPA. Elev på Stenhus Kostskole, Holbæk. Ansat som discipel på Søborg Apotek.
Tyge Fischer kom tilfældigt i forbindelse med BOPA’s grupper, der bad ham om at hjælpe med at lave tåregasbomber. Han besad fra sit studium som stud. pharm. den nødvendige faglige viden og kunne således hjælpe BOPA, der behøvede sådanne tåregaspatroner ved overrumpling af vagtstuer. Forsøgene med fremstilling af tåregaspatronerne foregik i ét af BOPA’s depoter, en garage på Klokkemagervej. Tyge kom regelmæssigt hver tirsdag, når han havde fri fra apoteket, for at eksperimentere. En dansk stikker angav en dag for nogle få hundrede kroner til besættelsesmagten, hvor dette depot lå, og på hvilket tidspunkt en række sabotører ville indfinde sig dér. Den tyske besættelsesmagt besatte depotet, og en halv snes BOPA-folk gik i fælden. En af ‘sabotørerne’ indlod sig i ildkamp og blev dræbt på stedet. Tyge Fischer var blandt de BOPA-folk, der blev arresteret. De deporteredes til Tyskland, hvor Tyge fra Neuengamme koncentrationslejr udkommanderedes til Dessauer Ufer ved Hamburg, sammen med to kammerater fra sin danske BOPA-gruppe. Under de umenneskelige forhold og tvangsarbejde blev hans helbred nedbrudt, og umiddelbart før hjemtransport med Røde Kors eller De Hvide Busser døde Tyge Fischer i Neuengamme d. 13. april 1945.
Kilder og litteratur: Arkivstof UFF., s. 245 Helvede har mange navne, s. 235 BOPA, mindebog (foto) Børge Brandt: Sabotage, s. 149-150 Biografi over Vagn Eigild Holst Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 116 Tidsskriftet “Prosit”, Stenhus Kostskole, 1945, mindenummer Holbæk Amts Venstreblad, 7. 5. 1945 Mindeplade på Stenhus Kostskole Mindeplade i Ryvangen A1631 Tyge Edvard Fischer, Korsør lokalarkiv A604 Thorvald Fischer, Korsør, Korsør lokalarkiv
“Man kunne fristes til at tro, at Polarfareren Knud Rasmussen stod i forbindelse med de højere Magter. I alt Fald var det næsten symbolsk, at der i aftes, da Hr. Rasmussen holdt sit Foredrag om Polareskimoerne, rasede en Snestorm, saa man for den Sags Skyld godt kunne tro sig hensat til Nordpolen.” Slagelse Posten, 29-01-1919
Flere år før de drog ud på den 5. Thule Ekspedition, var Knud Rasmussen og Peter Freuchen på en noget mindre rejse. Nemlig en foredragsturné i januar 1910 rundt i de større danske provinsbyer. Formålet med turen var at tjene penge til opstarten af en handelsstation i Nordvestgrønland, noget der skulle lykkedes senere samme år, da Rasmussen og Freuchen grundlagde Thule-handelsstationen.
Knud Rasmussen var kun omkring 30 år men allerede et kendt ansigt i Danmark og Grønland med erfaring fra adskillige polarekspeditioner. Han var også et kendt ansigt i det københavnske byliv, når han var i Danmark. Peter Freuchen var først i 20’erne og var allerede som 20-årig droppet ud af medicinstudiet for at tage med på Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition til Grønland. Det var kort sagt to unge vilde polar-stjerner, der tog på turné.
De havde fået at vide af en skuespiller, at enhver succesfuld tur rundt i Danmark starter enten i Odder eller Slagelse, så turen startede d. 9. januar i Odder. I den anledning skrev Politiken at ”Hr. Rasmussen og Hr. Freuchen klæder hinanden, den ene er lille og mørk, den anden høj og lys. De vil straks faa en Sukces paa deres Udseende – ikke mindst hos Provinsens Damer.” Og det skulle vise sig at holde stik.
Ifølge Freuchens erindringer købte de et dyrt lysbilledapparat, som han selv skulle betjene, mens Knud Rasmussen fortalte. Desværre fungerede det allerede den første aften ikke helt optimalt, billederne var mørke og slørede, og Freuchen kæmpede en hård kamp for at få det til at fungere. Heldigvis var Knud Rasmussen hurtig til at redde situationen og fortalte folk, at det var billeder taget om vinteren i mørketiden! Og da det endelig lykkedes Freuchen at få en anelse lys og skygge frem i et billede af en hundeslæde, sagde Knud Rasmussen: “Og her ser De det berømte nordlys!” De endte dog med at hyre en fotograf til at betjene lysbilledapparatet under resten af turen.
En stor del af turen gik tilsyneladende også med at feste, hvilket kunne ses på indtjeningen der ikke blev helt så høj som forventet, fordi Knud Rasmussen var vældig god til at invitere gæster til festlig sammenkomst efter foredraget, og på et tidspunkt endda betaler for hjemrejsen til Norge for en hel skuespillertrup, som de løber ind i i Silkeborg. De møder også en del af datidens berømtheder, bl.a. forfatterne Thøger Larsen og Johan Skjoldborg. I Bramminge sover de i hestestalden frem for at skulle dele værelse med en mandlig skuespiller i trikot! Og så er der også skuespillerinderne. Det er ingen hemmelighed, at både Knud Rasmussen og Freuchen var populære hos kvinderne, og i Aarhus møder Freuchen f.eks. den på det tidspunkt nygifte Magdalene Funder, som han flere år og en skilsmisse senere bliver gift med.
I Odense rendte de ind i en koppe-epidemi, der førte til aflysninger af alle kulturelle arrangementer, kan man læse i lokalaviserne, og derfor også ramte Freuchen og Rasmussen.
Casino var et et kæmpe underholdningskompleks, der lå ved Jernbanegade og Schweizerpladsen, hvor Casinotorvet ligger i dag. Det blev opført i 1892 og bestod af både hotel, butikker og en af provinsens største teatersale. Det var kort sagt Slagelse og Vestsjællands uden sammenligning største underholdningscentrum, som Knud Rasmussen og Freuchen besøgte fredag d.28. januar i 1910. Men meget passende for to polarforskere trak som sagt en snestorm ind over landet i de sidste uger af januar, hvilket først førte til aflysning i Vejle, da ”Knud Rasmussen og Peter Freuchen, der i Aften skulde have holdt Foredrag i Vejle Teatersal, er sneede inde i Kolding”, og senere også skulle skabe problemer i Slagelse.
Sorø Amts Tidende skrev dagen før foredraget i Slagelse, at man dagen efter kunne høre ”den unge men bekendte Polarforsker” fortælle ledsaget af lysbilleder i Casinos Teatersal, og vejrudsigten lød på ”Rolige Vindforhold og Frost”.
Men sneen fulgte dem som sagt hele vejen til Sjælland, og da turen kom til Slagelse, ankom de bogstaveligt talt med en snestorm, der forhindrede en stor del af publikum i at nå frem. Slagelse Posten skrev i sin anmeldelse dagen efter, at man kunne mistænke Knud Rasmussen for at stå i ledtog med de vejrguderne, da der var ”uhyggeligt store Huller i Tilskuerpladserne”. Men derudover var foredraget en succes, ikke mindst fordi hr. Rasmussen er ”gevaldig eskimobegejstret”.
Rasmussen kom også omkring det nylige kapløb til Nordpolen, og ” Naar Foredragsholderen meget stærkt fremhævede den Betydning Polareskimoerne har haft for Nordpolsfarerne og hævdede, at de havde deres Del af Æren for de opnaaede Resultater paa Polarforskningens Område, saa er dette sikkert en ubestridt Sandhed.”
Sorø Amts Tidende var lidt mere positivt stemt omkring vejret og skrev:
” Der var ret godt Besøg til Knud Rasmussens Foredrag i ”Casino” i Aftes, men der var sikkert kommen ikke saa faa flere, hvis Vejret havde været bedre. Folk fra Landet var jo helt afskaaret fra at komme.”
Da Hr. Rasmussen sluttede, lød der et kraftigt Bifald, skrev begge aviserne. Foredraget var trods alt en succes. Polarstjernerne kunne drage videre ud i landet.
Epilog: Thule handelsstationen blev oprettet senere år, bl.a. finansieret af et større lån fra Knud Rasmussens hustru Dagmar. Handelsstationen bliver en ubetinget succes og basen for de næste års berømte Thule-ekspeditioner. Knud Rasmussen fortsatte med at charmere folk overalt, hvor han kom frem, hvilket også skulle blive en af hjørnestenene i hans fortsatte ekspeditioner i Grønland og Nordamerika, når han mødte nye mennesker. Peter Freuchen havde et liv, der var så begivenhedsrigt, at det ikke lader sig opsummere her. Casino i Slagelse brændte ned i 1976.
Løve Margarine fik eneret på billederne fra netop 5. Thule Ekspedition og udgav dem med sine produkter efterfølgende til et samlealbum. Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn har et komplet album ‘Samlehæfte med 75 billeder fra Knud Rasmussens femte Thule Expedition 1921-24. Eneret på billeder af Thule og lokalbefolkning givet til Korsør Løve Margarine’ i arkivfonden A3029, se https://arkiv.dk/vis/42193,
Mette Rasmussen, 06-11-2023
Litteratur: Peter Freuchen: Knud Rasmussen som jeg husker ham Janni Andreassen: Altid frimodig: biografi om polarforskeren, forfatteren og eventyreren Peter Freuchen Ebbe Kløvedal Reich: Den fremmede fortryller: beretning om Knud Rasmussen og hans to folk Niels Barfoed: Manden bag helten: Knud Rasmussen på nært hold Kirsten Hastrup: Vinterens hjerte: Knud Rasmussen og hans tid Kurt L. Frederiksen: Kongen af Thule: en biografi om Knud Rasmussen Bogen om Knud: fortalt af hans venner Knud Michelsen: Vejen til Thule: Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1902-1910 Slagelse Posten, januar 1910 (via Mediestream) Sorø Amts Tidende, januar 1910 (via Mediestream) Lokalaviser fra resten af landet, januar 1910 (via Mediestream)
Historieskrivning havde gennem tiden frem til 1950erne og 1960erne været domineret af den historiske disciplin ”politisk historie” – store fortællinger om politiske begivenheder som krig, politiske bevægelser, ideer, partier – med eliten og store historiske personligheder i centrum. I slutningen af 1960erne og specielt i 1970erne skete der en revolution i historiefaget, hvor man blev introduceret til disciplinen: ”social historie”, hvor man begyndte at fokusere mere på køns- og klasseaspekter og deres historie. De forskere der har arbejdet med projektet: ”Arbejdererindringer, kultur og levevilkår 1900-1950” har tydeligt gjort brug af socialhistorie/ mikrohistorie med fokus på den almindelige arbejders liv og dagligdag i 1900-1950, men også fordi man har haft fokus på et begrænset lokalområde (Slagelse).
I 1976-1977 udarbejdede Carl Erik Andersen, Jørgen Burchardt og Flemming Mikkelsen: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse som var en opfodring, og en vejledning til, hvordan man kunne lave indsamlinger af arbejdererindringer, men også hvordan man kunne benytte dem til forskellige projekter, samt hvordan man kan registrere og bevare de indsamlede kilder. Vejledningen blev udgivet i 1979.
Parallelt med ovennævnte dannede Andersen, Burchardt og Birte Broch – sidstnævnte fra januar 1978 – en projektgruppe, med henblik på at starte et fuldt finansieret projekt om en prøveindsamling af arbejdererindringer i Slagelse. Projektarbejdet og indsamlingen blev gennemført i 1978-1979. Der indkom materiale fra 107 mandlige og kvindelige arbejdere i form af 139 læg med transskriberede interviews o.a.
Projektarbejdet blev dokumenteret i både en midtvejs- og en slutrapport ved projektgruppen.
Ledelsen af projektet blev nedsat af en styringsgruppe med repræsentanter fra Fagbevægelsens Forskningsråd, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund, Nationalmuseet, Industri-, håndværker-og arbejdermuseet, Dansk Formidlingssamling og Københavns Universitet.
Arbejderne blev kontaktet ved hjælp af breve og telefon. Derudover fik man hjælp af Slagelses socialdemokratiske borgmester (1970-1985) Aage Nørgaard. Men det var især kontakt med Slagelses fagbevægelse der var afgørende for, at man fik fat på tidligere medlemmer og opfordrede dem til at skrive deres erindringer ned eller møde op til et interview. Nogle af de forbund, der spillede en rolle i projektet, var SID, Metal, HK, KAD, Snedkertømrerforbundet, Fællesorganisationen i Slagelse samt LO i Vestsjælland Amt. Derudover fik man også kontakt med folk gennem Slagelse kommunens hjemmehjælpere. Man fik også kontakt til folk gennem den lokale presse, som spillede en vigtig rolle for at projektet kunne blive til virkelighed. Ifølge Carl Erik Andersen og Birte Broch var presseomtalen af projektet om indsamling af arbejdererindringer vigtig for at give kendskab og lyst til at medvirke i projektet. Den første kontakt til pressen fandt sted den 7/9-1978, da man indkaldte til pressekonference i anledning af starten på Arbejdererindringsprojektet. Som et resultat fik projektet opmærksomhed i Sjællands Tidende, Slagelse Posten, LO-bladet og Uge Nyt samt via et indslag i lokalradioen 7. september 1978.
De faglige organisationer havde dannet en initiativgruppe sammen med ledelsen af projektet, hvor de holdt møder, drøftede arbejdets/projektets gang og planlagde det videre forløb. Projektet fik bl.a. finansiel støtte af Vestsjællands amtsråds økonomiudvalg, der donerede 120.000 kroner til projektet, hvilket svarer til cirka 454.000 kroner i 2023.
Arbejdererindringerne blev bearbejdet med både kvantitativ analyse, men også ved hjælp af etnologisk forskning. Man fik lavet strukturerede interviews, der omhandler arbejderklassens opkomst, arbejdsmiljø, politiske og faglige aktiviteter, familieliv/børneopdragelse, skolegang, håndværkergrupper, kvindearbejde og fabriksarbejde.
Da man lavede interviewene, indgik man en aftale med de interviewede arbejdere om at de kunne være med til at bestemme, hvordan materialet skulle kunne anvendes.
Enten skulle erindringerne først gøres tilgængelige for offentligheden 1. juli 2004. dog måtte erindringerne benyttes til videnskabelig sammenhæng efter tilladelse fra lederen af Slagelse Arkiv.
Erindringerne måtte frit benyttes.
Erindringerne må frit benyttes, men nogle afsnit af erindringerne må ikke være tilgængelige før efter 25 år.
Birte Broch brugte arbejdererindringerne til forskningsprojekter Arbejderkvinder i hovedstad og provins: dagligdag, fællesskab og organisation 1900-1940. Formålet med projektet var at finde ud af arbejderkvindernes husarbejde og lønforhold, men også at undersøge hvilke fællesskaber og organisationer som kvinderne deltog i. To andre interessante forskningsprojekter, hvor man brugte arbejdererindringer, var tidskriftartiklen: ”Arbejderne har også en historie” af Andresen, Broch og Buchardt og bogen Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes tobaksfabrik Slagelse 1873-1966 af Jørgen Burchardt.
Andresen, Broch og Buchardt kommer i artiklen: ”Arbejderne har også en historie” ind på forskellige aspekter af arbejdernes vilkår, herunder børnearbejde, læretid, fabriksarbejde og kvindearbejde.
I bogen Arbejderliv og ny teknologi kommer Burchardt ind på arbejdslivet indenfor håndværk og industri, men også hvordan det har udviklet sig gennem tiden og hvorfor. Buchardt nævner at han brugte arbejderindringer til at finde ud af arbejdsforholdene og arbejdsmiljø på fabriker. Han bruger også erindringerne for at forstå en kulturel proces/udvikling. Han nævner at man nødt til at være klar over de subjektive erfaringer, som ligger bag folks handlinger for at forstå en kulturel proces.
Maskinstuen på Langes Tobasfabrik i 1944. B1167 fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Erindringerne/ Interviewene blev ikke kun blive brugt til at finde ud af hvordan arbejdernes forhold var i 1900-1950, men også hvorfor de levede deres liv på en bestemt måde. Birte Broch nævner, at formålet ikke blot var at skaffe kildemateriale til forskernes projekter, men i lige så høj grad at sprede de individuelle erfaringer, gøre dem offentlige, således at arbejdernes daglige liv kom frem i lyset. Broch, Andersen og Burchardt kommer ind på at arbejderklassen altid havde stået i skyggen af andre samfundsgruppers historie. Før 1970erne havde historien mest været domineret af en konsensusforestilling om samfundets harmoniske udvikling. Desuden kommer Broch ind på, at beretningerne som man har indsamlet, ikke kun er individuelle, men også en del af det mønster, arbejderklassens liv former. Broch kommer ind på, at det er vigtigt at andre klasser og lag i samfundet, får kendskab til arbejdernes egen erfaring med livet, for at undgå diverse myter om arbejderklassen.
Materialet der blev indsamlet til arbejdererindringer, blev indgået i en udstilling i Slagelse, som blev arrangeret i anledning af afslutningen på arbejde-erindringer projektet. I en artikel fra Sjællands Tidende 22/6-1979 blev det nævnt, at projektet vil blive afsluttet den 2. juli 1979, hvor materialet vil blive overdraget til Slagelse arkiv og at samme dag vil være muligt at se en udstilling, af en del af de indsamlede billeder på Slagelse Bibliotek.
I forbindelse med indkomsten blev der udarbejdet metadata vedr. de enkelte interviewede arbejder. I januar-februar 2023 blev indkomsterne fra projektet retrodigitaliseret og offentliggjort via arkiv.dk se link til registerposten under Kilder).
Grunden til, at man havde valgt Slagelse, var fordi, at industrialiseringen havde spillet en vigtig rolle for byens økonomiske udvikling, og var meget central for udviklingen/industrialiseringen af Danmark. Noget der var vigtigt for, at projektet kunne blive til virkelighed, var fordi at den lokale fagbevægelse i Slagelse selv, var interesseret.
Der er ingen oplysninger i Arbejder erindringer indsamling 1900-1950, hvor lydbåndene til interviewene befinder sig. Men Birte Broch nævner i sin artikel, at de muligvis kunne bruges til både undervisningsbrug og – i bearbejdet form – til en radioudsendelse.
Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Projekt for indsamling af arbejder-erindringer Slagelse. Midtvejsrapport. Bind 1-2. Slagelse 1978
Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Rapport om prøveindsamling i Slagelse. Slagelse 1979
Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: ”Arbejderne har også en historie” i: Forskning og samfund, nr. 1/1980, s. 17-20
Andresen, Carl Erik, Burchardt, Jørgen og Mikkelsen, Flemming: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse. Århus: Erhvervsarkivet & Universitetsforlaget i Århus, 1979
Broch, Birte: ”Metodeproblemer ved udforskningen af arbejderkvinders dagligdag” i: Mette Mønstedsted (red.): Metodeproblemer i samfundsvidenskabelig kvindeforskning. Center for Samfundsvidenskabelig Kvindeforskning. Arbejdsnotat nr. 1/1981, s. 46-51
Broch, Birte: ”Erindringer som kilde til Kvindearbejderhistorie” i: Kritiske Historikere nr. 3/1979, s. 44-54
Burchardt, Jørgen: Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes Tobaksfabrik Slagelse 1873-1966. Sorø Amts Museum, Kulturbøger, 1995
Sjællands Tidende: Projekt Arbejdererindringer afsluttes: Over 100 mennesker har bidraget til belysning af perioden 1900-1950. Sjællands Tidende 22-06-1979. side 11
I 1982 udførte Landcentralen gravearbejdet i forbindelse anlæggelse af ny kloak på Lovsøvej.
Her stødte man på arkæologiske fund, hvad senere viste sig at være Helledegrøften. En grøft, der strakte sig fra fjorden til noret i en længde på ca. 500 meter. De arkæologiske undersøgelser viste, at der højst sandsynligt er tale om et porttårn fra midten af 1200-tallet.
Omkring år 1250 pantsatte Kong Abel Skælskør til den tyske ridder Henrik af Æmeltorp.
Ridderen Henrik af Æmeltorp følte sig truet af angreb fra vest og anlagde derfor Helledegrøften som forsvarsværk i 1250. Helledegrøften strakte sig fra fjorden til noret i en længde på ca. 500 meter.
Kong Abel dør i 1252, og bliver efterfulgt af hans bror Kong Christoffer den 1. Kong Christoffer forsøger at jage den tyske ridder Henrik ud af Skælskør. Angrebet mislykkedes, og den danske konge blev drevet på flugt. I 1253 angriber Kong Christoffer Skælskør igen, og denne gang lykkedes det kongen at slå den tyske ridder. Ridderen blev drevet på flugt og nåede at flygte fra Skælskør ad vandvejen.
I 2020 kan de sidste rester af Helledegrøften ses i haven ved Kobækvej 5, Skælskør.
08-09-2020 Jens Nielsen
Litteratur:
Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1977: Helledegrøften Udklip/Småtryk Skælskør Lokalarkiv: Helledegrøften Jul i Skælskør 2016: Landcentralen
Sdr. Bjerge er en gammel stationsby på banestrækningen Dalmose Skælskør. Banen blev oprettet i 1892. Der kørte tog med både passagerer og gods frem til ca. 1950. Da passagertrafikken blev nedlagt, fortsatte godsbanen frem til omkring 1975. Der var også posthus på stationen i Sdr. Bjerge. Byen blev med jernbanen udbygget også med hotel, som lå tæt ved stationen. Der var på den tid en del liv i byen med flere forretninger. Købmand, brugsforening, fælles vandværk og bank var der også. Flere små næringsdrivende prægede også byen, der var smed, skomager, barber som var en ret stor forretning. Kirke er der naturligvis også i Sdr. Bjerge, og det fortælles, at der skulle have ligget et nonnekloster i byen.
Nogle år før var der en væver, som fik en grufuld skæbne. Rasmus Pedersen giftede sig med den 25 år ældre væverenke, Ane Pedersdatter. De ernærede sig som vævere, og Rasmus fik stilling som klokker ved kirken. De havde ingen børn og var anset for at være ret velhavende. Det fik gårdmand Peder Jørgensen til at overveje at spørge, om han kunne låne lidt penge af dem. Han var nemlig i en slem økonomisk situation. Da Peder Jørgensen en morgen gik hen mod væverens hus, kunne han se, at der ikke var røg fra skorstenen. Det undrede ham, men han gik alligevel derhen, folkene var nok stået op på det tidspunkt. Peder Jørgensen bankede på døren, men der var ikke nogen, som svarede. Peder Jørgensen åbnede døren, og der mødte ham et rædsomt syn: der på gulvet lå Rasmus Væver, med hovedet smadret med en økse. Peder Jørgensen fik hurtigt fat i naboen og sognefogden og gik hen til væveren. Inde i huset fandt de også Ane, som havde lidt samme skæbne. Rygtet løb hurtigt, hvem kunne det være, der havde myrdet væverparret. Ret hurtigt blev øjnene rettet mod Peder Jørgensen, alle vidste jo han var i pengenød. Så en dag blev Peder hentet til forhør hos Birkedommeren i Rude. Peder Jørgensen var ellers kendt som en stille og retskaffen mand, men hans økonomiske sorger, og den omstændighed, at man havde fundet blodstænk på hans træsko, gjorde, at han blev sat i fængsel. Efter fem måneder var der en fange i Slagelse arrest, husmand og kludekræmmer Niels Enevoldsen, som pludselig tilstod, at det var ham der havde begået mordene i Sdr. Bjerge. Peder Jørgensen kunne så tage hjem til Sdr. Bjerge som en fri mand, og Enevoldsen blev dømt til halshugning. Halshugningen foregik på Bjergby Banke den 16. maj 1838. Desværre gik det ikke så godt for Peder Jørgensen, han havde haft en hård tid i fængslet, hvor han var blevet behandlet meget strengt. Peder Jørgensen døde få måneder efter sin løsladelse.
Ellers må man sige, Sdr. Bjerge er en stille og rolig landsby, hvor det er gået som så mange andre steder, forretningslivet og håndværket er stort set væk, kun kirken ligger der midt i byen og knejser, omgivet af huse og gårde.
I forbindelse med inddæmningen af arealet mellem Halsskov og de tre øer, Egø, Magleø og Lilleø, blev der bygget en lille hollandsk mølle ved diget mellem Lilleø og Egø. Dens opgave var at pumpe vandet fra området ud i Noret.
Møllen var i 1926 ejet af godsejer Madelung fra Tårnborg – og passet af tømrer Evald Oscar Jacobsen.
Ved 12-tiden d. 26. april standsede han møllen og gik hjem til middag. Da han kom tilbage ved halv to tiden, kunne han ikke få møllen i gang og gik derfor op i hatten, som han fandt omspændt af flammer – sandsynligvis havde en ophedet aksel antændt træværket. Møllen stod snart i lys lue og i den kraftige østenvind antændtes to af de tre nabohuse, der blev ildens bytte trods brandvæsenets indsats.
Indtil 1970 blev der hvert år i juni afholdt dyrskue på boldbanerne overfor Anlægget.
Dyrskuerne var en stor begivenhed som samlede både voksne og børn fra byen og oplandet.
Interessen for at opleve de mange dyr var stor, især for de voksne fra landet, som med kenderminde vurdere de udstillede pragteksemplarer fra gårdene i Østsjælland. Børnen flokkedes om de mindre dyr, som man kunne klappe: Kaniner, grise, ponyer og heste.
I takt med landbrugenes mekanisering blev der også udstillet traktorer og andre store landbrugsmaskiner.
Til dyrskuerne hørte også kåringen af de bedste dyr og et omrejsende tivoli begejstrede især børnene.
Fokus skiftede imidlertid til de store landsdelsdyrskuer i fx Roskilde og Herning og de små dyrskuer i provinsen hører til fortiden.
På Skælskør Egnshistoriske Arkiv er en bog, som er afleveret af Johs. Lyshjelm (jour. nr. 1974/12). Bogen omtaler episoden, hvor en allieret flyver bliver fundet død i vandet ved Mindeshoved på Stigsnæs, og der rejses et minde for ham på Magleby Kirkegård.
I bogen står: Flyvergravens historie. Den 11. september 1944 opdager et par mænd fra Stigsnæs, at der lå noget og flød i vandet i Agersøsund ud for Mindeshoved. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en fremmed soldat, og der blev sendt bud til politiet, som foretog en nærmere undersøgelse. Bl.a. blev soldatens nummer og kendingstegn klippet af, men under den almindelige forvirring ved politiets afvæbning den 19. september blev disse tegn væk, så at man ikke senere kunne konstatere, hvem den døde soldat var. Dog ved man, at det var en australier, der havde været engelsk flyver (Royal Airforce).
Efter forhandling med tyskerne blev den fundne soldat begravet i stilhed på Magleby Kirkegård, kun indsvøbt i sække, men kort efter begravelsen var graven dækket af blomster, og i tiden indtil befrielsen var der altid nogen, der huskede den forulykkede flyver med friske blomster.
Så kom den 5. maj 1945, og kort efter iværksatte pastor Damm, Magleby, en indsamling for at få rejst en sten på Royalairforcemandens grav. Tanken slog godt an, og indsamlingen indbragte kr. 1180. Indsamlingskomiteen bestod af følgende: pastor Erik Damm, fru Hørup-Jørgensen, sognerådsformand Johs. Meidahl, P. A. Petersen, og lærer M. A. Ebbesen.
Komiteen gik derefter i gang med at finde en passende sten. En sådan blev fundet på stranden neden for Klintegården i Gedehaven, ikke så langt fra det sted, hvor liget af flyversoldaten blev fundet.
Tilhugningen og tilslibningen af stenen blev overdraget stenhugger Brinkløv, Slagelse, som også arrangerede opstilling og anbringelse af kæde om graven.
Afsløringen af stenen fandt sted søndag den 1. juli 1945 efter den ordinære eftermiddagsgudstjeneste. Til gudstjenesten var kirken fyldt, og da stenen skulle afsløres, var endnu flere kommet til.
Forinden ankom byleder inspektør P. Kragh, der under krigen sad i koncentrationslejr, sammen med 3 engelske soldater.
Pastor Damm talte først på engelsk til de tre soldater og gjorde rede for, at man havde fundet den forulykkede flyver under krigen og nu ville rejse ham en sten for hans indsats for Danmarks befrielse. Derefter talte pastor Damm på dansk og mindede om, at den forulykkedes pårørende ikke kunne være til stede, da man ikke kendte dem; men også dem ville man tænke på, og i fremtiden ville der nok være mennesker, der ville værne om denne grav. Vi ved ikke engang, om han kendte vort land; men han gav sit liv for det også. Derefter blev det flag, der dækkede stenen fjernet, og på den smukt polerede flade læste man følgende indskrift:
Allieret Flyversoldat R. A. F. ilanddrevet ved Stigsnæs, 11 Septbr. 1944
Ukendt blev du fundet ved vor lave strand; men dit blod er rundet for vort fædreland.
Rejst af Magleby Sogns Beboere.
Indskriften er forfattet af pastor Damm, der til slut bad Fadervor på engelsk og dansk. Sognerådsformand Johs. Meidahl nedlagde en krans på kommunens vegne, og adskillige andre mødte med royalairforcefarvede kranse og buketter. Efter højtideligheden samledes komiteen i præstegården med de engelske soldater og byleder Kragh.
Graven er senere undersøgt af de engelske myndigheder, og ved den lejlighed blev liget lagt i kiste. Foruden mindestenen har englænderne senere opsat et stenkors.
For at give omgivelserne ved stenen et smukkere præg lod Magleby sogneråd hjørnet ved det gamle fattighus beplante med stedsegrønne træer.
De allierede Flyvergrave.
I mørke nætter og lyse dage, i vinterkulde og solens brand, vi hørte hære i luften drage på flyvetogter mod fjendens land.
Som mørke prikker på himmelbuen gled stålets fugle på krigerfærd. Vort øje fulgte i stum beskuen og frihedstimen kom mere nær.
Når luftværnsskytset man mod dem vendte, mens søgelys gennem natten gled, vi ønsked blot, det ej kunne hente de stolte fugle til jorden ned.
En så vi styrte med stækket vinge. På jorden lå kun forvredne hjul. Men luftpiloten? Vi så ham springe, og danske drenge ham gav et skjul.
Dog skylled ind fra de danske have så mange flyver, der døden fandt, og Danmarks kvinder til deres grave i smug blå-rød-hvide kranse bandt.
Om deres minde vi end vil værne. De faldt som helte, og vi blev fri. De voldsmandsåget var med at fjerne med al dets skændsel og tyranni.
De skal ej ligge forladte, ene, fordi de faldt under våbengny; men mæles skal det af bautastene; ”De frihedsfaklen har tændt på ny.”
M. A. Ebbesen.
I maj måned 1972 bliver der taget initiativ til at vedligeholdelsen af graven på Magleby Kirkegård, overgår fra komiteen til menigsrådet for Magleby kirke, da der kun var to personer i live som var med i komiteen der oprettede mindestenen i 1945.
Johs. Lyshjelm skriver i bogen, hvori der er regnskab for alle årene frem til 1973: Fra englændergraven blev anlagt og til 1970 (25 år) var det en fast tradition, at eleverne i Magleby skole og læreren ved samme den 5. maj samledes ved mindesten for befrielsen (opsat ved skolen) og senere i slutningen af skoledagen var samlet på kirkegården. Mange elever havde blomster med hjemmefra, og der blev ligeledes lagt en krans i rød/blå/hvide farver. Normalt var sognepræsten også til stede og fortalte kort om begivenheden omkring begravelsen. Også digtet af førstelærer Ebbesen (se tidligere) blev læst i tiden fra 1962 og frem. Nævnes skal det også, at alle, der gennem årene har været ansat som ringer og graver ved kirken, altid har omfattet graven med megen forståelse. Således kan det nævnes, at man altid efter bryllup, hvor kirken var pyntet, har lagt blomster på graven. J. Lyshjelm (Sign.)
Sammenfattet af Aage Justesen og Kurt Ibsen. 2014
Gravminde for allieret flyversoldat på Magleby Kirkegård.
I 1745 til 1752 og igen fra 1764 til 1767 hærgede kvægpesten i Danmark. Vi ved i dag, at kvægpest skyldes en såkaldt morbili-virus, der er uhyre smitsom, men dengang havde man ingen anelse om effektive bekæmpelsesmidler. Virkningerne af de to kvægpestangreb var voldsomme. Salmonsens leksikon anfører således, at der i den første runde døde 2.000.000 stykker kvæg ud over hele landet. Kvægpesten menes indført til landet gennem krigshæres medfølgende kvæg.
Lokalt blev der i foråret 1746 lavet en oversigt over ”bortdøde” kreaturer i vinterhalvåret 1745-1746 i Antvorskov rytterdistrikts nordre del. I Hallelev var der ni gårde med i alt 77 heste, 11 kvier, 28 køer, 24 ungkvæg og 43 får. I oversigten opgøres tabet til 8 heste, 1 kvie, 4 køer, 5 ungkvæg og 26 får. I Bildsø var der på dette tidspunkt 15 gårde med i alt 131 heste, 23 kvier, 59 køer, 46 ungkvæg, 25 kalve og 180 får. Vinterens tab blev opgjort til 21 heste, 2 kvier, 8 køer, 9 ungkvæg, 3 kalve og 28 får. Disse opgørelser mere end antyder det voldsomme tab, som disse landsbyer var udsat for, idet kvægpesten fortsatte de følgende år.
Da kvægpesten dukkede op igen i 1765 i Øster Stillinge efter en del års pause, anmodede amtmand Løvenørn om militær assistance fra den lokale kommandant oberst baron von Weitersheim. Ved hjælp af udstationerede soldater skulle landsbyen isoleres totalt fra omverdenen i et forsøg på at hindre smittespredning. Isolationen skulle gælde både mennesker og dyr.
I forbindelse med kvægpestens rasen udvirkede den reformivrige Struensee, at der blev sendt studerende til veterinærskolen i Lyon i Frankrig. Tre år senere vendte disse studerende tilbage med ny viden om bekæmpelse af kvægpest. En af de studerende, P.C. Abildgård, blev 1773 forstander på den nyoprettede Veterinærskole på Christianshavn.
Abildgård fik gennemført, at smittet kvæg blev slået ned og begravet på stedet hurtigst muligt, ligesom transport af kvæg og huder fra smittede områder blev forhindret. Abildgård var nemlig blevet klar over, at kvægpesten blev overført ved direkte smitte, hvorfor der også blev lagt stor vægt på isolering af smittede landsbyers kvægbesætninger. Amtmand Løvenørns initiativ fra Øster Stillinge var således et rigtigt initiativ. Siden 1814 har Danmark været fri for kvægpest.
I 1883 var købmand Peter Thomsen gået i gang med bygningen af en ejendom på hjørnet af Fisketorvet og Skovsøgade. To arbejdsmænd havde hakket og gravet sig igennem et murstensdækket gulv, da de pludselig stødte på skinnende sølv- og guldmønter.
Allerede samme dag blev nyheden bragt i den lokale avis: ”I Eftermiddag er der i Kjælderen under Gaarden paa Hjørnet af Skovsøgade og Gammeltorv, der for tiden er under ombygning, ved Gravning gjort et betydeligt Møntfund. Der er Ifølge Gaardens Eiers Hr. Kjøbmand Peter Thomsens meddelelse til os funden ca. 450 Stk. Guld og Sølvmønter, samt Brudstykker af Smykker eller lign., 8 Guldringe og 27 Stkr. Perler eller lign. – Fundet gjordes under et Murstensgulv i en gammel Kjælder.”.
Købmand Thomsen lod i de følgende dage skatten udstille i glas til beskuelse i købmandsforretningen på Fisketorvet, inden han personligt indleverede skatten til Nationalmuseet
Guldskatten fra Slagelse er den største middelalderlige skat, der er fundet i Danmark.
Den bestod af 186 guldmønter, 269 sølvmønter, 1 guldring med safir, 1 guldring med ametyst, 1 guldring med perle, 1 guldring med fransk indskrift, 1 guldring med Kristushoved, 1 guldring med mindre Kristushoved, 1 guldring med havsnegl, 4 spænder af guld og sølv og 16 hægter og påsyningssmykker samt 4 sølvbarrer.
Safirringen er vurderet til at være en konge eller biskop værdig. Safiren er fra Ceylon og var meget eftertragtet. De anvendtes oftest af kongelige og biskopper. Den ældste biskopring, man kender i Danmark, har tilhørt biskop Absalon. Det var ikke usædvanligt, at biskopper og andre høje gejstlige bortgav ringene som gave til kongelige eller verdslige personer. Således testamenterede ærkebiskop Peder Kruse en safirring til Dronning Margrethe i 1391.
Mønterne har hjulpet med at datere skatten, da de yngste mønter er 2 nürnbergske guldgylden fra 1372.
Slagelse var 3. maj 1376 vært for et Danehof, hvor Dronning Margrethes 6-årige søn Oluf blev valgt til konge af Danmark – med sin moder som formynder.
Da Danehoffet havde fremmøde af rigets bisper, drosten og marsken foruden herremænd, er det ikke usandsynligt, at skatten er blevet begravet på dette tidspunkt – af ukendte årsager.
I danefægodtgørelse modtog købmand Thomsen den nette sum af 2241 kr. Til sammenligning lå en månedsløn for en faglært i 1880 på knap 70 kr.
ANDERS OLSEN. 1.1. 2014
Kilde: Skattefundet i Slagelse 1883, Fritze Lindahl og Jørgen Steen Jensen i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1983, s. 123-182.
