Teglfremstillingens processer fra lergravning over lerbehandling, formning, tørring og brænding til oplagring af de færdige produkter er pladskrævende. Mens mange af processerne i moderne teglproduktion er samlet i store fabriksbygninger, foregik meget af arbejdet tidligere i fri luft med bygninger spredt over et stort areal, dog med en koncentration i nærheden af teglovn og maskinhus.
Det teglværk, som Gustav Kähler købte i 1855, var opført af skibsreder Jørgen Kruuse i 1852. Foruden en kalkovn bestod værket af en teglovn og to tørreskure. Teglovnen var en kammerovn, en firevægget bygning med et skur omkring. Skuret var formentlig et pyramideformet tag. Der fyredes nedefra gennem indfyringshuller. I 1857 udvidede Kähler med bl.a. endnu en kammerovn, der havde murede fyrkanaler med faste fyrriste af jern. Ovnen var ret stor, godt 13×8 m, og den kunne rumme 110.000 sten.
Efter midten af 1800-tallet blev der udviklet særlige lerbehandlingsmaskiner og maskiner til fremstilling af mursten og drænrør, disse maskiner blev placeret i skure. Maskinerne blev efterhånden drevet ved dampkraft. I 1866 anskaffede Gustav Kähler et lokomobil, en flytbar dampmaskine, der blev anbragt i et maskinhus af bindingsværk. Da lokomobilet i 1874 blev erstattet med en stationær dampmaskine, blev der opført et nyt maskinhus i grundmur. Teglværket var dog stadig afhængig af heste bl.a. til transport, og blandt teglværkets bygninger var også stalde.
Ud over dampkraften var den store nyskabelse på teglværket ringovnen, der stod færdig 1867. Den var Danmarks første. Den nyeste af kammerovnene blev bevaret, mens den ældste blev revet ned. Ringovnene betød en vældig forbedring i produktionsprocessen, fordi brændingen i modsætning til i kammerovnen først skulle afbrydes, når sæsonen sluttede, idet ilden stadig vandrede gennem ovnen, så den kunne fyldes og tømmes i en fast rytme. Fyringen skete gennem huller i ovnens loft.
Centrum i Kählers anlæg var en 36 m høj cirkelrund skorsten med en omkreds på ca. 14 m. Omkring skorstenen lå det ca. 1 m brede røgkammer. Uden om lå den cirkelrunde ovn, hvis omkreds uden for ydermuren var ca. 87 m. Ovnkanalen var godt 3 m bred, og i dens yderste ring var der 12 porte til ovnens 12 hvælvede kamre, der hver kunne rumme ca. 20.000 sten. Ovnen var grundmuret, og oven på den var bygget et rundt skur af grundmur forneden og bindingsværk foroven. Her blev sten sat til tørring.
Der blev flere og flere tørrelader på teglværket, dels fordi man gik bort fra den oprindelige tørring af sten udendørs direkte på jorden, dels fordi produktionen steg. Laderne udviklede sig fra stråtækte skure til lader med tegltag eller teglpaptag og med hylder og persienner. De 2 lader i 1855 var blevet til 16 i 1881 og 48 i 1918.
I 1880’erne byggedes et halvtagshus af brædder beklædt med tagpap. Det var begyndelsen til kunstig tørring på Kählers Teglværk. Systemet stammede fra tyskeren J.H. Cohr. Luft blev trukket ind udefra ved hjælp af en skorsten og opvarmet ved varmen fra ovnen. Via forbindelsesbygningen til ovnoverbygningen blev den varme luft ledt ind i halvtagshuset, hvor stenene lå på hylder.
1890 blev der på teglværkets grund opført en fabriksbygning til den nyetablerede Korsør Margarinefabrik, som teglværksejer Valdemar Kähler var medejer af til 1911. Fabrikken flyttede til større forhold længere ude på Halsskovvej i 1906, og Groesmeyers Emballagefabrik overtog fabriksbygningen.
1911 fandt man tiden moden til at erstatte ringovnen fra 1867 med en langovn. En langovn fungerede efter samme princip som en ringovn, men var på grund af formen lettere at fylde og lettede at udvide. Kählers nye ovn, der stod færdig i 1912, havde 16 kamre, der hver kunne rumme ca. 10.000 sten. Den var 46 m lang og 12 m dyb ved jorden. Skorstenen stod på ovnens ene langside. Ovnen var ligesom ringovnen forsynet med en træoverbygning. Den hvilede på stolper uden på ovnen.
1914 blev ovnen reddet fra at brænde ved en stor menneskelig indsats. Dette år brændte emballagefabrikken, og flere af teglværkets bygninger nedbrændte eller blev beskadiget. Emballagefabrikken flyttede derefter mod vest et stykke hen ad Groesmeyersvej i en ny fabriksbygning. Denne bygning blev en del af teglværket 1958, hvor man startede en produktion af skorstenselementer.
Ovnen var altid teglværkets mest markante bygning; men det væld af andre mindre bygninger – mange mest af skurlignende karakter – der hørte til teglværkskomplekset, havde alle en funktion, uden at de skal nævnes her. Det billede, de fleste lidt ældre korsoranere har af Kählers Teglværk, er den store tagpapbeklædte bygning med den store skorsten og de karakteristiske takker i toppen. Bygningen var opført uden om langovnen i 1922-1923. Det var en videreudvikling af det cohrske tørresystem. Oven på ovnen var bygningen i to etager med hylder til tørring og tagsten. Bygningen var udstyret med luftkamre og udluftningsskorstene, der havde til formål at trække den varme luft fra ovnen forbi stenene. Derefter trak luften ud gennem skorstenene. Skorstenene var takkerne på bygningen.
Det er også denne bygning, mange korsoranere husker, da den var omspændt af flammer natten mellem den første og anden juledag 1973. Værket var allerede lukket i 1970 og produktionen helt flyttet til Svenstrup Teglværk, som Kählers teglværk havde ejet siden 1938. Nedrivningsarbejdet var i gang, da værket brændte, og kun selve ovnen og skorstenen stod tilbage efter branden.
Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen. 2014.
Som kilder er anvendt:
Jette Kjerulff Hellesen og Ole Tuxen (2005): 150 år i dansk byggeri.
Brandtaksationer 1847-1933 (Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune)
