Kategori arkiver: Virksomhed

Arbejdererindringer i Slagelse

Udgivet den af

Historieskrivning havde gennem tiden frem til 1950erne og 1960erne været domineret af den historiske disciplin ”politisk historie” – store fortællinger om politiske begivenheder som krig, politiske bevægelser, ideer, partier – med eliten og store historiske personligheder i centrum. I slutningen af 1960erne og specielt i 1970erne skete der en revolution i historiefaget, hvor man blev introduceret til disciplinen: ”social historie”, hvor man begyndte at fokusere mere på køns- og klasseaspekter og deres historie. De forskere der har arbejdet med projektet: ”Arbejdererindringer, kultur og levevilkår 1900-1950” har tydeligt gjort brug af socialhistorie/ mikrohistorie med fokus på den almindelige arbejders liv og dagligdag i 1900-1950, men også fordi man har haft fokus på et begrænset lokalområde (Slagelse).

I 1976-1977 udarbejdede Carl Erik Andersen, Jørgen Burchardt og Flemming Mikkelsen: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse som var en opfodring, og en vejledning til, hvordan man kunne lave indsamlinger af arbejdererindringer, men også hvordan man kunne benytte dem til forskellige projekter, samt hvordan man kan registrere og bevare de indsamlede kilder. Vejledningen blev udgivet i 1979.

Parallelt med ovennævnte dannede Andersen, Burchardt og Birte Broch – sidstnævnte fra januar 1978 – en projektgruppe, med henblik på at starte et fuldt finansieret projekt om en prøveindsamling af arbejdererindringer i Slagelse. Projektarbejdet og indsamlingen blev gennemført i 1978-1979. Der indkom materiale fra 107 mandlige og kvindelige arbejdere i form af 139 læg med transskriberede interviews o.a.

Projektarbejdet blev dokumenteret i både en midtvejs- og en slutrapport ved projektgruppen.

Ledelsen af projektet blev nedsat af en styringsgruppe med repræsentanter fra Fagbevægelsens Forskningsråd, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund, Nationalmuseet, Industri-, håndværker-og arbejdermuseet, Dansk Formidlingssamling og Københavns Universitet.

Arbejderne blev kontaktet ved hjælp af breve og telefon. Derudover fik man hjælp af Slagelses socialdemokratiske borgmester (1970-1985) Aage Nørgaard. Men det var især kontakt med Slagelses fagbevægelse der var afgørende for, at man fik fat på tidligere medlemmer og opfordrede dem til at skrive deres erindringer ned eller møde op til et interview. Nogle af de forbund, der spillede en rolle i projektet, var SID, Metal, HK, KAD, Snedkertømrerforbundet, Fællesorganisationen i Slagelse samt LO i Vestsjælland Amt. Derudover fik man også kontakt med folk gennem Slagelse kommunens hjemmehjælpere. Man fik også kontakt til folk gennem den lokale presse, som spillede en vigtig rolle for at projektet kunne blive til virkelighed. Ifølge Carl Erik Andersen og Birte Broch var presseomtalen af projektet om indsamling af arbejdererindringer vigtig for at give kendskab og lyst til at medvirke i projektet. Den første kontakt til pressen fandt sted den 7/9-1978, da man indkaldte til pressekonference i anledning af starten på Arbejdererindringsprojektet. Som et resultat fik projektet opmærksomhed i Sjællands Tidende, Slagelse Posten, LO-bladet og Uge Nyt samt via et indslag i lokalradioen 7. september 1978.  

De faglige organisationer havde dannet en initiativgruppe sammen med ledelsen af projektet, hvor de holdt møder, drøftede arbejdets/projektets gang og planlagde det videre forløb. Projektet fik bl.a. finansiel støtte af Vestsjællands amtsråds økonomiudvalg, der donerede 120.000 kroner til projektet, hvilket svarer til cirka 454.000 kroner i 2023.

Arbejdererindringerne blev bearbejdet med både kvantitativ analyse, men også ved hjælp af etnologisk forskning. Man fik lavet strukturerede interviews, der omhandler arbejderklassens opkomst, arbejdsmiljø, politiske og faglige aktiviteter, familieliv/børneopdragelse, skolegang, håndværkergrupper, kvindearbejde og fabriksarbejde.

Da man lavede interviewene, indgik man en aftale med de interviewede arbejdere om at de kunne være med til at bestemme, hvordan materialet skulle kunne anvendes.

  1. Enten skulle erindringerne først gøres tilgængelige for offentligheden 1. juli 2004. dog måtte erindringerne benyttes til videnskabelig sammenhæng efter tilladelse fra lederen af Slagelse Arkiv.
  2. Erindringerne måtte frit benyttes.
  3. Erindringerne må frit benyttes, men nogle afsnit af erindringerne må ikke være tilgængelige før efter 25 år.

Birte Broch brugte arbejdererindringerne til forskningsprojekter Arbejderkvinder i hovedstad og provins: dagligdag, fællesskab og organisation 1900-1940. Formålet med projektet var at finde ud af arbejderkvindernes husarbejde og lønforhold, men også at undersøge hvilke fællesskaber og organisationer som kvinderne deltog i. To andre interessante forskningsprojekter, hvor man brugte arbejdererindringer, var tidskriftartiklen: ”Arbejderne har også en historie” af Andresen, Broch og Buchardt og bogen Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes tobaksfabrik Slagelse 1873-1966 af Jørgen Burchardt.

Andresen, Broch og Buchardt kommer i artiklen:  ”Arbejderne har også en historie” ind på forskellige aspekter af arbejdernes vilkår, herunder børnearbejde, læretid, fabriksarbejde og kvindearbejde.

I bogen Arbejderliv og ny teknologi kommer Burchardt ind på arbejdslivet indenfor håndværk og industri, men også hvordan det har udviklet sig gennem tiden og hvorfor. Buchardt nævner at han brugte arbejderindringer til at finde ud af arbejdsforholdene og arbejdsmiljø på fabriker. Han bruger også erindringerne for at forstå en kulturel proces/udvikling. Han nævner at man nødt til at være klar over de subjektive erfaringer, som ligger bag folks handlinger for at forstå en kulturel proces.

Maskinstuen på Langes Tobasfabrik i 1944. B1167 fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv

Erindringerne/ Interviewene blev ikke kun blive brugt til at finde ud af hvordan arbejdernes forhold var i 1900-1950, men også hvorfor de levede deres liv på en bestemt måde. Birte Broch nævner, at formålet ikke blot var at skaffe kildemateriale til forskernes projekter, men i lige så høj grad at sprede de individuelle erfaringer, gøre dem offentlige, således at arbejdernes daglige liv kom frem i lyset. Broch, Andersen og Burchardt kommer ind på at arbejderklassen altid havde stået i skyggen af andre samfundsgruppers historie. Før 1970erne havde historien mest været domineret af en konsensusforestilling om samfundets harmoniske udvikling. Desuden kommer Broch ind på, at beretningerne som man har indsamlet, ikke kun er individuelle, men også en del af det mønster, arbejderklassens liv former. Broch kommer ind på, at det er vigtigt at andre klasser og lag i samfundet, får kendskab til arbejdernes egen erfaring med livet, for at undgå diverse myter om arbejderklassen.  

Materialet der blev indsamlet til arbejdererindringer, blev indgået i en udstilling i Slagelse, som blev arrangeret i anledning af afslutningen på arbejde-erindringer projektet. I en artikel fra Sjællands Tidende 22/6-1979 blev det nævnt, at projektet vil blive afsluttet den 2. juli 1979, hvor materialet vil blive overdraget til Slagelse arkiv og at samme dag vil være muligt at se en udstilling, af en del af de indsamlede billeder på Slagelse Bibliotek.    

I forbindelse med indkomsten blev der udarbejdet metadata vedr. de enkelte interviewede arbejder. I januar-februar 2023 blev indkomsterne fra projektet retrodigitaliseret og offentliggjort via arkiv.dk se link til registerposten under Kilder).

Grunden til, at man havde valgt Slagelse, var fordi, at industrialiseringen havde spillet en vigtig rolle for byens økonomiske udvikling, og var meget central for udviklingen/industrialiseringen af Danmark. Noget der var vigtigt for, at projektet kunne blive til virkelighed, var fordi at den lokale fagbevægelse i Slagelse selv, var interesseret.

Der er ingen oplysninger i Arbejder erindringer indsamling 1900-1950, hvor lydbåndene til interviewene befinder sig. Men Birte Broch nævner i sin artikel, at de muligvis kunne bruges til både undervisningsbrug og – i bearbejdet form – til en radioudsendelse.

Kilder

Slagelse Stads- og Lokalarkiv: Emnesamlingen M1979 https://arkiv.dk/vis/120445

Litteratur

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Projekt for indsamling af arbejder-erindringer Slagelse. Midtvejsrapport. Bind 1-2. Slagelse 1978

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Rapport om prøveindsamling i Slagelse. Slagelse 1979

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: ”Arbejderne har også en historie” i: Forskning og samfund, nr. 1/1980, s. 17-20

Andresen, Carl Erik, Burchardt, Jørgen og Mikkelsen, Flemming: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse. Århus: Erhvervsarkivet & Universitetsforlaget i Århus, 1979

Broch, Birte: ”Metodeproblemer ved udforskningen af arbejderkvinders dagligdag” i: Mette Mønstedsted (red.): Metodeproblemer i samfundsvidenskabelig kvindeforskning. Center for Samfundsvidenskabelig Kvindeforskning. Arbejdsnotat nr. 1/1981, s. 46-51

Broch, Birte: ”Erindringer som kilde til Kvindearbejderhistorie” i: Kritiske Historikere nr. 3/1979, s. 44-54

Burchardt, Jørgen: Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes Tobaksfabrik Slagelse 1873-1966. Sorø Amts Museum, Kulturbøger, 1995

Sjællands Tidende: Projekt Arbejdererindringer afsluttes: Over 100 mennesker har bidraget til belysning af perioden 1900-1950. Sjællands Tidende 22-06-1979. side 11

Thomas Andreas Frey 17-02-2023

VULCAN, et stålskibsværft 1918-1922

Udgivet den af

Etableringen af et skibsværft på Halsskov ved de nuværende bebyggede arealer på Søvænget og Værftet faldt sammen med de store forventninger, der var knyttet til skibsværftindustrien efter de enorme tonnagetab under 1. verdenskrig (1914-18).

Men denne branche blev hårdt ramt af de manglende leverancer – ikke alene under krigen men også umiddelbart efter krigen, da de råstofproducerende lande i første omgang sørgede for deres egne industriers behov.

Materialemangel var dog ikke den eneste forklaring til den hjemlige værftindustris problemer. På enkelte værfter blev der spekuleret i en grad, der var helt uansvarlig.

Og desværre for Vulcanværftet i Korsør var det en af de arbejdspladser, som var indblandet i ren spekulation og uholdbare veksler på fremtiden.

Ingeniør Henckel

Vulcanværftets historie begyndte i Kalundborg, hvor den foretagsomme ingeniør Valdemar Henckel i 1916 dannede et aktieselskab, Kalundborg Jernskibsværft.

Allerede før værftet i Kalundborg var anlagt havde Henckel indgået kontrakter med norske redere på bygning af flere skibe, og det var da også kritiske røster fra norske skibsrederkredse, der i 1917 rejste en pressestorm. En norsk avis advarede flere gange mod at lade bygge skibe i Kalundborg, da der ikke en gang var spor af noget skibsværft.

Men værftet kom i gang, og i oktober 1918 havde man den første stabelafløbning. Ved årsskiftet 1918/19 kunne værftet fremvise en svulmende ordrebog med 40 byggenumre for norsk regning, men kun få nåede at blive bygget, inden værftet, sammen med andre af Henckels foretagender, faldt sammen som et korthus.

Under afhøringerne i forbindelse med Vulcans likvidation i 1922 opridsedes historien om værftets oprindelse.

Henckel havde tilfældigt i januar 1918 mødt en bekendt fra Korsør på færgen. Han havde fortalt Henckel, at Kalundborg var et dårligt sted for et værft da Korsør havde den bedste havn i Storebælt.

Mødet var resulteret i, at Henckel i begyndelsen af marts 1918 købte en grund på 3,5 tdr. land nord for Lygtebakken. To måneder efter dette køb tegnede et Henckel-foretagende damskibsselskabet ”Frederiksstad Damp A/S” i Norge, aktier på 4 skibe til levering i løbet af 1920 fra Vulcanværftet – uden at der var noget værft at bygge af det navn …

Først i juni 1918 blev de indledende jordarbejder udbudt i licitation.

Norsk kritik

Det varede da heller ikke længe, inden den norske presse igen rettede kritik mod et af Henckels foretagender – i dette tilfælde værftet i Korsør – ”den energiske ingeniør burde forandre sine metoder derhen, at han i fremtiden først bygger værfterne og derefter kontraherer Bygning af skibe …”, skrev Norges Handels- og Sjøfartstidende iflg. Børsen.

Nordmændene mente, at det lugtede af ”kontraktrytteri”, hvorved den ene kontrakts opfyldelse er afhængig af de efterfølgende kontrakters afslutning.

I september 1918 holdt Vulcan generalforsamling i København, hvor bl.a. fabrikant Groesmeyer, sadelmager Sibbern og sagfører Vognsen, alle Korsør valgtes ind i bestyrelsen (Groesmeyer meldte sig hurtigt ud af foretagendet, da han ikke mente at kunne få indsigt i værftets økonomi).

På generalforsamlingen blev det oplyst, at værftet havde kontrakt på bygning af 9 skibs til en samlet sum af 6,5 millioner kroner, men man havde endnu ingen beddinger at bygge dem på. De ventedes først færdige til nytår 1919.

Stabelafløbning på Vulcan

Først i løbet af sommeren 1920 kunne man i Korsør se, at der var udsigt til at Vulcan-værftet skulle bygge et skib. Den 8. august 1920 skrev Korsør Avis, at en slæbedamper var indgået med en lægter fra Kalundborg med materialer til værftet i Korsør.

Materialerne skulle benyttes ved bygningen af et 1000 tons stort dampskib ”Niels” til Kalundborg Damskibsselskab, der sammen med Kalundborg Værft også ejedes af Henckel.

På bedding nr. 2 var spanterne rejst til et andet dampskib på 750 tons til samme selskab.

Stabelafløbningen fandt sted den 13. september 1920, og efter søsætningen førtes ”Niels” – eller skroget heraf – til Kalundborg værft, hvor skibets motor og rigning skulle montres, samt alt snedkerarbejde udføres.

Truende skyer siden værftets start havde der i pressen været rumlerier om Henckel foretagendernes soliditet, og i begyndelsen af 1921 blev disse gisninger til vished.

Kalundborg og Omegns Bank, der ligesom Kalundborg Skibsværft, var i hænderne på Henckel, standsede sine betalinger. Årsagen hertil var de meget store udbetalinger, banken havde foretaget til skibsværftet i Kalundborg. Men i Korsør afviste Vulcans ledelse, at man ville blive berørt af problemerne i Kalundborg.

Værftet kunne i øvrigt snart søsætte sit skib nr. 2, damperen ”Marie” på 750 tons. Stabelafløbningen foregik ikke uden problemer: Bugserbåden gik på grund, en wire fra ”Marie” satte sig fast, fru Henckels champagneflaske ville ikke knuses, ”Marie” løb på grund og til slut sprang trossen under ”Maries” bugsering ind i Noret, hvor damperen skulle færdiggøres.

Dette varslede ikke godt for Vulcans fremtid, og det tredje skib, man havde på bedding, var foreløbig lagt i mølposen.

I juli 1921 erklærede Kalundborg Bank sig konkurs og en måned senere likviderede Kalundborg Dampskibsselskab, begge ledet af Henckel og næsten identiske bestyrelser. Kort tid efter blev Henckel arresteret, og et af anklagepunkterne var, at han havde modtaget 19.000 kroner i provision for damperen ”Niels”, trods forbud mod, at modtog provision for nybygninger.

Vulcan likviderer

Næsten samtidig med Henckels fængsling afholdt Vulcanværftet en bedrøvelig generalforsamling: Ingen regnskaber at fremlægge og man skyldte et stort beløb til Kalundborg Skibsværft. Generalforsamlingen ønskede, at værftet skulle likvidere, men man måtte konstatere, at generalforsamlingen ikke var beslutningsdygtig.

Ved ekstraordinær samling den 7. februar 1922 likviderede værftet i Korsør.

Under forhørene af Henckel om Vulcanværftet fremgik det, at man havde haft nogle fantastiske visioner med værftet i Korsør. Der skulle have været ansat 900 mand, som ville kunne producere 40.000 – 50.000 tons pr. år, og desuden havde man håbet at kunne få reparationsarbejde hos DSB.

Men kom til at gå anderledes – værftets sidste skib ”Kamma”, blev bygget af likvidationskomiteen og efter stabelafløbningen den 11. august 1922 bugseredes skroget til Køge for at blive monteret.

I dag er arealerne ved det tidligere skibsværft omdannet til beboelseskvarter, og i den tidligere værkstedsbygning, der på første sal rummedes spanteloftet, er der i dag indrettet en beboelsesejendom.

Som en anden udløber af Vulcanværftet oprettedes der en byggeforening med samme navn som værftet i 1919. I løbet af dette år begyndte foreningen opførelsen af 6 dobbelthuse med 24 lejligheder på Vulcanvej ved Nyvej. Disse boliger blev opført for at trække arbejdskraft til værftet. Det var en måde, der i den periode var almindelig blandt landets værfter, hvor man konkurrerede om den bedste arbejdskraft.

Fra: ”Korsør Havn og søfarts historie 1790-1939”, udgivet af Museumsforeningen i Korsør ved P. J. Bell, 1984

Kilder og litteratur:
Korsør Avis 1918-1922

Kildesamling fra daværende Erhvervsarkivet (nuværende Rigsarkivet) vedr. Vulcanværftet

Særtryk af Børsen, juni 1921.

erik damm andersen, Tømrermester & Arkitekt

Udgivet den af

Tømrer- og Arkitektfirmaet erik damm andersen var et gammelt familiefirma, der tegnede og snedkrede flere bygninger i Skælskør kommune.

Firmaet startede allerede den 2. januar 1912, hvor Niels Andersen (1891-1975) overtog hans læremester P. Hogensens forretning, der var grundlagt omkring 1885. Niels var tømrermester, og farfar til Erik Damm Andersen.

På et tidspunkt indgik også Niels’ søn, Frede Damm Andersen (1914-1985) i firmaet, og det hed nu Niels Andersen & Søn. Senere overgik firmaet helt til Frede Damm Andersen og hans søn Erik Damm Andersen (1938-2019). Erik var uddannet arkitekt i Aalborg i 1970’erne. Firmaet kom til at hedde: frede og erik damm andersen, tømrermestre og arkitekt.

Den 1. januar 1977 ændres firmaets ejerforhold sig igen. Erik blev eneejer og firmaets navn blev denne gang ændret til: erik damm andersen, tømrermester & arkitekt. Erik drev firmaet frem til sin død i 2019.

Firmaet havde værksted i Tranderup, mens kontoret lå på henholdsvis Maglebyvej 4, senere Havnevej 38, Skælskør. Det beskæftigede sig med at tegne og snedkere flere større og mindre landbrugs- og beboelsesejendomme samt villaer og diverse offentlige bygninger i Skælskør kommune (1970-2006).

Skælskør Egnshistoriske Arkiv har modtaget flere af firmaets arkitekttegninger gennem årene.

Malene Sofie Justesen, 12. juni 2021

Kilder og links:

Skælskør Egnshistoriske Arkiv:
Virksomhedens arkiv, A308
Erik Damm Andersens privatarkiv, A312
Frede Damm Andersens privatarkiv, A383

Vognmandsruten Korsør – Nyborg

Udgivet den af

Vognmandsruten sejlede Nyborg-Korsør fra 1984 til 1998, hvor Storebæltsbroen åbnede for kørende trafik.

Ruten transporterede personer, varer og lastbiler. Den blev oprettet i 1984 som privat konkurrent til det statslige DSB Rederi (senere Scandlines) på Storebæltsoverfarten.

Rutens officielle navn var Vognmandsruten Nyborg-Korsør A/S.

I 1983 var skibsfører Hans E. Bergmann faldet i snak med en vognmand fra Fyn på en privat overfart mellem Taars og Spodsbjerg. Den fynske vognmand forklarede at ruten Tårs-Spodsbjerg (Lolland-Langeland) var 700 kr. billigere end DSB’s rute over Storebælt, hvis man skulle have et lastvognstog fra København til Odense.

Hans Bergmann fik regnet på en mere direkte overfart mellem de to byer, eller udskibningsbyerne Nyborg og Korsør. Derefter tog Hans Bergmann og Dan-Consult i Svendborg kontakt med Nyborg og Korsør Kommuner, samt byernes havneudvalg. Forhandlingerne endte positivt og der blev anvist ledige kajpladser til Vognmandsruten.

Hans Bergmann var overfartsleder og ruten blev fra starten ledet af Ole B. Hansen, tidligere ansat ved Dan Consult. Han kom til Korsør i 1983 for dette job. I 1988 blev Ole B. Hansen fuglekonge i Korsør Fugleskydnings- og forskønnelsesselskab.

Den 18. marts 1984 blev sejladsen indledt på ruten Korsør – Nyborg. Terminalen med billetsalg og ventepladser lå i Korsør ved Sylowsvej og Batterivej.  

V. R. Shipping ApS var det selskab, som købte Vognmandsrutens første færge ”Trailer Express”. Senere sejlede RoRo Cimbria også på ruten. Mest populær var Julle, der havde cafeteria og legerum ombord.

Billetprisen for en personbil med fører kostede 122 kroner på vognmandsruten mod 284 kroner med DSB. Hver time var der afgang fra Nyborg og fra Korsør.

I februar 1990 overtager Dansk Investeringsfond, DIFKO, Vognmandsruten med tilhørende færger og terminalanlæg.

Den 20. marts 1991 rundede Vognmandsruten passager nr. 1.000.000. Det blev fejret med blomster og foreviget af fotograf Vagn Kviesgaard i Korsør Posten.

Da Storebæltsbroen åbnede for biltrafik den 14. juni 1998 blev overfarten og Vognmandsruten nedlagt.

I juni 2001 blev den sidste færge ”Difko Nyborg” fjernet af to slæbebåde fra Halsskov Færgehavn, hvor den havde ligget siden sin sidste færgeoverfart i juni 1998. Det var den sidste af de såkaldte røde ”Rasmus Klump-færger”, som sejlede for Vognmandsruten.

Litteratur:

Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn, A3071

Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelses Selskab, kongerækken 1988

Vognmandsruten af Frederik Naumann, 2002

Skælskør Husholdningsskole

Skælskør Husholdningsskole ”Daneborg”

Udgivet den af

Bygningen ”Daneborg” på adressen Slagelsevej 4, Skælskør blev oprindelig bygget som husholdningsskole med plads til 20 elever i 1908. Denne husholdningsskole fik kun få års virke.

En husholdningsskole tilbød faglig undervisning i alle opgaver for kommende husmødre og medhjælpere i husholdning, som unge piger i store husholdninger.

Tanken bag de danske husholdningsskoler var at give unge piger en skolemæssig uddannelse i huslig gerning og daglig husførelse, da mange kvinders arbejdsplads var i hjemmene eller mange havde og var hushjælp (kokkepiger, kokkekoner, stuepiger og husbestyrerinder). Dansk Kvindesamfund afholdte mange møder over hele landet i 1890’erne om emnet.

“Daneborg” blev bygget i 1908 som A/S Skelskør Husholdningsskole.

Skolen lagde særlig vægt på undervisning i madlavning. Det var også muligt at få undervisning i al slags syning og håndarbejde. De unge piger kunne også lære stuepigegerning, som de kunne søge job som stuepiger med efter opholdet. Der var både praktisk undervisning og en teoretisk undervisning ved bestyrerinden Ida Troels Lund (født Rosendahl), lærerinde Frk. Zelma Schrøder og lokale lærerkræfter.

Opholdene varede 5 måneder, med start i maj og i november. Det kostede 65 kr. pr. måned for opholdet i 1908. Senere kostede det 55 kr. pr. måned. Eleverne på husholdningsskolen blev optaget fra 16 års alderen. Der var plads til 15 elever på de lange ophold. Der var plads til i alt 20 elever ad gangen. Der var også 1-2 måneder lange ophold og specialkurser.

Elevernes arbejdsdragt bestod af bomuldskjoler og hvide forklæder samt kapper og grydeklude, som de selv syede på skolen. Elevernes fritid gik med badning, cykle- og spadsereture på egnen til godser og skove.

Statsanerkendelsen skulle finde sted i maj 1911, så eleverne kunne opnå statsunderstøttelse til deres ophold på husholdningsskolen.

I efteråret 1914 måtte forstanderinden Ida Troels-Lund lukke sin husholdningsskole, da der ikke kunne samles elever nok til at blive statsanerkendt.

Fra 1914: A/S Skelskør Hvilehjem og Pension Villa “Daneborg” ved fru Marie Jørgensen.

Siden 1985 har der været privatboliger i Daneborg med adresserne Slagelsevej 2, 4, 6, 8, 10, 12

Bygningen

”Daneborg” blev revet ned i 1984/85 efter at have stået tomt og forladt i en periode. Der blev bygget nye boliger på stedet.

Bygningen var opført i røde sten, forsynet med verandaer og altaner.

Placeringen lå på en bakke lige udenfor Skælskør by, ovenfor Skælskør Nor. Den høje placering gav en dejlig udsigt mod Skælskør Nor, byen, Storebælt med Egholm, Agersø og Omø.

Husholdningsskolen var indrettet efter datiden standarder med store, lyse og sunde arbejdslokaler, opholdsværelser og elevværelser. Eleverne boede på et – og tomandsværelser, som de selv holdte orden på sammen med arbejdslokalerne. Værelserne var møbleret. Der var en fælles dagligstue, hvor alle kunne opholde sig, og der var et fortepiano.

I køkkenet var en dekoration på væggen udført af maler og kunsthåndværker Gudrun Trier (1877-1956). Gift med arkitekten E. Mørch og mormor til grafiker og forfatter Dea Trier Mørch (1941-2001). Et billede af vægdekorationen kan ses i et hæfte fra bestyrerinden Ida Troels-Lund, der er afleveret til Skælskør Egnshistoriske Arkiv.

Litteratur:

Per O. B. Christiansen, A/S Skelskør Husholdningsskole … I: Jul i Skælskør 2001

Skælskør Egnshistoriske Arkiv, A286

Billeder og postkort med Husholdningsskolen på Daneborg på arkiv.dk

Landcentralen, Skælskør

Udgivet den af

Maskinstation og entreprenørforretning 1951 – 1987.

En maskinstation udførte forskelligt landbrugsarbejde, som landmændene ikke selv kunne klare. Eksempelvis ved at have specialmaskiner til bestemte opgaver i landbruget.

I 1951 startede Knud Nielsen Landcentralen på sin bror Erik Nielsens adresse, Teglværksvej 27, 4230 Skælskør.

Knud Nielsen købte en kreaturklipper og en brugt Landrover med sprøjte i 1951, som blev den spæde start på Landcentralen.

I 1953 trådte Knud Nielsens bror Erik Nielsen ind i forretningen. Det skete ved, at Erik Nielsen købte forskellige brugte landbrugsmaskiner af frugtavler Verner Schou, Tystofte.

Fra 1953 til 1985 ekspanderede Landcentralen konstant.

Landcentralen udførte i perioden mange forskellige opgaver. Bl.a. snerydning i den tidligere Skælskør Kommune i den strenge vinter 1978/79, hvor alle kommunens veje var totalt lukkede.

I 1982 havde Landcentralen gravearbejdet ved kloakering af Lovsøvej, hvor man stødte på et forsvarsanlæg fra 1300-tallet. Ved de arkæologiske udgravninger af fundet fandt man Helledegrøften fra år 1250.

Pr. den 1. januar 1985 trådte Erik Nielsen ud af forretningen og solgte efterfølgende sin andel af Landcentralen til sin bror Knud Nielsen.

Knud Nielsen havde Landcentralen frem til høsten var ovre i 1987, hvor han definitivt valgte at lukke forretningen. Maskinerne blev henholdsvis solgt til smeden i Fodby ved Næstved og Tystofte Forsøgsstation.

I 2020 ejes Teglværksvej 27 af efterkommere af brd. Nielsen.

                                                                                                                      22-09-2020 Jens Nielsen

Litteratur:

Jul i Skælskør 2016: Landcentralen

Udklip om Helledegrøften, Småtryksamlingen, Skælskør Egnshistoriske Arkiv

Artikel i Slagelse Leksikon: Helledegrøften

Sønderup ny brugsforening

Udgivet den af

I landsbyerne Årslev, Sønderup og Gudum må der omkring 1905 have bredt sig en vis utilfredshed med den allerede eksisterende forbrugsforening Sønderup-Nordrup, som havde udsalgssteder i Nordrup og tæt ved Sønderup.

I maj 1905 blev gårdejer Lars Frandsen, Gudum, valgt til formand for den nystiftede forening Sønderup ny Brugsforening.

Midt i juni 1905 købte foreningen jord af boelsmand og tidligere friskolelærer Kristen Rasmussen, og påbegyndte et byggeri på matriklen 1c af Sønderup, lige ved vejkrydset Nykøbing Landevej og Sønderup-Årslevvejen.

Byggeriet blev overdraget tømrer Hans Nielsen fra Blæsinge. Fire måneder senere kunne bestyrelsen overtage den nye bygning og påbegynde foreningens egentlige formål, salg af varer til konkurrencedygtige priser. Helt fra starten fik butikken indlagt telefon, og man sikrede sig tilladelse til at sælge brændevin.

I de første år synes foreningen at være velfungerende under Lars Frandsens formandsvirke. Således udbetales der i de første år helt op til 13 % i dividende. Årsomsætningen passerede 100.000 kroner i 1927.

I jubilæumsåret 1930 blev der afholdt en stor medlemsfest på Casino i Slagelse. De medlemmer, der ikke kunne deltage, fik godskrevet 12 kroner på kontoen.

1937 anskaffede foreningen et komplet spisestel til 80 personer til udlejning blandt medlemmerne. Samme år gik Lars Frandsen af efter 32 år i formandsstolen. Han blev afløst af Hermod Hansen, Hammeldrupgården.

Thorvald Jensen havde indtil 1938 været uddeler, eller som det hed fra begyndelsen: udsælger, og ud af et ansøgerfelt på 73 blev Sven Raun Pedersen valgt til ny uddeler. Han var på posten resten af foreningens levetid.

Efter vareknapheden under besættelsen begyndte foreningen i 1949 at få vind i sejlene. Der blev investeret i en brugt lastbil til 6550 kroner. Den holdt dog kun fire år, indtil færdselspolitiet standsede den og konstaterede, at den ikke burde befinde sig på vejene. I efteråret 1953 besluttede man så at købe en ny Bedford lastbil og lade den gamle lastbil indgå i handelen.

Jubilæet i 1955 blev afholdt meget festligt med underholdning af kongelig skuespiller Elith Foss og dans til Richard Nielsens fire-mands orkester.

Foreningens formand Hermod Hansen døde i slutningen af 1955 og blev afløst af Sigurd Frandsen, Gudum.

I 1957 underholdt regimentsmusikken fra Vordingborg (5. regiments musikkorps) efter generalforsamlingen, hvor medlemmerne fik sig en svingom.

Åbningstiderne var i denne periode fastsat til 8.00-17.30 på hverdage, 8.00-13.00 om lørdagen.

I starten af 1960’erne påbegyndte bestyrelsen en stor vision om at gøre foreningen til en førende, lokal handelslokalitet. Først udvidedes med et større pakhus. Derefter drøftede man opførelsen af en kornsilo med tilhørende tørreri, og endelig investerede man i en ny lastbil og en varevogn. Omkring årsskiftet 1963-1964 var kornsilo og tørreri klar til drift, og i løbet af 1964 blev forretningsområdet ændret til tidens nye trend – selvbetjening. Samtidig indførtes kontant betaling. Der havde været en del dårlige betalere blandt medlemmerne tidligere. Desværre for foreningen fortsatte de dårlige betalere lige indtil brugsens lukning.

Der gik ganske få år, før det viste sig, at det store siloanlæg ikke var rentabelt. Bestyrelsen og skiftende generalforsamlinger kæmpede i de følgende år med at få solgt siloanlægget. Først i 1973 lykkedes det at få en handel i stand med firmaet Povl Bentsen, Ruds Vedby, der købte anlægget for en samlet pris på 1.187.500 kroner.

I disse år synes det klart for bestyrelsen, at de gode tider var afløst af meget vanskelige muligheder for at få en rentabel butik til at fungere. Benzinsalget voldte problemer, vareturene var for dyre, svindet var stigende (butikstyveri), lønningerne blev for høje i forhold til omsætningen, og konkurrencen fra Slagelses supermarkeder blev for hård.

Fra FDB i Vordingborg drøftedes åbent i disse år ”Brugstilpasning”. FDB foreslog, at de to brugsforeninger, Nordrup og Sønderup, skulle slå sig sammen. Ingen af bestyrelserne havde dog lyst til den løsning.

På generalforsamlingen i 1981 måtte den i 1977 valgte formand. Gunnar Villumsen, Gudum, konstatere, at der ikke var nogen hjælp at hente udefra. Efter lange diskussioner blandt medlemmerne stemte 64 medlemmer for lukning, bekræftet på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.13. juni 1981 lukkede Sønderup ny Brugsforening.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sønderup ny Brugsforening ved Nykøbing Landevej. Luftfoto fra 1938.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

Sønderup-Nordrup Forbrugsforening

Udgivet den af

Sønderup-Nordrup Forbrugsforening løste næringsbrev den 15. juli 1874.

Lokaliteten var matrikel 15b af Nordrup.

Året før havde en kreds af beboere i de to sogne stiftet en husholdningsforening med vedtagelsen af ”Lov for husholdnings-foreningen i Sønderup-Nordrup sogne”.

Denne husholdningsforening dannede baggrunden for den forbrugsforening, der begyndte sit virke med to udsalgssteder, det ene i landsbyen Nordrup på den ovennævnte matrikel, det andet udsalg blev placeret i landsbyen Hallelevs yderste, vestlige grænse mod Sønderup på matrikel 20.

Da Forbrugsforeningen således havde sin start i 1873-74 må det siges at være en af Danmarks ældste forbrugsforeninger, idet pastor Sonne stiftede den første forbrugsforening i Thisted i 1866.

I 1892 ændres foreningens navn til Sønderup-Nordrup Brugsforening.

De halvårlige generalforsamlinger blev afholdt på skift på Nordrup og Sønderup skoler. Senere blev Hallelev forsamlings-hus anvendt til møderne.

Varerne i de to udsalgssteder kom fortrinsvis fra købmænd og fabrikker i Slagelse. Eksempelvis Langes tobaksfabrik, rebslager Lerche, øl og brændevin fra Kierulff, samt boghandler Skaarup.

Transporten af varer blev varetaget af lokale folk, der efter tilbud overtog et års kørsel. Kørslen foregik til Slagelse, og senere også til Munke Bjergby station på den nu for længst nedlagte Sorø-Vedde bane.

Friskolelærer Søren Jensen, Skaftelev blev valgt til formand i 1893. Den post beholdt han i mange år helt frem til sin død i februar 1919.

Efterfølgeren på formandsstolen blev førstelærer Harald Larsen, Nordrup.

Han var formand helt frem til 1964, hvor han på grund af svigtende helbred måtte trække sig fra formandsstolen.

De skiftende bestyrelser arbejdede ivrigt med at optimere udsalgene. Udsalget i Hallelev blev dog opgivet omkring 1910, formentlig på grund af den nyoprettede Sønderup ny Brugsforening, der blev etableret ved Nykøbing Landevej i 1905.

Der ses dog ingen sure miner i protokollen over den nye brugsforening i Sønderup, selv om den ganske givet var en alvorlig konkurrent.

I 1919 ændredes navnet igen. Nu blev foreningen kaldt Nordrup Brugsforening.

Med Harald Larsen som drivkraft arrangerede bestyrelsen udflugter for medlemmerne, ligesom general-forsamlingerne blev krydret med festlige indslag. Jubilæumsfesterne blev virkelige fester, afholdt både for medlemmer og for ungdommen i området.

I 1941 sagde den hidtidige uddeler Lars Christensen sin stilling op. Ud af 80 ansøgere ansatte bestyrelsen derefter Hans Petterson, der kom fra Roskilde.

Tilfældigvis holdt bestyrelsen møde om aftenen den 4. maj 1945. Under mødet kom frihedsbudskabet, hvilket fik referenten Harald Larsen til at notere i protokollen: ”Glæden over befrielsen er stor. Også for brugsforeningen håber vi, der vil oprinde en god tid”.

1960 skete der skelsættende ting. Et helt nyindrettet butikslokale blev indviet i august, og på generalforsamlingen blev den første kvinde indvalgt i bestyrelsen. Det blev fru Karen Margrethe Larsen, Hallelevgården.

I slutningen af 1960’erne begyndte de første alarmklokker at ringe. Konkurrencen fra Slagelse og den stigende velstand gjorde, at trofaste kunder efterhånden foretrak at handle i de mange, nye butikker i byen.

Bestyrelsen og uddeleren gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at holde på kunderne, men forgæves.

100-års jubilæet i maj 1973 blev en velfortjent, storslået fest, afholdt i Hallelev forsamlingshus, men herefter gik det hastigt ned ad bakke med indtjeningen.

Hans Petterson stoppede som uddeler i 1977 af helbredsmæssige grunde.

En ny, ung uddeler, Vagn Eriksen, blev ansat, men heller ikke han var i stand til at dæmme op for den udvikling, der endte med at foreningen måtte lukke i efteråret 1980 ligesom mange andre, små brugsforeninger på landet i disse år.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Stigsnæs Andelsmejeri

Udgivet den af

År 1910 den 17. september afholdtes generalforsamling i Magleby Forsamlingshus, med det formål, at opføre et andelsmejeri på Stigsnæs. Der blev valgt følgende til bestyrelsen: gårdejer M. P. Hansen Mindeshoved, gårdejer Hannibal Pedersen Sevedø, bolsmand Chr. Pedersen Magleby, gårdejer P. Nielsen Østerhoved, gårdejer H. Th. Skov Fornetofte, gårdejer Th. Søborg Holten og smed Chr. Andersen Nyvang.

Den 19. september afholdtes bestyrelsesmøde på Hotel Skandinavien i Skælskør, hvor M.P. Hansen Mindeshoved blev valgt til formand.

Der blev erhvervet et areal på 6.738 kvadrat alen til en pris på 1.684 kr. af Borreby. Her blev så opført et mejeri med beboelse til mejeribestyreren, under medvirken af H.P. Philipsen Slagelse. Brandforsikringssummen var 82.000,00 kr.

Der var kulfyring med en Marshall dampmaskine og elektrisk lys.

Samtidig blev opført et ostehus hvor der også blev indrettet en ”badeanstalt”. Det kostede 15 øre for mejerikredsens beboere at bade og 25 øre for fremmede.

Fra mejeriets start var 103 leverandører med 616 køer. Største leverandør havde 25 malkekøer og de mindste 2 køer.

I 1964 blev mejeriet nedlagt på grund af manglende mælkeleverance. Efterfølgende er mejeribygning og skorsten revet ned, så kun beboelsen står tilbage og tjener i dag som privat bolig.

Formænd:

M.P. Hansen 1910-1933

Thorvald Madsen 1933-1946

Frede Justesen 1946-1953

Arvid Larsen 1953-1964

Mejeribestyrere:

H. Olsen 1911-1915                 

Johannes Rasmussen 1915-1933                                                      

Aage Nielsen 1933-1964

AAGE PILEGAARD JUSTESEN. 2014

Stigsnæs Andelsmejeri ca. 1915

Slagelse Træskofabrik

Udgivet den af
I 1880 fik Carl Gotfred Nagel Kierullf borgerskab som købmand i Slagelse. Og med dette borgerskab var grunden lagt til en træskofabrik. Fabrikken lå på Sct. Mikkelsgade nr. 20. Grunden havde en gennemgang til Jernbanegade.Træskofabrikken blev en succes og omkring 1900 var der ca. 40 mennesker ansat på fabrikken. Dette medarbejdertal holdt sig næsten indtil 1935.Med Anden Verdenskrig og besættelsestiden begyndte det at blive vanskeligt at få leverancer af træ til produktionen og snor til bundtning af træskoene. Fabrikken var imidlertid blevet overtaget af De Forenede Træskofabrikker som i forvejen havde fabrikker i Køge, Ringsted og Sorø.Efter besættelsen betød den faldende efterspørgsel efter træsko at fabrikken måtte lukke i 1949. I januar 1950 blev fabrikken solgt til karetmager J. Jensen fra Slagelse, som kun overtog bygningerne men ikke maskinerne. Karetmageren drev værksted i en del år, men i forbindelse med sanering af området blev bygningerne nedrevet.                                                                                           

Se også følgende billeder fra Slagelse Træskofabrik på arkiv.dk:

B178 – B338 – B5104 – B5105                   

Poul Hansen. August 2016