Kategori arkiver: Virksomhed

Korsør mekaniske Fiskenetfabrik A/S

Udgivet den af

12. marts 1904 blev der i Korsør oprettet et aktieselskab med formålet:  Fabrikation og salg af alle slags fiskenet og fiskegarn, tovværk og alt øvrigt til fiskeri hørende.  Bestyrelsen havde 3 medlemmer:  Formanden, detailhandler Th. Ørbech, Korsør, fabrikant Carsten Kordt og købmand Walther Brücher, begge af Itzehoe i Tyskland. 
Da de 2 tyske bestyrelsesmedlemmer kom fra Itzehoe, har de sandsynligvis haft tilknytning til den store fabrik ’Mechanische Netzfabrik und Weberei’ i Itzehoe.

Den kommende nye fabrik i Korsør valgte bestyrelsen at kalde Korsør mechaniske Fiskenetfabrik.

Ved skøde af 16. juni 1904 købte bestyrelsen ejendommen Slottensgade 1, kaldet ‘den gamle Postgaard’, for 20.000 kr.  Sælgeren var fhv. købmand J.A. Larsen i Kerteminde, som i 1902 havde købt ejendommen på tvangsauktion for 15.000 kr.  Ejendommen på 2 etager var indrettet med lejligheder til 12 familier, hvis lejebetaling nu blev til indtægt for netfabrikken.

I Tyskland blev købt 6 netmaskiner, som skulle opstilles i et nybyggeri bag hovedbygningen. 22. november 1904 underskrev bestyrelsen et skadesløsbrev på 22.640 kr. til tømrermester R. Rasmussen, som havde påtaget sig at opføre fabrikkens bygning etc. i entreprise.
I maj 1905 udstedtes endnu et skadesløsbrev på 40.000 kr. til Banken for Korsør og Omegn.
På det tidspunkt var bygningerne brandforsikret for 57.610 kr. og maskinerne for 52.561 kr. 

Der blev efterlyst arbejdskraft til pasning af maskinerne.  Aarhus Stiftstidende 26/9 1905:  Dygtige Piger over 18 Aar kan faa Beskæftigelse. Ved stadigt Arbejde gives høj Løn.  Korsør mechaniske Fiskenetfabrik.

Med mellemrum ændredes bestyrelsen.  Medstifter og direktør i 4 år, Th. Ørbech, udgik i 1908. I 1911 bestod bestyrelsen af:  Formand Oscar Steidtmann, Hamborg, næstformand C. Kjærsgaard samt M. Klock, Hamborg.  Sidstnævnte afløste i februar 1911 E. Boytler.  Hvor længe, der var tyske medlemmer i bestyrelsen, er ikke opklaret, men midt i 1930’erne var Oscar Steidtmann stadig formand.

Problemer med netmaskinerne medførte, at man indstillede produktionen af net, og maskinerne blev returneret til Tyskland.  Da man nu ikke længere var en ’mekanisk fiskenetfabrik’ blev firmanavnet ændret til det enkle Fiskenet A/S. 
Det blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling 27. august 1919.  Dermed må ophøret af egen produktion af net være sket nogen tid før dette tidspunkt. 

Foruden videresalg af net blev firmaets hovedopgave nu montering af fiskeredskaber af indkøbt net.
Der forhandledes også alt i tilbehør til fiskeri.  Det skal her nævnes, at firmaet havde en afdeling i København, som handlede med bindegarn.

Som mangeårig montør skal her nævnes Carl Frederik Enevoldsen, som med sin familie boede i en af firmaets lejligheder i hovedbygningen.  Ifølge folketællingerne var han montør i 1911, og det var han stadig i 1940, da over 70 år gammel. Enevoldsen var fra Fyn og søn af en fisker. 

Folketællingerne giver oplysning om øvrige ansatte, som havde bopæl i firmaets hovedbygning:
1906: Maskinmester Hermann Rehder og fabriksarbejder Jensine Andrea Jensen. 
1916: Osvald Adler Levinsohn, bestyrer af Korsør Mekaniske Fiskenetfabrik.
I august 1917 kaldes Levinsohn forretningsfører.
1921: Metha Kathrine Jensen, bogholder ved Fiskenet A/S, ugift.  I august var hun blevet indvalgt i bestyrelsen. 
1925, 1930 og 1940: Herman J. Christoffersen, prokurist.

Foruden de ansatte, der boede i byen, var der også ansat udenbys montører som hjemmemontører.

Det nye firmanavn Fiskenet A/S blev optaget i Aktieselskabsregisteret 22. januar 1920.  En udskrift af registeret af 17. december 1923 oplyser, at aktiekapitalen var på 81.200 kr. og fuldt indbetalt. 
Bestyrelsens medlemmer var da:  Grosserer Jens Chr. Lehrmann, Niels Juelsgade 13, København; købmand Poul Oscar Steidtmann, Hamborg  og Axel William Knudsen, Korsør.  Sidstnævnte er direktør for Fiskenet A/S.
Prokura er meddelt til 2 personer i forening:  Max Steidtmann og Herman Johannes Christoffersen. Max Steidtmann var søn af Poul Oscar Steidtmann.

Direktør Knudsens interesse for fiskenet kan forklares med, at han var uddannet som kontorassistent hos fiskenetfabrikant N.P. Utzon i København.  Som kontorelev var han indlogeret hos Utzons repræsentant Hans Frank i villaen Kronprinsesse Sophies Vej 20, som var ejet af N.P. Utzon

I 1921 blev en nyuddannet handelsmand, 19-årige Herman Johannes Christoffersen, ansat som bogholder.  Han var dygtig, initiativrig og en vigtig drivkraft for firmaet, som ved hans ankomst i 1921 var nær insolvens.  I 1923 blev han udnævnt til prokurist, i 1925 forretningsfører, og i 1944 blev H. J. Christoffersen direktør. 

Hermann Christoffersen var også meget aktiv uden for firmaet.  I 1937 kom han i byrådet, i 1943 var han viceborgmester, og i en periode indtil 1957 var han borgmester i Korsør.
I 1926 var han blevet gift med Lilly Kisbye.  Parret fik 2 sønner og adopterede en søn af en slægtning til Christoffersen.  Sønnerne Otto og Flemming antog moderens efternavn Kisbye.

I midten af 1930’erne var der ansat omkring 20 personer i firmaet, som da eksporterede fiskeredskaber bl.a. til det øvrige Skandinavien.

Ifølge en udskrift fra Aktieselskabsregisteret, tinglyst 24. juli 1947, blev firmanavnet Fiskenet A/S i dette år ændret til H. Christoffersen A/S.

Firmaets 50 års jubilæum blev fejret 12. marts 1954.  I en artikel herom i Slagelse-Posten 9. marts 1954 er det bemærket:  En del af aktiekapitalen var fra starten tysk, og denne del blev efter krigen konfiskeret og udbudt.  Det lykkedes direktør H. Christoffersen – – – at få en stor del af disse aktier overdraget til en del af personalet. – – – Endvidere har man gennem de sidste 25 år oparbejdet en betydelig virksomhed som manufakturgrossist, bl.a. i gardiner, metervarer – – -. 

Ledelsen i 1954:  Sagfører H. Michaelsen (formand), direktør H. Christoffersen og prokurist Carlsen.

Herman Christoffersen døde 2. marts 1968, 66 år gammel.  Firmaet blev videreført af en kreds af medarbejdere under navnet H. Christoffersen ApS, med Mogens Sørensen som direktør.

Da firmaet holdt 75 års jubilæum i 1979, var der 6 fastansatte i Korsør, men ud over landet har man 10 hjemmesyersker, der fremstiller ruser af nettene fra Korea og Japan.  Vore kunder er fiskere over hele landet, og – i stigende grad – lystfiskere, som kan købe både specialmaling til fartøjerne, søtøj og forskelligt grej (Sjællands Tidende 10/3 1979).  Mogens Sørensen var fortsat direktør.

I 1986 fusionerede H. Christoffersen ApS med Th. Ørbech & Søn ApS til Korsør Net ApS med direktørerne Peter Nielsen og Marius Snitkjær.  Det nydannede firma fik domicil på Reskavej 1, Korsør, i en nyopført bygning, og de gamle bygninger blev solgt. Fra 1990 var Peter Nielsen eneansvarlig.

16. februar 1989 blev føjet et binavn til firmanavnet:  Korsør Net ApS – Danrope, hvilket udgik igen 15. marts 1990, men fra 3. januar 1991 var navnet  Korsør Net ApS – Unirope. 

Sidst i 1990’erne var der underskud i årsregnskaberne på grund af fiskeriets tilbagegang og andre årsager.  30/11 1999 valgte bestyrelsen at lade firmaet træde i frivillig likvidation. 

Slutregnskabet er dateret 2. maj 2000, hvilket er er datoen for firmaets ophør.  Direktør Peter Nielsen ejede bygningen, som han efterfølgende lejede ud.

Studiet af Korsør Nets historie er afledt af et studium af vodbinderiet i Lundø (ved Skive fjord). Vodbinderiets arkiv, som er givet til Byarkivet i Skive, indeholder adskillige sager fra Korsør Net. Lundø Vodbinderi købte net hos ’Korsør mechaniske Netfabrik’ for 1.092 kr. en gang i 1920’erne, mellem 1920 og 1926 (ifølge Postkvitteringsbogen), dvs. fakturaer med det oprindelige firmanavn er blevet brugt efter navneændringen i 1920.  Langt senere blev købt net hos firmaet H. Christoffersen fra 1981 til 1984, især i 1984, da der blev købt ca. 260 kg net.  Fra 1987 til 1999 blev købt varer hos Korsør Net, især nylontvist.  Den sidste faktura til vodbinderiet er dateret 30. marts 1999.

Kilder og litteratur

Korsør Byfoged. Skøde- og Panteprotokol, 20/6 og 28/11 1904,  27/5 1905,  22/1 og 19/2 1924.

Anmeldelser til Handelsregistrene, 1904 og 1911.

Kirkebogen for Skt. Pouls sogn, Korsør  |  Folketællinger 1906 – – 1940 for Slottensgade 1, Korsør. 

Aarhus Stiftstidende, 26/9 1905  |  Slagelse-Posten, 9/3 1954  |  Korsør Posten, 7/3 1979. 

Sjællands Tidende, 10/3 1979,  18/2 1986,  29/10 1999.

Digitaliserede tingbøger. Retten i Korsør, matr. nr. 232a   |  Virk/Virk data (Internet)

Lokalhistorisk arkiv, Korsør:  Fiskenet A/S m.m.  |   Lundø Vodbinderis arkiv.

Knud Mørk Hansen, 6. februar 2023

Skovsø Mølle

Udgivet den af

Skovse å har sit løb mellem Ottestrup, Vedby Sønder og Skovsø og løber sammen med Gudum å længere mod nord.

I matriklen fra 1664 er der en beskrivelse af en vandmølle, der ganske kort beskrives således: Skovsø – Kristern Møller. I matriklen fra 1688 står der: En vandmølle er for få år siden blevet øde. Jorden dertil bruges af Peder Michelsen.

Modelbogen fra 1688 oplyser, at der er en vejrmølle og en hestemølle, som tilhører Jens Møller i Ny Mølle og herforuden har været for samme by en vandmølle, som for nogle år siden er blevet øde, hvilket vel ingen kunne opbygges. Dens vandfald har været fra rum tider rindende å.

Møllebogen siger om møllen: Skovsø 2 tønder og 2 skæpper, øde. Tilhører kongen.

Ud fra disse oplysninger må det være rimeligt at antage, at der langt tilbage i tiden (fra omkring 1300) har været en vandmølle på stedet. Der er ikke langt til den vandmølle, som munkene havde bygget ved grangien ved Gudum kirke, og det kan sagtens være inspiration fra vandmøllen der, der har ført til en tilsvarende mølle i Skovsø.

I 1776 blev Antvorskov rytterdistrikt solgt, og Store Frederikslund blev hovedgården i dette område, således altså også ejer af møllen i Skovsø. På rytterdistriktskortet fra 1768 ses møllegården og møllen beliggende øst for landsbyen Skovsø, der talte 9 gårde og enkelte huse. Lige syd for landsbyen lå den fælles tørvemose for alle ni gårde. Nord for møllegården lå to gårde.

På kortet fra Videnskabernes Selskab over den sydvestlige del af Sjælland betegnes åen som Kalvekilde. Det er således senere, at navnet Skovsø å dukker op.

Kortet: https://arkiv.dk/vis/6474921

I folketællingen fra 1787 for Skovsø by opregnes blandt andre Jens Gregersen, 24 år, ugift møller. Anna Nielsdatter, 68 år, bedstemoder. Fire personer ansat som tyende ved møllen.

I folketællingen fra 1801 for Skovsøe var noteret Jens Gregersen,37, gift, husbond, selvejer, møllen; Karen Nielsdatter, 35, gift, hans kone; børnene Christian, 7 år, Dorthe, 6 år, Birthe, 5 år, Gregers, 3 år og Mette, 2 år. Fire personer var ansat som tyende.

På matrikelkortet fra 1801 er Jens Gregersen noteret som ejer af matrikel 4, Skovsø by. Jens Gregersen døde i sommeren 1814. Den ældste søn Christian overtog møllen.

Sønnen Gregers var rejst hjemmefra og i 1834 var han møllersvend på Værslev mølle. Året efter blev han gift med Kirstine Breum. De flyttede til Kalundborg, hvor Gregers blev mølleejer af den i Kalundborg så kendte Gregersens mølle på Møllebakken.

Fra folketællingen 1834 er der noteret for Skovsø Mølle: Christian Gregersen 40, gift møller; Caroline Elisabeth Bolhorn, 24 hans kone (datter af købmand Bolhorn, Slagelse); børnene Johannes, 4 år og Jens Peder, 3 år. Karen Nielsdatter 68, enke efter husbondens moder, forsørges af ham (Christian Gregersen). Fem personer var ansat som tjenestefolk.

Fra folketællingen 1845 er der noteret for Skovsø mølle: Christian Gregersen, 52, gift, møller, født her i sognet; Caroline Bolhorn,36, gift, hans kone, født i Ringsted; børnene Johannes, 15 år, Jens Peder, 13 år, Trine, 10 år, Maren, 4 år og Caroline, 2 år. Til folketællingen skal også tilføjes 7 tjenestefolk og en lærerinde Jensine Jensen, 20 år, fra Findmarken. Den sidste oplysning kunne tyde på undervisning hjemme på møllegården, men det kan ikke bekræftes.

Fra folketællingen 1850 er der noteret for Skovsø mølle: Christian Gregersen, 54, husfader; Caroline, 41 år; børnene Johannes, 20 år, Jens Peder, 18 år, Trine, 15 år, Maren, 13 år, Henriette, 11 år, Karen, 9 år, Caroline, 7 år og Johanne, 4 år. Desuden: Søren Christensen, 35 år, bager og Jensine Jensen, ugift lærerinde, født i Norge.

Ved folketællingen 1860 blev Christian Gregersen på 67 år noteret som møller og sønnen Johannes Gregersen, 30 år, som mølleforpagter. Christian Gregersen døde 4.4.1871.

Portræt af Christian Gregersen https://arkiv.dk/vis/4152921

Forsikringsprotokollen noterede følgende om Skovsø mølle: Hollandsk vindmølle vest for gården med 4 kværne. Forsikring fra 4.4.1871. Ejer Johannes Gregersens enke. Bageribygning 10 fag, bagerovn med skorsten. Møllen muret etage, skrog tømmer, spån beklædt.

Folketællingen fra 1880 fortæller, hvordan Skovsø mølle blev drevet videre med Johannes Casper Gregersen, 49, som gård- og mølleejer. Dertil kom hans hustru Ane Cathrine Elisabeth, 43 år og børnene Johanne, 20 år, Karoline, 18 år, og Christian, 6 år. På samme matrikel stod Jens Peder Gregersen, 48, mølleforpagter, enkemand. Dertil kom børnene Henriette, 14 år, Anne Helene, 13 år, Christian, 11 år, Henrik, 9 år, og Carl, 7 år. Der var også noteret fire møllersvende/karle. Jens Peders kone Karen Sophie Marie døde 23. 8. 1873.

I sensommeren 1882 blev Skovsø mølle ramt af en familietragedie. Jens Peder Gregersen døde 15.8.1882. Dødsårsagen blev noteret i kirkebogen som vattersot (væskeophobning i bindevæv). En måned senere døde lillebroderen Johannes Christen den 16.9. I kirkebogen blev noteret lungesvindsot som dødsårsag. I dag bedre kendt som tuberkulose. I Slagelseposten af 21. september 1882 stod følgende at læse under overskriften ‘Auktion over fast ejendom’:

Efter tagen bestemmelse på skifte efter afdøde mølleforpagter og gårdejer Jens Peder Gregersen af Skovsø, og tidligere afdøde hustru Karen Sophie Marie, født Knudsen, bliver stillet til bortsalg ved trende offentlige auktioner, der afholdes mandag den 9. oktober klokken 12.00, mandag den 23. oktober formiddag klokken 12 og mandag den 6. november formiddag klokken 12, hvoraf de to første auktioner afholdes her på kontoret og den sidste på selve gården den dette dødsbo tilhørende. Signeret Bech.

Livet gik dog videre for slægten Gregersen på Skovsø mølle. Kristian Thorvald Mikael Gregersen blev konfirmeret i Sorterup kirke i 1882. Han var søn af Jens Gregersen. I oktober 1884 blev Henrik Hannibal Herman Gregersen konfirmeret i Ottestrup kirke. Han var også søn af Jens Gregersen. Ved folketællingen 1890 var Niels Peder Vilhelm Gregersen (født 28.4.1863), 26 år, noteret som bestyrer. Han var søn af Johannes Gregersen. Ane Kathrine Lisbeth Nielsen,53, enke efter Johannes Gregersen og mor til Niels Peder. Hun var opført som husmoder, og som erhverv drev hun mølleforretningen. Dertil kom syv ansatte ved møllen og bageriet. I oktober 1890 blev Niels Vilhelm Gregersen viet til Augusta Charlotte Nielsen i Citadelkirken i København. I de kommende fem år fik de fire børn, Inger, Johannes, Povl og Elise.

Forsikringsprotokollen fra 1892 har noteret ejeren af Skovsø mølle som Johannes C. Gregersens enke. Noget tyder dog på, at Niels Vilhelm overtog møllen omkring det tidspunkt. I hvert fald blev han i kirkebogen noteret som møller.

I den lokale vejviser fra 1891-1893 noteres Skovsø mølle og bageri. Også her er ejeren Gregersens enke. I foråret 1898 var det endegyldigt slut for slægten Gregersen på Skovsø mølle. Møllen blev solgt, og Niels Vilhelm flyttede med kone og børn til Haslev, hvor de boede en del år. Niels Vilhelm arbejdede som handelsagent.

Kristian Kristoffer Jensen blev den nye ejer fra 13.6. 1898.  Han kom fra Lynge sogn til møllen med familien. Hustruen var Marie Jensen. Desuden møllersvenden Karl Emil Rasmussen.

I bageriet var Niels Jørgen Jensen. Han kom fra Hashøj 1899 sammen med sin lille familie Jensine, hustru, og børnene Mary, August og bagerlærlingen Jakob Jensen, der kom fra Fårdrup 1900. Fra 1. april 1901 var Niels Jensen forpagter frem til 1904.

I folketællingen 1906 blev noteret Jens Peder Jensen, født 1866, som bager og møller. Hustruen Oline Marie, født 1868 og børnene Osvald og Emmy. Desuden Holger Jensen, møllersvend og Kristian K. Jensen, født 1848. Mølleejer. Hans hustru Marie, født 1853. Noget gik helt galt for møller Jens Peder Jensen, og han gik konkurs. I en avisannonce fra sommeren 1906 stod følgende under overskriften ‘Fallitboauktion’:

Mandag den 18.juni formiddag klokken 10 præcis bliver efter begæring af Antvorskov Birks skifteret, der behandler bager og møller af Skovsø Jens Peder Jensens konkursbo, ved auktion på Skovsø bortsolgt det boet tilhørende løsøre, hvoraf fremhæves: borde, stole, skilderier, gardiner, glas, porcelæn, køkkentøj, decimalvægt med lodder, diskvægt, senge, sengeklæder, fodpose, høns, kul og brænde, værktøj, bageriredskaber, brødæltemaskine med omgang, en lukket brødvogn, en arbejdsfjedervogn med kæpskinner, en kavalervogn med patentaksel og to stole, slæde, to sorte vallakker, 1- 2 brune hopper m.m. Inkassator fuldmægtig Flemmer i Slagelse. Kredit til Mikkelsdag dette år. Antvorskov Birks kontor 2. juni 1906.

På forunderlig vis fortsatte Skovsø mølle. I hvert fald kunne man i en annonce fra 3.9.1908 læse følgende:

Efter at have forpagtet Skovsø Mølle ser jeg mig efter grundig reparation af møllen i stand til at besørge formaling og efter 8 dages forløb knusning af sæd og anbefaler mig hermed til omegnens beboere. Da jeg selv passer møllen, garanterer jeg for reel og hurtig betjening. H. F. Olsen.

Det varede dog kun et års tid, så var møllen på nye hænder igen. Den nye ejer Johannes Lønow annoncerede i 1909 efter en pålidelig møllersvend, der kunne få plads på Skovsø mølle. Året efter i en novemberstorm var det slut med Skovsø mølle. I de landsdækkende aviser kunne man læse, at Skovsø mølle ved Slagelse var brændt ned i den stærke storm. Branden opstod ved, at møllen gik med persen, og man var ude af stand til at standse vingerne.

Møllen tilhørte nu mølleejer Lønow. I 1911 kom der et lille forsøg på at genopføre møllen. S. Edvardsen fra Tersløse ved Dianalund annoncerede “½ tønde land beliggende ved Skovsø by op til landevejen billigt til salg. Lille udbetaling. Egner sig meget til at bygge en mølle, et savværk eller for en håndværker. Kan også deles i mindre byggepladser.” Der kom ikke noget ud af dette forsøg.

I dag kører man hen over den plads, hvor møllen lå. Vejen fra Sorø til Slagelse blev rettet ud i Skovsø omkring 1920, så der er ingen spor mere efter møllen.

Knud Bruun Rasmussen, 01-10-2022

Teglgården, Korsør

Udgivet den af

Gadenavnet
Teglgården bliver navnegivet ved beslutning i kommunens tekniske forvaltning, der d. 21. december 1923 annoncerer de nye navne på gaderne på den tidligere Tårnborg Teglværksgrund, nuværende Stadion-kvarteret.

De andre gadenavne blev: Stenvangen, Dyrehegnet og Ved Lunden. En tidligere gade, Lilleøgade, skifter navn til Møllevangen.

Teglgården er med i Folketællingen i 1930. Der registreredes 10 adresser, med 2 etager, dvs. flere familier i samme hus. Før da findes (villa) Teglgård, som ikke må forveksles med (vejen) Teglgården.

Udstykning og økonomi
Grundene udstykkes på jord fra Tårnborg Hovedgård under Korsør Byjord. Dette forkortes, på offentlige dokumentet med T.H.u.K.J.

Jorden er fugtig. Der konstateres klæg i jorden, som er ustabil grund. Der blev krævet en grundig planlagt pilotering før byggetilladelserne blev givet. En betingelse for at påbegynde husbyggeriet var også en materiale-bevilling på en speciel blanket, grundet 1940’ernes generelle mangel på byggemateriel.

Ved husenes opførsel blev der søgt om statslån og de detaljerede betingelser for tilbagebetaling blev sendt til lånetageren. Tilbagebetalingen blev tilført kommunens kapitalformue.
I 1946 og fremad er der en boligmangel i Korsør og landet over.

Når husejer installerede oliefyr, kunne man leje en olietank. Lejebetingelserne blev beskrevet, når tilladelse til oliefyrsopvarmning blev givet.

Omhyggelige beskrivelser og beregninger følger med ansøgningerne om tilladelse til at opføre et hus, som er at finde i kommunens tekniske forvaltnings sagsarkiv på adresserne (Weblager.dk).

Bygherrerne
I 1944 blev der dannet et byggekonsortium på 5 håndværkere, repræsenteret ved Vilhelm Thygesen. Dette konsortium køber grundene Teglgården nr. 27-33.
Maskinmester Jul. Hansen køber fire andre grunde i 1947.

I 1951 ønsker Idrætsforeningen Storebælt ønsker at opføre et klubhus på Teglgården nr. 32. Det får foreningen tilladelse til, mens der understeges gentagne gange, at der ikke må bruges til beboelse.

Byggetilladelser ledsages med omhyggelige beregninger og kontrol af grundig pilotering med stolper i jorden under fundamentet, ellers opstår der senere skader på husene.

Det sidste hus på gaden, Teglgården nr. 42, opføres i 1964 og er en værkstedsbygning for firmaet Blichfeldt og Nielsen. Dette vejstykke kaldtes også “Teglgårdens forlængelse”.

Teglgården glider således langsomt over i vejen Bag Stadion, og det industrikvarter som vokser frem dér efter 1960erne.

Gas, vand og kloak
Installationer med gas, vand og kloak var installeret i vejen med de lave husnumre, men ikke for grundene med de høje husnumre. Der blev derfor tænkt kreativt med tilslutning af vand, gas og kloak, der måttes gøres via naboens rørledninger. Jorden er klæg og nogle rør blev ikke gravet langt nok ned under jordoverfladen, hvilket skabte problemer.

I sommeren 1959 blev hovedvej 1A istandsat og den tunge trafik blev omdirigeret og sendt gennem Teglgården og Dyrehegnet. Det skabte problemer og rørskader på vand og gas. Beboerne klagede over rørskaderne, som gav anledning til lange skriverier og diskussioner med kommunen om hvorvidt husejerne kunne få dækket udgifter til reparationer. Ikke alle fik dækket skadernes omkostninger.

Husene i dag
I dag (2023) er der 31 adresser på Teglgården. Nr. 1, 2 og 3 eksisterer ikke længere, og gik formentlig til ved udvidelsen af Kongebroen fra 1954.

I 1987 skete en om-nummererede de ulige numre, nr. 17-25, hvor alle pågældende husnumres talværdig steg med 4, dvs. Teglgården nr. 17 blev til nr. 21, nr. 19 til nr. 23, nr. 21 til nr. 25. Årsagen var opførslen af det dobbelthus på hjørnet mellem Stenvangen og Teglgården, matrikelnr. 2bo.

Kilder:
Weblager
BBR
Lokale aviser via Mediestream
Rigsarkivet
A9034, Korsør lokalhistoriske arkiv

V. Puggaard Petersen 2023

Smedene i Hallelev

Udgivet den af

På et af Antvorskov rytterdistriktskortene fra 1768 er der ved landsbyen Hallelev tegnet et lille hus og et lille vandhul i landsbyens nordvestlige hjørne. Ved siden af er et jordstykke betegnet Smede Støcker.

Det er smedens hus, der var placeret, så der var mindst mulig risiko ved at have smedens åbne esse tæt på de stråtækte bygninger, der udgjorde landsbyens øvrige bebyggelse.

Smedens fornemmeste opgave var at sko de mange heste, der tilhørte de lokale gårde. Ydermere skulle han vedligeholde plove og harver, der blev voldsomt slidt ved markarbejdet.

I den første folketælling fra 1787 findes den unge smed Jens Hansen på 28 år og hans hustru Lisbeth på 23 år. Han blev noteret som smed og husmand, hvilket vil sige, at han boede i et hus i landsbyen.

Ved den følgende folketælling fra 1801 er det Niels Hansen på 61 år, der er opført som smed. Konen hed Anne Cathrine, 58 år, og datteren Maren på 17 år boede hos sine forældre i smedehuset. Niels og Anne havde også en søn Jens, der var født i 1782. Det er formentlig ham, der optræder i sogneprotokollen fra 1831 som smed i Hallelev. Den gamle smed Niels Hansen døde sidst i februar 1828 i en alder af 87 år.

Jens Nielsen har formentlig hjulpet sin far i smedjen i en del år. I hvert fald noteres i kirkebogen for Sønderup sogn den 19. marts 1823, at pigen Ane Katrine Jensdatter var datter af smed Jens Nielsen i Hallelev. Jens Nielsen døde den 27. januar 1831.

Hans Jensen blev konfirmeret i Sønderup i 1827. Han kom i lære hos sin far Jens Nielsen, smeden i Hallelev.

I folketællingen fra 1834 blev det på matriklen for smedehuset noteret, at Maren Knusdatter på 49 år boede der sammen med sønnen smedesvend Hans Jensen. Hans Jensen blev gift med Kirsten Christensdatter den 16. januar 1836. I de følgende år fik de tre døtre: Mette i 1836; Karen i 1837 og Ane Margrethe i 1839.

Smedelodden blev efter datidens måleenheder opgjort til 3 skæpper, 2 fjerdingskar og 1 3/4 album. Omregnet til dagens mål med kvadratmeter svarer smedeloddens areal til omkring 5000 kvadratmeter.

I de følgende mange år var det Hans Jensen og hans familie, der boede i smedehuset i Hallelev. Hans Jensen døde 29. januar 1883 som aftægtsmand i Hallelev. Konen Kirsten Christensdatter var død to år tidligere.

Sønnen Jens Peter Hansen var opført som smedesvend i folketællingen fra 1880, hvor han givetvis har været medhjælper hos faderen Hans Jensen.

Den næste smed i Hallelev var Martin Larsen, der sammen med sin kone Kirsten Kristensen var kommet fra Sludstrup. De havde to børn, Hans Christian og Marie. Marie blev konfirmeret i Sønderup 1890. Martin Larsen blev ikke længe i Hallelev.

Ved folketællingen 1906 var det Andreas Møller og hustruen Karoline, kaldet Line, der nu boede i smedehuset. Andreas var født 27. marts 1861 og Karoline var født 28. februar 1860. I folketællingen fra 1916 blev Andreas Møllers indtægt opgjort til 900 kroner. Formuen var på 2500 kroner. Skat til staten blev opgjort til 5,82 kroner, og skatten til kommunen blev sat til 5,22 kroner.

Foto af Andreas Møller: arkiv.dk | Smed Andreas Møller, Hallelev

Foto af Andreas og Karoline Møller: arkiv.dk | Smed Andreas Møller og Line Møller

Foto af Line Møller: arkiv.dk | Line Møller

Ved folketællingen 1940 blev det noteret, at Andreas Møller var født i Sorterup og Karoline var født i Bjernede. Karoline Møller døde 18. juli 1942 og blev begravet i Sønderup.

Det må antages, at Andreas på dette tidspunkt har standset sit arbejde som smed i Hallelev. I hvert fald flyttede han til Næsbyskov, hvor han døde 7. maj 1948. Han blev begravet ved siden af Karoline på Sønderup kirkegård.

Således sluttede en lang smedehistorie i landsbyen Hallelev.

På Hallelevbakken var der omkring 1876 blevet opført et smedehus på matrikel 22 b.

Tegning af smedehuset i Hallelev: arkiv.dk | Den gamle smedie i Hallelev

Luftfoto fra Hallelev med smedehuset til venstre: Danmark set fra Luften: Hallelev Mejeri – 1936-1938 – 35 – Det Kgl. Bibliotek (kb.dk)

Den første smed på stedet var Poul Petersen. Fra 1894 var det Hans Skaarup, der arbejdede som smed på matriklen. Det gjorde han frem til 1911, hvor han flyttede til Havrebjerg.

Foto af Hans Christian Skaarup: arkiv.dk | Hans Kristian Skaarup #4181 Sofie Caroline Marie Larsen #4174 og et af deres 8 børn

Derefter kom Jakob August Møller til smedjen. Han var ikke i familie med August Møller i landsbyen Hallelev. Jakob August Møller døde 1916.

Vilhelm Nielsen overtog derefter smedjen, men efter få år var det endegyldigt slut smedjen på Hallelevbakken. Siden har der været enkelte håndværkere og husmænd på stedet.

Først i 1924 kom der en smedje i Sønderup, så måske har bønderne i Sønderup savnet en smed tæt på den lille landsby ved sognekirken.

Knud Bruun Rasmussen, 01-06-2023

Tovesvej, Korsør

Udgivet den af

Gadens navn
Tovesvej er opkaldt efter Tove Hustinx f. Arvedlund. Hendes forældre ejede grunde ud til det, der engang var en sti, men den blev med tiden til en vej.

Tovesvej er en af de yngre veje i Stadionkvarteret. Den er anlagt i 1954.

Vejens forløb er nord-syd, parallelt med Tårnborgvej. Den begynder mod syd ved Teglgården, passerer Gunversvej i et T-kryds, og fortsætter nordpå til de grønne skovarealer op mod Korsør golfbane. Den munder ud til Tårnborgvej gennem en “lukket vej” anlæg, bestående af faste metalbomme.

Gaden har ca. 66 postadresser. Der mangler nogle husnumre, og en enkelt matrikel i vejens nordlige ende henligger fortsat som byggegrund.

Udstykning
Grundene udstykkes fra Tårnborg Hovedgård og Korsør Købstads Jorder og forkortes T.H.u.K.K.J på dokumenter mellem bygherre og kommunens forvaltning.

Parcellerne er så smalle, at alle husene, næsten uden undtagelse, ligger med gavlen ud til
Tovesvej, ikke med husfacaden langs Tovesvej men mere vinkelret på vejen.

På de noget ældre veje (Engvej, Magleøgade) håndterede vejenes byggeforeningerne dengang at håndtere de smalle udstykkede parceller, ved at bygge dobbelthuse i 1911, og dermed økonomisere med jorden. Tovesvejs fritlæggende huse er opført i 1950’erne-1960’erne, hvor husejere ønskede individuelle huse.

Der er regler for, hvor tæt på skellet huset må bygges, også på Tovesvej. Det er ikke altid nemt at holde disse regler.

Økonomi
Nogle af husene er såkaldte medbyggerhuse. Tilladelse gives på betingelse af, at ejer og medhjælpere arbejder gratis og i deres fritiden samt at der laves liste over hjælpere.

I tilfælde af statslån, hvilket også søges af flere grundejere, er der et max på beløbsgrænse for
håndværkerudgifter til husenes opførelse, der bestemt af boligministeriet.

En del tinglyste servitutter fra 1932 vedrørende afledning af spildevand og anvendelse af septiktank, før tilslutning til hoveddrænet i Tårnborg haveeng.

Bygherrer og fremhævet historier
De første husejere på Tovesvej havde erhverv som eksempelvis maskinmester, lokomotivfører, murersvend, tømrersvend, typograf, arbejdsmand, glasværksarbejder, montør og lagerekspedient

I 1955 ansøges der om tilladelse til at opføre et sommerhus på Tovesvej 9. Andre har opført træhuse, ofte uden tilladelse hertil. Dette ses mest i Tovesvejs nordlige ende. Hvor også kloakeringen imidlertid ikke tilstrækkelig. Et sted tilbyder kommunen at tømme septiktank
hvert 2. år. Renovation er etableret men enkle grundejere har ikke ville betale til ordningen i enkle perioder.

En såkaldt “ulovlig” husejer bliver opsøgt af enten politiet og sundhedsmyndigheder mht. at undgå rotter i affald og får påbud om at anskaffe sig en “skarnkasse”. Et sted andet sted på Tovesvej flytter en familie på 5 ind i et ulovligt hus uden kloak, og det graves i stedet for ned på parcellen. Disse sager trækker i langdrag og triste private situationer afdækkes i sagsforløbet.

Især i den sydligere ende af Tovesvej og langs det meste af vejen ses flere arkitekttegnede typehuse fra overvejende 1950-60-70’erne, både i teglsten og træ.

Der piloteres grundigt, og byggetilladelser gives ikke før disse jordstabiliserende foranstaltninger er dokumenteret i opførselsplanen. Området ligger på inddæmmet område fra Noret, hvilket sket i 1840’erne.

På Tovesvej 30abcdef anlægges Korsør ny hal, idrætsanlæg med klubhus for Korsør atletik og Korsør Boldklub samt Korsør vandrehjem fra 1968 og frem mod slutningen af 1980’erne.

På et tidspunkt ansøger ejere af Tovesvej 55 ansøger om tilladelse til at have en mindre taskeproduktion i forlængelse af sin virksomhed, på Tårnborgvej 10a.

Den sidste parcel på vejen, Tovesvej 66, får De Grønne Pigespejdere (1939-2020) i 1967 tilladelse til at opføre et klubhus, som fortsat eksisterer i 2023.

Vand, gas, kloak, opvarming
Tiden med gasinstallationer ophører fra midten af 1950erne, og oliefyr installeres i stedet. Vand og kloak tilsluttes ved husenes opførsel. Skorstensattester udstedes løbende. I 1980erne nedlægges oliefyrene og olietankene tømmes og forsegles eller graves op.
Der er også naturgas i enkle huse. I 2021-22 etableres fjernvarme.

Husene i dag
Ingen huse har en 1. Sal. Enkelte huse har en kælder. Det er således en forskel fra nabovejene,
hvor der ligger flere to etages huse. Det enkle 2-etagehus, som synes at ligge på Tovesvej, er
hjørnegrundene med adresse på nabovejene ved Gunversvej og Teglgården.

Kilder:
Weblager.dk
Rigsarkivet, Folketællinger
BBR
Korsør lokalhistoriske arkiv

V. Puggaard Petersen 2023

Stenvangen, Korsør

Udgivet den af

Gadens navn
Stenvangen bliver navngivet ved indstilling fra Korsør byråds tekniske udvalg d. 21. december 1923, via avisnotitser. En række nye gader på den tidligere teglværksgrund efter Tårnborg Teglværk, får sit navn ved samme lejlighed: Teglgården, Ved Lunden, Dyrehegnet og Møllevangen, der skifter fra Lilleøgade.

Første gang Stenvangen figurerer i en folketælling er i 1925, med 15 adresser.

Gadens retning er nord-syd, og den forbinder Ved Lunden, mod nord med Teglgården mod syd.

Udstykning
Stenvangen ligger delvis på Tårnborg Hovedgård (teglværksgrunden) og Korsør Byjorder.

De første huse på Stenvangen blev opført i 1911, Stenvangen 2 af overfyrbøder S. M. Jensen og Stenvangen 11, hvor matros Strøm Thomsen boede med sin familie. Det yngste hus er Stenvangen 14, som formand Christian Jørgensen opførte i 1949.

Bygherrer og fremhævet historier
Ingen byggeforeninger registerets i forbindelse med husenes opførelser.
En del af ejerne er matroser, overfyrbøder og almene fyrbøder, formænd, arbejdsmænd, depotbestyrer, baneformænd og elektriker.

Stenvangen 3 søger i 1944 om tilladelse til at holde gris samt opføre et hus her til dyrene. Dyrene tilhører bekendte, som ikke har jord hertil. Sagsbehandlingen trækker ud. Uvis om det gennemførtes.

Stenvangen 15 synes at give problemer. Et fint hus tegnes for maskinarbejder H Nielsen og foreligger i 1925. Men huset bygges ikke færdigt til tiden , trods gas, vand og kloak attester foreligger. Der idømmes mulkt (bøde) herfor.

Problemer med en plade og belastning af etageadskillelsen medfører en del beregninger i til
teknisk forvaltning i 1925.

På Stenvangen 17 etableres en købmand- og kolonialhandel og tilladelse til at udvide huset gives.

Vand, gas og kloak
Disse installationer lægges ind under opbygning af husene. Der nævnes septic- og trixtanke
senere ved etablering af wc og bad i 1950erne, som det ses flere steder i Stadionkvarteret og Korsør.

Husene i dag
Der er 17 adresser på Stenvangen i 2023.

V. Puggard Pedersen, 2023

Møllevangen, Korsør

Udgivet den af

Gadens navn
Oprindelig hed Møllevangen Lilleøgade, men fik sit nuværende navn ved den kommunale forvaltnings beslutning. Den 21. December 1923 annoncerer Korsør kommune, via avisen, at en række nye veje får navne. Vejene var opstået på udstykket jord fra Tårnborg Teglværk i det nuværende Stadionkvarter. De nye veje blev: Stenvangen, Dyrehegnet, Ved Lunden og Teglgården.

Området opstod delvis ved Dyrehovedgårds (Tårnborg Hovedgård) store inddæmningsprojekt fra 1841, hvor de 3 øer, Magleø, Lilleø og Egø i Noret blev indbyrdes landfaste og mere jord til hovedgården og den kommende jernbane på Halsskov-siden.

En mølle omtales i Folketællingen 1930, og det er er en dampmølle/pumpe, som holder grundvandstanden nede.
Der er fortsat pumpestationer på Møllevangen. Grundvandet står højt i det inddæmmet område og pumpestationerne sikre bedre miljø og tørre kældre.

Gaden har retning øst-vest.

I 1986 har adresserne omkring Møllevangen 40-44 og til bådeforeningerne Lilleø og Magleø fået nye numre pga. såkaldte “ændrede adgangsforhold”

Der forgår i 1986, nogle “ændrede adgangsforhold” på disse adresser jvf. skrivelse fra
kommunens. Dvs. Husene får nye adresse numre.

Beboerne
Ved Folketællingen i 1925 registreres 4 adresser på Møllevangen, nemlig Korsør dampmølle og samt 3 kommunale boliger.

Ved Folketællingen i 1930 er der 13 adresser på Møllevangen, med en del ufaglærte beboere, nogle arbejdsløse samt en masse børn. En mølle nævnes som en bolig “ved møllen”.

Ved Folketællingen i 1940 tælles 8 adresser. Huse i flere etager, et lysthus og 3 barakker, bl.a. beboet af folk på sociale understøttelse, en del ufaglærte, chauffør, bud, ekspedient, husmødre samt børnerige familier. Ingen mølle nævnes.

Økonomi
Forskellige virksomheder har gennem årene søgt og fået tilladelse til opførsel af bygninger.
Nogle eksisterer stadig med forskellig til- og ombygning. Andre bygninger er brændt ned eller står i forfald.

Bygherrer og bygninger
I 1921 bygger møllemester Andersen et hus på Møllevangen 1. I 1926/30 bygger vognmand Cai
Guldbrandsen nr. 8, og i 1934 bygger Chr. Ebbesen på Møllevangen 3. På tre grunde ligger stadig de eneste en-families huse på Møllevangen.

Møllevangen 34A, 36 og 38 er en sammenhængende bygning, som oplyses bygget i 1934.
Korsør Boligforening på adresserne Møllevangen 5-19 opføres i 1934, og moderniseres i 2022-23.

Møllevangen 10 er en erhvervsgrund hvor en bygning blev opført i 1918.
Forskellige bygherrer har gennem årene haft sin virksomhed på adressen, som 1939 RØR fabrikken v/J. Hellebæk og Harald Fischer i 1939, et savværk, og i 2023 fungerer grunden som lager for stilladser. Lågen med virksomhedens logo A/S Harald Fischer ses stadig.

Virksomheden “Snitmønster” lå på Møllevangen 8.

Fra år 2000 har der været undersøgelser om forurening på flere af industrigrundene på begge sider af Møllevangen på baggrunden af mistanke og lovkrav.

Husene i dag
I 2023 er Møllevangen en blanding af 3 privatboliger (Nr. 1, 3 og 8) på vejens nordside og boligforeningens lejeboliger (Møllevangen 5-19, de ulige numre).

Parcellerne på nordsiden fortsætter mod Stadions boldbaner, med adresse på den tilstødende
vej: Dyrehegnet 2. Dernæst følger Korsør Tennisklubs baner og klubhus. Derefter følger sidevejen, Bag Stadion, og en erhvervsbygning på hjørnegrunden, Alunord A/S (i 2023).

Korsør Skytteforening sit klubhus og en skydebane på nordsiden af Møllevangen. Vejen ender i en nedlagt container-losseplads.

På Møllevangens sydside, dvs. de lige numre 4, 6, 10 og 12, ligger erhvervsgrundene.

Sidevejen, Lilleøvej, støder til med erhverv på hjørnegrundene (Flügger farver) med adresse på Lilleøvej.

Der er et “hul” i numrene fra 12 til 22, hvor Korsør Elektronik har adresse på nr. 22-28. Endnu et hul i husnumrene før Møllevangen nr. 34, 36 og 38. Dette hus har simple faciliteter og skiftende beboere med løbende renovering.

På Møllevangen 40 ligger Korsør Røde Kors samarit afd., og Korsør Brevdueforening på Møllevangen 44 i træhuse til foreninger.

Møllevangen fortsætter rundt omkring bådforeningerne Lilleøs klubhus, Magleø bådforening og havnemiljøet, med de små private fiskerhuse i træ og tilhørende vejnet, på grunden ved havnen ved fiskerihavnen.

Enkle virksomheder har adresse i området nord for bådhavnen, bl.a. en bådforhandler (SafePro) med egen havn. Et stisystem fortætter til Korsør golfbane og Kløverstier.

Gas, vand, kloak og fjernvarme
Omkring midten af 1960erne udfases gas og oliefyr overtager opvarmning, hvilket ses på udstedelse af skorstensattester på Møllevangens adresser.

Vand etableres samtidig med husets opførelse, og det samme sker med kloak. Wc og
badefaciliteter forbedres, og en “ny” kloakering foretages. I 2021-22 blev fjernvarme etableret i vejen.

Kilder og litteratur:
weblager.dk
Rigsarkivet, Folketællinger
A9033 Korsør lokalhistorisk arkiv.
Spildevand, 1994
Aviser
BBR

V. Puggaard Petersen 2023

Bag Stadion, Korsør

Udgivet den af

Gadenavn
Bag Stadion, ligger bogstavelig talt bag Korsørs idrætsstadion.

Bag Stadion er anlagt efter 1940, da den ikke optræder i folketællingen 1940. Husene er således bygget efter 1940. Området er overvejende et industrikvarter.

Gaden har retningen nord-syd. Mod nord begynder de lave numre, og gaden forlader Teglgården, eller Teglgårdens forlængelse, som der står i nogle dokumenter, i et 90 grader sving. Mod syd, og de høje numre, støder Bag Stadion op til Møllevangen i et T-kryds.

Midt på gaden, udgår et lille stykke vej mod øst, stadig med samme vejnavn.

Udstykning
Grundene ligget på jord fra Tårnborg Hovedgård og Korsør byjorder, forkortet
T.H.u.K.J i papirerne, hvilket er en forkortelse af udstykningsjorden.

Der er fugtig jord, så grundig pilotering er et krav fra kommunen, når byggetilladelse gives.

Området er udlagt til industri. Der er kun 2 en-families huse på Bag Stadion.

Økonomiske forhold
Modsat andre af Stadionkvarterets huse, omtales der ikke statslån eller andre låneforhold for Bag Stadion.

Bygherrer
Bygningerne på Bag Stadion er overvejende opført i midten af 1960’erne, hvor flere produktionsvirksomheder flytter til Korsør eller har behov for udvidelse i anlagte industriområder. Ifølge byggetilladelser fra Korsør Kommune bygges de fleste bygninger i midten af 1960erne. Der er senere udvidelser og nye bygninger.

I 1957 udbyder kommunen fjernelse af en barak på Teglgården 37 i licitation, som et lokalt firma får. Dette giver plads til adressen Bag Stadion 1. Adressen Teglgården 37 eksisterer ikke i 2023.

Flere større virksomheder lægger parceller sammen og opfører, over flere omgange, bygninger, og om- og tilbygninger. Eksempelvis et FAXE-depot i 1975 med beboelse til bestyreren, På Bag Stadion 4 KOBA, kommunens beskyttede værksted i 1971, et betonvarefirma, en stor værksted bygning med flere typer industri, buksefabrikken DICO med syersker og et stort entreprenørfirma (2023: IKE ApS) over flere grund på begge sider af Bag Stadion.

Et andet beskyttet værksted får plads på Bag Stadion nr. 11. Der findes stadig ubebyggede grunde, som enten er græsmark eller indhegnet lager plads.

Det sidste hus på vejen, 1 en-families villa, på hjørnet mellem Bag Stadion og Møllevangen,
oplyses grundlagt i 1940, men kontinuerligt om- og tilbygget.

Gas, vand, kloak, varme
Disse energi kilder etableres efterhånden som bygningerne opføres. Olietanke omtales i 1980.

Kilder:
BBR
weblager.dk
Rigsarkivet, Folketællinger
Lokale aviser via Mediestream
A9179 Korsør lokalhistorie arkiv

V. Puggaard Petersen 2023

Arbejdererindringer i Slagelse

Udgivet den af

Historieskrivning havde gennem tiden frem til 1950erne og 1960erne været domineret af den historiske disciplin ”politisk historie” – store fortællinger om politiske begivenheder som krig, politiske bevægelser, ideer, partier – med eliten og store historiske personligheder i centrum. I slutningen af 1960erne og specielt i 1970erne skete der en revolution i historiefaget, hvor man blev introduceret til disciplinen: ”social historie”, hvor man begyndte at fokusere mere på køns- og klasseaspekter og deres historie. De forskere der har arbejdet med projektet: ”Arbejdererindringer, kultur og levevilkår 1900-1950” har tydeligt gjort brug af socialhistorie/ mikrohistorie med fokus på den almindelige arbejders liv og dagligdag i 1900-1950, men også fordi man har haft fokus på et begrænset lokalområde (Slagelse).

I 1976-1977 udarbejdede Carl Erik Andersen, Jørgen Burchardt og Flemming Mikkelsen: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse som var en opfodring, og en vejledning til, hvordan man kunne lave indsamlinger af arbejdererindringer, men også hvordan man kunne benytte dem til forskellige projekter, samt hvordan man kan registrere og bevare de indsamlede kilder. Vejledningen blev udgivet i 1979.

Parallelt med ovennævnte dannede Andersen, Burchardt og Birte Broch – sidstnævnte fra januar 1978 – en projektgruppe, med henblik på at starte et fuldt finansieret projekt om en prøveindsamling af arbejdererindringer i Slagelse. Projektarbejdet og indsamlingen blev gennemført i 1978-1979. Der indkom materiale fra 107 mandlige og kvindelige arbejdere i form af 139 læg med transskriberede interviews o.a.

Projektarbejdet blev dokumenteret i både en midtvejs- og en slutrapport ved projektgruppen.

Ledelsen af projektet blev nedsat af en styringsgruppe med repræsentanter fra Fagbevægelsens Forskningsråd, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund, Nationalmuseet, Industri-, håndværker-og arbejdermuseet, Dansk Formidlingssamling og Københavns Universitet.

Arbejderne blev kontaktet ved hjælp af breve og telefon. Derudover fik man hjælp af Slagelses socialdemokratiske borgmester (1970-1985) Aage Nørgaard. Men det var især kontakt med Slagelses fagbevægelse der var afgørende for, at man fik fat på tidligere medlemmer og opfordrede dem til at skrive deres erindringer ned eller møde op til et interview. Nogle af de forbund, der spillede en rolle i projektet, var SID, Metal, HK, KAD, Snedkertømrerforbundet, Fællesorganisationen i Slagelse samt LO i Vestsjælland Amt. Derudover fik man også kontakt med folk gennem Slagelse kommunens hjemmehjælpere. Man fik også kontakt til folk gennem den lokale presse, som spillede en vigtig rolle for at projektet kunne blive til virkelighed. Ifølge Carl Erik Andersen og Birte Broch var presseomtalen af projektet om indsamling af arbejdererindringer vigtig for at give kendskab og lyst til at medvirke i projektet. Den første kontakt til pressen fandt sted den 7/9-1978, da man indkaldte til pressekonference i anledning af starten på Arbejdererindringsprojektet. Som et resultat fik projektet opmærksomhed i Sjællands Tidende, Slagelse Posten, LO-bladet og Uge Nyt samt via et indslag i lokalradioen 7. september 1978.  

De faglige organisationer havde dannet en initiativgruppe sammen med ledelsen af projektet, hvor de holdt møder, drøftede arbejdets/projektets gang og planlagde det videre forløb. Projektet fik bl.a. finansiel støtte af Vestsjællands amtsråds økonomiudvalg, der donerede 120.000 kroner til projektet, hvilket svarer til cirka 454.000 kroner i 2023.

Arbejdererindringerne blev bearbejdet med både kvantitativ analyse, men også ved hjælp af etnologisk forskning. Man fik lavet strukturerede interviews, der omhandler arbejderklassens opkomst, arbejdsmiljø, politiske og faglige aktiviteter, familieliv/børneopdragelse, skolegang, håndværkergrupper, kvindearbejde og fabriksarbejde.

Da man lavede interviewene, indgik man en aftale med de interviewede arbejdere om at de kunne være med til at bestemme, hvordan materialet skulle kunne anvendes.

  1. Enten skulle erindringerne først gøres tilgængelige for offentligheden 1. juli 2004. dog måtte erindringerne benyttes til videnskabelig sammenhæng efter tilladelse fra lederen af Slagelse Arkiv.
  2. Erindringerne måtte frit benyttes.
  3. Erindringerne må frit benyttes, men nogle afsnit af erindringerne må ikke være tilgængelige før efter 25 år.

Birte Broch brugte arbejdererindringerne til forskningsprojekter Arbejderkvinder i hovedstad og provins: dagligdag, fællesskab og organisation 1900-1940. Formålet med projektet var at finde ud af arbejderkvindernes husarbejde og lønforhold, men også at undersøge hvilke fællesskaber og organisationer som kvinderne deltog i. To andre interessante forskningsprojekter, hvor man brugte arbejdererindringer, var tidskriftartiklen: ”Arbejderne har også en historie” af Andresen, Broch og Buchardt og bogen Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes tobaksfabrik Slagelse 1873-1966 af Jørgen Burchardt.

Andresen, Broch og Buchardt kommer i artiklen:  ”Arbejderne har også en historie” ind på forskellige aspekter af arbejdernes vilkår, herunder børnearbejde, læretid, fabriksarbejde og kvindearbejde.

I bogen Arbejderliv og ny teknologi kommer Burchardt ind på arbejdslivet indenfor håndværk og industri, men også hvordan det har udviklet sig gennem tiden og hvorfor. Buchardt nævner at han brugte arbejderindringer til at finde ud af arbejdsforholdene og arbejdsmiljø på fabriker. Han bruger også erindringerne for at forstå en kulturel proces/udvikling. Han nævner at man nødt til at være klar over de subjektive erfaringer, som ligger bag folks handlinger for at forstå en kulturel proces.

Maskinstuen på Langes Tobasfabrik i 1944. B1167 fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv

Erindringerne/ Interviewene blev ikke kun blive brugt til at finde ud af hvordan arbejdernes forhold var i 1900-1950, men også hvorfor de levede deres liv på en bestemt måde. Birte Broch nævner, at formålet ikke blot var at skaffe kildemateriale til forskernes projekter, men i lige så høj grad at sprede de individuelle erfaringer, gøre dem offentlige, således at arbejdernes daglige liv kom frem i lyset. Broch, Andersen og Burchardt kommer ind på at arbejderklassen altid havde stået i skyggen af andre samfundsgruppers historie. Før 1970erne havde historien mest været domineret af en konsensusforestilling om samfundets harmoniske udvikling. Desuden kommer Broch ind på, at beretningerne som man har indsamlet, ikke kun er individuelle, men også en del af det mønster, arbejderklassens liv former. Broch kommer ind på, at det er vigtigt at andre klasser og lag i samfundet, får kendskab til arbejdernes egen erfaring med livet, for at undgå diverse myter om arbejderklassen.  

Materialet der blev indsamlet til arbejdererindringer, blev indgået i en udstilling i Slagelse, som blev arrangeret i anledning af afslutningen på arbejde-erindringer projektet. I en artikel fra Sjællands Tidende 22/6-1979 blev det nævnt, at projektet vil blive afsluttet den 2. juli 1979, hvor materialet vil blive overdraget til Slagelse arkiv og at samme dag vil være muligt at se en udstilling, af en del af de indsamlede billeder på Slagelse Bibliotek.    

I forbindelse med indkomsten blev der udarbejdet metadata vedr. de enkelte interviewede arbejder. I januar-februar 2023 blev indkomsterne fra projektet retrodigitaliseret og offentliggjort via arkiv.dk se link til registerposten under Kilder).

Grunden til, at man havde valgt Slagelse, var fordi, at industrialiseringen havde spillet en vigtig rolle for byens økonomiske udvikling, og var meget central for udviklingen/industrialiseringen af Danmark. Noget der var vigtigt for, at projektet kunne blive til virkelighed, var fordi at den lokale fagbevægelse i Slagelse selv, var interesseret.

Der er ingen oplysninger i Arbejder erindringer indsamling 1900-1950, hvor lydbåndene til interviewene befinder sig. Men Birte Broch nævner i sin artikel, at de muligvis kunne bruges til både undervisningsbrug og – i bearbejdet form – til en radioudsendelse.

Kilder

Slagelse Stads- og Lokalarkiv: Emnesamlingen M1979 https://arkiv.dk/vis/120445

Litteratur

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Projekt for indsamling af arbejder-erindringer Slagelse. Midtvejsrapport. Bind 1-2. Slagelse 1978

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: Rapport om prøveindsamling i Slagelse. Slagelse 1979

Andresen, Carl Erik, Broch, Birte og Burchardt, Jørgen: ”Arbejderne har også en historie” i: Forskning og samfund, nr. 1/1980, s. 17-20

Andresen, Carl Erik, Burchardt, Jørgen og Mikkelsen, Flemming: Arbejdererindringer. Metode, kildekritik, indsamling, benyttelse. Århus: Erhvervsarkivet & Universitetsforlaget i Århus, 1979

Broch, Birthe: “Slagelse” – som del af: “Danmark. Eksempler på lokalhistorisk forskning” i: SFAH: Årbog nr. 10 ,1980, s. 187-235
https://sfah.dk/assets/uploads/aarbog/Aarbog_1980_10.pdf

Broch, Birte: ”Metodeproblemer ved udforskningen af arbejderkvinders dagligdag” i: Mette Mønstedsted (red.): Metodeproblemer i samfundsvidenskabelig kvindeforskning. Center for Samfundsvidenskabelig Kvindeforskning. Arbejdsnotat nr. 1/1981, s. 46-51

Broch, Birte: ”Erindringer som kilde til Kvindearbejderhistorie” i: Kritiske Historikere nr. 3/1979, s. 44-54

Burchardt, Jørgen: Arbejdsliv og ny teknologi Vilh. Langes Tobaksfabrik Slagelse 1873-1966. Sorø Amts Museum, Kulturbøger, 1995

Sjællands Tidende: Projekt Arbejdererindringer afsluttes: Over 100 mennesker har bidraget til belysning af perioden 1900-1950. Sjællands Tidende 22-06-1979. side 11

Thomas Andreas Frey 17-02-2023

VULCAN, et stålskibsværft 1918-1922

Udgivet den af

Etableringen af et skibsværft på Halsskov ved de nuværende bebyggede arealer på Søvænget og Værftet faldt sammen med de store forventninger, der var knyttet til skibsværftindustrien efter de enorme tonnagetab under 1. verdenskrig (1914-18).

Men denne branche blev hårdt ramt af de manglende leverancer – ikke alene under krigen men også umiddelbart efter krigen, da de råstofproducerende lande i første omgang sørgede for deres egne industriers behov.

Materialemangel var dog ikke den eneste forklaring til den hjemlige værftindustris problemer. På enkelte værfter blev der spekuleret i en grad, der var helt uansvarlig.

Og desværre for Vulcanværftet i Korsør var det en af de arbejdspladser, som var indblandet i ren spekulation og uholdbare veksler på fremtiden.

Ingeniør Henckel

Vulcanværftets historie begyndte i Kalundborg, hvor den foretagsomme ingeniør Valdemar Henckel i 1916 dannede et aktieselskab, Kalundborg Jernskibsværft.

Allerede før værftet i Kalundborg var anlagt havde Henckel indgået kontrakter med norske redere på bygning af flere skibe, og det var da også kritiske røster fra norske skibsrederkredse, der i 1917 rejste en pressestorm. En norsk avis advarede flere gange mod at lade bygge skibe i Kalundborg, da der ikke en gang var spor af noget skibsværft.

Men værftet kom i gang, og i oktober 1918 havde man den første stabelafløbning. Ved årsskiftet 1918/19 kunne værftet fremvise en svulmende ordrebog med 40 byggenumre for norsk regning, men kun få nåede at blive bygget, inden værftet, sammen med andre af Henckels foretagender, faldt sammen som et korthus.

Under afhøringerne i forbindelse med Vulcans likvidation i 1922 opridsedes historien om værftets oprindelse.

Henckel havde tilfældigt i januar 1918 mødt en bekendt fra Korsør på færgen. Han havde fortalt Henckel, at Kalundborg var et dårligt sted for et værft da Korsør havde den bedste havn i Storebælt.

Mødet var resulteret i, at Henckel i begyndelsen af marts 1918 købte en grund på 3,5 tdr. land nord for Lygtebakken. To måneder efter dette køb tegnede et Henckel-foretagende damskibsselskabet ”Frederiksstad Damp A/S” i Norge, aktier på 4 skibe til levering i løbet af 1920 fra Vulcanværftet – uden at der var noget værft at bygge af det navn …

Først i juni 1918 blev de indledende jordarbejder udbudt i licitation.

Norsk kritik

Det varede da heller ikke længe, inden den norske presse igen rettede kritik mod et af Henckels foretagender – i dette tilfælde værftet i Korsør – ”den energiske ingeniør burde forandre sine metoder derhen, at han i fremtiden først bygger værfterne og derefter kontraherer Bygning af skibe …”, skrev Norges Handels- og Sjøfartstidende iflg. Børsen.

Nordmændene mente, at det lugtede af ”kontraktrytteri”, hvorved den ene kontrakts opfyldelse er afhængig af de efterfølgende kontrakters afslutning.

I september 1918 holdt Vulcan generalforsamling i København, hvor bl.a. fabrikant Groesmeyer, sadelmager Sibbern og sagfører Vognsen, alle Korsør valgtes ind i bestyrelsen (Groesmeyer meldte sig hurtigt ud af foretagendet, da han ikke mente at kunne få indsigt i værftets økonomi).

På generalforsamlingen blev det oplyst, at værftet havde kontrakt på bygning af 9 skibs til en samlet sum af 6,5 millioner kroner, men man havde endnu ingen beddinger at bygge dem på. De ventedes først færdige til nytår 1919.

Stabelafløbning på Vulcan

Først i løbet af sommeren 1920 kunne man i Korsør se, at der var udsigt til at Vulcan-værftet skulle bygge et skib. Den 8. august 1920 skrev Korsør Avis, at en slæbedamper var indgået med en lægter fra Kalundborg med materialer til værftet i Korsør.

Materialerne skulle benyttes ved bygningen af et 1000 tons stort dampskib ”Niels” til Kalundborg Damskibsselskab, der sammen med Kalundborg Værft også ejedes af Henckel.

På bedding nr. 2 var spanterne rejst til et andet dampskib på 750 tons til samme selskab.

Stabelafløbningen fandt sted den 13. september 1920, og efter søsætningen førtes ”Niels” – eller skroget heraf – til Kalundborg værft, hvor skibets motor og rigning skulle montres, samt alt snedkerarbejde udføres.

Truende skyer siden værftets start havde der i pressen været rumlerier om Henckel foretagendernes soliditet, og i begyndelsen af 1921 blev disse gisninger til vished.

Kalundborg og Omegns Bank, der ligesom Kalundborg Skibsværft, var i hænderne på Henckel, standsede sine betalinger. Årsagen hertil var de meget store udbetalinger, banken havde foretaget til skibsværftet i Kalundborg. Men i Korsør afviste Vulcans ledelse, at man ville blive berørt af problemerne i Kalundborg.

Værftet kunne i øvrigt snart søsætte sit skib nr. 2, damperen ”Marie” på 750 tons. Stabelafløbningen foregik ikke uden problemer: Bugserbåden gik på grund, en wire fra ”Marie” satte sig fast, fru Henckels champagneflaske ville ikke knuses, ”Marie” løb på grund og til slut sprang trossen under ”Maries” bugsering ind i Noret, hvor damperen skulle færdiggøres.

Dette varslede ikke godt for Vulcans fremtid, og det tredje skib, man havde på bedding, var foreløbig lagt i mølposen.

I juli 1921 erklærede Kalundborg Bank sig konkurs og en måned senere likviderede Kalundborg Dampskibsselskab, begge ledet af Henckel og næsten identiske bestyrelser. Kort tid efter blev Henckel arresteret, og et af anklagepunkterne var, at han havde modtaget 19.000 kroner i provision for damperen ”Niels”, trods forbud mod, at modtog provision for nybygninger.

Vulcan likviderer

Næsten samtidig med Henckels fængsling afholdt Vulcanværftet en bedrøvelig generalforsamling: Ingen regnskaber at fremlægge og man skyldte et stort beløb til Kalundborg Skibsværft. Generalforsamlingen ønskede, at værftet skulle likvidere, men man måtte konstatere, at generalforsamlingen ikke var beslutningsdygtig.

Ved ekstraordinær samling den 7. februar 1922 likviderede værftet i Korsør.

Under forhørene af Henckel om Vulcanværftet fremgik det, at man havde haft nogle fantastiske visioner med værftet i Korsør. Der skulle have været ansat 900 mand, som ville kunne producere 40.000 – 50.000 tons pr. år, og desuden havde man håbet at kunne få reparationsarbejde hos DSB.

Men kom til at gå anderledes – værftets sidste skib ”Kamma”, blev bygget af likvidationskomiteen og efter stabelafløbningen den 11. august 1922 bugseredes skroget til Køge for at blive monteret.

I dag er arealerne ved det tidligere skibsværft omdannet til beboelseskvarter, og i den tidligere værkstedsbygning, der på første sal rummedes spanteloftet, er der i dag indrettet en beboelsesejendom.

Som en anden udløber af Vulcanværftet oprettedes der en byggeforening med samme navn som værftet i 1919. I løbet af dette år begyndte foreningen opførelsen af 6 dobbelthuse med 24 lejligheder på Vulcanvej ved Nyvej. Disse boliger blev opført for at trække arbejdskraft til værftet. Det var en måde, der i den periode var almindelig blandt landets værfter, hvor man konkurrerede om den bedste arbejdskraft.

Fra: ”Korsør Havn og søfarts historie 1790-1939”, udgivet af Museumsforeningen i Korsør ved P. J. Bell, 1984

Kilder og litteratur:
Korsør Avis 1918-1922

Kildesamling fra daværende Erhvervsarkivet (nuværende Rigsarkivet) vedr. Vulcanværftet

Særtryk af Børsen, juni 1921.