Frederikslund Jernbanestation blev etableret i 1887 for at optimere krydsningsmulighederne for togene mellem Korsør og København på den enkeltsporede jernbane.
Indtil da havde der været ansat adskillige banevogtere langs jernbanesporet i Ottestrup sogn, hvortil lokaliteten Frederikslund hørte. Således var der ifølge folketællingen fra 1880 hele fem banevogtere, to i Skovsø og tre omkring den senere jernbanestation. Banevogteren skulle sikre, at der ikke skete uheld, hvor jernbanen krydsede de lokale veje.
Oprindelig var stationen uden mulighed for at medtage passagerer, men blev hurtigt udbygget til en egentlig station med ventesal, toiletter, varehus, overdækket svinefold, signalhytte, fast enderampe og kolonnehus. Med disse bygninger var Frederikslund station i stand at foretage godsekspedition, dyretransporter og ekspedition af passagerer. Stationen blev ledet af en stationsmester. Jernbanen blev dobbeltsporet i 1899. Stationen blev også postekspedition, så adresser i området var eksempelvis Ottestrup pr Frederikslund.
Peter Beck blev den første baneformand, en titel, der blev benyttet til den person, der havde ansvaret for tilsyn og vedligeholdelse af skinner og skiftespor. I 1906 bestod personalet på stationen af stationsmester Ole Frederik Nielsen, en baneformand, tre banearbejdere, en ledvogter og ledvogtere i Skovsø og Dævidsrød. Folketællingen fra 1911 afslører, at Ole Frederik Nielsen fortsat er stationsmester, og at der nu er kommet fem banearbejdere og en depotarbejder. Dertil også to postbude og en portør. Jens Peter Jørgensen, der stammede fra Øster Stillinge, efterfulgte Ole Frederik Nielsen som stationsmester. Poul Madsen Traberg blev stationsmester i 1934, da Jens Peter Jørgensen nåede pensionsalderen. Jørgensen blev boende i et hus i Frederikslund, hvor han døde i en alder af 89 år få måneder efter, at stationen blev nedlagt i 1962.
De to store godser, Store Frederikslund og Lille Frederikslund, tæt på Frederikslund station sendte deres daglige mælkeproduktion til mejeriet Enigheden i København. Der var tale om betydelige, daglige mængder mælk fra de omkring 330 malkekøer. Savværket i Frederikslund har givetvis også benyttet jernbanen til transport af opskåret træ. Frederikslund station fik indlagt telefon fra Vedbysønder central med nummeret Vedbysønder 1 omkring 1905.
Køreplanen for passagertog fra oktober 1918 viste fire afgange mod Korsør og fem afgange mod København. Togenes hastighed var på det tidspunkt øget fra omkring 40 km i timen til 60 km i timen. Afgangene mod Korsør var 9.56, 14.02, 17.50 og 20.16. Mod København 7.27, 8.40, 12.03, 16.10 og 20.57. I mellem disse togafgange blev der ekspederet godstog i begge retninger.
Folketællingen for 1916 for Ottestrup sogn omtaler følgende med ansættelse ved banen/DSB: en ledvogter, en formand, tre banearbejdere, to portører, en banevogter, en depotarbejder samt en stationsmester. Der var således i alt 13 ansatte til at betjene stationen. Da stationen samtidig fungerede som postkontor, var de helt naturligt to landpostbude, der arbejdede med stationen som udgangspunkt. I folketællingen fra 1930 viser følgende om personalet ved stationen: en stationsmester, en baneformand, to overportører, to banearbejdere. Dertil kom den tidligere stationsmester, som stadig var bosat i Frederikslund. Der var kun en landpost tilbage. Det tilsyneladende mindre personale kan skyldes, at øvrige ansatte var bosat uden for optællingssognet. I 1940 var der følgende banerelaterede personer i Frederikslund: en baneformand, en pensioneret stationsmester, to ekspedienter, en banearbejder, en stationsmester og en ledvogter. Hertil kom to landpostbude.
Baneformand Hans Peter Julius Rasmussen var ansat ved stationens nedlæggelse i 1962.
Frederikslund jernbanestation fungerede frem til 27.maj 1962, hvor sommerkøreplanen trådte i kraft. Jernbanestationen havde indtil da været omdrejningspunkt i det lille samfund, der voksede op ved skovbrynet ved godset Lille Frederikslund. I de følgende år sygnede den lille bebyggelse hen. Alle ansættelserne ved DSB og Postvæsenet forsvandt fra den ene dag til den anden. Eksistensgrundlaget for det lille samfund var væk.
Knud Bruun Rasmussen, november 2020