Kongegården i Korsør

I Algade i Korsør ligger byens fornemste borgerhus, lidt indeklemt i bykernen. Kun en lokal park mod syd giver bygningen den plads, som den oprindelig havde, da den driftige købmand, skibsbygger og skibsreder Rasmus Langeland (1712-1780) opførte dette statelige gæstgiveri i 1761. Det er sandsynligvis arkitekt og murermester Johan Philip Hartmann (1710-1779), der er ansvarlig for den repræsentative hovedfacade mod Algade, karakteristisk for borgerlig rokokostil.

Der var dengang behov for et gæstgiveri for finere rejsende, der afventede gunstigt vejr for at komme over Storebælt, og det vides da også, at mange adelige og kongelige personer har benyttet gæstgiveriet som spise- og overnatningssted. Men Kongegaarden var også en købmandsgård med adskillige huse bag hovedbygningen. Disse tjente som værksteder, salgsboder og beboelse.

Kongegaardens fødselsattest findes i bygningens fornemme vestibule. Denne er beklædt med mørke træpaneler, på hvis øverste kant der er malet en frise med navnene på de forskellige ejere af bygningen samt de håndværksmestre, som har medvirket ved den første restaurering i 1901. Denne blev forestået af Peder Thorvald Pedersen (1854-1933), en driftig landmand, handelsmand, brygger, mejeridirektør og margarinefabrikant. Restaureringen af Kongegaarden blev udført under tilsyn af arkitekt Aage Henrik Langeland-Mathiesen (1868-1933), der var Rasmus Langelands tiptipoldebarn. Bygningen, udvendig og indvendig, blev udsmykket af den anerkendte billedkunstner Marius Hammann (1879-1936).

I 1970’erne og 1980’erne blev bygningen udsat for spekulation og forfald, men med hjælp fra Byggefredningsfonden og Kreditforeningen Danmark blev den sat i stand for anden gang; denne gang dog kun på tag og fag. Korsør Kommune overtog ejendommen i 1985 og efter en totalrenovering i to etaper, 1992 og 1997, blev ”Kongegaarden i Korsør, – regionalt center for billedkunst og musik” indviet. Ved afslutningen af første etape i 1992 fik Kongegaardsfonden ejendommen tilskødet.

Den gamle bygning summer af liv. Isenstein-Samlingen rummer over 7000 værker af billedhuggeren Harald Isenstein og afholder flere forskellige udstillinger om året. Korsør Kunstforening udstiller i de lyse og rummelige stuer. Korsør Koncerterne sikrer klassiske toner og jazz i husets musiksal. Og i de to friboliger bor der ældre og yngre kunstnere inden for både musik og billedkunst.

Ole Seyffart Sørensen, 01-01-2014


Link:
Kongegårdens hjemmeside
https://www.kongegaarden.dk/

Registerposter i Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn
https://arkiv.dk/soeg?searchstring=Kongeg%C3%A5rden&valgtearkiverids=47

Udgivet i Institutioner, Mindesmærker & seværdigheder.