Forening Norden blev dannet i april 1919 i Danmark, Sverige og Norge efter Første Verdenskrig (1914-1918). Efterfølgende blev foreningen også dannet i Finland, Island, Åland, Færøerne og Grønland.
”Foreningens Formaal er som bekendt at uddybe Fællesfølelsen og øge Samarbejdet mellem Nordens Folk, at arbejde for større Oplysning om de andre nordiske Landes Aandsliv, Samfundsforhold og at styrke de nordiske Folks Samvirke indadtil og udadtil. ” – fra Sorø Amtstidende 10. august 1943
Danmark har over 80 lokalafdelinger af Foreningen Norden, samt en selvstændig ungdomsorganisation Foreningen NORDENs Ungdom. Lokalt er der en afdeling i Slagelse og en Korsør-Skælskør afdeling, skabt af en sammenslutning af de tidligere købstæders lokalafdelinger.
Lokalafdelingerne blev stiftet i Slagelse i 1943 med forstander Frederik Nørgaard (Antvorskov Højskole) som formand, den 3. november 1944 i Korsør med viceskoleinspektør Walter Munck som formand og den 29. april 1945 i Skælskør med redaktør Dines Petersen (Skælskør Socialdemokrat) som formand.
Skælskørs og Korsørs lokalafdelinger blev slået sammen i marts 2009. Foreningerne eksisterer endnu.
Malene Sofie Justesen, 12. juni 2021
Kilder og links:
Skælskør Egnshistoriske Arkiv, A310
Foreningernes hjemmesider: https://norden-storebaelt.dk/ og https://norden-slagelse.dk/