Violinisten i foyeren på Slagelse Teater

Enhver, der har været på Slagelse Teater i Herrestræde 9, har set en skulptur af en violinspiller. Skulptøren var billedhuggeren Inger Gabrielsen med kunstnernavnet Gabriel. Skulpturen blev opstillet ved indvielsen af ombygningen af Slagelse Teater i 1989.

Violinspilleren er Helge (Engelbrekt)Thomsen (1909-87), som var student fra Rungsted Statsskole i 1928 og cand.mag. i 1937 i gymnastik, matematik, fysik, kemi og astronomi. Fra 1937-76 var han lektor på Slagelse kommunale højere Statsskole. I første del af perioden havde skolen også mellemskole- og realklasser, og han underviste i mange fag: Matematik, tegning, fysik, kemi, gymnastik og formning (selv om han ikke var uddannet i det sidste fag). Desuden var han meget aktiv i gymnasiets kulturelle liv og arbejdede bl.a. med skolekomedier i årene 1938 – 1976.

Helge Thomsen var nærmest en polyhistor. Som en habil tegner og maler underviste han som nævnt i formning, og herudover var han en glimrende musiker på violin.

Han lagde aldrig skjul på sine kommunistiske sympatier. Heller ikke under besættelsen. Han skrev i gymnasiets jubilæumsskrift fra 1977 om besættelsesmagtens “lille grå” bil, som blandt andet afhentede gengældelsesofre for stikkerlikvidationer. Han fortæller, at “den lille grå” en morgen bevægede sig frem og tilbage på Valbyvej, hvor foruden han selv også Brudsig og Albert Ibsen (kolleger fra gymnasiet) boede. Den standsede hos Ibsen og tog ham med til afhøring på Shellhuset, men han blev skudt på landevejen mellem Slagelse og Sorø.

Helge Thomsen udstillede en del gange bl.a. i maj 1979 på gymnasiet i en retrospektiv udstilling. Han har illustreret flere bøger af forfatteren Dan Olsen (f. 1941), som var lærer på Slagelse Børnehaveseminarium.

Skulptøren Inger (Marie) Gabrielsen (1898-1977) var maler og billedhugger. Hun var uddannet på Teknisk Skole i København i 1919, Kunstakademieti København1919-21 og billedhuggerskolen 1926-28. Hun boede i en årrække efter akademitiden (1935-40) i Paris, hvor hun flittigt besøgte croquisskolen Grand Chaumiere. I 1940 vendte hun hjem og bosatte sig i et husmandshus under Valbygård ved Slagelse, hvor hun levede resten af livet. Den nære kontakt med naturen resulterede i mange dyrestudier – både i skulptur og maleri – men hun arbejdede også med portrætter og helfigurer. Hun udstillede bl.a. i Bachs Kunsthandel i København, Centralbiblioteket i Slagelse, Kirkeladen i Slagelse, Teaterfoyeren i Slagelse (mindeudstilling i 1988). Skulpturen af Helge Thomsen er fra ca. 1946.

Stig Fjord Nielsen var medlem af byrådet, dengang busten blev købt, og han spillede en aktiv rolle i sagen. Han har senere fortalt, at busten i nogle år stod på et loft og samlede støv. På et tidspunkt blev den rengjort, blev sat på en sokkel og blev præsenteret i foyeren på Slagelse Teater under overværelse af Helge Thomsens tre børn, Helge Thomsens enke samt Stig Fjord Nielsen. Efter præsentationen nød de fem en øl.

Børge Riis Larsen 11-02-2025

Litteratur:

Hartmann, S. (hovedred.) og Falcon Møller, D.: Weilbachs Kunstnerleksikon (bind 2 – 1994) s. 405.
Jensen, H.H. og Kaarsted, T. (red.): Magisterstaten (1967) s. 600.
Riis Larsen, B. (1977): Træk af Slagelse Gymnasiums historie. s.30.
Riis Larsen, B. (2002): Slagelse Gymnasiums lærere 1927-2002. s. 17 og 50f.

Link til registerposter
Foto af Slagelse Gymnasiums lærerkollegium https://arkiv.dk/vis/7243471
Foto af Helge Thomsen i klasselokale https://arkiv.dk/vis/7243491
Foto af musikspillende Helge Thomsen https://arkiv.dk/vis/7243504
Buste i foyeren https://arkiv.dk/vis/7243513

Udgivet i Mindesmærker & seværdigheder, Personer, Steder & bygninger.