Det Danske Spejderkorps blev på landsplan stiftet 1909 af rektor Hartvig Møller Gl. Hellerup Gymnasium.
I juni 1918 blev 1. Skælskør Trop stiftet ved et møde på Postgården. Løjtnant cand. pharm.E. Petersen fra apoteket, havde påtaget sig at lede øvelserne, og et tropsråd (forældrekreds) med læge H. O. Andersen, lærer Guldberg, bryggeriejer Fr. Harboe, hotelejer A. Larsen, redaktør V.M. Larsen og bagermester T. H. Poulsen, havde givet tilsagn om støtte. Det Danske Spejderkorps eksisterede i mange år. Flokken blev startet midt i 1920-erne.
I 1928 fik troppen bygget Kobækhytten. Grunden fik man af godsejeren på Espe. Den blev brugt til møder og lejre. Da troppen blev nedlagt, overgik hytten til divisionen. Den er flere gange blevet istandsat, og i 2007 foretog divisionen en større om – og tilbygning.
Hytten lejes ud til spejdere og små grupper. Der er sovepladser til 15-20 stk.
Tilknyttet troppen i de år var: politimester Gruner og hans kone, familien Harder Jørgensen, fru Vibeke Harboe, mejeribestyrer Hahn og mange flere.
De Gule spejdere ophørte midt i 1950’erne, For så i 1970’erne at genopstå i Skælskør ved sammenlægning af Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps (D.D.P.)
Nyt fælles navn blev Det Danske Spejderkorps (D.D.S.).
Hanne Bechmann 01-01-2014