erik damm andersen, Tømrermester & Arkitekt

Tømrer- og Arkitektfirmaet erik damm andersen var et gammelt familiefirma, der tegnede og snedkrede flere bygninger i Skælskør kommune.

Firmaet startede allerede den 2. januar 1912, hvor Niels Andersen (1891-1975) overtog hans læremester P. Hogensens forretning, der var grundlagt omkring 1885. Niels var tømrermester, og farfar til Erik Damm Andersen.

På et tidspunkt indgik også Niels’ søn, Frede Damm Andersen (1914-1985) i firmaet, og det hed nu Niels Andersen & Søn. Senere overgik firmaet helt til Frede Damm Andersen og hans søn Erik Damm Andersen (1938-2019). Erik var uddannet arkitekt i Aalborg i 1970’erne. Firmaet kom til at hedde: frede og erik damm andersen, tømrermestre og arkitekt.

Den 1. januar 1977 ændres firmaets ejerforhold sig igen. Erik blev eneejer og firmaets navn blev denne gang ændret til: erik damm andersen, tømrermester & arkitekt. Erik drev firmaet frem til sin død i 2019.

Firmaet havde værksted i Tranderup, mens kontoret lå på henholdsvis Maglebyvej 4, senere Havnevej 38, Skælskør. Det beskæftigede sig med at tegne og snedkere flere større og mindre landbrugs- og beboelsesejendomme samt villaer og diverse offentlige bygninger i Skælskør kommune (1970-2006).

Skælskør Egnshistoriske Arkiv har modtaget flere af firmaets arkitekttegninger gennem årene.

Malene Sofie Justesen, 12. juni 2021

Kilder og links:

Skælskør Egnshistoriske Arkiv:
Virksomhedens arkiv, A308
Erik Damm Andersens privatarkiv, A312
Frede Damm Andersens privatarkiv, A383

Udgivet i Personer, Steder & bygninger, Virksomhed.