Med det stigende olieforbrug i Danmark var der i slutningen af 1950´erne blevet behov for at raffinere mere olie i Danmark i stedet for at indkøbe færdige produkter. Der var bygget et raffinaderi i Kalundborg, og der var planer om et i Fredericia.
På denne baggrund gik Gulf Oil A/S i gang med at finde et egnet sted i Danmark, hvor der var faciliteter til stede, som kunne opfylde kravene til opførelse af et olieraffinaderi. En havn med tilstrækkelig vanddybde var et hovedkrav, da råolie skulle sejles til stedet. De færdige produkter skulle også i et vist omfang sejles derfra. Et udbygget vejnet til tankvognstransport ville der samtidig blive behov for, eftersom flere oliefyr i boliger i fremtiden ville komme til, samt et stigende olieforbrug i industrien var i gang. En tilstrækkelig ferskvandsmængde skulle der være til stede, da der bruges meget vand til dampproduktion og skylleprocesser i anlæggene under drift. Stop i denne leverance kunne være fatale. El leverancen til drift af pumper og udstyr skulle også være på plads, så der kunne arbejdes uden driftsstop.
Ledelsen i Gulf Oil A/S gik gang med at lede efter et område, der kunne opfylde disse betingelser, og der blev fundet Arod i Sverige og Stigsnæs i Danmark som mulige steder. Processen med at indhente sammenlignende betingelser i begge lande gik nu i gang, og der var mange ting, der skulle vurderes. Byggepriser, love og regler, arbejdsmarked, politiske holdninger, men samtidig skulle det sikres, at områderne, der var egnede, ikke gik af hænde.
Forhandlingerne med placering af olieraffinaderiet var ved at være på plads, og den 22. august 1960 sendte Gulf Oil A/S en forespørgsel ud til jordejerne på Stigsnæs for at skaffe sig forkøbsret til de fornødne arealer. Det var et ret stort areal, der skulle bruges. Mange huse og gårde på Holten og Faarentofte blev berørte af projektet. Pressen beskrev indgående om størrelsen på jordarealer og priser, og de berørte beboere kom under pres for at finde nye steder at bosætte sig. Der var mange gisninger om udfaldet, men endelig den 8. december 1960 offentliggjorde Gulf Oil A/S, at beslutningen er taget. Raffinaderiet skal opføres på Stigsnæs.
Det daværende sogneråd i Magleby kommune hilste projektet velkomment. Indbyggertallet var dalende i kommunen, især på Stigsnæs. Da der var udsigt til mange nye arbejdspladser, var det grobund for at de forhandlinger, der nu forestod, skulle slutte positivt.
Da stedet nu var placeret, begyndte en ny fase med beslutningen om, hvem der skulle opføre anlægget. Dette skulle fremtidssikres, så det stigende olieforbrug kunne dækkes. På en pressekonference den 30. juni 1961 offentliggjorde Gulf Oil A/S entreprenøren, som blev Kellogg International Corporation, som igen hyrede Hoffmann & Sønner som underentreprenør til bl.a. de omfattende jordarbejder, som nu forestod. Den 26. august 1961 holdtes der byggepladsåbning, hvor naboer og lokale myndigheds-repræsentanter blev beværtet med godt lokalt øl, sandwiches, wienerbrød og kaffe af formanden for bestyrelsen for Gulf Oil Corporation, Mr. Whiteford.
Der var nu en hektisk aktivitet på området. Byggeriet af havnen tilfaldt som underentreprenør Christiani & Nielsen, som nu gik i gang med støbning af sænkekasser i Skælskør Yderfjord. Derfra blev de bugseret til havnen og sat på plads. Isvinteren 1962-63 var hård, og vældige isskruninger lavede stor ødelæggelse på de igangværende konstruktioner, som måtte forstærkes, så havnen også i en isvinter kunne anløbes, hvilket er lykkedes gennem alle årene.
Den første råolie ankom med M/T “Gulf Dane” den 19. juni 1963 og blev pumpet op i de nybyggede tanke; et nyt produkt som stillede større krav til sikkerhed og brandslukningsudstyr.
Ved indvielsen den 3. oktober 1963 var der honoratiores fra nær og fjern, og en lejet Storebæltsfærge ankom til Gulfhavn og lagde til på kaj 2, hvorfra der var flagallé gennem det nybyggede raffinaderi til administrationsbygningen, hvor bl.a. Statsminister Jens Otto Krag holdt indvielsestalen.
Efter en grundig gennemgang af anlægget, oplæring af operatører, fremskaffelse af hjælpematerialer var anlægget klar til start. Under denne fase var der mange udfordringer til procesudstyr og personale, som blev klaret uden nogle store uheld.
Med et stadig stigende olieforbrug i Danmark bl.a. til kraftværker, besluttede Gulf Oil at udvide raffinaderiets kapacitet med endnu et anlæg – proces 2 -, som skulle bygges af Fluor Engineering. Dette anlæg var driftsklart på Gulfhavns 5 års fødselsdag den 3. oktober 1968. Ved denne anledning blev Fluor Engineerings administrationsbygning, som nu stod tom, overrakt til Gulfs sportsklub og placeret ved det nye sportsanlæg i Skælskør, hvor det endnu bliver brugt, dog med nye ejere.
Dansk Undergrunds Consortium (DUC) blev skabt i 1962 som et arbejdsfællesskab mellem A. P. Møller og Gulf. Prøver fra boringerne, der startede i 1966, blev sendt til analyse på Gulfhavns laboratorium. Kvaliteten af råolien var dog først i orden i 1971, så en produktion kunne starte. Den første last råolie blev produceret direkte fra DAN-feltet op i M/T “Marie Mærsk”s tanke, og den blev taget i land på Gulfhavn raffinaderiet den 1. august 1972, overvåget af bl.a. HKH Prins Henrik og skibsreder Mærsk McKinney Møller.
Forskellige konflikter i Mellemøsten bragte prisen på råolie op, og 1. januar 1974 satte OPEC op til det firedobbelte uden forhandlinger med olieselskaberne. Dette stillede store krav til staben på Gulfhavn raffinaderiet med tilrettelægning af produkterne, så de kunne give en bedre indtjening. Et anlæg til produktion af bitumen, som er et tjæreprodukt til asfaltfremstilling, blev indviet i april 1978 for bedre at udnytte det sorte bundprodukt fra råoliedestillationen. Der var en noget svingende efterspørgsel af dette produkt, som især var beregnet til vejarbejde. Dette foregik mest om sommeren, og efter en brand i dette anlæg den 6. januar 1982 blev produktionen ikke sat i gang igen. Det lykkedes ved energioptimering, besparelser og udbygning af krakningsanlæg til den sorte olie at holde gang i raffinaderiet.
Efter branden i 1982 lå anlæggene stille, og der taltes om at lukke raffinaderiet. Men ved teknisk snilde lykkedes det at køre de uskadte anlæg videre, da et kørende anlæg var lettere at sælge end et der ligger stille. En personalereduktion umiddelbart før påsken i 1982 blev gjort for at tilpasse organisationen til raffinaderiets reducerede størrelse. Gulf Oil A/S meddelte offentligheden i august 1982, at man ville lukke raffinaderiet medmindre man kunne sælge det til DONG, men DONG svarede i september 1982, at der ikke var interesse for at føre raffinaderiet videre. Et tiltrængt hovedeftersyn blev sat i gang den 18. november 1982 med henblik på et salg, som lykkedes. Den 1. april 1983 blev raffinaderiet overtaget af Kuwait Petroleum Corporation.
Efter salget, som alle ansatte vel var lettede over, var overstået, steg indtaget af råolie fra Kuwait fra i 1983 at være ca. 50 % til i 1990 at være 100 %, og det var der stor tilfredshed med fra ejerne. I efteråret 1986 indførte Kuwait petroleum sit nye logo, som også bidrog til at øge den positive stemning. Kuwait Petroleum overraskede olieverdenen ved juletid i 1984. Det var i hemmelighed lykkedes at producere blyfri benzin, og sende den på markedet til stor overraskelse for konkurrenter og miljøpolitikere.
Efter Kuwait den 2. august 1990 blev invaderet af Irak, kunne der ikke modtages råolie derfra, og situationen var igen kritisk, men der blev fremskaffet råolie fra Nordsøen og Rusland. Denne råolie har et lavere svovlindhold, hvilket medførte at nye produkter kunne fremstilles. I marts 1993 kunne Kuwait Petroleum sende MK1-dieselolie (MK1 står for Miljø Klasse 1) til Sverige. Atter en overraskelse for konkurrenterne. Nye benzinprodukter med lavt indhold af benzen blev fremstillet, inden der blev fremsat lovkrav om dette i 1997.
Trods store investeringer i vedligeholdelse og renoveringer af anlæg på grund af miljøkrav, besluttede Kuwait Petroleum at lukke raffinaderiet. Beslutningen blev offentliggjort den 1. august 1996. Lukningstidspunktet blev fastsat til den 1. april 1997. I denne periode blev et stort apparat sat i værk, hvor det blev planlagt med den enkelte medarbejder, hvilket kursus og efteruddannelse, der var nødvendige for at finde nyt arbejde. Der blev oprettet et servicekontor, hvor tre servicemedarbejdere meget aktivt opsøgte firmaer på Sjælland og formidlede kontakter med nyt job for øje. Dette virkede særdeles effektivt. Ved sommerens udgang i 1997 havde de fleste jobsøgende fået nyt arbejde.
Nedlukningen af anlæggene skete programmæssigt således, at det synlige tegn på raffinaderiets drift, flaren, kunne slukkes lørdag den 12. april 1997 for sidste gang.
Nedbrydningen af anlæggene gik nu i gang, og skorstenene væltet. De brugbare dele af tankanlægget ejes i dag af DONG.
Kilde: Niels Rostgaard Nielsen (1997): Gulfhavn Raffinaderiet. Olieraffinaderi på Stigsnæs 1963-1997.
KURT IBSEN. 2014