Polarforsker Knud Rasmussen i Slagelse

“Man kunne fristes til at tro, at Polarfareren Knud Rasmussen stod i forbindelse med de højere Magter. I alt Fald var det næsten symbolsk, at der i aftes, da Hr. Rasmussen holdt sit Foredrag om Polareskimoerne, rasede en Snestorm, saa man for den Sags Skyld godt kunne tro sig hensat til Nordpolen.” Slagelse Posten, 29-01-1919

Flere år før de drog ud på den 5. Thule Ekspedition, var Knud Rasmussen og Peter Freuchen på en noget mindre rejse. Nemlig en foredragsturné i januar 1910 rundt i de større danske provinsbyer. Formålet med turen var at tjene penge til opstarten af en handelsstation i Nordvestgrønland, noget der skulle lykkedes senere samme år, da Rasmussen og Freuchen grundlagde Thule-handelsstationen.

Knud Rasmussen var kun omkring 30 år men allerede et kendt ansigt i Danmark og Grønland med erfaring fra adskillige polarekspeditioner. Han var også et kendt ansigt i det københavnske byliv, når han var i Danmark. Peter Freuchen var først i 20’erne og var allerede som 20-årig droppet ud af medicinstudiet for at tage med på Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition til Grønland. Det var kort sagt to unge vilde polar-stjerner, der tog på turné.

De havde fået at vide af en skuespiller, at enhver succesfuld tur rundt i Danmark starter enten i Odder eller Slagelse, så turen startede d. 9. januar i Odder. I den anledning skrev Politiken at ”Hr. Rasmussen og Hr. Freuchen klæder hinanden, den ene er lille og mørk, den anden høj og lys. De vil straks faa en Sukces paa deres Udseende – ikke mindst hos Provinsens Damer.” Og det skulle vise sig at holde stik.

Ifølge Freuchens erindringer købte de et dyrt lysbilledapparat, som han selv skulle betjene, mens Knud Rasmussen fortalte. Desværre fungerede det allerede den første aften ikke helt optimalt, billederne var mørke og slørede, og Freuchen kæmpede en hård kamp for at få det til at fungere. Heldigvis var Knud Rasmussen hurtig til at redde situationen og fortalte folk, at det var billeder taget om vinteren i mørketiden! Og da det endelig lykkedes Freuchen at få en anelse lys og skygge frem i et billede af en hundeslæde, sagde Knud Rasmussen: “Og her ser De det berømte nordlys!” De endte dog med at hyre en fotograf til at betjene lysbilledapparatet under resten af turen.

En stor del af turen gik tilsyneladende også med at feste, hvilket kunne ses på indtjeningen der ikke blev helt så høj som forventet, fordi Knud Rasmussen var vældig god til at invitere gæster til festlig sammenkomst efter foredraget, og på et tidspunkt endda betaler for hjemrejsen til Norge for en hel skuespillertrup, som de løber ind i i Silkeborg. De møder også en del af datidens berømtheder, bl.a. forfatterne Thøger Larsen og Johan Skjoldborg. I Bramminge sover de i hestestalden frem for at skulle dele værelse med en mandlig skuespiller i trikot! Og så er der også skuespillerinderne. Det er ingen hemmelighed, at både Knud Rasmussen og Freuchen var populære hos kvinderne, og i Aarhus møder Freuchen f.eks. den på det tidspunkt nygifte Magdalene Funder, som han flere år og en skilsmisse senere bliver gift med.

I Odense rendte de ind i en koppe-epidemi, der førte til aflysninger af alle kulturelle arrangementer, kan man læse i lokalaviserne, og derfor også ramte Freuchen og Rasmussen.

Casino var et et kæmpe underholdningskompleks, der lå ved Jernbanegade og Schweizerpladsen, hvor Casinotorvet ligger i dag. Det blev opført i 1892 og bestod af både hotel, butikker og en af provinsens største teatersale. Det var kort sagt Slagelse og Vestsjællands uden sammenligning største underholdningscentrum, som Knud Rasmussen og Freuchen besøgte fredag d.28. januar i 1910. Men meget passende for to polarforskere trak som sagt en snestorm ind over landet i de sidste uger af januar, hvilket først førte til aflysning i Vejle, da ”Knud Rasmussen og Peter Freuchen, der i Aften skulde have holdt Foredrag i Vejle Teatersal, er sneede inde i Kolding”, og senere også skulle skabe problemer i Slagelse.

Sorø Amts Tidende skrev dagen før foredraget i Slagelse, at man dagen efter kunne høre ”den unge men bekendte Polarforsker” fortælle ledsaget af lysbilleder i Casinos Teatersal, og vejrudsigten lød på ”Rolige Vindforhold og Frost”.

Men sneen fulgte dem som sagt hele vejen til Sjælland, og da turen kom til Slagelse, ankom de bogstaveligt talt med en snestorm, der forhindrede en stor del af publikum i at nå frem. Slagelse Posten skrev i sin anmeldelse dagen efter, at man kunne mistænke Knud Rasmussen for at stå i ledtog med de vejrguderne, da der var ”uhyggeligt store Huller i Tilskuerpladserne”. Men derudover var foredraget en succes, ikke mindst fordi hr. Rasmussen er ”gevaldig eskimobegejstret”.

Rasmussen kom også omkring det nylige kapløb til Nordpolen, og ” Naar Foredragsholderen meget stærkt fremhævede den Betydning Polareskimoerne har haft for Nordpolsfarerne og hævdede, at de havde deres Del af Æren for de opnaaede Resultater paa Polarforskningens Område, saa er dette sikkert en ubestridt Sandhed.”

Sorø Amts Tidende var lidt mere positivt stemt omkring vejret og skrev:

” Der var ret godt Besøg til Knud Rasmussens Foredrag i ”Casino” i Aftes, men der var sikkert kommen ikke saa faa flere, hvis Vejret havde været bedre. Folk fra Landet var jo helt afskaaret fra at komme.”

 Da Hr. Rasmussen sluttede, lød der et kraftigt Bifald, skrev begge aviserne. Foredraget var trods alt en succes. Polarstjernerne kunne drage videre ud i landet.

Epilog: Thule handelsstationen blev oprettet senere år, bl.a. finansieret af et større lån fra Knud Rasmussens hustru Dagmar. Handelsstationen bliver en ubetinget succes og basen for de næste års berømte Thule-ekspeditioner. Knud Rasmussen fortsatte med at charmere folk overalt, hvor han kom frem, hvilket også skulle blive en af hjørnestenene i hans fortsatte ekspeditioner i Grønland og Nordamerika, når han mødte nye mennesker. Peter Freuchen havde et liv, der var så begivenhedsrigt, at det ikke lader sig opsummere her. Casino i Slagelse brændte ned i 1976. 

Løve Margarine fik eneret på billederne fra netop 5. Thule Ekspedition og udgav dem med sine produkter efterfølgende til et samlealbum. Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn har et komplet album ‘Samlehæfte med 75 billeder fra Knud Rasmussens femte Thule Expedition 1921-24. Eneret på billeder af Thule og lokalbefolkning givet til Korsør Løve Margarine’ i arkivfonden A3029, se https://arkiv.dk/vis/42193,

Mette Rasmussen, 06-11-2023

Litteratur: 
Peter Freuchen: Knud Rasmussen som jeg husker ham
Janni Andreassen: Altid frimodig: biografi om polarforskeren, forfatteren og eventyreren Peter Freuchen
Ebbe Kløvedal Reich: Den fremmede fortryller: beretning om Knud Rasmussen og hans to folk
Niels Barfoed: Manden bag helten: Knud Rasmussen på nært hold
Kirsten Hastrup: Vinterens hjerte: Knud Rasmussen og hans tid
Kurt L. Frederiksen: Kongen af Thule: en biografi om Knud Rasmussen
Bogen om Knud: fortalt af hans venner
Knud Michelsen: Vejen til Thule: Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1902-1910
Slagelse Posten, januar 1910 (via Mediestream)
Sorø Amts Tidende, januar 1910 (via Mediestream)
Lokalaviser fra resten af landet, januar 1910 (via Mediestream)

Links
Artikel om Casinos historie http://slagelsearkiverne.dk/casino/
Knud: Jørgen Roos’ dokumentarfilm om Knud Rasmussen: https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000000080/knud
Palos brudefærd: dansk-grønlandsk spillefilm af Knud Rasmussen fra 1934: https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000004759/palos-brudefaerd
Med hundeslæde gennem Alaska: Leo Hansens optagelser fra 5. Thule Ekspedition: https://www.danmarkpaafilm.dk/film/med-hundeslaede-gennem-alaska
Den store Grønlandsfilm, 1922: https://www.danmarkpaafilm.dk/film/den-store-groenlandsfilm
Det Danske Filminstituts store samling af historiske film fra Grønland: https://www.danmarkpaafilm.dk/tema/historiske-film-fra-groenland
Det Kgl. Bibliotek om 5. Thule Ekspedition og digital adgang til Knud Rasmussens dagbøger og etnografiske optegnelser: https://www.kb.dk/inspiration/knud-rasmussens-store-slaederejse
Arktisk Institut: https://arktiskinstitut.dk

Se tre billeder af Knud Rasmussen og Peter Freuchen fra deres foredragsturné i Det Kgl. Biblioteks digitale billedsamling: 
http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object82672/da/
http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object83070/da/
http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object82674/da/




Udgivet i Begivenheder, Personer, Steder & bygninger.