Teglgården, Korsør

Gadenavnet
Teglgården bliver navnegivet ved beslutning i kommunens tekniske forvaltning, der d. 21. december 1923 annoncerer de nye navne på gaderne på den tidligere Tårnborg Teglværksgrund, nuværende Stadion-kvarteret.

De andre gadenavne blev: Stenvangen, Dyrehegnet og Ved Lunden. En tidligere gade, Lilleøgade, skifter navn til Møllevangen.

Teglgården er med i Folketællingen i 1930. Der registreredes 10 adresser, med 2 etager, dvs. flere familier i samme hus. Før da findes (villa) Teglgård, som ikke må forveksles med (vejen) Teglgården.

Udstykning og økonomi
Grundene udstykkes på jord fra Tårnborg Hovedgård under Korsør Byjord. Dette forkortes, på offentlige dokumentet med T.H.u.K.J.

Jorden er fugtig. Der konstateres klæg i jorden, som er ustabil grund. Der blev krævet en grundig planlagt pilotering før byggetilladelserne blev givet. En betingelse for at påbegynde husbyggeriet var også en materiale-bevilling på en speciel blanket, grundet 1940’ernes generelle mangel på byggemateriel.

Ved husenes opførsel blev der søgt om statslån og de detaljerede betingelser for tilbagebetaling blev sendt til lånetageren. Tilbagebetalingen blev tilført kommunens kapitalformue.
I 1946 og fremad er der en boligmangel i Korsør og landet over.

Når husejer installerede oliefyr, kunne man leje en olietank. Lejebetingelserne blev beskrevet, når tilladelse til oliefyrsopvarmning blev givet.

Omhyggelige beskrivelser og beregninger følger med ansøgningerne om tilladelse til at opføre et hus, som er at finde i kommunens tekniske forvaltnings sagsarkiv på adresserne (Weblager.dk).

Bygherrerne
I 1944 blev der dannet et byggekonsortium på 5 håndværkere, repræsenteret ved Vilhelm Thygesen. Dette konsortium køber grundene Teglgården nr. 27-33.
Maskinmester Jul. Hansen køber fire andre grunde i 1947.

I 1951 ønsker Idrætsforeningen Storebælt ønsker at opføre et klubhus på Teglgården nr. 32. Det får foreningen tilladelse til, mens der understeges gentagne gange, at der ikke må bruges til beboelse.

Byggetilladelser ledsages med omhyggelige beregninger og kontrol af grundig pilotering med stolper i jorden under fundamentet, ellers opstår der senere skader på husene.

Det sidste hus på gaden, Teglgården nr. 42, opføres i 1964 og er en værkstedsbygning for firmaet Blichfeldt og Nielsen. Dette vejstykke kaldtes også “Teglgårdens forlængelse”.

Teglgården glider således langsomt over i vejen Bag Stadion, og det industrikvarter som vokser frem dér efter 1960erne.

Gas, vand og kloak
Installationer med gas, vand og kloak var installeret i vejen med de lave husnumre, men ikke for grundene med de høje husnumre. Der blev derfor tænkt kreativt med tilslutning af vand, gas og kloak, der måttes gøres via naboens rørledninger. Jorden er klæg og nogle rør blev ikke gravet langt nok ned under jordoverfladen, hvilket skabte problemer.

I sommeren 1959 blev hovedvej 1A istandsat og den tunge trafik blev omdirigeret og sendt gennem Teglgården og Dyrehegnet. Det skabte problemer og rørskader på vand og gas. Beboerne klagede over rørskaderne, som gav anledning til lange skriverier og diskussioner med kommunen om hvorvidt husejerne kunne få dækket udgifter til reparationer. Ikke alle fik dækket skadernes omkostninger.

Husene i dag
I dag (2023) er der 31 adresser på Teglgården. Nr. 1, 2 og 3 eksisterer ikke længere, og gik formentlig til ved udvidelsen af Kongebroen fra 1954.

I 1987 skete en om-nummererede de ulige numre, nr. 17-25, hvor alle pågældende husnumres talværdig steg med 4, dvs. Teglgården nr. 17 blev til nr. 21, nr. 19 til nr. 23, nr. 21 til nr. 25. Årsagen var opførslen af det dobbelthus på hjørnet mellem Stenvangen og Teglgården, matrikelnr. 2bo.

Kilder:
Weblager
BBR
Lokale aviser via Mediestream
Rigsarkivet
A9034, Korsør lokalhistoriske arkiv

V. Puggaard Petersen 2023

Udgivet i Personer, Steder & bygninger, Virksomhed.