Den 31. marts 1890 blev Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn stiftet.

Det foregik i forsamlingsbygningen ”Frem” i Anlægget. I den lokale avis Slagelse- Posten fyldte referatet fra mødet hele forsiden.

Af referatet fremgik det, at der var mødt 400 deltagere. Mødet var åbent for alle. Forhenværende høker J.P. Petersen fra Bildsø bød som formand for det foreløbige udvalg velkommen til alle, og fremførte, at der aldeles intet hensyn skulle tages til politiske meninger. Derefter udspandt sig en lang debat om nødvendigheden af en fagforening.

Dirigenten opfordrede mulige tilstedeværende arbejdsgivere til at udtale sig.

En arbejdsgiver spurgte, om folk udenfor den egentlige arbejderstand kunne blive medlemmer, og på hvilke vilkår man blev medlem. Han repræsenterede Arbejdernes Værn, en forening dannet af de konservative med det formål at forhindre arbejderne i at melde sig ind i de egentlige fagforeninger, der var ved at opstå. Til det formål afholdt man baller og uddelte kolonihaver.

Dirigenten svarede, at der kunne optages æresmedlemmer med et indskud af en krone og et årligt bidrag på mindst tre kroner. De kunne derimod ikke vælges ind i bestyrelsen, og spørgsmålet om stemmeret skulle afgøres af generalforsamlingen.

Om dette emne kom der en debat så lang, at dirigenten på et tidspunkt rådede til afslutning, da det ellers ville blive meget sent, inden man kom i gang med at modtage indmeldelser i foreningen, der efter afstemning var dannet. Mødet hævedes, og man gik over til indtegning af ”flittige og hæderlige” medlemmer.

Klubbens og Værnets apostle gik bedrøvede hjem. Sådan slutter referatet i avisen.

På den efterfølgende generalforsamling konstituerede man sig med arbejdsmand Jens P. Petersen, Løvegade, som formand. Han holdt dog kun et halvt år, da han blev gæstgiver på Nytorv.

Han blev afløst af fyrbøder Peter Jensen, Løvegade, der heller ikke holdt længe, men blev afløst af Frederik Hansen i 1892.

Frederik Hansen var søn af en lejehusmand på Store Frederikslund. Her oplevede han, hvordan alle arbejderne på godset forud for et kommunalvalg fik udleveret en seddel, hvor der stod, hvem de skulle stemme på. Frederik Hansen skulle således stemme på forpagteren på Lille Frederikslund.

Der var ikke hemmelig afstemning, og da Frederik selv ville bestemme, blev han øjeblikkelig fyret. Han rejste til Slagelse, hvor han nedsatte sig som arbejdsmand og tøffelmager. Han kom hurtigt ind i det faglige og politiske arbejde, og den 1. juni 1892 blev han valgt til formand for Arbejdsmændenes Fagforening.

Troen på sammenhold, forpligtende fællesskab og solidaritet var det eneste, de mennesker som startede Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn var i besiddelse af. Imod sig havde de et politisk system og forhold på arbejdspladserne, hvor den enkeltes rettigheder var et ukendt begreb. Trods umulige forhold gik de til opgaven med at organisere arbejdsmændene uden at kny, og de var besat af den særlige omhu, der er karakteristisk for pionerer.  

Begyndelsen var beskeden med ca. 30 medlemmer, men pionererne holdt ud og vedtog en arbejdsplan, der bl.a. indeholdt to bestyrelsesmøder om måneden og ordinær generalforsamling hvert kvartal, samt et diskussionsmøde med medlemmerne hver anden onsdag og et offentligt diskussionsmøde om måneden. Dog viste det sig, at man holdt ligeså mange ekstraordinære generalforsamlinger som ordinære.

De offentlige diskussionsmøder var en stor udfordring til arbejdsgiverne. Desværre findes der ikke referater fra dem.

Først i 1897 lykkedes det at få den første overenskomst. Det var med Murer- og Tømrermestrenes Forening. Arbejde indenfor normal tid skulle aflønnes med 26 øre pr. time, overarbejde og søn- og helligdagsarbejde med 35 øre pr. time.

På grund af det stigende antal fagforeninger og deres tiltagende styrke, havde Arbejdsgiverne i 1896 dannet Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening, men det lykkedes dem ikke at bremse lønstigningen. Arbejdsgiverne tabte de fleste lønkampe. Derfor havde de oprettet et ”Sortekammer”, der indeholdt navnene på de fagligt aktive arbejdere, som næsten altid var uden arbejde. Det medførte den storlockout, der begyndte d. 24. maj og først sluttede d. 5. september 1899.

Det satte fagforeningen på en hård økonomisk prøve, da de lockoutede ingen økonomisk hjælp kunne få. Godt nok havde man fattigkassen, men det førte til tab af stemmeret, hvis man fik hjælp derfra.

Bestyrelsen blev bemyndiget til at tage af kassebeholdningen, så længe der var penge, men for at kassebeholdningen ikke skulle blive tømt for tidligt, satte man en indsamling i gang gennem avisen. Alle, der gav et bidrag, blev nævnt i avisen.

Til de lockoutede udbetaltes 80 øre om dagen samt 5 øre pr. barn.

Under lockouten kørte fagforeningen på lavt blus, men herefter kom der skub i det.

Der blev oprettet både aftenskole og syge- og begravelseskasse for medlemmerne.

I 1916 lykkedes det at få overenskomst med Spritfabrikken, men prisen var høj, da man måtte give afkald på snapsrationen, som bestod i gratis brændevin en gang om måneden.

I 1939 oprettedes Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Dennes bestyrelse vedtog på sit første møde i december 1939, at der skulle oprettes en arbejdsteknisk skole for ufaglærte. Denne skole udviklede sig til det, vi i dag kender som Specialarbejderskolen.

I takt med udviklingen skiftede forbundet også navn.

I 1890 hed den lokale afdeling: Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn.

I 1959 kom den til at hedde: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund for Slagelse og Omegn (DASF).

I 1975 blev det til: Specialarbejdernes Fagforening for Slagelse og Omegn, men navnet blev allerede i 1977 ændret til: Specialarbejderforbundet i Danmark, SID Slagelse afdeling.

Johan Denta 01-01-2014

Se endvidere: Slagelse Lokalarkiv https://arkiv.dk/vis/21749

Indtil Glænø blev forbundet med Sjælland ved en dæmning i 1881, var det ikke altid nemt at færdes over fjorden. Hvis vejret tillod det, kunne man køre med hest og vogn, ellers måtte man benytte færgen, der blev betjent af færgemand Niels Kristian Andreasen. Han var født i 1863 og voksede op i det lerklinede Dæmningshus på Glænø, hvor far, mor, fem børn og en gammel bedstefar boede på meget lidt plads. Da faderen fik råd til at leje og drive Sandholm, kunne man holde både ko og gris. Niels kom ligesom sin bror ud at tjene hver sommer, fra 7-års alderen vogtede de kreaturer, og Niels medbragte familiens ko. Om vinteren boede drengene hjemme, og når grisen var slagtet om efteråret, overtog de pladsen i grisestien.

Efter konfirmationen i Ørslev kirke tjente Niels hos forskellige gårdmænd og endte hos Niels Kristensen, som var begyndt at sejle sten til dæmningsanlægget. Niels overtog med tiden arbejdet som fører af stensejlerfartøjet, foruden at han blev færgemand.

Søndag var færgemandens bedste dag. Mange arbejdsfolk havde fået løn lørdag aften og derefter besøgt høkeren i Stubberup, som havde åbent til kl. 9 søndag formiddag. Så arbejderne var dagens første passagerer, og næste hold var folk, der skulle til gudstjeneste i Ørslev kirke. Efter middag havde tjenestefolkene fået fri og skulle en tur over på ”fastlandet”.  Betalingen for tur/retur var 4 skilling, og da kronen blev indført i 1870’erne, blev taksten sat op til 10 øre. Det var der nogle, der var sure over; de forlangte 2 øre tilbage.

Om vinteren gik færgefarten i stå. Hvis isen var bundfrossen, kunne man færdes med hest og vogn eller kane, men når isen var usikker, blev transporten meget vanskelig. Hvis der fx skulle hentes læge eller jordemor, måtte det foregå ovenpå lange stiger for at fordele trykket mest muligt.

Sidsel Jacobsen 01-01-2014

Kilde

Naar sommeren var ovre, sov vi i grisestien – !” interview i Sorø Amtstidende 22. december 1953 med den 90-årige Niels Kristian Andreasen.

Svend Børge Andersen blev født den 5. juli 1916 i København. Han kom som helt lille til Spanager Børnehjem ved Lille Skensved. Her voksede han op med forstanderparret Laurits og Margrethe Poulsen og deres 4 børn, udover de 69 andre børn på hjemmet.

Svend Børge Andersen blev udlært maler fra Håndværkerskolen i Haslev i marts 1938. Det beskæftigede han sig med resten af livet, og han var meget dygtig til sit fag.  I sine unge dage havde han mange interesser udover at male.I sin fritid dyrkede han gymnastik i Store Heddinge Gymnastikforening, hvor han fik både bronze- og sølvidrætsmærke. Derudover var han en meget dygtig fotograf  både til foto og 16 mm smalfilm. Senere begyndte han at synge i kor i Korsør. 

I 1948 drog han til Norge, hvor han var i nogle år og arbejdede som maler, fotograf og altmuligmand og boede hos Ingvar Poppe i Oslo. Deroppe fik han en masse venner – der var fuld fart på med udflugter og fester, så der til sidst kom klager fra udlejeren om, at han skulle være lidt mere stille. Han fik på et tidspunkt tilladelse af forsvarsstaben til at smalfilme fra luften udover Oslo, det var meget specielt på denne tid, men han filmede og tog mange billeder på det tidspunkt.  

Men så gik turen tilbage til Danmark igen. Han kom til Korsør, hvor han hjalp et stykke tid i Lankow`s Foto, som var blevet overtaget af fotohandler Ketty og Ingvar Brøns Poulsen, søn af Laurits Poulsen Spanager. Det fik betydning for Svend Børge Andersen resten af livet, at han havde det ståsted hos Brøns Poulsen-familien med børn og børnebørn, det var både til jul, fødselsdage og i dagligdagen, han var sammen med dem.  

Senere blev han ansat som maler hos Malermester Weidemann, men snart kom udlængslen igen. Denne gang gik turen til Grønland til Thulebasen i 1960. Der oppe var han et års tid, hvorefter han kom tilbage til Korsør et stykke tid for derefter at drage til Zürich for at arbejde som maler de næste 2 år.  

Så var det slut med at arbejde i udlandet, Svend Børge Andersen kom tilbage til Korsør og fik arbejde hos Malermester Sv. Å. Hansen som maler og boede hos Lindegaard Jørgensen, Skovvej 64 gennem mange år. Senere flyttede han til Tårnborgvej 1A.  

Rejselysten fortsatte, men kun i ferierne, hvor han blandt andet var med lærer John Henriksens gymnastikhold i Wales og til verdensudstillingen i Bruxelles, hvor han smalfilmede. Senere til Thailand – Rusland – Island, hvor han tog en masse dias og holdt nogle foredrag om de forskellige steder han havde været.

Svend Børge Andersen var et meget hjælpsomt menneske. Han nød, når han kunne gøre noget for andre, og mange har nydt godt af hans hjælpsomhed. Det var ham en glæde, når han kunne komme faste steder bl.a. hos FDF, hvor han havde meget kontakt med leder Erik Larsen og fru Jonna – og senere i Kirkens Korshær, hvor han nød sin daglige kaffe og fik en sludder med Lone og de andre. 

I mange år var Svend Børge Andersen meget optaget af at tage billeder af broer. Først broen mellem de to bydele derefter tunnelbyggeriet og til sidst Storebæltsbroen, hvor han fik taget det berømte billede af broen med lys på, som han solgte over 5000 postkort og billeder af i løbet af 14 dage. Dronningen sendte ham et flot takkebrev for de billeder, som han havde sendt hende. Han var meget stolt over, at han blev anerkendt på den måde i sin høje alder. 

Efter at Svend Børge Andersen havde boet en kvart menneskealder Tårnborgvej 1A., bestemte kommunen, at huset som han boede i skulle rives ned til fordel for en rundkørsel. Han kunne ikke forstå, at det gode hus skulle rives ned, og at han skulle flytte. Det gjorde ham meget ondt. Han flyttede, men det tog hårdt på ham, og efter kort tid det nye sted døde han i foråret 2002.

Lykke Andersen 01-01-2014